Kom, Skaberaand

Af Karl Barth & Eduard Thurneysen. Tidehverv, 1927, s.136-139. Ap. Gern. Kap. 2.

Og de bleve fyldte med den hellige Aand og begyndte at prædike i fremmede Tungemaal, efter hvad Aanden gav dem at udsige ...... Men alle forbavsedes, undrede sig og sagde til hinanden: Se, er ikke alle de, som dér taler, fra Galilæa? Hvorledes kan da hver enkelt af os høre dem tale vort eget Sprog, i hvilket vi er opfødte - Parthere og Medere og Elamiter, og vi som bor i Mesopotamien og i Judæa og Kappadokien, Pontus og Asia, Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens Egne ved Kyrene, og vi, der er kommet fra Rom - baade Jøder og Proselyter - Kretere og Arabere - - vi høre dem paa vore Sprog forkynde Guds store Gerninger!
Ap. Gern. Kap. 2.

Ogsaa vi har vel undret os, naar vi i Pinseberetningen læste, hvorledes alle de fremmede, som dengang var strømmede sammen til Jerusalem - Parthere, Medere og Elamiter, og de, som boede i Mesopotamien og i Judæa og Kappedokien, Pontus og Asia, Rom og Ægypten - hvorledes de alle hørte Apostlene forkynde Guds store Gerninger paa deres eget Sprog, saa at hver af dem kunde forstaa dem. Vi har undret os derover, og maaske ogsaa glædet os derover som over et stort Løfte.

Thi vi føler os mærkværdig beslægtede med disse fremmede, meget mere end med Apostlene selv. De er Kød af vort Kød og Ben af vore Ben. Som de, saaledes kommer ogsaa vi langvejs fra; vi var ikke med, da Jesus levede, talte, handlede, døde og opstod. Vi er skilte fra ham ved Aarhundreder, vi taler et helt andet Sprog, vi har helt andre Opfattelser, helt andre Anskuelser. Hvad har et Menneske fra vore Dage fælles med den Tid, med den Slægt, som dengang levede? Det er jo vidunderlig skønt, alt det som fortælles os om denne Jesus fra Nazareth; men han staar os dog saa fjærnt, saa fjærnt. Vi kan ikke undgaa, Gang paa Gang at mærke, hvilken uhyre Kløft der skiller Nu fra Dengang. Og nu skal altsaa netop denne Kløft være udfyldt, denne Forskel være ophævet og ikke mere gælde? Mennesker, der - som vi - var skilte fra ham ved Tid og Rum, hører ham tale, som om han var nærværende, tale, nu, gennem sine Vidners Mund? Ingen Tid eller Rum skiller dem fra ham, han er blevet samtidig med dem? Her gælder ikke mere Jøde eller Græker, Perser, Meder eller Elamit, her er ingen længer fremmed, ingen fra en ganske anden Egn?

