Dommedag

Af Ole Rydal. Tidehverv, 2003, s.103-104. (Math.25,31-46).

26.s.e.trin. 24.11.2002. Tekst: Math.25,31-46

Det gamle kirkeår løber ud i dag. Næste søndag, 1. s. i advent, starter et nyt kirkeår.

Altså er det i dag tiden at gøre op, gøre regnskabet for det forgangne år op. Hvordan gik det Den danske Folkekirke i 2002, hvad skete der, gik det frem eller tilbage, op eller ned?

Svaret må vistnok lyde, at der ikke skete noget særligt, det gik hverken frem eller tilbage, hverken op eller ned.

Denne stilstand skyldes ikke, at der ikke blev gjort noget, for det gjorde der sandelig. Der blev gjort en forfærdelig masse. Rigtig mange menighedsråd og præster udførte et kæmpearbejde for at lokke folk til, for at gøre kirken populær. Dette kæmpearbejde kunne man læse om i avisen næsten hver eneste dag. Nu havde pastor det og det fået den strålende idé, at - ja næsten alt fra små andagter i svømmebadet med den friske præst i badebukser til fællesrejser i busser til de pavelige vinmarker i bjergene uden for Rom, - eller nu havde menighedsrådet i Vesterbyøster fundet på at indbyde menigheden til petanquekonkurrence på Vesterbyøster kirkegård, hvor rådet - fordi der nu var så mange tomme gravpladser - havde indrettet en bane. Og bagefter var der en kort andagt i kirken med efterfølgende forfriskninger. Og, kunne avisen fortælle i tekst og billeder: Der kom rigtig mange og deltog i den første tid. Og så hørte man ikke mere til det. Formodentlig, fordi de nysgerrige og underholdningshungrende kørte træt i det, når det nye ikke var så nyt mere, og fordi de ældre og mere besindige begyndte at føle al denne hurlumhej lidt for poppet og måske sagen - altså evangeliet - temmelig uvedkommende. Den slags ældre eller besindige findes nemlig stadig!

Men bortset fra alle aktiviteterne, -ja, så herskede stilstanden.

Og det er i grunden mærkeligt. For egentlig synes der jo at være brug for kirken, dvs. for evangeliets forkyndelse, mere end nogensinde. Et utal af mennesker døjer meget med at få hold på deres tilværelse eller med at finde mening i tingene, fordi tilværelsen trods alle ord om fremgang og udvikling hen imod noget bedre synes at være lige hård og ubarmhjertig, - fordi det stadig er tilfældigheden, der råder. Vi skulle jo efter alle solemærker at dømme være på vej til en mere fuldkommen verden, til større fred og harmoni. Med al vores videnskab, teknik og vores sans for forståelse og demokrati skufle vi være godt på vej.

Man kan i sorte øjeblikke ligefrem få den tanke, at alle de kønne ord er tom snak, og at vi er og bliver mennesker med fejl og unoder. I sorte øjeblikke kan man få den tossede tanke, at der måske var noget om de gamles snak om arvesynden.

En anden ting, som er næsten endnu mere mærkelig, er, at ingen for alvor bekymrer sig om den fare, vi står i eller over for, og at folkekirken næsten ikke tør pege på den.

Den kristne kirke står over for den fare, der hedder Islam. Men i almindelighed gentager kirken bare de almindelige floskler om, at de fremmede skal integreres, at vi må lære at leve side om side med hinanden og lære at respektere hinanden. Vi er nu engang blevet et multireligiøst samfund, og de fremmede har så sandelig også deres gode sider og kan bringe meget godt med sig, som vi kan lære af. Tag bare det, at muslimerne går meget mere op i deres religion, end vi gør. Der kunne vi lære noget.

Alt dette sludder forsynes vi daglig med. Menighedsråd og præster prøver ikke så få steder "at få en dialog i gang", som det hedder, med muslimerne.

I Mårslet opfører man i disse dage i kirken et stort kirkespil ("De tre ringe" hedder det vist), som skal vise, at kristendom, jødedom og islam kan og bør leve side om side i fordragelighed.

Men sagen er jo - og det ved vi fra historien - meget mere alvorlig. Kristendommen og Islam er fjender og har været det siden Muhammeds dage i 600-tallet.

