Kristi skjulte herredømme

Af N. O. Jensen. Tidehverv, 1956, s.49-50. (Matth. 28,18-20).

Prædiken i Faarup og Sabro kirker trinitatis søndag 1956. Tekst: Matth. 28,18-20 ("Mig er given al magt i Himmelen og paa jorden. -")

Det er et skjult herredømme, der forkyndes i disse ord. Kendeligt og aabenbart for verden kun paa selve det ord, der forkynder Kristus som herren og derfor er en befaling til at tro. Her som altid betyder det at tro at være inde under en befaling til at tro imod al fornuft, tro Kristi herredømme, til trods for at det er skjult, tro Kristus som herren ved at adlyde hans befalinger, til trods for at de synes meningsløse og magtesløse i verden, tro, at Kristus og han alene er herre, til trods for at alt, hvad vi ser, og alt, hvad vi lever med hinanden her i verden, taler Kristus og hans herredømme imod.

Det er som den opstandnes herredømme, Kristi herredømme her i verden er skjult. Alt her i verden bærer dødens skikkelse. Som Kristi liv her i verden bar dødens skikkelse, maa ogsaa hans herredømme gøre det. Saa længe denne verden staar, vil Kristi herredømme aldrig blive synligt paa anden maade end gennem det ord, der forkynder ham, som døde med os og for os, som den, hvem Gud har oprejst fra de døde og givet alle ting i hænde.

Hans opstandelse betyder, at Gud har vedkendt sig hans død som det, der var maalet for hans sendelse til verden, og derfor det, hvorved han fuldbyrder Faderens vilje i lydighed indtil døden.

Hans opstandelse er ingen underkendelse af dødens virkelighed eller et vidnesbyrd om, at døden saa alligevel ikke er alvorligt ment og ikke kan betyde noget endeligt og afgørende.
Hans død og dermed ogsaa hans opstandelse er det stærkeste vidnesbyrd, der er givet om, at døden her i verden altid vil beholde det sidste ord, og at der ikke gives nogen vej uden om døden. Heller ikke den, der frivilligt vælger døden som en sidste udvej eller en befrielse fra alle byrder, naar selve livets byrde bliver for tung, skal slippe for at erkende, at Guds krav paa et Menneske følger det helt ind i døden.

Byrden kan man maaske unddrage sig, men ikke, at Guds vilje var, at man skulde gaa ind under den og bære den, som Jesus gik ind under den byrde, livet lagde paa hans skuldre og bar den i lydighed indtil døden.

Det er livet, Gud kræver af et menneskes haand, og det vil sige glæden over livet eller den troskab mod livet, der tager imod livets gave i tak og i tro og er i stand til at glæde sig over, at Gud gav os lov til at leve det med hinanden, selv naar livets byrde stundom bliver et menneske for tung.

Det er livet, Gud kræver af et menneske. Derfor ogsaa, at et menneske vil vedkende sig livet som Guds gave og værk, ogsaa naar det bliver aabenbart, at alt liv her i verden bærer dødens skikkelse, og at alt menneskeliv ender i døden.

Det er livet, Gud kræver af et menneskes haand. Han har ret til at kræve det, og han er den eneste, som har ret dertil. Han er Gud, baade naar han giver, og naar han tager. Han har ret, ogsaa naar han kræver den livets gave tilbage, han gav.

Fordi Jesus vedkendte sig Guds ret til og Guds krav paa et menneske baade i livet og i døden, blev han den, der fuldbyrdede Faderens vilje i menneskenes verden. Hans opstandelse betyder intet andet end en fortsat vedkendelse af Guds ret til og Guds krav paa et menneske. Eller hans opstandelse er Guds ja og amen til, at Gud ikke slipper den i døden, som helt ind i døden har vedkendt sig Guds ret til og Guds krav paa et menneskes liv. Den, som helt ind i døden har vedkendt sig Guds ret til og Guds krav paa et menneskes trofasthed og lydighed indtil døden, er den, hvem Faderen nu har oprejst og givet alle ting i hænde.

Derfor kan hans herredømme ikke bestaa i noget som helst andet end i en fortsat vedkendelse af Guds ret til og Guds krav paa et menneskes liv, eller i, at dette krav nu ved ham gøres gældende overfor os.