Saaledes siger Pinseberetningen. Og om vi vil, saa kan vi betragte den som en skøn Fortælling, født af en Digters Fantasi. Men dersom vi har Øren at høre med, saa hører vi her mere end blot en skøn Fortælling. Her er Forstaaen, den dybe, afgørende Indsigt i, hvem Jesus er. Hvad der siges os her, er dette: Jesus ikke blot har været - han er, og han vedbliver at være. Han er ikke blot dér eller dér, om ham gælder ikke bare et Engang eller Dengang; han er igaar og idag og i Evighed den samme - med eet Ord: Jesus er Midtpunktet. Det er det, disse Ord vil sige os. Han er Midtpunktet, og det betyder, at han ikke er Udtryk blot for en "tilfældig historisk Sandhed", som kan have sin Gyldighed i en bestemt Tid og være forstaaelig for en bestemt Tid; men at her, saa underligt det end lyder, er det Evige aabenbaret i det Tilfældige, det Guddommelige i det Menneskelige. Han er Midtpunktet; og det betyder, at omkring ham staar Tiden stille, som Cirklen staar stille om sit Midtpunkt. Og som der fra ethvert Punkt i Cirklen er lige langt til Midtpunktet, saaledes er der ikke længere til ham idag end igaar. Ikke for intet staar Nadverbordet dækket iblandt os: "Tag, spis, det er mit Legeme, brudt for eder - mit Blod, udgydt for eder til Syndernes Forladelse." Det er sandt idag, som det var sandt for tusind Aar siden, og det er sandt om tusind Aar, som det er sandt idag. Han er Midtpunktet - det er Indholdet af denne Fortælling, i hvilken det hedder, at alle forstod, hvad der dengang paa Pinsefestens Dag taltes om ham. Naar der virkelig tales om Jesus, da gives der ikke noget Menneske, som ikke er kaldet til at forstaa og ikke kan naa til at forstaa. Forskel i Sprog og Forskel i Kultur - hvad betyder alt saadant over for det Ord, det ene, store, frigørende Ord, som han er kommen for at udtale! Han er Midtpunktet; det betyder, at ogsaa den tusindfoldige Forskel i Verdens- og Livsanskuelser svinder bort, hvor han er. Vi grunder saa meget over, hvorledes man bedst kan bringe Jesus nær til de forskellige Livsaldre og de forskellige Samfundsklasser - hvorledes vi skal prædike for de dannede, for Arbejderne, for Ungdommen. Ak, gid vi hellere vilde besinde os paa, om det nu ogsaa virkelig er Jesus, vi forkynder og vil bringe hverandre nær. Dersom det virkelig er ham, og dersom vi virkelig i al vor Talen om ham søger ind i Centrum, dér hvor han staar, mon vi da virkelig behøvede at bekymre os saa meget om Forskellene i Stand og Livsaldre? De staar jo alle som i Kreds rundt om ham. Eller, som en Granat slaar igennem alle Husets Stokværk fra øverst til nederst, saaledes slaar Guds Ord, som Jesus er, og som Jesus bringer, gennem alle Livets Stokværk, de "Lejligheder", hvori vi Mennesker bor, lige fra Kvist til den dybeste Kælder. Der findes intet Gulv og ingen Væg, som er ham for stærk. Der findes ingen psykologiske Forudsætninger, ingen Race- eller Standsforudsætninger, som kunde blive ham en uovervindelig Hindring. Gid Kirken, naar den taler om ham, vilde holde op med at være saa ængstelig bekymret for alt det, Mennesker kan stille imod ham af Misforstaaelse og Uforstand, og saa i Stedet blot bekymre sig om dette ene, virkelig at tale om ham og om ingen anden. Det er Pinsen. Pinsen forkynder dette ene, at Jesus er Midtpunktet, at Historien med alle dens Generationer staar stille i Kreds om ham, at over for ham ophører alle Forskelle.

Ja, det er sandt, noget havde og noget har den forud for os, hin Pinse i Jerusalem - dette nemlig, at det dengang virkelig blev Pinse, at der dengang fandtes Mennesker, som havde Øren at høre med og Øjne at se med, Mennesker, som turde erkende Jesus som Midtpunktet, og som, fordi de havde erkendt det, ogsaa turde udtale, at han er det. De havde Mod til at se det og gribe det - og som et Lys i Natten steg det frem for dem og gik ud fra dem, at hvad Jesus var kommet for at forkynde, det var ikke noget ved Siden af saa meget andet, men det var det Ene, som gælder alle: her er Midtpunktet i Verden. Men ikke sandt, med det som de saaledes har forud for os, har de i Virkeligheden intet forud for os, intet, som ikke vi, efter dem, ogsaa kunde faa. Thi ogsaa de er, ligesom vi, kun et Punkt i den Kreds, hvis Midtpunkt er Jesus; og hvorfor skulde ikke ogsaa paa andre Punkter i Kredsen, nu her, nu dér, i Øst og i Vest, Sandhedens Lys bryde frem? Hvorfor skulde det ikke ogsaa engang blive aabenbart over den hele Kreds, løbe om den hele Jord, lyse gennem alle Tider og bryde ud paa alle Tunger: Jesus er Herren! Hvorfor skulde det, trods alt, ikke gaa i Opfyldelse, det, som Gud har lovet i sit Ord: Jeg vil udgyde min Aand over alt Kød! Hvorfor skulde ikke endnu engang, al Jorden fyldes af Herrens Herlighed? Hvorfor skulde det ikke endnu engang blive Pinse, virkeligt og afgørende?