Forskellen i synet på lov og ret, på moral, på styring af land og rige og på gudsdyrkelsen er uovervindelig. Islam forstår slet ikke, at stat og kirke kan være adskilte, at lov og ret er statens område, og at lov og ret til dels hviler på gammel tradition og sædvane. For Islam er stat og religion eet, og lovene er koranens love. Moralen er beskrevet i koranen eller i de skriftlærdes udlægninger af den, og det er utænkeligt, at det enkelte menneskes moral er bestemt af dets ansvar. Islam forstår overhovedet ikke, hvad frihed er i kristen forstand - at det er at leve sit almindelige og jordiske liv med alle dets gøremål, fordi Gud har sat én til det. Islam forstår slet ikke begrebet frihed.

Og hvad værre er: Den islamiske verden er på grund af sin religion blevet en fattig verden for de store dele af befolkningerne. Men den islamiske verden fastholder, at det er den kristne verdens skyld - dens tyranni. Og derfor skal den kristne verden bekæmpes og udryddes. Derfor venter utallige islamiske indvandrere i den kristne verden bare på, at de er mange nok, så de kan overtage magten. Derfor terrorisme med foreløbigt højdepunkt i angrebet den 11. september sidste år.

Gang på gang skriver og siger islamer i de danske medier, at de naturligvis vil holde dansk lovgiv ning, og gang på gang siger de pænt indpakket, at det vil de alligevel ikke, - for islamisk lov står over dansk. Tag bare den sidste tids væven fra muslimernes side omkring omskæringen af de små piger. Det er forbudt iflg. dansk lov, og - naturligvis - siger de islamiske imamer - men alligevel...

Terror, ulydighed mod de kristne landes love, hadet og ønsket om at få magten - det er Islams fremgangsmåde. Og mange danske politikere tøver og glatter ud - vi må kunne komme til forståelse. Folkekirken tøver og glatter ud - afsvækker det evangelium, som er dens grundlag, for, vi må jo komme til forståelse. Næstekærlighed, ikke sandt!

Den danske Folkekirke tør ikke noget - og derfor stilstanden. Der er jo ikke noget at komme efter - der siges ikke noget, som kan sætte mod i et bekymret kirkefolk!

Dagens tekst, hvor Jesus iflg. Matthæus taler om dommedag, er egentlig god på denne sidste søndag i kirkeåret, hvor vi gør op.

Teksten eller talen kunne måske godtages af islam et stykke hen ad vejen: Dommen engang, bukkene, der skilles fra fårene, frelse og fortabelse i helvede, - det er alt sammen helt i koranens ånd. Også ordene om, at det er fortjenstfuldt at tage sig af de små og fattige, lyder rimeligt i muslimens øren.

Og så er den alligevel helt gal! For læser man rigtigt efter, så taler Jesus jo slet ikke om den dommens dag, som skal komme engang. Men han taler om dommedag som det øjeblik nu, hvor mennesket, dvs. du og jeg, handler helt uden tanke på fortjeneste og dom - på, om det nu kan betale sig eller ej.

Det at leve nu sammen med næsten; den eller det, der nu er i nærheden - "en af disse mindste små", det er det hele. Og det ikke at leve sammen med næsten, den eller det, der nu er i nærheden, - ja, det fører til ensomheden, tomheden eller fortabelsen.

Her som alle steder i Det ny Testamente taler Jesus om den jordiske tilværelse - din og min, - og den er enten salig i sig selv eller den er tom. Denjordiske tilværelse - din og min - er den, Gud iflg. Jesus kræver, og Han kræver intet andet. Dér skal vi handle, leve sammen, - i den skal vi gå op. Og så var der ikke mere!!

Jesus taler med religionens billeder, - her om dommedagen, da "Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham", og han skal sætte sig på sin herligheds trone, og alle folkesla gene skal samles foran ham...

Men det er kun billeder, som han bruger til at skildre sit egentlige anliggende, at forkynde Guds vilje med menneskets liv. Og det handler ikke om et særligt religiøst liv, men om dette liv med alt, hvad det rummer.

Noget sådant vil muslimen eller islameren aldrig forstå, han vil kun hade det, fordi det vil ødelægge hans tyrkertro på Allah, som forlængst har bestemt, hvad han vil, at mennesket skal og ikke skal, og som ikke vil lade mennesket være frit og leve på eget ansvar.

Kirken - d.vs. den danske evangelisk-lutherske folkekirke - glemte eller veg udenom - sådanne sager. Den glemte evangeliet af bar' iver efter at komme til forståelse med islam eller hedenskabet. Derfor er der ikke noget mærkeligt i stilstanden og ligegyldigheden.

Det nye kirkeår står for døren. Måtte folkekirken da vågne op!

Amen.