Næsteræset

Af Monica Papazu. Tidehverv, 1993, s.82-84. (Matt.26,6-13).

Matt. 26, 6-13

I sin roman Brødrene Karamazov lader Dostojevskij Ivan, den syge i ånden, den splittede og besatte intellektuelle, tilstå overfor Aljosja:

"Jeg har aldrig kunnet fatte, hvorledes det er muligt at elske sin næste. På afstand kan man måske. Netop den, der står en nær, er det efter min mening umuligt at elske, snarere går det med de fjerntstående. For at man skal få et menneske kært, må det skjule sig; så snart det viser sit ansigt, så er kærligheden borte".

Ivan Karamazovs ord skal forståes på to planer, som er intimt forbundet med hinanden. De signalerer ikke kun hans brud med medmennesket, men også hans brud med Gud. I hans tale om kærligheden til det fjerntstående, ikke-synlige menneske, afsløres radikalt hans manglende evne til overhovedet at elske. For det, han vægrer sig ved, er simpelthen mennesket, mennesket som blot træder frem af intet, træder frem i sin skabthed, er til. Der er i Ivan Karamazovs ord, når vi tænker dybere på dem, en uhyre angst for eksistensen, for det skabte, for mennesket og for den guddommelige skabergerning - og en knap tilsløret dragning mod intet: Det trygge intet, hvor intet bevæger sig og intet kommer til syne.

Ivan Karamazov siger præcist: "Så snart det (mennesket) viser sit ansigt, så er kærligheden borte". "Sit ansigt": Det er altid i ansigtet, det nøgne, forsvarsløse ansigt, at menneskets træden frem er koncentreret, fordi "ansigtet" er det stærkt individualiserede, formen i modsætning til formløsheden, og blikket i modsætning til mørket, som intet meddeler, som ikke forpligter og kalder.

Ikke at ville se menneskets "ansigt" er mere end ikke at ville se dette eller hint menneskes ansigt. - I øvrigt udtrykker Ivan sig i en så generaliserende vending, at hans tale angår ansigtet i det hele taget. - Ikke at ville se menneskets "ansigt" er: Ikke at ville se det ansigt, det menneskelige ansigt, som Gud Selv i Sin Søn Jesus Kristus har gjort til Sit, og som i virkeligheden, på det skjulte, åndelige plan allerede er Sit, fordi mennesket er "i Guds billede skabt". I Ivans afvisning af sin virkelige, konkrete næste, ligger altså på én gang afvisningen af Skabelsens mysterium og af Frelsen.

Det er dog sjældent, at den manglende kærlighed ytrer sig så direkte som her. Selv Ivan Karamazovs tilståelse er i grunden en halv-tilståelse. Han afslører sig og skjuler sig på samme tid, idet han hævder, at han trods alt nærer kærlighed til det fjerntstående menneske.

Den manglende kærlighed vil ikke give sig til kende. For svimlende, for tilintetgørende er den afgrund, der åbner sig under den. Den vil ikke røbe sig, fordi mennesket, der har set ned i denne afgrund, og ved virkeligt at se ned i den, har overvundet løgnen overfor sig selv, og har grebet sig selv i sin intethed, bliver i stand til at skelne, bliver lydhør overfor livets og kærlighedens appel hinsides afgrunden, appellen fra den Evige Ånd og, som Grundtvig siger, fra "det billede, vi har i bryst".

Den manglende kærlighed har løgnen som sin følgesvend, som beskytter og samtidig fremelsker menneskets hovmodige selvagtelse og forhindrer én, i sin mangel, med ydmyghed, at bede om den sande kærlighedsgave. Om det-te skriver Dostojevskij i Brødrene Karamazov:

"En læge, jeg kendte, sagde (…) (:) Jeg elsker menneskeheden (…), men, til min store overraskelse, jo mere jeg elsker menneskeheden som helhed, desto mindre holder jeg af menneskene, det vil sige hvert for sig, som enkelt-personer. I drømme (…) har jeg mangen gang lidenskabeligt ønsket at tjene menneskeheden, og jeg ville kanske have ladet mig korsfæste for menneskene, om det så var blevet krævet, men jeg kan ikke leve med nogen som helst i samme værelse i to døgn, det ved jeg af erfaring. Lige så snart jeg føler nogen i nærheden af mig, undertrykker hans personlighed straks min egenkærlighed og hindrer min frihed. Et døgn er nok for mig til at komme til at hade endog de bedste mennesker (…). Jeg bliver folks fjende (…), bare de kommer i berøring med mig. Til gengæld er det altid gået sådan, at jo mere jeg hadede menneskene enkeltvis, des mere flammende blev min kærlighed til menneskeheden".

