N.B.

Af Vilhelm Krarup & Østergaard-Nielsen. Tidehverv, 1953, s.24,39-40.

N. B.

Kære stiftsprovst Dreiøe!
I anledning af Deres notits til mig om, at der er grund for Tidehvervs opbyggelige skribenter til at overveje, hvorfor Lindhardt slaar igennem, følgende: Ja, der er megen grund for Tidehverv til at beskæftige sig med Lindhardt og hans diskussion, muligvis ogsaa, som De maaske vil antyde, paa grund af en slags medskyld. Den føler jeg mig nu ikke forpligtet til at føle, hverken paa Tidehvervs eller egne vegne. Fordi Lindhardt overtager alle Tidehvervs ord og bruger dem paa en maade, der røber, at han intet forstaar af dem, og at de netop er overtagne og derfor ikke længere Tidehvervs, er jeg ikke i stand til at føle mig medskyldig. Jeg mener, at baade Tidehverv som helhed og min ringhed tydeligt nok og ved enhver lejlighed har kæmpet for ikke at blive opfattede som resultater, og at dette saa ogsaa optages og bruges som et resultat, kan øjensynligt som figura udviser ikke forhindres. Altsaa ikke paa grund af med-skyld, endsige af solidaritet overfor Lindhardt, har hele affæren berørt mig meget, ja jeg føler den som blev der skaaret med knive i mig, og naar jeg spørger mig selv hvorfor, saa svarer jeg, fordi den af Lindhardt rejste diskussion ved den maade, den er rejst paa, prisgiver alle og alt, hvad der er mig helligt og urørligt, eller som jeg svarede min tænksomme søn, da han forleden, inspireret af sin religionslærer, kom og spurgte mig, om jeg var enig med Lindhardt, at Lindhardts fejl er den, at han snakker om det evige liv, som om det drejer sig om fysik, over hvilket svar drengen syntes baade lettet og tilfreds. Og saa rykker hele den store udrykning ud af profes-sorer og teologiske doktores for at rydde op og sætte paa plads, og ingen af dem sætter fingeren paa det ømme sted, men alle har de travlt med at veje for og imod og frem og tilbage, lægge til og trække fra, forklare og udlægge, sammenligne og finde historiske paralleller, og hvad ved jeg; ingen siger lige fremt: Hvad enten Lindhardt har ret eller uret, saa har han uret, for han drøfter sagen paa en maade, paa hvilken den ikke kan drøftes, og som kun betyder, at man frarøver den fattige hans eneste lam. Saadan har kirken afsløret sig selv endnu engang, og derfor bliver efter min mening ogsaa Tidehverv nødt til at tage sagen op, folkeligt, enfoldigt, og sige omtrent saadan: Kære ubekendte menneske, som skal dø en dag, det skal du vide, at om der er et evigt liv eller ikke, derom behøver du ikke nogen ret mening, og hvor skulde du forøvrigt faa den fra, tro du blot derom, hvad du tror, for gudskelov er der ved evangeliet givet et menneske virkelig og fuldkommen frihed til at forvente alt fra Ham, der giver gerne og uden betingelser. Dette er det evige liv, at uanset dine meninger om det evige liv er du ved evangeliet Guds kære barn. Punktum. Lad du saa blot teologerne slaas derom, ja, le højt ad dem. Amen. Atter bliver Tidehverv vist nødt til at sige det forløsende ord, deri har De ret, hvis det er det, De mener, og det skal nok komme. Men det skærer mig i hjertet, at kirken atter i den grad ødelægger sin egen sag og svigter de fattige, som den har gjort det.

Med venlig hilsen, Deres

Vilhelm Krarup.

N. B.

Kære Krarup!
Når jeg beder om at få denne lille hilsen til dig optaget under N.B., så er det ikke fordi det er mit indtryk, at Tidehverv har indført denne rubrik til brug for de mindre velgennemtænkte indlæg, men så er det fordi der muligvis er flere end mig, hvem det skærer i hjer-tet at se dig optræde i denne ynkelige rolle som grædekone. Hvad er det for noget forbandet hykleri og pjat, når du påstår, at du "føler det som blev der skåret med knive i dig", fordi Lindhardt "prisgiver alle og alt, hvad der er dig helligt og urørligt"? Vil du virkelig prøve at bilde dig selv og andre ind, at du er så ukendt med verdens ondskab? Jeg mener at kende dig bedre. Jeg mener at vide, at du dog kender så meget til evangeliet, at det ikke kan være dig en så hjerteskærende overraskelse, hvis det hænder, at andre - eller du selv - forråder alt, hvad der er dig helligt. Se derfor at få krokkedilletårerne visket af øjnene inden de bliver til gråd over Tidehvervs triste endeligt, for med dit indlæg har du jo netop placeret Tidehverv dér, hvor Lindhardt hidtil har insinueret, at Tidehverv befandt sig, nemlig blandt de kirkelige partier, som har "sat sig på" evangeliet. Det var disse kirkelige partier Lindhardt først irriterede, og nu reagerer du på ganske samme måde som Chr. Bartholdy og andre partifunktionærer, som simpelthen er stumme af forargelse, så de kun magter at demonstrere deres forargelse uden at kunne finde ord, der siger, hvad de er forargede over. Når sandheden skal siges, så er den nok den, at foreløbig har Lindhardts udtalelser ikke rystet andet end de kirkelige partier. Men når de kirkelige partier vakler, så hænder det, at man hører et ord fra den hellige almindelige kirke. I den situation skal det vise sig, hvor Lindhardt og hvor Tidehverv er at finde. Du er ikke bange. Du tager fortrøstningsfuldt æren på forskud med et løfte om, at Tidehverv nok skal sige det forløsende ord. Men du er allerede kommet bagefter. Biskopperne er kommet dig i forkøbet. Iflg. pressen har biskopperne ført langvarige forhandlinger og rådspurgt den højeste teologiske sagkundskab med det resultat, at man nu mener at turde udsende et hyrdebrev mod Lindhardt. Man tager næppe fejl i at antage, at biskopperne ikke blot har lyttet til den højeste teologiske sagkundskab men også til de eenstem-migt forargede partifunktionærer, inden de skred til handling, så noget har du utvivlsomt bidraget til den kirkelige samling.

