Prædiken i Esajaskirken

Af A. Benned Pedersen. Tidehverv, 1975, s.45-46. Matt.26,30-31.

5. marts 1975 - Tekst: Matth. 26,30-31: Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. Da siger Jesus til dem: "I skal alle forarges på mig i denne nat; thi der er skrevet: Jeg vil slå hyrden, og hjordens får skal adspredes".

Forargelse er et gammeldags ord, som man i den nu brugte oversættelse gør en slags undskyldning for at beholde, men som man i en privat-oversættelse helt omskriver. En omskrivning kan være på sin plads, hvis den tydeliggør teksten og letter forståelsen i retning af, hvad det i teksten drejer sig om. På dette sted oversætter man: "Alle vil I vende mig ryggen" (jvf. Mk. 14,27 som ellers tydeligvis er en parallel og en fælles overlevering: "I skal alle svigte"). Men dette er ingen tydeliggørelse - det er tværtimod en tilsløring, som simpelthen for den, der er henvist til den danske tekst, gør det umuligt at forstå, hvad det her drejer sig om. Der er ikke her (som den nævnte oversættelse må give indtryk af) tale om en eller anden holdning fra disciplenes side, men om en situation som de må komme i i forholdet til denne Jesus, som korsfæstes. Forargelse og tvivl ligger nær op ad hinanden. Som tvivl er: det ikke at tro, således er forargelse: det ikke at kunne tro. I skulle alle forarges på mig - det bliver helt umuligt for jer at tro på mig. Det er et ganske mærkeligt ord sagt om disciplene, som havde fulgt ham, hørt hvad han sagde og set, hvad han gjorde. Men der siges her noget væsentligt og afgørende om, hvad forargelse er, og hvad tro er. Det blev altså disciplenes situation, sådan endte det med disciplene, videre kunne de ikke komme end til forargelsen, de mistede ethvert håb og kunne ikke tro. Vi havde håbet, at han var den, der skulle forløse Israel. (Ifølge Lukas kap. 24 hjalp hverken beretningen om opstandelsen eller selv det, at han som den opstandne stod midt iblandt dem, dem ud af forargelsen). Forargelsen vil altid være en mulighed. At det er en mulighed vil sige, at der kan være andre muligheder f. eks. troens mulighed. Men her var der ikke andre muligheder, her blev forargelsen den eneste mulighed, den blev deres virkelighed. Sådan endte det, sådan måtte det ende, sådan vil det altid ende. Det begyndte med Johannes. Derefter farisæerne og de skriftkloge, siden hen folket og til sidst disciplene. Der var ikke anden mulighed for dem, end der er for enhver. Forargelsen bunder i skuffelse, skuffede forventninger. Han, denne Jesus svarer ikke til forventningen, det mennesket forventer sig af ham. Og det hænger sammen med evangeliet, at evangeliet forkyndes for fattige. For den rige er det ikke evangelium og kan ikke være det. Det er for ringe, det foragtes. At det er for ringe vil sige, at det ikke svarer til ens forventning, og derfor må det blive til forargelse for den, der er rig i sin egen forventning. Hvor Kristus prædikes som korsfæstet, bliver det for den, der vil prøve at tro det en forargelse og for den, der vil prøve at forstå det en ubegribelig dårskab. For nylig var der i TV en række såkaldt verdslige prædikener (et besynderligt udtryk, formentlig brugt som modsætning til en kirkelig prædiken, men så må det siges, at hvis den er verdslig, så er det ingen prædiken, og dog må det samtidig hævdes, at hvis en kirkelig prædiken virkelig skal være en prædiken, så må den i høj grad være verdslig. Det kirkelige i sig selv udelukker da meget ofte, at det, der siges, bliver en prædiken). Teksten var fristelsen i ørkenen. Her var der tilsyneladende ingen forargelse hos de ordførende. Man var rørende enig med denne Jesus, som jo da var et ganske almindeligt menneske, der tog kampen op mod Satan. Han havde fat i det helt rigtige. Og hvad mere var: det kunne altså alligevel lykkes at få bugt med ødelæggeren og ødelæggelsen. Nu gjaldt det bare om, at vi tog os i agt og bar os ligesådan ad. Man synes forresten at kunne mindes nøjagtig den samme melodi indenfor den kirkelige forkyndelse. Hvad skal man sige til det? Det er vel netop i den retning, vi allesammen helst vil. Men så var der engang én, der spurgte: "I øgleunger, hvorledes kunne I undfly Helvedes dom"? "Hvem har lært jer at flygte fra den kommende vrede"? Ja, han havde nu da også så mange pågående spørgsmål for at standse og holde det menneske fast, som søgte at knibe udenom for at have sig selv i behold. Men hvad var det, der skete i disse udsendelser? Evangeliet var udgangspunktet, men så blev det iøvrigt sat hen i en krog, ganske glemt eller overhørt og uænset, for at prædikanten frit kunne køre videre på sit eget evangelium. Det bekymrede ingen, at den Jesus, som man beskæftigede sig med blot var ens eget spejlbillede - og så er der jo ingen at forarges på. Eller er det alligevel en raffineret form for forargelse og selvbedrag, som også kendes indenfor kirken og den kirkelige forkyndelse i rigt mål, en naturlig tilbøjelighed for enhver. Ingen af prædikanterne, inklusive ham der sluttede af i kirken, lod sig anfægte af, at fortællingen, som den er, åbenbart står som en fuldkommen modsætning til fortællingen i begyndelsen af G. T., der afspejler enhver, og hvor det går helt anderledes til.