"Kærligheden til menneskeheden" er altså løgnen overfor sig selv hos et menneske, som i virkeligheden opfatter alle de andre som fjender, for hvem alle de andres simple tilstedeværelse udgør en trussel, en formindskelse og en benægtelse af ens væsen, og en negativ grænse for ens frihed. "Kærligheden til menneskeheden" er her det løgnagtige slør, under hvilket ønsket om en ørken, om alle de andres udslettelse skjuler sig, ønsket om, at man alene skal danne hele menneskeheden, den eneste legemliggørelse af begrebet "menneske". Denne "kærlighed til menneskeheden" bærer døden i sig, et krav om at de andre slet ikke skulle være til.

Til en anden kærlighed, en kærlighed som bærer liv og evighed i sig, er vi kaldet:

"Den ægte kærlighed", skriver den russiske teolog Nikolaj Berdijaev, "er altid kærlighed til det individuelle og det konkrete. Den er altid kærlighed til den enkelte", den rummer "Guds syn over" det andet menneske, og er en bekræftelse af "dets evige liv". "For man kan ikke elske det, som er generelt og abstrakt".

I den ægte kærlighed til den konkrete enkelte er der et hemmeligt samspil af tid og evighed. Kærligheden er kærlighed i øjeblikket, men i evighedens perspektiv, den er en bekræftelse af, at det andet menneske er til, og er til for Gud i Hans evighed, omfavnet af Hans kærlighed. Den er en afspejling af den gave, vi alle ved at være til har fået, af Den kærlighed, som har ofret sig selv for os og er Opstanden før os og for os, og af det mærke og det kald, som Den kærlighed, som er fra begyndelsen af, har lagt i os.

Den er kærligheden som svar på og udtryk for menneskets bestemmelse fra Evighed til Evighed.

Som Søren Kierkegaard så sandt skriver: "I at være Konge, Tigger, Lærd, Riig, Fattig, Mand, Qvinde o.s.v. ligne vi ikke hinanden, deri ere vi jo netop forskjellige; men i at være Næsten ligne vi ubetinget alle hinanden. Forskjelligheden er Timelighedens Forvirrende, der mærker ethvert Menneske forskjelligt, men Næsten er Evighedens Mærke - paa ethvert Menneske. Tag mange Ark Papir, skriv det Forskjellige paa hvert Enkelt, saa ligner det ene ikke det andet; men tag saa igjen hver enkelt Ark, lad Dig ikke forstyrre af Forskjellighedens Paaskrift, hold det op for Lyset, saa seer Du et fælles Mærke paa dem alle. Og saaledes er Næsten det fælles Mærke, men Du seer det kun ved Hjælp af Evighedens Lys, naar det gjennemlyser Forskjelligheden".

Og med disse ord er vor tids vildfarelse - som Dostojevskij også peger på - allerede gjort åbenbar.

For "Evighedens Adelsmærke", som kærligheden stammer fra, og hvis tilstedeværelse i et andet menneske kærligheden svarer på, er mere og mere ved at blive tabt af syne, af vort indre syn. Derfor er vor verden i en uafbrudt, vild jagt på næsten. Hvis jeg en dag skulle karakterisere den anden halvdel af det 20. århundrede i Vesten (og i Danmark for den sags skyld), vil jeg kalde den for næsteræsets årtier. - "Se, hér er han!", råbes det den ene dag. Og store menneskemængder samler sig med skilte og slagord. - "Se, dér er han!", råbes det den næste dag. Og menneskeskarer farer hen med nye skilte og nye slagord. For sådan er det nu engang blevet, at man vælger sig sin næste - eller vælger man i grunden?

I denne u-alvorlige, u-virkelige verden, som er vor, er der ikke plads for kærlighed. Kærligheden til den enkelte - kærligheden som omsorg for menneskets evige sjæl - er for længst blevet erstattet med den golde kærlighed til menneskeheden eller til provisorisk udvalgte kategorier. Det er en forkærlighed for begreber, abstraktioner, idéer, og, hvad værre er, for tidens ideologier. Det er ikke hjertets uudgrundelige beslutninger, ej heller troens bestemmelser. På kærlighedens tomme plads boltrer de automatiske reaktioner sig, betingede reflekser, fremkaldt af dagens politiske slagord. "Fredens" eller "anti-racismens" slagord, eller et hvilket som helst andet ideologiseret begreb, afstedkommer betingede reflekser, som mennesket lyvende for sig selv tager for kærlighed, når deres reelle indhold næsten altid er den bitre blanding af frygt og had: Had mod dem, der forstyrrer "freden", sådan som f.eks. ofrene i Østeuropa gjorde i et halvt århundrede, had mod dem, som tør se virkeligheden i øjnene og ytre et trofasthedens og hengivenhedens imperativ og hævde eksistensen af forpligtende værdier. - Alt dette har intet med kærlighed at gøre. At reagere på slagord er at spille denne verdens spil, at bevæge sig mekanisk, som et hjul i maskineriet - og ikke som et menneske. Dette er ikke kærlighedens ånd, det er nemlig ikke den ånd, der blæser hvorhen den vil" (Joh. 3,8). Det er ikke kærlighedens uudtømmelighed og kærlighedens frie gave - men blot slaveriet overfor tiden og dens umærkeligt besættende systemer. Det er at abdicere sin værdighed som Frihedens barn og lade sig reducere til en programmeret, mekanisk eksistens. Denne ideologisering, denne automatisme, dette i sin gentagelse kvælende "déjà-vu" - er en anti-kristendom. For kristendommens Ord er frihed, det er det Ord, som i hvert øjeblik siger: "Se, jeg gør alting nyt" (Åb. 21,5).

