Nytårsdag

Af Majken Frost. Tidehverv, 1995, s.23-24. Lukas 2,21.

Lukas 2,21.

Evangelieteksten til nytårsdag er kort. I een sætning fortæller det, at barnet, hvis fødsel vi hørte om i julen, fulgte sit folks skik og tradition, omskærelsen, og at han fik et navn, som var forudbestemt af Gud.

Og hvad siger denne korte tekst dermed? Den siger, at det er sådan Jesus er fra Gud. Ved at være een blandt mennesker, underkastet, hvad folket er underkastet, er han fra Gud.

Dvs. i denne sætning med et par bisætninger tilknyttet siges det, at Gud kommer til mennesker som een af dem. Lydig mod, hvad folket skal være lydig mod, - underkastet de samme vilkår som enhver af folket er underkastet. Han er ikke noget særligt, han skal ikke have særbehandling, han forbeholder sig ikke en særlig status. Men som sine forældres barn er han underkastet, hvad forældrene står i, - det er sådan, han er fra Gud.

Eller for at tage et ord fra epistelteksten: han gik ind under loven, dvs. under det, som gjaldt for dem, han hørte til iblandt.

Og lad mig her fortsatte, hvor jeg kom til i en af julens prædikener, hvor jeg fortalte om Moses, der ved at se en ægyptisk slavefoged mishandle en af sine landsmænd opdagede, hvem han selv var og hvem han hørte sammen med. Uden at have gjort sig spekulationer over det før vidste han pludselig, da han så den mishandlede hebræer, hvem han selv var og hvad han skulle. Og jeg nævnede et udtryk af Søren Kierkegaard herom: at Moses trådte i karakter stillet der overfor ægypteren og hebræeren, og at julen betyder, at Gud træder i karakter. Gud må gribe ind i menneskers forhold, og han gør det. I et barns skikkelse. Ved at lade et fattigt barn komme til verden griber Gud ind, men så ganske anderledes, end det ville være at forvente. Præcis som det ville have været at forvente, at Moses dengang havde foretrukket sin betryggede situation i paladset hos Farao eller måske ville have brugt den indflydelse, han derved havde, til at hjælpe hebræerne: Men det for menneskers forstand ukloge, det paradoksale, fortælles der om i begge beretninger, - både i den fra Ægypten og i den om barnet i Betlehem.

Og lad mig som nævnt fortsætte her. For idag hører vi om, at dette barn, som blev født i Betlehem, fulgte en skik og fik et navn. Dvs. at barnet er underkastet folkets tradition og at barnet får et jødisk navn. At sådan er barnet fra Gud: ved at være een af folket, ved lydigt at gå ind under folkets skik og bære et navn af folket.

Igen på tværs af, hvad vi forventer. For vi forventer det af Gud, som svarer til vore forestillinger om det guddommelige. Dvs. vi forventer det særlige, - det, som ikke ligner vort menneskelige. Men det er det modsatte, vi hører i dag. At folkets skik og et navn fra folket bliver Jesu skik og navn. Sådan er han fra Gud, ved at være een af dem, underkastet, hvad de er underkastet.

Hvad var folket underkastet? Det var underkastet loven. Loven er givet mennesker af Gud, og af Moses havde folket fået den på de to stentavler, da han ledte folket gennem ørkenen ud fra Ægypten. Folket blev nemlig ikke anderledes af, at Moses i sin tid trådte i karakter og blev en af dem. Folket var fortsat ulydigt og utaknemmeligt. Beretningerne om vandringen i ørkenen fortæller det igen og igen, og derfor fik de loven umisforståeligt sat for af Gud. Den skulle fortælle dem, hvad der var Guds vilje med dem, - at de skulle høre på Gud. Og hvad de hørte fra ham var, at på næsten var de forpligtede: på forældrene, på børnene, på naboen og hans hus og fæ og ejendom.

Det kunne de ikke sige sig selv, for hvad de sagde sig selv var, at de først og fremmest var forpligtet på sig selv. Men ved loven viser Gud dem utvetydigt, hvad hans vilje med dem er. Som mennesker, som folk.

Således blev hebræerne til et folk. For loven et det, der gør folket til et folk. Loven er det, der henviser dem til hinanden og sætter skikke i folket, fælles for alle. I den forstand var den lov, hebræerne fik gennem Moses, som vores lov. Den gør en flok mennesker til et folk. I den forstand er enhver lov fra Gud, fordi den viser mennesker hen på næsten.

Loven sætter mennesket i forpligtelse og ansvar. Ikke ud i det blå, men på næsten her og nu i dette øjeblik.

Og hvad vi hører om barnet i Betlehem er, at barnet lydigt går ind under sit folks lov. Han underkaster sig folkets skik og får et af dets navne.

Det er sådan, han er fra Gud.

