Af Peter Østerby-Jørgensen. Tidehverv, 2001, s.174-176. (Johs.3,1-21.)

2. pinsedag 2001. Tekst: Johs.3,1-21.

I morgen er det Grundlovsdag. Det behøvede vi i grunden ikke at tale om i dag, for vi kan sagtens holde Pinse uden at blande Danmarks Riges Grundlov ind i det. Men dybest set kan vi ikke holde Grundlovsdag uden at blande Pinsen ind i det, og derfor vil vi tage Grundlovsdagen med i vore tanker i dag.

Danmarks Riges Grundlov er jo helt klart Grundlov for et kristent folk, et kristent land. Den vedkender sig kristendommen allerede i §4 med de kendte ord, at "den evangelisklutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten". Og hvordan skulle det kunne være anderledes? Danmark er et kristent land; det danske folk har været et kristent folk siden Ansgar og Harald Blåtand - begge dele understreges af, at vort rigsflag er et kristent flag, et korsflag.

Sådan en grundlov kan et land og et folk kun have, fordi det én gang er blevet Pinse på jord. Før den første og afgørende Pinse i Jerusalem havde Gud sendt sin enbårne Søn til verden - på én gang Gud af Gud og et menneske blandt mennesker. Det guddommelige, himmelske og evige blev på den måde kød og blod i menneskers jordiske og timelige verden. Sådan begyndte Gud sin gode gerning på jorden; men efter Kristi Himmelfart fortsatte Han den, da det blev Pinse: Da sendte Han Helligånden, som både satte apostlene i stand til at vidne om Jesus Kristus og satte deres tilhørere i stand til at høre deres vidnesbyrd og tro på det. På den måde blev den kristne kirke og menighed til: allerede på selve Pinsedagen blev der døbt næsten tre tusind mennesker. I denne kirke og menighed er Guds gode gerning fortsat ud over hele jorden og indtil vor tid.

Kirken og menigheden er på én gang guddommelig og menneskelig, himmelsk og jordisk, evig og timelig. Derfor har den Jesu Kristi løfte over sig: at Dødsrigets porte ikke skal få magt over den; men den har også al menneskelig svaghed hæftende ved sig: vor svage tro, vor tvivl, vor vantro, vor hang til bekymring, mismod og fortvivlelse, vor ulydighed og ligegyldighed, vort hovmod. Derfor kan alt, hvad der har med kristendom at gøre, virke så alt for menneskeligt.

Forfatteren Jakob Knudsen lader i en af sine romaner hovedpersonen opleve den menighed, der samles til gudstjeneste: "De enkelte kunde forekomme ham saa vederstyggelige, og de enkelte syntes ham forenede til et Usselhedens Fællesskab i Madstræb, Fejghed, Hykleri, Selvgodhed, Magtbrynde, - han syntes, han kunde see det alt sammen paa dem, hvordan de slæbte det med sig fra Hjemmene"; men så fortsætter Jakob Knudsen: "- - og saa var alligevel Guds Rige midt iblandt dem, og det var de ogsaa fælles om! - Det var aldeles ubegribeligt, og dog var det fast, tung, uflyttelig Virkelighed. - Ovenmægtig Virkelighed var alt, hvad der korn fra Guds Side." Og lidt senere: "Her i Menighedens Tro mødte han jo Gud Fader den Almægtige selv og med ham et evigt Liv her paa Jorden, og den samme Tro lovede ham, som en Virkelighed, han ikke skulde spekulere sig til eller fra, et kommende, evigt Liv".

Sådan - trods al menneskelig svaghed - har kristendommen overlevet og er blevet vævet sammen med landenes og folkenes historie, så det vil være løgnagtigt ikke at ville tale om kristne lande og kristne folk. Tro og håb og kærlighed er blevet fast, tung, uflyttelig virkelighed for enkelt-mennesker og for hele folkeslag, så man slet ikke kan forstå de sidste to tusind års historie uden kristendommen. Mennesker har mødt Gud Fader den Almægtige selv; Hans Rige og det evige liv som virkelighed her og nu og som løfte om det, der skal komme. I dette møde er alt blevet nyt for dem, og fra dette møde er de gået ud og har været med til at forny deres samfund, så det giver mening at tale om den kristne kulturkreds.

Derfor kan vi som kristent folk i et kristent land dybest set ikke holde Grundlovsdag uden at blande Pinsen ind i det.

Det vidnesbyrd, som Jesu Kristi apostle aflagde om Ham, kan samles i de ord, vi hørte i evangeliet i dag: "Således elskede Gud verden, at Han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." Gennem tiderne har man kaldt det ene vers af Johannes-evangeliet for Det Lille Evangelium eller Den Lille Bibel - ud fra den betragtning, at her blev alt sagt i en enkelt sætning. Den kristne forkyndelse drejer sig om Guds kærlighed og Guds gave i Jesus Kristus, og hos mennesker spørger denne forkyndelse alene om hjertets tro.

Gud elskede verden. Som Evangelisten Johannes bruger ordene, betyder "verden": den verden, som Gud har skabt, men som i synd har vendt sig bort fra Gud. Gud nøjedes ikke med at elske de elskværdige; Han elskede dem, der absolut ikke var værdige til Hans kærlighed.