Med hilsen

Østergaard-Nielsen.

N. B.

Kære Østergaard-Nielsen.
For at begynde bagfra læser jeg ud af din hilsen, at du gør mig og sogar Tidehverv medansvarlig for det Hoffmeyerske hyrdebev, og det, skal jeg indrømme, vilde være et ansvar, jeg nødigt tog mig paa. Men jeg finder ingen grund til at gøre det, al den stund jeg tydeligt stemplede hele den teologiske udrykning, der havde travlt med at ville sætte paa plads, lægge til og trække fra, som helt ved siden af. Ja, jeg sluttede endda med den for en grædekone lidt ejendommelige opfordring: Le højt af teologernes strid.

For det andet læser jeg ud af dit indlæg en umiskendelig glæde over, at de kirkelige partier vakler, hvilken glæde ogsaa jeg gerne tog del i, hvis de virkelig vaklede, hvad de ikke gør, tværtimod, og hvis denne vaklen ikke blot skyldtes, at der blev opstillet en ny partideling: For eller imod Lindhardts opfattelse af det evige liv. Det er denne sidste opdeling, der med eller uden din billigelse skærer mig i hjertet. Det kunde have været saa godt, og saa er det faktisk skidt. I det mindste er ikke jeg i stand til at se noget glædeligt i, at de gamle kanoner køres op i nye stillinger. Herom skrev jeg i en ganske improviseret og øjeblikkelig form, at den L.ske debat var en prisgiven af alt, hvad der er mig helligt og urørligt. Ord og udtryk gider jeg ikke slaas med dig om, og jeg er villig til at tage dem alle i mig igen, hvis de generer dig, naar blot du vil forstaa, hvad jeg synes, du burde have forstaaet, at det, jeg ønskede at sige, var, at den af L. rejste og med saa stor iver vedligeholdte strid, hvor megen opsigt den end vakte, og hvor meget den af den grund kunde faa æl-dre og yngre kirkemænds hjerter til at dikke forventningsfulde, kristelig set var gold og dræbende.

For det tredie bebrejder du mig, at du i mit NB. savnede ord for, hvori min anklage mod L. bestod. Deri kan jeg kun delvis give dig ret, idet min anklages retning var angivet. Men for at tydeliggøre dig, i hvilken retning jeg sigter, skal jeg udtrykke mig lidt udfør-ligere. Det har som bekendt altid i kristendommens historie været en fristelse at laase evangeliet inde i formuleringer. Skal jeg opfatte L.s prædiken om det evige liv velvilligst muligt, saa kan jeg i den ane et angreb paa denne tendens: Opstandelsestro er ikke en lære om en fremtid, om et gensyn hisset eller om sjælenes udødelighed, evangeliets ord drejer sig ikke om, hvorvidt der er et evigt liv eller ikke. Dette kunde være udmærket, hvis det ikke netop - mirabile dictu - førte L. ud i en diskussion om - det evige liv. Dermed kommer han til paany at laase evangeliet inde i formuleringer. At disse formuleringer er magre, kolde og spiritualiserende fik være, hvis de ikke havde været formuleringer, men blot øjeblikkelige udtryk for det, han vil sige, men i saa fald havde han ogsaa været villig til straks at frafalde udtrykkene og ikke som nu bruge dem som shibbolet for den rette og virkelige evangelieforstaaelse, hvorved hans ord (opstandelse, nutid, øjeblikket) afslører sig som teoretiske, blot brugt som brikker i en kirkelig kamp om det rene evangelium, kort sagt: teologi af den tarveligste slags.

Derfor staar jeg ved, hvad jeg skrev: Hvad enten L. har ret eller uret, saa har han uret, for han drøfter sagen paa en maade, paa hvilken den ikke kan drøftes, og som kun betyder, at man frarøver den fattige hans eneste lam, hvormed jeg mente, at L. fratager mig evangeliet og giver mig teologi i stedet.

Med hilsen

Vilhelm Krarup.