Johannes havde ventet sig meget af denne Jesus fra Nazareth, at han var den, som skulle komme, og det havde disciplene også: vi havde håbet, at han var den, der skulle forløse Israel. Johannes stiller det som et spørgsmål, men Jesu svar til Johannes er ikke et direkte svar på det, der er spurgt om. Det er en henvisning til det, som Johannes godt vidste i forvejen. Og så var Johannes sådan set lige vidt, det han henvises til, var netop det, der fik ham til at tvivle og forarges. Og således henvises disciplene til forløsningen, hvor ethvert håb om forløsning er borte, og hvor det er umuligt at tro. Og det gælder for enhver til enhver tid. Og dog gives der ingen afgørelse uden om troen; når Jesus da til Johannes siger: "Salig den der ikke forarges på mig", er det så ikke at gøre det hele endnu værre, for det var jo netop Johannes' usalighed, at han ikke kunne tro - som det var disciplenes u-salighed, at deres håb var endt i håbløsheden.

(På dette sted: Matth. 11,6, oversætter Seidelins bibeloversættelse: "Og salig den, der ikke bliver forarget over mig". Nu kan det græske "en" da vist lige så godt oversættes ved "over" som ved "på" - men på dansk er der forskel på at forarges over og at forarges på. Forargelse har på dansk to forskellige betydninger, og her har det den særlige betydning, som markeres ved udtrykket: forarges på - ikke at kunne tro. At det er det, det her drejer sig om er klart i sammenhængen - men det vil ingen kunne forstå, når man oversætter: forarges over!).

Nej - salig den, der ikke forarges på mig - det er ikke at gøre det værre, det er derimod en stadfæstelse af, at evangeliet forkyndes for fattige - det fattige menneske, som fattes alt det, som evangeliet forkynder og tilsiger ham, det fattige menneske, som er fattigt, fordi det ikke kan tro og ikke har noget at håbe. Evangeliet forkyndes for det fattige menneske for, idet han hører det, at være hans tro og hans håb.

Så kan da troens afgørelse aldrig være vor afgørelse - det vil altid ende i overtro, at vi på en eller anden måde bilder os ind, at vi kan bemægtige os ordet og gøre med det, hvad vi vil, men så ville det ikke længere være Guds ord til os. Det forholder sig da også helt anderledes, ja, lige modsat således, at troens afgørelse, den afgørelse, som troen er, den er ordets afgørelse, at jeg fastholdes af og ved ordet. Skal forargelsen overvindes, kan kun ordet selv overvinde den. Og dér står troen, hvor tvivlen, forargelsen faldt. Derfor må vi som Johannes og siden enhver anden nøjes med det evangelium, som forkyndes for fattige, og idet evangeliet kommer således til os, påstår det, at det er os, der er de fattige, som er så fattige, at vi ikke har anden frimodighed end den, som ordet selv skaber. At forargelsen stadig er en aktuel mulighed, det vidste de gamle, derfor bad de og lærte os at bede, "at vi ikke forarger os på vor Herre Jesu Kristi fattige skikkelser og foragtede ord, men ved en fast tro på ham blive evindelig salige", og så føjede de til "som verden gør". Det betyder ikke: som de andre gør, men det betyder: som vi af os selv vil gøre! Forargelsen er vor eneste mulighed. Så er da troen en umulighed, som den er, hvor forargelsen er. Og dog er troen en mulighed, fordi den grunder sig på en befaling: Du skal tro! Du skal tro dine synders nådige forladelse i Jesus Kristus, vor herre, den korsfæstede og opstandne. Du skal - ikke fordi jeg eller nogen anden siger det, men fordi Gud befaler dig det. Derfor kommer vi heller aldrig videre end dertil, at når vi samles, så holdes vi hver for sig til sagen af det, der lægges os i munden: jeg er kommen for at høre, hvad du, min Gud, vil tale til mig, for at jeg i liv og død må tro på Jesus Kristus - "i liv og død" d. v. s. her, hvor jeg er, sådan som jeg er, uanset hvordan tilværelsen former sig for mig, at jeg dog må tro, fordi jeg skal tro. For salig er alene den, der ikke forarges på Kristus som korsfæstet og som dermed som min herre tager mig til sig som den, der rettelig hører ham til.