Uden I omvender jer og bliver som børn

Af Aage B. Kinch. Tidehverv, 1972, s.105-106. (Matt.18,1-14). Ny sogn kirke på Holmsland d. 29. okt. 1972.

22. søndag efter trinitatis. Teksten skriver evangelisten Matthæus 18.1-14.

Det spørgsmål: Hvem er den største? det er ikke et fredeligt spørgsmål, men det er et spørgsmål med krig og had og dynamit og napalmbomber i. Spørger vi efter, hvad der ligger til grund for de store begivenheder i verdens gang, eller spørger vi efter, hvad der er det bestemmende i forholdet mennesker imellem - alle vegne finder vi, at hvad der lå til grund, det var det: hvem er den største? Men for det meste siges det jo ikke sådan, men det camoufleres under kønne og pæne ord. For loven hersker, og den skaber hyklere.

Med Jesu disciple dengang var det sådan, at de var ikke mere kristne - ja, man kan vel sige det på den måde: de var ikke mere kristne, end de var; og de kommer frit frem med det og tænker ikke andet, end at der også i guds rige er noget for forfængeligheden at vinde. Og det er så det spørgsmål, de kommer til Jesus med: Hvem er da den største i himmeriges rige? Og der løb nogle små rollinger omkring, og Jesus kaldte en af dem til sig: kom hen til mig, lille Moses! og så stillede han det lille barn midt imellem dem og sagde: "Sandelig, siger jeg jer, uden I omvender jer og bliver som børn, kommer I ingenlunde ind i himmeriges rige. Derfor, den som fornedrer sig selv som dette barn, han er den største i himmeriges rige."

Det er unægtelig en anden omvendelse end den, som mangen en professionelt omvendt går rundt og er stor i hovedet af. Her er der ikke noget at blive stor af, men kun sandheden ovenfra at blive den lille overfor. Som skriften siger: "Han har kundgjort dig, oh menneske, hvad godt er, og hvad Herren kræver af dig: kun det at gøre ret og at elske miskundhed og at vandre ydmygelig med din gud." For det: "Uden I bliver som børn", hvad er meningen med det, hvad ligger der i det? Sådan kan vi spørge, men egentlig trænges der nu slet ingen forklaring til. Det er ikke den ene eller den anden barnlige egenskab, der tænkes på, men der er een ting, som alle børn først og fremmest er fælles om, der er een ting, som de allesammen og altid og under alle forhold er, og det er det, at de er de små. Et barn kan jo ingenting, formår ingenting, kan umuligt være sig selv nok, kan umuligt selv klare sin sag, har slet ingen mulighed for at leve, hvis det er henvist til, hvad det selv er og formår. Der er jo ikke noget mere nødstedt og hjælpeløst i verden end et lille menneskebarn, og det har kun een, kun een mulighed for at leve, og det er den: at få alt givet, at få alt givet og få det givet gratis. - Og så altså dette: Uden I bliver som børn - -.

Det er godt nok en skrap besked at få for voksne, store mennesker. At alt det, som vi dog har forud for børnene, i evner og forstand, alt det vi kan, alt det vi har i vores hånd - skulle det slet ikke betyde noget dér? Hvad jeg er, hvad jeg har gjort, det liv jeg har levet - og det er jo som Salomon siger: en mands veje er rette for hans egne øjne, - og så føjes der til: men Herren vejer hjerterne, - det går vi jo helst let hen over. - At det, som vi har forud for børnene, at hvad det så end ellers kan bruges til - så tæller det ikke med og hjælper ikke med til at komme ind i himmeriges rige. At have det evige liv, at blive og være guds kære barn - det er der kun denne, denne ene vej til, barnets vej, denne ene måde, barnets måde: at få det alt givet og få det givet gratis, at have det og være det alene af guds grundløse barmhjertighed. Det er en skrap besked at få for voksne mennesker. Den tager jo alt det fra os, som ellers er så helt nødvendigt for os til at holde vores hovmod vedlige med.

Han blev jo også korsfæstet, som vi ved. Verden, den voksne verden, kan ikke lide det og vil ikke lyde det, vil ikke at det skal være sådan. Og Kristus må bøde - men han går ikke på akkord og trækker ikke i land på det, viger ikke en tomme og giver ikke en tøddel efter, for "således er det eders himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal fortabes." Nemlig dem, for hvem det er en absolut nødvendighed, at det må gives sådan og være sådan.

Sådan er evangeliet, det er et evangelium for de små, og ve den, der gør det til noget andet end det, det er; gør det til noget andet end det, som det af Guds hånd og af Guds mund er. Det er det, Jesus her taler de strenge ord om. Den, der tager det fra de små og giver det til de store, tager det fra dem, der nødvendigvis må have det givet gratis, og giver det til dem, der har noget at betale med, tager det fra de fattige og giver det til de rige, tager lægedommen fra de syge og giver den til de raske, tager evangeliet fra dem, der må frygte for deres synders og uværdigheds skyld og giver det til dem, der er såre værdige til det, tager det fra de svage og bange og giver det til de stærke og sikre, tager det fra syndere og giver det til retfærdige, tager det fra de fortabte og giver det til de frelste, - det er det, Jesus siger om, at "den, som forarger een af disse små, som tror på mig, ham var det bedre, at der var hængt en møllesten om hans hals, og han var sænket i havets dyb."

Forargelserne må komme, det kan ikke være anderledes; "dog, ve det menneske, ved hvem forargelsen kommer! Men dersom din hånd, din fod, dit øje forarger dig - -" for forargelsen kommer altid af det: selv at forarges på evangeliet, være for stor til kun at være barn for Gud, være for stor til at have Gud alene til gud og fader. Som voksen vil jeg være det for mig selv, som dog Gud alene er. Jeg er dog bedre til at se mig for og være forsigtig og passe på mig selv, end et barn er. Og jeg er bedre til at udrette noget med min hånd, gerninger, som betyder noget, gode gerninger, som ikke kan glemmes, og jeg står ikke så lidt mere sikkert på mine fødder, end et lille barn gør. Kort sagt: alt det, jeg som voksen har forud for barnet, det bruger jeg til at fornægte og forkaste evangeliet med, evangeliet for de små, bruger det til dermed at tilsløre, hvad et menneske er for Gud, bruger det til at skjule min fortabthed med.

Således må voksen-storheden mistes for at indgå i himmeriges rige. Hug den af og kast den fra dig! for at blive som barnet og have Gud alene til gud og fader, for at være det, som dog er sandheden om ethvert menneske og er det eneste sandt menneskelige: for at være fattig nok til at være evigt rig ved Guds nåde.

Og om den, som hører evangeliets tale, gælder det, som Søren Kierkegaard siger om "hin enkelte, hvem jeg med glæde og taknemlighed kalder min læser": "Evigt vil han ikke fortryde at agte på min tale, men det var vel muligt, at han kunne komme til timeligt at fortryde det."

Og denne tekst, om evangeliet for de små, slutter med det: "Thi menneskesønnen er kommen for at frelse det fortabte." Og det er så evangeliets korte og klare mening, at det er os, der er det, er de fortabte, og det er for vor skyld, evangeliet er kommet og lyder her i verden, og det er os, Jesus Kristus er frelseren for, frelseren til Guds ære.

Amen.