Men hvorfor skulle barnet fødes? Folket havde jo loven, Gud havde jo givet dem loven. Eller sagt på en anden måde: hvad skal vi med kirken, når vi har loven? Hvad skal vi med evangeliet, når vi har alle vore fortræffelige bestemmelser om pligter og ansvar i vore love?

Blot ved at spørge sådan afslører vi, hvorfor barnet måtte fødes, - hvorfor Gud må træde i karakter. For Gud vil have loven levet, hvor vi mennesker vil den som lektie. Dvs. som noget, vi kan lægge bag os, noget, hvorom vi kan sige: Nu har jeg gjort det, nu er jeg færdig. Gud er nemlig den levende Gud, der vil sin befaling levet. Derfor måtte barnet fødes. Derfor denne for os at se paradoksale begivenhed.

Og hvis vi til det foregående siger, at det er en påstand, at vi mennesker vil lægge loven bag os, at vi vil den som lektie, vi kan gøre os færdige med, - så behøver vi blot at se, hvordan det gik med barnet, der lydigt gik ind i sit folk og underkastede sig dets skik og fik et af dets navne. De slog ham ihjel. Det var ikke sådan, de ville høre Gud, det var ikke på den måde, de ville være tro mod Guds befaling. For det var ikke en sådan næste, der var deres, en blot fattig og almindelig iblandt dem. Nej, de ville loven som lektie, som trinbrædt videre frem.

Og skulle det ikke være os billede nok, behøver vi blot at se på vort eget forhold til loven. Vil vi af den sættes tilbage til dagen her og nu og næsten i øjeblikket, - eller indretter vi den efter hvad vi kan og vil og tror?

Nej, Gud vil loven levet, og han siger os det ved at lade een leve den fuldt ud og tage konsekvensen, nemlig døden. For det er den radikale lydigheds konsekvens, at du selv går til grunde. Intet er der tilbage til dig selv, ikke et gran, du kan reservere for dig selv.

Og så spørger vi, hvad vi skal med evangeliet? Hvad vi skal med ordet om ham, som levede lydigt fuldt ud, som delte navn og skik med dem, dvs. med enhver af os? Jamen, han er vor tugtemester! Ikke på den måde, vi er vante til at se en tugtemester, dvs. som een, der indeksercerer os i vor lektie, - men han er den tugtemester, som ved sit liv viser os, hvad Guds vilje er. Hvor langt den vil og at den aldrig holder inde for os. Eller hvis jeg må vende lidt op og ned på Paulus ord: Som loven er tugtemester til Kristus, deri at den afslører og afdækker, således er Kristus tugtemester til loven ved, at han levede den fuldt ud.

Da Moses trådte i karakter ved pludselig at se, hvem han var og hvad han skulle, var han lydig mod Gud, men han flygtede fra konsekvensen heraf, døden. Da Gud trådte i karakter ved at lade sin søn fødes til det af lovlektien mishandlede folk, lod han sin levende tale lyde påny. Og Jesus flygtede ikke, for han var fra Gud, han blev og konsekvensen var døden, hvorved han blev tugtemester for os i, hvad lydighed mod Gud er. At intet af dit eget bliver tilbage, hvor hans befaling høres, hvor den leves.

Så spørger vi om, hvad vi skal med evangeliet, - med ordet om Kristus. Jamen det skal vidne for os om loven: at vi bestandigt er under Guds befaling på næsten og hans hus og fæ og ejendom. For evangeliet fortæller os om barnet, der fødtes og gik ind under sit folks skik og navn og døde for denne sin solidaritet. Evangeliet vidner for os om, at sådan er Guds solidaritet, at den rækker ud over døden, for den kender ikke til begrænsning. Med Paulus ord: her er ikke forskel på jøde eller græker, på træl og fri, på mand og kvinde.

Det er evangeliets nytårstale, evigt nye tale: at eet menneske tog loven på sig i dens fulde konsekvens. Han levede den fuldt ud og satte således ethvert folk som sit folk, for at det kan leve som folk, hvor det er.

Skulle den tale ikke være så nødvendig som nogensinde? I dag, hvor lektien om den ubegrænsede og internationale venlighed er blevet vort folks flugt fra lydighed og troskab på vort sted her og nu. Skulle den tale ikke være det eneste fornødne i dag, hvor foragten for skik og navn og vilkår er blevet vort mest udtalte kendetegn?

Jo, ordet i og om Kristus er vor tugtemester til, hvad vi skal: leve, hvor vi er sat med skik og navn og vilkår. Og troen er at høre, at andel skal vi ikke. Gennem Guds ubegrænsede troskab sættes mennesker frie til at leve tro mod deres begrænsede sted. Til blot at være et folk.

Det er evangeliets store og nye gerning, i året der gik og i året, der kommer. Den evigt gamle gerning i ethvert nyt år.

Amen.