Hans herredømme forandrer hverken livets eller dødens skikkelse for os, giver os ikke andre kaar at leve under og gør hverken døden lettere for os eller fritager os for hver for sig at dø den død, vi alle er Vorherre skyldige. Hans herredømme betyder tværtimod, at han altid vil være hos os som den, hvem Faderen har givet alle ting i hænde, men at han nu som før kun vil bruge sin magt til saavel i livet som i døden at gøre Guds ret til os og Guds krav paa os gældende.

Han gav sit liv for vor skyld, og han gav sit liv i naade; men hans og Faderens kærlighed bestaar deri, at de vil eje os, at de ikke vil slippe os og ikke vil opgive Guds ret til os og Guds krav paa vort liv, men ved fortsat at gøre kravet gældende overfor os vil bevare os som Guds ejendom i liv og i død.

Det er saadan Kristi herredømme skal forkyndes i verden. Det er skjult som Faderen selv og som Faderens ret til og krav paa et menneske. Det kan fornægtes saa let som de; men selv hvor det fornægtes, vedbliver det at være den skjulte virkelighed, som ved Jesu opstandelse har vist sig at være den eneste sande og virkelige i den verden, som fortsat bærer dødens skikkelse.

Ogsaa Jesu liv bar dødens skikkelse og maatte gøre det. Han maatte blive sine brødre lig i alle ting og selv som en af dem og for deres skyld fuldbyrde Faderens vilje i lydighed indtil døden; men denne hans lydighed sprængte dødens magt, fordi den var en vedkendelse af Faderens ret til og krav paa et menneske helt ind i døden, den ret og det krav, som er stærkere end døden og skal vedblive at bestaa trods død og grav.

Trods død og grav skal Kristus forkyndes som herren og hans herredømme som den virkelighed, der er stærkere end døden.
Overalt paa jord skal Kristus forkyndes som herren. Hvor han forkyndes, kommer han ikke som nogen fremmed, men som den, hvem folkene paa forhaand hører til. De er paa forhaand hans og er underlagt hans magt og Faderens vilje, som den er blevet aabenbar ved ham, længe før de hører derom eller lærer hans navn at kende. De er hans ejendom og vedbliver at være det, selv om de fornægter hans navn, d. v. s. det er ham, der er deres eneste sande og retmæssige herre, selv hvor de nægter at høre hans ord og at tro ham. Hans herredømme er fastsat og grundlagt ikke efter menneskers vilje og beslutning, men efter Faderens raad og kan lige saa lidt ophæves som det. Hvor hans ord forkyndes, betyder det ikke, at han bejler til menneskers gunst for ved hjælp af den at blive herre over dem. Det betyder kun, at han nu ved at lade sit ord forkynde for dem og derved kalde dem til lydighed og tro, vil gøre det herredømme gældende overfor mennesker, som paa forhaand er hans.

Det samme er tilfældet, naar et barn døbes til at være hans. Det døbes dermed kun til at være det, som det efter Faderens vilje og beslutning paa forhaand er, nemlig hans ejendom i liv og i død. Daabens gyldighed beror ikke paa et menneskes vilje eller valg eller beslutning, men paa Guds.

Kristus er herre, ikke af menneskers vilje eller valg, men af Guds. Det er hans herredømme, der gøres gældende overfor et menneske overalt, hvor hans ord forkyndes som en befaling til lydighed og tro, og hvor mennesker døbes i hans navn.

I det ord, hvormed hans herredømme forkyndes i verden, lever og handler han selv. Hans herredømme vil her i verden vedblive at være skjult, kun kendeligt og aabenbart paa det ord, som her i verden forkyndes som en befaling til lydighed og til tro.

"- Guds røst er i hans riges ord,
og den skal gaa fra mund til mund,
slaa ned som lyn i hjertegrund.

Thi findes end i syd og nord
den samme aand i rigets ord,
den samme kraft, den samme ild,
den samme lysning klar og mild,
den samme trøst, den samme ro
for hjerter alle, som kan tro."
(D. S. nr. 244 vers 4 b-5).

Og det at kunne tro hans ord er ikke en menneskelig evne eller mulighed. Det er Helligaandens gave og værk, givet i og med befalingen til at tro.