Matth. 9, 18-26.

Af Poul Olesen. Tidehverv, 1934, s.81-82. (Matth. 9, 18-26).

Der kom en forstander til Jesus, faldt ned for ham og sagde: "Min datter er lige nu død, men kom og læg din haand paa hende, saa bliver hun levende." Vi staar her overfor et af de store spørgsmaal, vi mennesker arbejder med, spørgsmaalet om døden. Vi kender alle til at skubbe spørgsmaalet fra os, fordi vi ikke holder af at tænke paa døden, vi kender til at give tomme svar, som kun skal tjene til at holde spørgsmaalets ubehagelighed borte fra os. Men det sker, at vi tvinges ind paa det, nødes til at søge et svar, fordi det bliver os saa overvældende, som det blev for synagogeforstanderen den dag, hans datter var død. Døden er ond, den er meningsløs. Hvorfor skal det rives fra hinanden, som hører sammen, hvorfor skal de skilles, som ikke kan undvære hinanden, hvorfor skal jeg, som elsker livet, tvinges bort fra det? Og hvad er der saa? Er der liv og gensyn paa den anden side graven, eller er der intet? Er der fred og glæde og evig salighed for de gode og pine for de onde? Eller tanken melder sig med evighedsrædselen: langt, langt bedre at dø og slettes ud som de visne blade, der falder af træerne og bliver til muld, end at leve evigt i en nok saa lykkelig himmel, der dog kun bliver en mindre ubehagelig form for helvede.

Og alle de svar, mennesker giver paa spørgsmaalet om døden, er dikteret ud af deres lyst og ønsker. De, der haaber paa evigt liv, taler om den udødelige sjæl, som nok skal overleve gravens vinterkulde. Og de, der haaber paa udslettelsen, trøster sig ved, at vi er som alt andet levende, noget der er en stakket stund, saa gaar vejret hen over os, og vort sted kender os ikke mere. Og tager vi ganske roligt paa spørgsmaalet, saa er der vel næppe stort mere at sige, end de ord, Holger Drachmann lader den unge oberst sige til soldaterne paa den synkende transportdamper: "Vi skylder alle Vorherre en død, og vor skal vi møde paa denne skude," eller vi kan udtrykke det som Prædikeren: "Der er ingen forskel paa mennesket og dyret." Og saa bøjer vi os under vor skæbne, den skæbne, ingen af os har ønsket eller bedt om, livet og døden.

Og saa stod der en dag, fortælles der, en mand ved et dødsleje. Paa sengen laa en ung pige, som lige havde forladt livet. Og de omkringstaaende græd og klagede. De kendte alle døden, de havde set den saa ofte før, havde set det underlige, at hjertet standser sit slag, at øjet brister, at pludselig er der mellem dem og den, der laa paa lejet, en afstand saa stor, at de ikke kan raabe over den. Jo, de kendte det, de vidste, at tilbage fra dødens land gaar der ikke nogen vej. Og saa stod der en mand midt imellem alle disse med døden fortrolige. Han saa det, deres øjne saa, ogsaa han vidste det, de vidste, men han vidste een ting til. Han vidste, at for Gud saa det slet ikke saadan ud som for dem. For dem var det en død, men for Gud var det en levende. Saa let vi ved vort ord kan vække et menneske af søvnen, saa let vækker Gud ved sit ord den døde til live.

Det, Jesus havde at sige mennesker, var, at Gud ser helt anderledes paa alle ting, end vi gør og maa gøre. Saa højt er Guds tanker hævet over vore, at hans tanker altid vil forekomme os at være daarskab. Det var jo menneskelig talt daarskab det, Jesus sagde ved denne lejlighed. Det var jo en lille død pige, han stod overfor. Hende kunde man ikke vække, som man vækker et sovende barn. Døden er vor grænse, den grænse, vi frygter og hader og forgæves kæmper imod. Men for Gud er det ikke nogen grænse. Og derfor tog Jesus pigen ved haand og kaldte hende tilbage til livet og gav hende til forældrene.

Det er nye øjne, Jesus har til mennesker, nye øjne, der ser paa samme maade, som Gud ser. Vore øjne ser kun det, der er indesluttet i verden, de ser livets fryd og sorg, de ser sygdom og sundhed, de ser nød og skyld og synd, de ser død og dom. Og vi ved egentlig saa godt, at alt dette er velfortjent. For har vi end ikke bedt om at blive delagtige i livet, saa har vi gjort os til medskyldige. Men alt dette ser Gud ikke længer, han vil ikke se det mere. Derfor sendte han sin søn herned for verdens synd at lide "hvo vilde da ej være fro og trøstig lade alt bero paa Guds, vor faders, naade." For Kristi skyld ser Gud ikke syndere, men sine børn, han ser ikke nød og jammer, men sit paradis, han ser ikke længer død og dom, men opstandelse.

Men spørger vi saa os selv, om vi da har disse nye øjne, der ser alting, som Gud ser, saa maa vi svare nej, det har vi ikke, vi har kun vore egne øjne. Vi ser nøden omkring os, ser de strenge tider vokse fra dag til dag, vi ser vor synd, som vi øver mod mennesker, vor svaghed og ondskab. Vi ser døden gøre sit bytte omkring os og ser, at vor egen time rykker nærmere. Men alt dette ser Gud slet ikke. Jo, han ved selvfølgelig godt, hvordan vi sidder i det paa enhver maade, men over det altsammen, bagved det hele er hans miskundhed, hans tilgivelse og hans fremtid. Og hvad Gud ser og har beredt i Kristus Jesus, fortæller han os i sit evangelium.

Vil nogen nu spørge: hvoraf kan vi vide, at alt dette ogsaa er sandt, saa maa jeg svare, at det kan vi slet ikke vide. Heller ikke synagogeforstanderen kunde vide, at det var sandhed, da Jesus sagde, at pigen kun sov. Men han kunde høre Jesu ord, han kunde tro dem, og saa kom den stund, da han oplevede, at Jesu ord var sandhed.

Naar derfor synd og nød og død truer og forfærder, saa vil vi ikke se paa os selv eller trøste os med vore egne forklaringer og udveje, men vi vil enfoldigt komme til ham med det alt sammen. Vi vil ikke drømme os selv og verden anderledes, end vore øjne ser den, vi vil forblive i vort liv, i vor sandhed, indenfor vore grænser, men vi vil bede om hans ord, der fortæller os om alt det, der ikke er vor skabning eller gerning, men hans naade og hans fremtid, og bede om den tro, der forlader sig paa ordet.