De pæne og -

Af Ole Rydal. Tidehverv, 1985, s.101-102. Lukas 16,1-9.

Prædiken til 9. søndag efter Trinitatis 1985. Tekst: Lukas 16,1-9.

Man har været til pænt selskab - kollegial middag, pligtkomsammen. Man har siddet ved et smukt og korrekt dækket bord, spist den absolut fuldendte middag og drukket virkelig fine vine, man har konverseret høfligt og venligt måske ligefrem åndfuldt med borddamen, uanset om hun var en gås eller en klog frue, og uanset om man syntes om hende eller ej. Man har talt let og kultiveret om politik, historie, litteratur og teater, og alt har i grunden været billedet på kultur og dannelse.

Og så, - når selskabet er ovre - ja, så er der ikke noget så velgørende som at dumpe ind hos nogle gode venner eller ind på et godt værtshus og få en ganske almindelig pilsner eller et godt glas af noget stærkt. Eller der er ikke noget så velgørende som at komme til at sludre og grine, høre nogle kraftige vitser eller ryge ud i en grundig diskussion.

På samme måde med dagens tekst, Jesu fortælling om den utro godsforvalter. Også den er vidunderlig befriende, - den gør - i al sin alvor - grundig grin med borgermusikken.

I den sidste tid - og især i den sidste uge - har det vrimlet med smukke og korrekte minister- og politikerord om, hvordan gode danskere bør og ikke bør opføre sig overfor uskyldige iranske flygtninge. Det er ved de mange smukke og korrekte ord sivet ind, at terror og racisme er grimme ting, og at forståelse og tolerance er af det gode. Og al1e ordene er blevet gentaget på store møder, som har skullet virke til støtte for flygtningene og til oppudsning af en dansk købstads navn og rygte.

Altsammen har det været let og overfladisk som snakken ved den kultiverede middag. Tag en sætning som: "vi må forstå disse flygtninge". Javel, men skal vi forstå dem, må vi sætte os ind i en helt fremmedartet kultur og religion, og resultatet vil faktisk være, at vi slet ikke forstår disse mennesker. At vi kommer længere på afstand af dem p.g.a. det fremmedartede. Skal vi forstå dem, - ja, så skal vi også forstå deres bibels ord om "hellig krig" - de ord, som især er rettet mod de kristne. Nå ja, de gode flygtninge hylder måske ikke deres hjemlands styre i øjeblikket, - men koranen hører alligevel til deres baggrund.

Alt dette er den lette og overfladiske snak gået udenom, - den holdt sig til det pæne og rigtige: lad os være gode, - lad os bevare en pæn facade. Facaden længe leve! - Mener fru direktøren ikke også, at vi skal vogte os for racisme? -!

Det er befriende ovenpå alt dette at komme til Jesu lignelse om svindleren, der fik ros, fordi han havde båret sig klogt ad, - og at komme til Jesu ord om at skaffe sig venner ved hjælp af den uretfærdige mammon - ved pengenes hjælp; for det er jo rart, at der er nogle, der vil tage imod en i de evige boliger. Man kan næste høre Jesu undertrykte latter bag ordene, fordi han vidste, hvordan de ord ville blive modtaget. Han deltog som bekendt også i kultiverede middage.

Det kan da ikke passe, ville det dengang lyde - og lyder det idag - at bedrageren roses. Jesus må ha' ment noget andet. Måske var det fordi bedrageren trods alt hjalp de små i samfundet, og fordi det var den rige, han bedrog. Måske fordi bedrageren altså var en Robin Hood-type - eller måske en kommunist-type.

Det kan da ikke passe, at religionsstifteren Jesus anbefaler folk at skaffe sig venner ved hjælp af penge. Enhver ved jo, at pengene ikke giver de sande venner. Det må skulle forstås på en anden måde. Det må være præstens opgave at tolke teksten rigtigt - d.v.s. holde den pæne og kultiverede prædiken over disse sære ord.

Nej, det er ikke præstens opgave. Og det kan netop passe, hvad der står. Jesus mener hvert ord - endda dybt alvorligt. Og det hænger sammen med hans foragt for eller had til den kultiverede snak - til pæne og korrekte ministerord og til hastigt opståede og stemningsbårne foreninger til støtte og forståelse for fremmede.

