Forfatteren og de gamle koner

Af Ole Rydal. Tidehverv, 1991, s.147-148. (Luk.1,26-38).

Eller: Om at ha' sig selv med. Luk. 1,26-38.

I landsbyen, som lå idyllisk og fredeligt 25 km fra storbyen, havde universitetslektoren og forfatteren Harald Stangbjerg slået sig ned med sin familie. Han havde købt sig en lille nedlagt landbrugsejendom og indrettet den smukt og praktisk uden at tage det landlige præg fra den. Her kunne hans børn vokse op i et sundt og rent miljø - i pagt med en natur; som endnu ikke var aldeles forpestet af den os og det skidt, som kolde fabriksejere og begærlige aktionærer i alle mulige store foretagender lod regne ned over de større byer. Stangbjerg havde til glæde for kone og børn indrettet folde til får og til et par gode stykker fedekvæg. Han holdt et par heste og havde ladet lave en fin ridebane med hvide stolpehegn - i øvrigt i samarbejde med et par gode naboer; fabrikant Søndergaard og Victor Terkelsen, som vistnok levede af sin formue - sine aktier i en lang række solide virksomheder.

Harald Stangbjerg var lektor i historie og havde i de senere år slået sig op som en virkelig lovende skribent og forfatter. Han skrev romaner, som især skildrede det moderne splittede menneske og alle dets problemer - navnlig dets besvær med at finde noget at leve for, eller rettere, dets besvær med at finde nogen at leve sammen med uden, at det blev for kedeligt.

Han deltog ivrigt i arbejdet for at udvikle den lille by eller den lille kommune, som jo unægtelig havde stået i stampe i mange år. Han havde virkelig sat mange kræfter ind på at få bygget svømmehal og på at få sportsanlæggene udvidet med klubhuse og lysanlæg og kunstgræsbaner. Han var en af de ivrigste forkæmpere for et stort golfanlæg med faciliteter, som kunne friste selv store udenlandske klubber. Jo, Stangbjerg var populær blandt mange i kommunen, især blandt de mange tilflyttere, som var kommet ud på landet af de selvsamme årsager som han selv. Det var da også dem, han kom sammen med. Kun nødtvungent deltog han i byens og kommunens liv i øvrigt, og egentlig kendte han slet ikke de mennesker, som havde hørt til på stedet fra barnsben af, og hvis slægt hørte til der. Der var ikke noget at sige til det, - herregud - han havde en akademisk uddannelse og kom fra et helt andet miljø, - han talte simpelthen et helt andet sprog. Han var på ingen måde imod egnens befolkning, nej, han ville tværtimod gerne gøre noget for at hjælpe den, - vise den vej frem til noget bedre. Han syntes da også - og det talte han meget om, - at befolkningen - altså de oprindelige landboere - var så søde og hjælpsomme, når han stod og manglede halm eller hjælp til at få indrettet sine folde.

Mariæ Bebudelsesdag var Harald Stangbjerg i kirke - i den kønne gamle landsbykirke, hvor århundrederne syntes at tale ud fra hver eneste sten. Sagen var, at Harald Stangbjerg havde en datter, der skulle konfirmeres det år, og han og hans kone (d.v.s. det var hans 2. kone, som ikke var pigens mor), havde syntes, at det var formålstjenligt lige at ha' set kirken inden dagen. Det var rart nok at være orienteret om kirkens udseende, og om pladsforholdene, inden familien og vennerne fra byen dukkede op.

Og dér sad så Harald Stangbjerg og Irene sammen med datteren. Ok ja, det var jo rørende og sødt. Primitivt var det, men egentlig på sådan en hjertegribende måde. Musikalsk var det jo ikke noget i forhold til domkirken, som de kendte, og degnen talte tydeligt egnens dialekt. Sang var der ikke meget af, men det var da heller ikke at forvente. De syv gamle koner og tre gamle mænd havde ikke meget stemme tilbage, og Harald Stangbjerg og Irene sang naturligvis heller ikke med undtagen under den 2. salme, som de kendte. Harald Stangbjerg slog op på salmerne efterhånden, som det blev aktuelt. Han kastede et blik på de første par linier og konstaterede, at de var ham ubekendte, og så lukkede han salmebogen igen. - Præsten, nå ja, han var da sikkert en velmenende mand. Han prædikede i og for sig udmærket og gjorde sig umage for at forklare teksten. Han gjorde sig næsten for megen umage, - det intellektuelle niveau lå tydeligt altfor højt for de syv gamle koner og de tre gamle mænd. Også denne lutherske kolde dogmatik! Dette, at det hele var så fjernt fra det, som nu er vor tids tankegang. Den enkelte, talte præsten om, som om det aldrig havde strejfet ham, at dette med den enkelte - den enkeltes eget liv, den enkeltes eget ansvar, den enkeltes private tilværelse, - at alt det er helt ude af sagaen. Harald Stangbjerg smilede lidt overbærende, og så gled hans tanker over til den katolske kirke, som han havde mødt den i det store udland. Dér var der stemning, farver, skuespil, - dér var noget for alle sanser, - dér var mystik, - dette sus af noget overjordisk, en spillen på følelsen. Og han tænkte på, at han ville sætte sig til at skrive en artikel om den lutherske folkekirkes goldhed og fattigdom - om denne følelse af at befinde sig i en provins, som havde ladet verden udenom udvikle sig uden selv at ville være med. En rigtig skrap artikel på baggrund af det kendskab han som ægte landsbybeboer havde til luthersk kristendom.

