At forklare

Af Agnete Raahauge. Tidehverv, 2003, s.58-60. Matt.17,1-9.

Sidste søndag efter Helligtrekonger 2003 - Tekst: Matt. 17, 1-9.

"Med strålekrans om tinde forklaret Jesus stod" - har vi lige sunget, og vi sang dernæst: "Thi når han åbenbares i støvets egn på ny, skal vi med ham forklares...". Jesus stod forklaret, vi skal forklares, når han kommer igen at dømme levende og døde.

"Forklarelsen på bjerget..." - sådan kaldes denne beretning på dansk; det er den overskrift, der er sat over den i vores Nye Testamente, og forklares, det betyder her selvfølgelig især det, at Jesus forvandles for disciplenes øjne: han bliver skinnende hvid, gennemskinnelig, strålende - klar at se til. Men der sker jo mere end det - Moses og Elias, de to Guds mænd fra Israels historie, som efter folkets sagn ikke var døde, men taget op til Gud i himlen i levende live, og som skulle vise sig igen for folket lige før Gud igen ville forny sin pagt med Israel og fri landet fra uretfærdighed og fortræd - de to viser sig her på bjerget ved Jesu side, og han taler med dem.

Det er da klart at se, at Jesus er den Messias, den så længselsfuldt ventede, der skulle bringe Guds rige. Jesus ikke blot lyser, men han forklares også i den gængse brug af ordet: det bliver udlagt, forklaret for de tre udvalgte disciple, hvad han er kommet for.

Derfor bliver da også Peter grebet af øjeblikkets - det så længe ventedes - fylde, at han vil fastholde det - bygge hytter til Jesus, Moses og Elias, så de altid kan blive heroppe i det klare lys. Men - da Guds røst lyder fra himlen og han og de andre hører, at her - foran dem er Guds egen søn, Gud selv til stede, da gribes de af frygt.

Hvorfor? - fordi også Peter og de andre i en vis foreløbig forstand forklares, udlægges dér, hvor Jesus forklares; dér hvor det bliver åbenbaret, at Gud selv er kommet til dem.

Jesus forklaredes, han skinnede som en sol, blev klart lys - det blev åbenbart, at han var Gud. Og da forklaredes også Peter og de andre i den almindelige brug af ordet - de blev udlagt, de fik besked om deres væsens inderste; de forstod i et glimt, hvem de selv var - og de kom til at frygte, for de forstod, at nu stod de over for deres Gud og Skaber, og over for Ham kan intet menneske bestå. Over for Ham står ethvert menneske som en skyldner. Som den, der skylder Gud alt, og i sit liv er blevet skyldig i ikke at ville skylde.

Det var ligesom den aften, da Gud vandrede i Edens have; den aften, da Adam og Eva havde spist af den forbudne frugt af træet til kundskab om godt og ondt, fordi de ikke ville nøjes med at kende sig selv ved at tilbede Gud, men selv ville kunne forklare havens indretning og forbud. Da Gud kaldte på dem, da forstod de, hvad det onde var - at de havde gjort imod Hans vilje, og de måtte nølende kaldes frem af deres buske, hvor de af frygt havde skjult sig.

Forklare - at blive klar, at blive gennemskinnet - og forklare - at udlægge, forklare, hvem vi er. Det er samme ord på dansk, og det rammer nerven i kristendommens forkyndelse: at vi mennesker ikke forstår, hvem vi selv er, ikke kan forklare os selv, men forklares, udlægges af at stå over for Gud - af Guds ord.

For Ham skabtes vi af; Ham skabtes vi til at tilhøre; Ham skylder vi alt; Ham er det, vi i grunden har forbrudt os mod i alt det, vi ikke gerne vil mindes om - og Ham er det, der har vores fremtid og dommen over vore liv i sin hånd. Ja, hos Ham er vort væsens inderste skjult, som en hemmelighed - også over for os selv.

Derfor står det ene og alene i Guds hånd, at forklaringen på, hvem vi er, skal blive til forklarelse af os: at vi skal komme til at skinne i retfærdighed som de gudvelbehagelige skabninger, Gud skabte os til al være.

Forklaringer på, hvem vi er, hvad det er at være menneske - dem har vi ellers nok af. Naturvidenskaben forklarer, at vi er et intelligent og socialt dyr. Psykologien forklarer os, at vi er behovsvæsener.

Det tyvende århundrede var besat af at forklare menneskets væsen. Marxismen forklarede, at mennesket først og fremmest er bestemt af samfundet. Nazismen, at mennesket først og fremmest er bestemt af sin race.

Og begge ideologier vidste da også, hvorledes mennesket skulle nå det forklarede, det lysende mål - nå idealtilstanden: det var, når samfundsforholdene var lavet om og samfundsfjenderne elimineret; eller det var, når den rene race var befriet fra den urene.

Og ligesom Adam og Eva, der først kom til kundskab om ondt og godt, da de selv havde gjort det onde; da det var uigenkaldeligt for sent at gøre det gjorte ugjort; da det onde viste sig at være deres egen skyld - således lærte menneskeslægten selv i det forrige århundrede, at dens egne forklaringer på menneskets væsen, dens egne forsøg på at blotlægge menneskets inderste hemmelighed og nå den forklarede tilstand, hvor mennesket er, hvad det skal være - de førte til den frygteligste ondskab. Og roden hertil var vores egen tro på, at vi kan gøre os selv gennemskinnelige og klare.