Det kan jo ved første Øjekast synes mærkeligt, at der kun skulde være een Sandhed, gyldig for alle Tider og Slægter. Men netop ogsaa kun ved første Øjekast. I Virkeligheden er det os jo slet ikke saa fjærn og fremmed en Tanke, at vi Mennesker alle hører nøje sammen, gennem alle Tider og Slægter. Der er store Forskelle mellem os, men dog endnu større Fællesskab. Og det mærkværdige er, at naar vi besinder os paa dette Fællesskab, saa er det ikke Livets Højdepunkter, men dets Dybdepunkter, vi har fælles - det tunge, det alvorsfulde, det lidelsesfulde og det sorgfulde. De saakaldte Højdepunkter, som vi naar, skiller os meget snarere fra hinanden, end de fører os sammen og forbinder os. Vi maa stige ned i vor Tilværelses Dale og Dybder for at komme derhen, hvor vi er hinanden ganske nær, hvor vi hører sammen, og hvor vi kan finde hinanden. Det, at vi alle synder, at vi alle gaar vild og lader vort Liv glide hen i tusinde Slags Daarskaber og Vrangfærd, det er et saadant, stort Fællesskab, som vi alle erfarer, og fra hvilket ingen er udelukket. Og det, at vi alle maa igennem tunge Tider, at Livet stiller os over for Gaader, paa hvilke vi ikke har noget Svar, det er ogsaa et saadant Fællesskab. Og endelig det, som i sig indeslutter alt det andet, det, at vi skal dø, det forener os alle, fra Pol til Pol, fra Aar to Tusinde før Kristus til Aar to Tusinde efter Kristus, "Parthere og Medere og Elamiter ......" - i dette staar vi alle ved Siden af hinanden og rækker hinanden Haanden som Børn i en stor Kreds. Jeg kunde næsten sige: ogsaa dette er et saadant Midtpunkt, som vi alle har Øjnene rettet imod, og som vi alle uden Undtagelse kender. Et mørkt Samlingspunkt og et sørgeligt Midtpunkt ganske vist; det er ikke noget uvæsentligt, dette at have Døden som Livets Midtpunkt, Døden, og hvad der gaar forud for den: Synden og Lidelsen. Da for nogen Tid siden en Skuespillertrup her i Byen opførte Dødedansen, og Døden stod i Midten, og alle Stænder og Livsaldre stod i Kreds rundt om ham, og han - næsten som i Pinseberetningen - talte til hver af dem paa hans eget Sprog, og enhver forstod ham og maatte lyde ham, Bonden, Verdensmanden, Soldaten, Tiggeren, Kongen, Barnet, Moderen, Oldingen - da beroede den stærke Virkning, som udgik fra denne Scene, paa, at alle, der saa det, maatte sige: Ja, det er sandt, saaledes er det, det er vor Skæbne, saaledes maa vi alle lyde Døden. Ak ja, det er sandt: Verden har et Midtpunkt - Døden. Verden staar stille - ved Gravene. Forskellene er ophævede - i Døden.

Mon vi ikke nu skønner lidt af, hvad Pinse betyder? Pinse betyder intet mindre end dette, at bag dette Midtpunkt, Dødens, dukker et andet, et nyt Verdensmidtpunkt op - bag Døden Livets Fyrste, bag Forgængeligheden Evigheden, bag Døden Opstandelsen. Det er altsaa ikke det, der er saa svært at faa fat paa ved Pinsen, at der her træder noget frem, som gælder alle, angaar alle. Det behøvede egentlig ikke at undre os. Daglig ser vi jo i Skikkelse af det lidende, syndige, døende Menneske ogsaa noget, som angaar os alle, og i hvilket vi alle er lige. Men at dette skal blive anderledes, at denne Mennesketilværelsens fælles Forgængelighed, Fangenskab og Tilfældighed skal ophæves og ophøre - at hvor det hidtil kun hedder: Synd, der hedder det nu Tilgivelse; hvor det hidtil kun hedder Skæbne, der hedder det nu Forbarmelse; hvor det hidtil kun hedder Forgængelighed og Grav, der hedder det nu evigt Liv; hvor det hidtil kun hedder Tilfælde, der hedder det nu Guds Villie og Forsyn; hvor der tidligere kun var eet: Menneskevid og Menneskevisdom, der hedder det nu: Guds Ord, af hvilke vi lever - denne store Omvæltning, dette store Lys, som opgaar for det Folk, der vandrer i Mørket, det er noget, vi næsten slet ikke kan begribe og forstaa. Det er heller ikke let at fatte det. Det er en uhyre Omvæltning. Det er et Under, som forkyndes, Helligaandens Under. Thi hvor et Menneske faar fat paa dette, at han, som den han er, er Guds Barn, løftet op i de evige Arme, trods og midt i al sin Forgængelighed, saa at Grav og Dom ikke forfærder ham mere, saa at han midt i Tidens forvirrede Løb har et ufatteligt Haab - med eet Ord, hvor et Menneske forstaar, hvem Jesus Kristus er, der er det ikke mere hans egen Smule Menneskeaand, som lader ham forstaa det, men der er det Guds egen hellige Aand, som har "vidnet med hans Aand". Det er Helligaandens Under, at han gør Jesus Kristus nærværende, at han stiller ham og hans Sandhed i Midten, som den Sandhed der altid bliver sand paany, den Sandhed, der gælder dig og mig, gælder alle Tider og Slægter. Himmelriget er kommet nær! Vi, de fremmede, vi, der kommer fra det fjærne, vi maa være Guds Husfæller. Hvem skulde da ikke glæde sig! Hvem vilde da ikke tilbede!

