Skyldens virkelighed

Af Morten Brøgger. Tidehverv, 2003, s.19-20.

Juledag, den 25. december 2001

I 1909 sejlede et skib ud fra Københavns havn. Skibet hed Alabama og havde kurs mod Østgrønland. Ombord var blandt andre Ejnar Mikkelsen, som skulle foretage en ekspedition til Nordøstgrønland. To år forinden var tre medlemmer af Danmarksekspeditionen, Mylius-Erichsen, Brønlund og Høeg-Hagen, omkommet i den isede ødemark, og Ejnar Mikkelsen skulle prøve at finde deres lig eller måske blot nogle efterladte optegnelser, der kunne give flere oplysninger om disse mænds skæbne. På Island tog Alabama endnu en passager ombord, Iver P. Iversen, der i de følgende år skulle komme til at ledsage Ejnar Mikkelsen på hans togter over Indlandsisen.

I bogen Farlig Tomandsfærd fortæller Ejnar Mikkelsen om deres rejser med hundeslæde - alene to fuldstændig afskåret fra omverdenen i knap tre år.

Da de kom tilbage fra deres første togt alene, var Alabama forlist. De øvrige kammerater fra rejsen derop var taget væk og havde efterladt en hytte, bygget af tømmer fra Alabamas vrag. Her måtte de to mænd så holde jul.

Men juleaften var en vanskelig alten at komme igennem. Til højtiden vaskede de to grønlandsfarere sig for første gang i otte måneder. Ejnar Mikkelsen fortæller: Juleaften fik vi begge et anfald af hjemlængsel, som vi prøvede at kurere med en renlighedsdille. Udenfor rasede stormen. Her var uhyggeligt inde som ude, og det er juleaften. Iver og jeg kigger på hinanden, har ikke så meget at tale om som ellers, for tankerne følger den hylende nordenstorm til mildere egne, til dem derhjemme, som fejrer jul. Det er usunde tanker for to ensomme mænd, og vi skyder dem fra os så godt vi formår.

Deres eneste trøst er, at det nu går mod lysere tider. Solen havde de ikke set i knap to måneder.

Året efter måtte de atter holde jul alene i sneørkenen. Jeg havde set frem til juleaften med bange anelser, fortæller Mikkelsen. Og trods haresteg og andet godt, som amerikanerne havde lagt i depot for en halv snes år siden, blev vor juleaften alligevel så trist som ventet. Og da klokken blev så mange, at man hjemme gik omkring juletræet og sang glade jul, dejlige jul - opgav Iver og jeg at få anden fest ud af aftenen end glæden over, at nu var solen da endelig på vej mod nord igen. Og så spiste vi en stor portion grød og håbede inderligt at kunne opleve en glad jul i drømme.

Således var altså de to mænd bundne til denne jord, og det vil sige bundne til deres kære, at juleaften blev dem en trist aften, en alten fyldt af længsel og hjemve. En aften, hvor samtalen måtte forstumme, fordi tankerne på dem derhjemme bemægtigede sig dem.

Mærkeligt nok er der noget opløftende over disse beretninger om de to ensomme mænds jul i den grønlandske vinternat - midt i al deres nedslående tristhed. Det er ganske bevægende at læse om deres manglende evne til at jage længselen på flugt. Der er ikke noget at gøre, de må opgive at gøre julen til en fest. Og det opløftende kommer netop fra grunden til deres hjemve: det at de hører til et sted, at de har hjemme blandt mennesker, som de kan kalde deres egne.

Jo, mennesket hører hjemme på jorden. Vi er bundne væsener. Det, som virkeligt er nedslående, ja ligefrem uhyggeligt, er det menneske, der vil gøre sig fri af sine bindinger. Det uvirkelige menneske, som fornægter sin afhængighed af andre, bestemte mennesker. Det menneske, der ikke vil acceptere, at tilfældige personers liv, som det ved skæbnens tilskikkelse har fået forviklet sit eget liv med, skal være bestemmende for, hvem det selv er.