Præsten tog åbenbart den gamle historie om Maria og Gabriel alvorligt, opfattede Harald Stangbjerg, da han et øjeblik hørte en bid af prædikenen. Tja - hvad skulle man sige til det. Ethvert nogenlunde oplyst menneske ved jo, at det er et digt, - eller det er en gammel tids primitive forståelse. Enhver ved jo, at historien om Marias undfangelse af gudesønnen går igen i mange af datidens religioner. Smukt er det, - og det smukke kan man nyde, ja, lade sig henrive af. Det burde præsten hæfte sig ved, - det kunne han udnytte til at trække folk til for så at fortælle dem noget om vore dages store problemer. Så ville kirken spille en rolle. Men det andet - nej, Luther var en ulykke for kirken!

Samme eftermiddag satte Harald Stangbjerg sig til skrivemaskinen og skrev sin artikel om den lutherske kirkes ødelæggende virkning og om nødvendigheden af, at denne kirke kom ud af sin isolation og lærte at blande sig med andre kirker og andre religioner. Hvilken følelsesmæssig rigdom ville det ikke kunne skabe, - ja, det ville i grunden være den sande kristendom. Jesus gik jo selv rundt blandt folk, der havde en anden religion end han selv havde.

Artiklen blev læst, og da den var skrevet af den kendte Harald Stangbjerg var den jo sand, og mange nikkede og syntes, at den var helt rigtig. Så meget mere som forfatteren skrev ud af sit direkte kendskab til tingene. Han havde faktisk siddet i kirken under een hel gudstjeneste.

*

Ja, Harald Stangbjerg havde siddet der. Universitetslektoren og forfatteren, det kendte navn, havde siddet der. Faren, der ville følge sin datter til en forestilling for engangs skyld, havde siddet der. Manden, som ville vide, hvordan rummet så ud og opleve atmosfæren for senere at kunne beskrive den.

Der havde siddet en mand, som ikke havde sig selv med i kirken. Han havde navn og titler med, han havde tidens meninger med, han havde sine ideer og krav med - sin menneskeforagt. Men ikke sig selv.

Han havde siddet og tænkt på de syv gamle koners og de tre gamle mænds vegne. Han havde end ikke set, at der også var andre til stede end dem. Men selv om han havde bildt sig ind at tænke på deres vegne, havde han ikke tænkt nok. Han havde tænkt, at de sikkert intet forstod. Det kunne være rigtigt tænkt, - det var selvfølgelig tænkeligt, at præstens ord fløj hen over hovedet på dem. Og alligevel var det galt. De syv gamle koner og de tre gamle mænd kom hver især alene, og de kom med et liv bag sig. Måske forstod de ikke præsten, men de forstod dog, at de hver især var alene, - de forstod, at de var svage, - de vidste, hvad der måtte komme indenfor en overskuelig årrække. De kom med deres minder om en masse dejlige ting og en masse dårlige ting - fejl og fadæser. De vidste noget om tilfældigheden i tilværelsen - om det, der er ganske meningsløst. Og intet af det var de herrer over. De var bare alene og kom med denne ensomhed - for at være sammen om den, selv om det ikke kan lade sig gøre, og for om muligt at høre et eller andet i ensomheden. Den tanke havde Harald Stangbjerg ikke haft, og slet ikke den tanke, at han var stillet som de. Han havde ikke sig selv med - han havde ikke tænkt på spørgsmålet: "Hvem er du selv bagved navn og titel - hvem er du, den enkelte?"

Og derfor havde han ikke haft øre for, at historien om Maria betød noget. Om den så aldrig så meget er digt, - er en uhistorisk størrelse, så siger den dog i allerhøjeste grad noget.

Med et brag smækker den døren i til alle Stangbjergs smukke ideer. Der er intet udover den foreliggende tilværelse med al dens tilfældighed. Der er ingen fjern og ophøjet Gud, ingen fin og ædel idé eller tanke bag det hele. Der er kun dette, at Maria får et barn - det barn som skal bære ensomheden som alle andre. Og det er Gud! Det er Guds storhed, det er frelsen.

Der står du, den enkelte - en af de gamle, åh, så foragtede koner eller du, den meget agtede forfatter. Og du er den enkelte, udleveret til tilfældighed og ensomhed. Og dér; hvor du står, er Gud. Det er den besked, du får. Det er evangeliets tale eller dets befaling, - det er, hvad historien har at sige.

Og så er der kun at sige som Maria: "Mig ske efter dit ord" og så trøstigt at gå i gang, - eller at gå til grunde.

Jo, bevares, - man kan også som Harald Stangbjerg give sig til at skrive fine artikler af den slags, jeg nævnte, - og så for Guds skyld glemme det forbistrede spørgsmål: "hvem er du selv bagved navn og titel, - hvem er du, den enkelte?" Men det kræver umenneskelige kræfter at blive ved med at glemme det - eller også umådelige mængder af alle slags narkotiske midler, herunder tilhængernes skamros.

Amen!