Om en liden Stund

Af Tage Schack. Tidehverv, 1934, s.17-19. (Joh.16,16-22).

3. Søndag efter Paaske. Tekst: Joh. Evang. 16,16-22.

Ordet: "om en liden Stund", som bliver gentaget flere Gange i vor Tekst, kan lyde forskelligt i Menneskers Øren. Det kan vende sig til to Sider. Det kan sige til Mennesker: "Du skal se, det gaar nok over; det varer ikke saa længe." Og vi vil gerne høre det sagt i de onde Tider om Ulykker og Modgang: "Om en liden Stund er det forbi." Mennesker har baaret tunge Byr-der ved Hjælp af den Trøst. - Men Ordet kan ogsaa siges med en helt anden Betoning: "Alt gaar over; alt varer kun en li-den Stund, baade det onde og det gode. Vort Liv er kun et lille Øjeblik; saa er det forbi." Saaledes kan dette Ord høres - som et Trøsteord, men ogsaa som et Ord, der tager Glæden og Modet fra Mennesker. Døden siger ogsaa: "Om en liden Stund"; og Døden har det sidste Ord.

Naar Jesus siger: "Om en liden Stund", er Talen ikke om noget af dette. Sommetider er det rigtigt, at det nok gaar snart over; men til andre Tider passer det jo ikke. Og Jesu Ord her taler heller ikke om Livets Op og Ned: at Sorgen venter paa den glade og Glæden paa den bedrøvede. Ordet "om en liden Stund" skal ikke fremkalde Bedrøvelse; men det er talt til be-drøvede. Det taler om Menneskelivets Kaar: at vi har kun dette lille Øjeblik, som vi nu lever i Dag, enten det saa er i Glæ-de eller i Sorg; og for dette Øjeblik giver Jesu Ord Haab: "Om en liden Stund skal I ikke se mig længere, og atter om en li-den Stund skal I se mig." "I skal være bedrøvede, men Eders Bedrøvelse skal blive til Glæde. Naar Kvinden føder, har hun Bedrøvelse, fordi hendes Time er kommet; men naar hun har født Barnet, kommer hun ikke mere sin Trængsel ihu af Glæ-de over, at et Menneske er født til Verden." - Lad den bedrøvede høre dette glædelige Budskab; men lad ham forstaa, at der her er Tale om en Bedrøvelse, som Mennesket altid er i, enten han føler den eller ikke; for den bestaar deri, at Gud er borte, og det er vor egen Skyld; den bestaar deri, at vi helt igennem er det, vi ikke skulde være, og paa det Sted, hvor vi ik-ke skulde være, nemlig borte fra Gud. - Og lad den glade høre dette samme glædelige Budskab. Lad ham forstaa, at det ikke vil tage hans Glæde fra ham, men at Budskabet bliver ved sit, ogsaa overfor den glade og siger ogsaa til ham: "Din Bedrøvelse skal blive til Glæde." Den glade bryder sig maaske ligesaa lidt som den bedrøvede om at høre dette; men Bud-skabet har intet andet at sige end dette: "Du, som baade i din Glæde og i din Sorg, staar under Korset, under Dommen og er paa Vej til Døden: din Bedrøvelse skal blive til Glæde." Disse Ord af Jesus taler om Bedrøvelse, om Bortgang, om Død. De taler til os nu, som til Disciplene dengang, om Menneskelivet: at vi skal dø, og alle Haab brister. De taler om Dommen: at Kristus er gaaet bort, og vi er alene. For saaledes forholder det sig i Virkeligheden. Jesu Ord gik i Opfyldelse: "Om en liden Stund skal I ikke se mig længere." Gud er borte. Mennesker gør stadig fortvivlede Forsøg paa at lade, som om disse Ord ikke passer, og siger: Vi kan mærke ham; vi kan føle ham. Mennesker søger at hente Kristus ned fra Himlen eller op fra de dødes Rige og bilder sig selv og andre ind, at Brudgommen ikke er taget fra os; at vi ejer ham og har ham; at han ik-ke er gaaet bort. Mennesker søger at lade, som om der intet er i Vejen mellem Gud og os; som om Dommen og Døden ikke mere er der; som om Korset er et overstaaet Stadium. - Men Ordet lyder: "Eders Bedrøvelse skal blive til Glæde." Hvor der ingen Bedrøvelse mere er; hvor Kristus ikke mere er borte; hvor det er glemt, at han døde for Menneskers Haand og ved Menneskers Skyld; hvor alt er i Orden, og Mennesket ikke mere er en Synder helt igennem - d. v. s.: ganske og aldeles borte fra Gud - og ikke mere er dødelig helt igennem; dér kan dette Budskab ikke høres: "Eders Bedrø-velse skal blive til Glæde." - Men den, som vil lade disse Ord sætte sig paa Plads midt i det almindelige, syndige, dødelige Menneskeliv med dets Glæde og Sorg, med dets Kortvarighed; den, som ved, at vi ejer intet andet end dette Liv, end denne "liden Stund", som vi nu lever; den, som heller ikke ønsker at eje noget andet end dette; den, for hvem dette Liv og Dagen i Dag i al dens Fattigdom er Virkeligheden: han kan høre dette Evangelium: "Eders Bedrø-velse skal blive til Glæde." At kunne høre dette Evangelium, det er at tro. Andet er Troen ikke. Troen er ikke det at kunne fastholde, men det at kunne høre.

