Prædiken i Hejls Kirke

Af Øjvind Reck. Tidehverv, 1979, s.77-78. (Luc. 6,36-42).

(Luc. 6,36-42)

Teksten er en parallel til bjergprædikenen hos Mt., og som en sådan en tale om det liv, der leves i Guds rige. Om det liv, der leves der, hvor Gud råder. Vi må derfor, som det første, slå fast, at der hvor Gud råder, der taler han med Kristi liv i verden, med hans død og opstandelse. Og for det andet, at der hvor Gud råder, der vinder han mennesket for sig ved at sejre over det. Der hvor Gud råder, der holdes mennesket - mod dets vilje - fast af det, vi hører om Kristi liv i verden, om hans død på korset og om hans opstandelse på trediedagen fra de døde. Der stilles vi over for Kristi liv som det ene, der ikke er af verden, men af Gud. Der er Kristi liv os givet som det ene uovervindelige, mod hvilket al verdens magt preller af som støv og bliver til intet. Med risiko for at blive misforstået kan vi sige med Paulus, at der hvor Gud råder, der tvinges vi af Kristi kærlighed (2.K.5.14). Om selve tekstens anliggende er at sige, at det hører til blandt dem, som måske er sværest at give udtryk for med rene ord. Thi dens anliggende skjuler sig i det, der siges os med salmens ord, som vi om lidt skal synge dem: at nåden vil høste, hvad den sår, vil ikke nøjes med mindre.

Tekstens anliggende er således ikke at give os en formaning. Dens anliggende er at sige os, at nu skal vi lade være med at dømme, for ikke selv at blive dømt. En sådan formaning er et lovens bud, som vi finder det i jødedommen, og som det til eksempel kommer til udtryk i salme 37 i GT. Om denne salme i sig selv er et lovens bud, skal være usagt, men den kan næppe undgå at blive hørt som en formaning. Vejen til Guds rige bliver gjort til en sag om at gøre det rette, og herunder ikke til at dømme. Nogle få linjer af denne salme vil kunne anskueliggøre dette forhold. Hør blot versene 8 og 9: Tæm din harme, lad vreden fare. Græm dig ikke, det volder kun harm. Thi ugerningsmænd skal ryddes ud. Men de, som bier på Herren, skal arve landet.

Her er dét, at gøre det rette, blevet gjort til andet og mere, end til at gøre det rette, fordi det rette er det eneste rette at gøre. Her er det, at gøre det rette, gjort til en vej, ad hvilken den lydige skal arve landet. Men er teksten ikke en sådan formaning i almindelig forstand, hvilket er da dens anliggende? Hvorledes skal ordene: dømmer ikke kunne forstås, når de ikke skal forstås som en formaning? Skal de da i stedet høres som et løfte, som en forjættelse, at hvis du dømmer, da dømmes du selv, eller hvis du ikke dømmer, da dømmes du ej heller selv. Det er klart, at de også kan høres således. Men gør det nogen forskel? Er alt i grunden ikke ganske som før? Jo, alt er som før, thi alt forbliver som i jødedommens dage, lige indtil det eneste nye bryder frem og gør alting nyt, også ordene: dømmer ikke. Det afgørende er nu Kristi liv, at hans liv er os givet. Thi hans liv i verden skænker mennesket en ny mulighed. Hans liv er vejen til det nye liv for mennesket i verden, som ikke var - før ham. Det liv som er afledt, eller afstedkommet som en følge af hans liv. Og det er alene om dette nye liv, der nu er tale. Glemt er alt det gamle. Alt det, som var før Kristus kom. Alt det, som kun hørte til i jødedommen.

Ordene dømmer ikke hører nu til som udsagn, der udtrykker det, som er i det, af Kristi liv afledte, nye liv for mennesket. Og som sådanne er enhver formaning taget ud af dem. Vi må her skelne mellem Kristi liv som sådant, og det vil sige livet i Guds rige, i paradisets have, og så det nye liv for mennesket i verden, skabt af Kristi gerning. Om dette sidste gælder, at den der lever det, af Kristi liv i verden tilvejebragte, nye liv for mennesket, først og fremmest ser sig dømt af Kristi liv. Kun det, at Kristi liv dømmer det liv, jeg lever, udtrykker sandheden om det liv, jeg lever. Her er ethvert spørgsmål om at kunne undgå dommen faldet bort. Dommen står fast og bliver aldrig omstødt eller ændret. Jeg kan ikke sno mig uden om den, og jeg ønsker ej heller at sno mig uden om den, thi det ville være en hån mod ham, der gav sit liv for min skyld.

Men hvordan kan han, der dømmer, samtidig sige: dømmer ikke? Hvordan kan han, der med sit liv i verden er dommen over mit liv i verden, hvordan kan han, der således dømmer, samtidig sige til mig: dømmer ikke. Ja, det fremgår klart af hans egne ord, når han siger: Jeg er ikke kommet for at dømme verden. Men for at frelse det fortabte. Han er ikke kommet for at fordømme nogen, endsige for at støde nogen fra sig. Men han kan ikke undgå, at hans liv i verden må blive en dom over det, vi lever, og han må nødvendigvis dømme os for at kunne være os nådig. Hans liv forkynder både dommen og nåden. Og nåden er ganske så urokkelig som dommen. Dommen er sand i sig selv, men den afsiges kun for nådens skyld. Den afsiges kun, for at Gud kan være os nådig. Dommen er uundgåelig, men den står alene i nådens tjeneste, og derfor er dommens inderste væsen et: dømmer ikke. Også i dommen er kun Guds nåde, Guds kærlighed, virksom. Gud vil kun ét. Han vil føre sit menneske tilbage til livet i hans rige. Alt, hvad han gør, tjener kun dette ene formål. Han vil føre sit menneske helt tilbage til livet i hans rige, og det vil sige til livet i Jesu Kristi rige, og i dette, det hele og rene Guds-rige, der er hverken dom eller nåde. I Guds rige er alt Guds. I Guds rige leves kun det liv, som er Guds. I Guds rige er kun den kærlighed, der er hans. I Guds rige findes intet af vort eget, thi intet af vort eget hører til i hans rige. I Guds rige er der ingen dom, thi der er intet at dømme. Og ingen nåde, thi der er intet at tilgive. Kærligheden holder ikke dom, thi den har intet at dømme. Den har intet at gøre andet end at være alt i alle. Det er kun for dem, der lever i verden, at der er dom og nåde. I Guds rige, i Jesu Kristi rige, er der intet at dømme og intet at tilgive, thi der er Gud alt i alle. Men i verden vil nåden høste, hvad den sår. I verden vil Gud høste, hvad han sår med Kristi liv i verden. I verden vil Gud høste det liv, som er Jesu Kristi liv, livet i Guds rige.

Han vil ikke nøjes med mindre.

Amen.