Der er mennesker, som mener, at deres virkelige jeg er at finde som en kerne et sted inden i dem selv, i deres sjæl eller som det hedder i dag: i deres psyke, eller som en kerne af arveanlæg. De søger efter en væsensnødvendighed, hvori de kan være sig selv uafhængigt af den historie, de selv er sat til at leve i. Og de tilfældige forbindelser til familie og venner nedskrives til blot tilfældige og det betyder i den sammenhæng udskiftelige, unødvendige og valgfrie.

Men den kristne forkyndelse sætter os mennesker på denne jord og binder os til de tilfældige personer, som blev vores skæbne. Og det gør den ved at sige os, at vores liv og salighed, vores virkelighed afgøres af et ord, der tales mellem mennesker. Ordet blev kød, forkynder evangeliet. Gud selv blev menneske på denne jord og han er nu ikke at finde andre steder for os mennesker end på denne jord. Han er intet andet steds for os end i det ord, hvori han kommer til os og giver os livet.

Hvad og hvem vi er, hvordan det forholder sig med os afgøres af et ord. Om vores liv skal fastholdes i den skyld, vi uvægerligt bringer os selv i til andre mennesker, og som ødelægger de forhold til andre mennesker, som vi lever i og lever ud af, eller om vore liv atter skal muliggøres af et tilgivelsens ord.

Da Ejnar Mikkelsen og Iver P. Iversen efter næsten tre år på Grønland i nogle måneder måtte blive ved hytten og vente på, at der måske kom et skib, som kunne sejle dem hjem, skete det, at Iversen kom til at fornærme Mikkelsen med en vise, han havde digtet. En tavshedens mur voksede op imellem dem. Vi udførte dagens arbejde uden at tale, skriver Ejnar Mikkelsen. Vi kom tilbage til hytten uden at have vekslet et ord. Iver gjorde sig særligt umage med middagsmaden. Jeg prøvede ærligt og redeligt at finde de ord, som kunne bryde tavshedens skranker, men ordet, gerningen, kunne jeg ikke finde. Jeg hørte Iver ligge vågen det meste af natten, som også jeg lå vågen, fuld af skam og foragt over ikke at kunne sige et eneste ord.

Også den næste dag tav de. Jeg følte mig pludselig så totalt ene og forladt, fortsætter han. Iversen var gået udenfor. Mod sædvane bankede han på døren, tøvende. Jeg vidste af erfaring, hvad det betød og råbte: Kom ind! Det var de første ord i næsten to døgn. Og Iver åbnede døren på klem, smed en stump papir ind gennem den smalle åbning og sagde med en dirrende stemme: Det er posten fra Danmark! Jeg vidste, hvad det papir betød: en undskyldning for uoverlagte ord, en talisman, der ville bryde den uhyggelige tavshed.

Ja, et ord mellem mennesker afgør, om vores liv skal lægges øde af skyld. Fri kan vi under ingen omstændigheder komme af hinanden. Vi er bundne til hinanden. Om skylden skal rejse en tavshedens mur mellem os, eller om tilgivelsen skal åbne det forhold, vi lever ud af, afhænger af et ord.

Menneskets virkelighed er skyldens virkelighed. Det vil sige: vi kan kun leve der, hvor vi kan høre tilgivelsens ord. Det er Gud, der gør forholdet til det tilfældige menneske, som lige nu er din næste, til et forpligtende forhold. Gud er mellembestemmelsen, som gør, at du ikke kan sige dig fri for ansvaret for din næste. Du kan ikke komme fri af ham. Svigter du dit ansvar, så forbryder du dig mod Guds bud, så fornægter du, at du er en Guds skabning, som han har sat her på jorden med ansvar for dit forhold til det menneske, du står overfor. Således har Gud bundet os til hinanden, at vores forhold til ham, til Gud selv, afgøres af vores forhold til vores næste. Ikke således at vor næste skal være en gud for os, men fordi man ikke kan elske Gud uden at elske sin næste.

Dit liv er ikke afgjort på forhånd af din psykiske konstitution eller dine biologiske arveanlæg. Hvem du er, hvordan det forholder sig med dig afgøres af et ord, som du hører af et andet eksisterende, tilfældigt menneskes mund, et menneske, der i al sin historiske tilfældighed bliver afgørende for dig. Ja, dit liv afgøres af Guds ord, som tilsiger dig syndernes forladelse.

Glædelig jul!