Intet slagord kan, for mig som er den enkelte, pege på min næste som er den enkelte. Den forløbne kærligheds slagord varsler utvivlsomt om en udhuling af tiden, sådan at den kun er tid i dens glidning mod intet, uden at Evigheden gennemlyser den, om angstens uro, om kærlighed på afveje og om formørkelse af kærlighedens kilde i mennesket.

Der findes ikke et hierarki af nød (med mindre, man tror, at mennesket lever "af brød alene": Og dette er ikke kristendom), en nøjagtig skala, der skulle kunne vise den, som er mere ens næste end den anden. Lige så lidt som der i grunden findes et hierarki af synder, som vil gøre os i stand til at sige, at vi med vor "pæne" tilværelse dog er mindre syndige end andre.

På hvilken vægt har man da tænkt sig at måle nøden i menneskets hjerte? Sorgens altid friske forsegling, den indre skrøbelighed, det flimrende håb?

Om nøden i menneskets hjerte og om kærlighedens svar derpå taler også det kapitel i Mattæus Evangeliet, Salvningen i Betania, som vi før hørte.

Denne passage kaldte den rumænske forfatter Nikolaj Steinhardt, munk i det lille Rohia-Kloster i Nordtranssylvanien, for "den mest hemmelighedsfyldte i Evangeliet".

"Hvad skal den ødselhed til? Det kunne jo være solgt for mange penge og givet til de fattige" - siger disciplene, de siger det, som vi alle vil sige. Man måler altså nøden som en kvantitet, som en mængde, og i sin selvgodhed måler man sine gode gerning ved dens effektivitet. Heri, i disse ord, skriver Steinhardt, "taler den nøjeregnende og misundelige menneskelogik. (…) Heri taler småligheden, som bekymrer sig om at begrænse den spontane vilje til generøsitet eller til selvopofrelse".

I Kristi svar ("De fattige har I altid hos jer; men mig har I ikke altid") ligger, fortsætter Steinhardt, "en tung lektie, så vanskelig at efterfølge: Det drejer sig om vor pligt, når vi ser en lidelse, et forpint menneske, vor næste som er korsfæstet på et eller andet kors, eller som befinder sig i nærheden af det, ikke langt fra det, i korsets perspektiv. Vor pligt er ikke at søge tilflugt til abstraktioner og generaliseringer, til kærligheden til menneskeheden eller til formuleringen af vort ønske om at ændre lovene og de sociale systemer, men at hjælpe dette menneske, og på stedet at overvælde dette præcise menneske med vor godhed og trøste ham for denne præcise lidelse.

Intet er for godt, intet er tilstrækkeligt, intet er for dyrt for vort angrebne, ulykkesramte, lidende, arme medmenneske, Guds ansigt".

Så kan jeg endnu en gang sige til mig selv: Jeg skal ikke søge min næste, for han er allerede dér ved min side. Lad ikke verden, vægten, statistikken, systemet bestemme, hvem min næste er. De abstrakte upersonlige kategorier er ingens næste. Næsten er den, der i dette allerede forsvindende øjeblik bryder ind i min tilværelse, afbryder mine forudbestemte planer, og forpligter mig, og mig alene.

Deri er friheden, kærlighedens gave, som hver af os har fået "for intet" og må give videre "for intet" (jvf. Matt. 10,8) - og deri er Ånden, som ikke kan sættes på døde, eksakte formler.

Skulle kvindens gerning være dårlig eller mindre god, fordi den i grund og bund er en ødselhed og er fuldstændig resultatløs? Så ufornuftig, så ueffektiv, så nytteløs! Så ukærlig måske, fordi hun har glemt de "manges" abstrakte kategori? Og fordi hun har gjort det for den Ene, til lidelse og død beredt og til Opstandelse?

Men om hende og hendes gerning, har Kristus sagt, skal fortælles "i hele verden", "hvor som helst (…) dette evangelium prædikes".

Amen.