Derfor gav Han sin enbårne Søn. Ikke bare, at Han lod Ham blive menneske, undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, men også at Han gav Ham hen til lidelsen og døden. Sådan gav Han sin enbårne Søn, sådan var og er Hans gave, og i denne Søn vil Gud give os det evige liv.

Denne forkyndelse spørger alene om hjertets tro. Om at vi vil modtage gaven - ved at stole på det ord, vi hører, om Guds kærlighed og Guds gave. Og hvor troen er, der er livet og lyset; men hvor troen ikke er, der er kun død og dom, fortabelse og mørke. Hvor troen er, er alting nyt og hvert øjeblik fyldt af Guds rigdom; men hvor troen ikke er, vil vi erfare, at alt ældes, og vi mister det, indtil vi til sidst mister os selv.

Det er denne forkyndelse af og tro på Guds kærlighed og Guds gave i Jesus Kristus, der har sat sit præg på alt det, vi nu kalder den kristne kulturkreds. Og det er selvsagt ikke noget, vi kan rose os af - det er en Guds gave, som vi skylder at takke Ham for - og at værne om.

Det er også denne forkyndelse og det danske folks modtagelse af den, der er baggrunden for, at Danmarks Riges Grundlov ser ud, som den gør. Det er i grunden ganske selvfølgeligt og indlysende; og det burde slet ikke være nødvendigt at tale om det. Men det er det blevet, for uden at vi véd hvorfor og af hvem er vort fædreland jo i de senere år blevet gjort til et indvandringsland - ikke bare for forfulgte kristne fra urolige dele af verden, men også for folk af helt anderledes baggrund.

Den store gruppe af indvandrere til Danmark er jo muslimer - eller muhamedanere, som det hed i vor skoletid. Det er folk af en helt anderledes baggrund end vor kristne. Vor Herre Jesus Kristus har lært os at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er - eller med andre ord: at skelne mellem verdsligt og kristeligt, mellem politik og religion. Derfor véd vi, at den kristne tro ikke er et politisk program, og at politik aldrig kan gøres til religion - uden at spotte Gud. Denne skelnen er baggrunden for, at vi lægger så stor vægt på personlig frihed og personligt ansvar. Men en sådan skelnen kender muhamedanerne ikke: for dem er det verdslige og det religiøse ét: Derfor skal de religiøse forskrifter styre alle forhold, og derfor kan religionen udbredes med verdslig magt. Under sådanne forhold forstår man selvsagt noget helt andet end vi ved frihed og ansvar.

Hvorfor er muhamedanismen sådan? Fordi den ikke kender evangeliets prædiken om Guds kærlighed og Guds gave i Jesus Kristus, som alene fordrer hjertets tro. Muhamedanismen kender kun Gud som den, der udtrykker krav gennem regler: om mad og slagtning, påklædning, bøn og faste, valfart til Mekka - og meget mere. Muhamedaneren tænker, at det er til Guds ære at overholde alle disse regler; og han tænker, at det krænker Guds ære, hvis reglerne ikke overholdes. Derfor kan han ikke lade være med at tænke, at vi kristne danskere egentlig krænker Guds ære ved vor kristne tro og kristne kultur, og derfor er han altid principielt indstillet på, at det en dag må komme til et opgør mellem de rettroende og os andre vantro.

Grundloven giver danske borgere religionsfrihed; men Grundlovens givere havde næppe forestillet sig, at Danmark skulle blive et indvandringsland, hvor tilhængere af et aggressivt politisk-religiøst system skulle kunne slå sig ned og undergrave vor kristne kultur - og tage vor frihed og vor hjemstedsret i vort eget land fra os. Vi kan og må ikke udbrede kristendommen ved verdslig magt; men den verdslige øvrighed i vort land må heller ikke tillade, at vor frihed og vor hjemstedsret i vort eget land røves fra os. Heller ikke selv om røveriet finder sted under henvisning til smukke mode-ord som tolerance og menneskerettigheder.

Dette trænger sig på for at blive sagt i dag - Pinsefestens anden dag og dagen før Danmarks Riges Grundlovsdag. Hvad skal vort land og vort folk bygges på i fremtiden? Dagen i dag byder i evangeliet på det svar, som vort folk tog til sig i over tusind år: Guds kærlighed og Guds gave i Jesus Kristus, forkyndt i frihed til hjertets modtagelse i tro. Er det den grund, vi også fremover vil bygge på, så må vi i dag og hver dag forny vort hjertes hengivenhed overfor den. Muhamedanismen kan holdes oppe ved ydre magt; men kristendommen kan kun bestå, så længe vi af hjertet vil tro på Jesus Kristus og med munden vil bekende, at Han er frelser og Herre.

Gud give, at Hans Helligånd må røre ved vore hjerter og bo i dem, sådan at denne tro på Jesus Kristus og bekendelsen til Ham må skabes og styrkes i os - og leve i os og kaste lys over hele vor tilværelse, for at vi aldrig skal vandre i mørket, men må have det evige livs lys.

Amen.