Altfor simpelt og jævnt og let for os indviklede Mennesker. "Din Bedrøvelse skal blive til Glæde." Troen siger ikke: "Hvordan skal det gaa til? Det mærker jeg ikke noget til." Eller: "Hvad Garanti har jeg for det?" Eller: "Hvad skal jeg selv gøre, for at det kan ske?" Troen hører det kun. Og spørger man Troen: "Men hvornaar skal saa Bedrøvelsen blive til Glæde? Hvornaar kommer Gud og gør alting godt?" - saa sva-rer Troen: "Om en liden Stund." Derfor ser Troen Glæden midt i Bedrøvelsen; for den har hørt Ordet om Bedrøvel-sen, der skal blive til Glæde. Troen ser Kristus, skønt han er borte, og skønt Korset taler om Dom og Død; for Troen ser Kristus i Ordet, i det Ord, han har sagt: at han vil komme til os. "Ogsaa I har vel nu Bedrøvelse; men jeg skal se Eder igen, og Eders Hjerte skal glædes, og ingen tager Eders Glæde fra Eder." Troen venter altid paa den kommende Kristus. - Troen ser to Ting; eller rettere: Troen hører, at Ordet taler om to Ting:
Om Bedrøvelsen, som vi er i; for et Menneskes egen Tilstand maa her i dette Liv altid kaldes Bedrøvelse. Vi er under Guds Bud, Guds Krav, Loven, som fordrer, at vi skal elske Gud og vor Næste; og vi gør det ikke og vil det ikke. Derfor er Gud borte fra vort Liv; og vi er under Dommen og paa Vej til Døden. - Men samtidig hører Troen Ordets Forjættelse, Guds Løfte i sit Ord: at Bedrøvelsen skal blive til Glæde; at et Menneske skal fødes til Verden, og saa skal Sorgen glemmes; at Trængslen varer kun en liden Stund, og da skal evig Glæde følge; at Loven hersker kun en liden Stund, og saa her-sker Naaden alene; at Døden hersker kun en liden Stund, og saa hersker Livet alene. Det hører Troen, at Ordet lover. Og saa tror den det. Den er ikke stærk; den er svag; det er tværtimod Vantroen i et Menneske, der er stærk. Men den kan altid høre paa Ordet; det kræver ingen Anstrængelser og ingen Modtagelighed. Det er blot at høre et Løfte, som man skal lade blive staaende.

Derfor siger Jesus: "Salige er de, som sørger; thi de skal trøstes." Det er ikke saligt at sørge. Men de sørgende er allige-vel salige, fordi de skal trøstes. Deres Salighed ligger ikke i dem selv, men i Guds Forjættelse; derfor er den uangribelig. Om denne Sorg, som vi Mennesker sidder i, ofte uden at vide det, Bedrøvelsen over, at vi er Syndens og Dødens Bytte, om den gælder det: "Før endnu din Sorg du vidste, til dig var hans Trøst paa Vej." "I skal være bedrøvede; men Eders Bedrøvelse skal blive til Glæde." Det vil ikke sige, at man for at høre Evangeliet først skal føle Bedrøvelse, (Evangeliet er ogsaa for de glade og for de ligegyldige, som ingen Bedrøvelse føler); nej, først naar et Menneske hører Guds Løfte, be-gynder han at forstaa, hvad det er for en Bedrøvelse han skal trøstes for. Saa forstaar han, at de sørgende er salige - ikke paa Grund af deres Sorg og Anger, (den gør ingen salig), - men paa Grund af Guds Trøst, Løftet om Guds Glæde.

Og dette Guds Løfte siger altid: "Om en liden Stund." Den, som mener, at Opfyldelsen af Guds Løfter, er langt borte; den, som ikke forstaar, at den er saa nær, som holdt han den allerede i sin Haand: han hører ikke Ordet rigtigt: "Alt, hvad I beder om og begærer, tror, at I har faaet det, saa skal det ske Eder." (Mark. 11,24). "Skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte Ret, de, som raaber til ham Dag og Nat? Jeg siger Eder, han skal skaffe dem Ret i Hast." (Luk. 18,7-8). - Hvad Gud gør, gør han altid i Hast. Himmeriges Rige er kommet nær. Det er det, vi skal forkynde. Troen hører det og véd, at "der er endnu kun en saare liden Stund, saa kommer han, der skal komme, og han vil ikke tøve." (Hebr. 10,37).

Det er tydeligt, at disse Ord af Jesus i vor Tekst taler om Opstandelsen. "Jeg skal se Eder igen, og Eders Hjerter skal glædes." Vi er Mennesker, der venter paa Opstandelse, d. v. s. Mennesker, der venter paa Gud, haaber paa Gud. Vi, som er bundet til Synd og Død, skal vende Ansigtet mod Opstandelsens Morgen og forstaa, at den er ganske nær; i Ordet om Jesu Opstandelse kan vi allerede mærke, at

"lønlig gennem Dødninghaven
Livets Engel Vingen slaar;
stille over Klippegraven
Aandens Morgenluftning gaar."

"Om en liden Stund." - Men vi ved ikke, hvad Opstandelse er; derfor ængstes vi. Døden kan vi se og véd, at den tager alting fra os. Opstandelsen kan vi ikke se. At vente paa Opstandelse vil sige: at overlade til Gud baade at tage og at give. Ikke overlade ham det i træt og nødtvungen Selvopgivelse, men i Haab om, at naar alt vort er borte, vil Gud oprejse Livet og Glæden - ogsaa for os. Og dette vil han gøre "om en liden Stund." At haabe paa Opstandelse, - paa dette Livs, paa denne Dags Oprejsning - er derfor ganske det samme som at tro paa Gud. I dette Haab til Guds Løfte er vi, midt i Bedrøvelsen, salige allerede i Dag.