Gang på gang har vi lært ondskaben at kende i vore egne forklaringer af menneskets væsen. Men gang på gang mener vi også, at en ny forklaring kan være vejen ud til lyset.

Vel sker der ikke grusomheder i dagens Danmark, men vi lader stadig forklaringerne råde. Se blot på, hvorledes vi lader pædagogikkens og psykologiens forklaringer på, hvad et menneske er og skal blive, råde for vore børns opvækst.

Som om nogen videnskab, hvor meget og hvor længe den end har betragtet og forsket i menneskesindet og menneskelivet, nogensinde kan blotlægge, hvad et menneske er.

Det kan den aldrig, for den forskende er jo selv et menneske, en skabning, hvis inderste væsen er givet i hans forhold til Gud, som kender vort inderste bedre end vi selv.

Og derfor kan ingen videnskabelig forklaring nogensinde yde mennesket ret. Den vil altid gøre mennesket mindre end det er; den vil ikke elske næsten, men se durk igennem ham som et røntgenbillede af ben og sener; den vil altid gøre vold mod det enkelte menneskeliv, når den vil udstikke reglerne for, hvorledes dette menneskeliv skal lykkes.

Vi ved det jo i grunden godt - at vort eget liv er ikke til at forklare. At det var tilfældigheder, der lagde vejen for os; at det var andre menneskers kærlighed eller mangelen på samme, der blev knudepunktet. At vi den dag, vi ønskede at forstå og forklare og lægge livet på skinner, så, at vi var allerede bundet af forhold, som vi ville gøre vold på, hvis vi ville sætte dem på formler.

At vi også i det daglige livs forhold må vente og modtage livets mening af dem, vi er bundet til. At vi ikke kan sætte os ud over at skylde vore nærmeste at være til for dem.

Og vi ved i grunden også godt, at der er ømme punkter - stort eller småt - som vi kvier os ved at få blotlagt. Ligesom kejseren i H.C. Andersens "Nattergalen", der vånder sig på dødslejet, da alle hans gode og onde gerninger trænger sig på med deres "Husker du det? Og husker du det?", indtil nattergalen frelser ham ved at synge dem bort.

Sådan er det: vi er ikke glasklare eksistenser, og vi tåler ikke at blive udforskede. Vi gør kun vold på os selv og hinanden ved at prøve på at forklare.

Alligevel søger vi stadig nye forklaringer. Og vi kan af os selv ikke forstå, at det igen og igen bliver til fortræd.

Det er vi nødt til at høre. Derfor kommer vi her i kirken for at høre, at kun Gud har forklarelsen i sin magt, og kun Han skal råde for den. For at høre, at Han lod sin søn blive forklaret ved at lide og dø, for at vi skal forklares ved Ham - og ved intet andet.

Peter og de andre disciple frygtede ved at stå ansigt til ansigt med forklarelsens Gud.

Men de fik også kun forklarelsen at se som et forvarsel om den forklarelse, der kommer. De så Jesus i hans guddommelige skikkelse, som den, der råder over mennesker, som den, intet menneske kan bestå overfor; men endnu havde han ikke fuldendt det menneskeliv, han var kommet for at tage på sig.

Lige inden forklarelsen på bjerget har Jesus fortalt sine uforstående disciple, at de nu går op til Jerusalem, og dér skal han lide og dø.

Det er det, som forklarelsen er et forvarsel om. Jesus følges ned ad bjerget med de tre disciple; og vi ved jo godt, hvor vejen ender - på et andet højdedrag: Golgatha, hvor for bryderne henrettedes.

Dér blev endnu et lys kastet over vort menneskeliv; det afgørende lys: at det var vores skyld, vores usalige vilje til at ville forklare os selv, Guds uskyldige søn bar straffen for.

For at vi efter hans opstandelse kan gemme vore liv i hans uskyldighed, som han uddeler til os i sit ord: at vi i hans navn har syndernes forladelse.

Det er evangeliets forklaring på vore liv: at vi er hver især den Guds genstridige skabning, som trænger til hans tilgivelse, og som får den skænket i evangeliet om syndernes forladelse.

Det er det eneste sande lys, der skinner over vore liv her på jorden. Og det er sandt - det lægger ikke alt klart for dagen - men det er et nådens lys, et lys, som kærligt skjuler vore fejl og mangler i mørket. Og det er et lys, som indvarsler et andet og klarere lys: det lys, vi skal opstå til, når Gud på sin dag dømmer alt vort eget, alt det, der ikke tåler lyset, bort fra os og gør os til sine skinnende skabninger.

Forklarer os, så det ligger badet i lys, at vi er Guds børn og Han er vores Gud.

Den dag kommer, når Gud vil. Og indtil da lever vi her i tusmørket og skal tålmodigt gøre det. Vi skal ikke forklare os selv og hinanden og tro på dem, der har forklaringer på, hvad og hvordan et menneske er. Men vi skal lade os forklare af evangeliet om synderenes forladelse, som gør os til Guds barn.

I det har vi alt, hvad vi behøver for tålmodigt at være til for vores næste og vente på forklarelsens dag, på Guds rige, på at Gud gør alt retfærdigt og godt og klart.

Derfor må vi bede om, at Gud vil lade os leve af sit ord som dagligt brød på denne jord.

Amen.