Bedrageren eller svindleren fik ros, fordi han var sig sin svindel bevidst. Fordi han erkendte, at han ikke kunne og ville andet. Han var og blev den utro.

Jesus opfordrede folk til at bruge den uretfærdige mammon til at skaffe sig venner - fordi folk er sådan. Fordi de ikke bliver anderledes. Man kan smøre fernis på, - men bag facaden findes det samme stof. Fru direktøren kan sidde pænt til bords og snakke i et fint sprog om alting - den nyeste bog og det moderne teaterstykke. Men hun er stadigvæk en dulle eller en gås. Hun kan udtale sin forargelse over pøbelmentaliteten og tale om godhed mod iranske flygtninge. Men hun vil stadigvæk ikke drømme om at have dem boende i hendes egen villa.

Med velberådet hu - med et djævelsk drilleri - fortalte Jesus denne lignelse. Han gjorde det for at få os til at se og fastholde, hvem vi er: De uretfærdige!

Og på den måde nåede han frem til sit egentlige ærinde.

Når vi er de uretfærdige, - når vi er, som vi er, - ja så er vort liv i grunden uden mening. Al vores pynten os - alle de pæne ord - fører intet til. Den utro godsforvalter var et fjols og et rodehoved. Der blev først mening i hans tilværelse, da han skulle stå til regnskab for sit liv - da han fik sin borgerlige straf og blev afsat - og da han imod al skik og brug blev rost eller taget til nåde af godsets ejer.

Det er lignelsens sigte, og det er det væsentlige i den: At vi står til regnskab for vort liv, - at der er en ejer af godset eller en herre over vort liv. Bag drilleriet og latteren ligger den forkyndelse gemt. Forkyndelsen af Gud - ikke som den, der påskønner den kultiverede snak og de mange pæne ord om, hvad vi bør nå til, men som den, der vil gøre op med os, som dem, vi er, bagved vore facader. Man kunne også sige, at det er det glædelige ved lignelsen, at den tager det alvorligt, som vi ganske vist helst vil rende fra, men som er det egentlige ved os, - at den postulerer eller forkynder det som bundet til Gud.

Og lad os så til sidst vende tilbage til minister- og politiker-snakken og til talen ved de pæne borgeres møde. Ikke fordi det nu er så aktuelt et emne og for at gøre prædiken aktuel og interessant. Men fordi det folkeligt og kirkeligt er et væsentligt emne.

Lignelsen siger os, hvem vi er og holder os fast på det. Den siger, at vi må leve, som dem vi er - og at vi som sådanne står til regnskab for Gud.

Men dermed er der også givet os både frihed og mod til at afvise rosenrød snak om kærlighed, forståelse og tolerance over for fremmede - al falsk forargelse over de fine ting, man skyder en flok dumme mennesker, en pøbel i skoene: Racisme, terrorisme. Der er givet os frihed og mod til at erkende, at de fremmede er fremmede, og til at bruge vor fornuft i sager, der vedrører disse fremmede. Det vil f.eks. sige at vogte os for at modtage så mange af dem, at de dumme eller pøbelen i vor land - de, som altid findes - får lejlighed til at demonstrere deres dumhed. Ellers kunne det jo hænde sig, at vi af bare iver for at vise vores godhed mod de fremmede, svigtede vores næste - svigtede de dumme ved at friste dem over evne. Der er givet os frihed og mod til for alvor at se, hvad de fremmede fra et land, hvor koranen hersker konsekvent, bærer i deres skjold.

Dette har intet med den meget omtalte racisme at gøre - der er ikke tale om foragt for de fremmede eller om forfølgelse af dem, - det har alene med evangeliets budskab om Guds regnskab og opgør med uretfærdige at gøre, - med dette, at Gud tager vor gemene menneskelighed alvorligt.

Ministre og politikere - pæne deltagere i borgermøder fatter det tilsyneladende ikke. Så er det da vores opgave at gentage det for dem eller bringe det videre til dem.

Amen.