Himmelriget er kommet nær. Men hvor er det da muligt, at vi endnu sporer saa lidt deraf og véd saa lidt derom? Hvor kan det være, at dette Budskab, som kunde sprænge Grave og vække Døde, er blevet til en lille almindelig Sidebemærkning iblandt os? Maa jeg prøve at give et Svar: Vort Liv er som en Vandring langs en Mur - men denne Mur er stadig gennembrudt af skjulte Døre, der fører ind i Himmelriget. Vi er ikke langt fra Guds Rige. Intet Punkt i den hele Kreds uden Forhold til det nye Midtpunkt. Intet Øjeblik i Tiden uden Evighedens Ovenlys. Intet dødeligt, som ikke kunde iføres Udødelighed. Og naar vort Liv alligevel viser tomme og døde Strækninger, naar vi virkelig i det store og hele kun staar overfor Mur og ingen Dør, naar vi kun tøve og tvivle og aander Forraadnelse, saa skulde det egentlig ikke være saadan, og vi har god Grund til at undre os over, at det alligevel er saadan. Aa, kunde dog denne Forundring over den Gudsfjærnhed, i hvilken vi lever, kunde den dog blive ganske anderledes stor iblandt os! Hvorfor vil vi dog længere blive ved at sukke over vor Stilling, over de onde Mennesker og den mørke Verden, naar vi ingen Steder ser de Døre, som fører fra Døden ind til Livet. Over vor egen Blindhed og Daarskab maa vi sukke, over vor Miskendelse af vor Stilling, over at vi ingen Øren har at høre med og ingen Øjne at se med, og ingen Mund til at forkynde Guds store Gerninger, som dog kunde høres, ses og forkyndes i enhver Situation, paa ethvert Sted, til enhver Tid. Saa støder vi da, naar vi staar Ansigt til Ansigt med Pinsebudskabet, paa den store Skyld og det store Ansvar, som hviler paa os. Vi tænker paa Jesu Ord: Den, som ikke er for mig, er imod mig. Den hellige Aand er som bag en Mur - og nu er det saaledes, at enten lægger vi stadig nye Sten paa denne Mur, eller vi bærer Sten bort fra den. Enten gør vi Muren sværere, eller vi bryder ned paa den. Det er, hvad vi gør, i hvert Øjebliks Handlen. Enten gaar vi hen imod Pinse, hen imod det Ord, som Gud vil tale ind i hver enkelt Situation - eller vi gaar bort fra Pinse. Enten tilbeder vi Døden, eller vi tilbeder Kærlighedens Magt. Hvert Øjeblik af vort Liv, hvor det er mørkt og tomt og koldt, vidner om den Modstand, vi gør imod Gud; og hvert Øjeblik, hvor noget løsner sig i os, hvor vi bliver urolige, hvor vi spørger og sukker og strækker vore Hænder frem, betyder et Skridt hen imod det Sted, hvor man helt bliver seende, hvor Taarerne aftørres, hvor Suk og Skrig og Pine hører op. Aa, vidste vi dog rigtig, hvad vor Tilværelse drejer sig om! Om vi virkelig vilde tage vort Liv alvorligt, om vi dog kunde løse os ud af Forgængelighedens Tjeneste og lade os tage til Fange i Uforgængelighedens Tjeneste. Hvad skal vi gøre? Sætte dette i Bevægelse hos os, kæmpe for det, Dag for Dag, Time for Time.

Vi lader os hilde i en Daarskab. Vi siger Ja til det Lave. Vi aabner Dørene for Hadet, eller for en anden Lidenskab. Og hvad vil det da sige, naar det staar saadan til, at gøre et Skridt hen imod Pinse? Ja, det vil ikke sige at dekretere, at Vrangfærden og Daarskaben og Synden simpelt hen skal høre op. Det staar ikke i vor Magt. Dertil er vi alt for fangne i det forgængelige. Men det vil sige, at vi maa kende os skyldige, og at vi lider under at være det, og at vi ikke længer tager os vor farlige Stilling let. Faktisk tager vi os den let, atter og atter. Det gaar saa glat med at komme over det. Maaske med et Par gode Forsætter. Vi er saa hurtig ovenpaa - for saa først ret for Alvor at glide ned i Dybet. Er det da ikke til at forfærdes over - sukke, bede, søge, banke paa? Det kunde jo være, at vi i dette Øjeblik stod foran den Dør, gennem hvilken Livets Fyrste vil træde os imøde. Det er ikke andet, der kræves, end at vi helt skal stille os under Dommen, erkende, at vi er, at vi faktisk lever i det fremmede - for saa at faa Sind og Tanke for Hjemmet. Det, der skal til, for at det virkelig skal blive Pinse, det er kun dette: Beden og Bønfalden fra dem, der ikke længer kan holde det ud i den store Aandsforladthed og Aandsfjærnhed.

Eller vi sukker maaske over Tilstanden. Vi vilde saa gerne ud af de sørgelige Tider. Ja, men vil vi ogsaa virkelig ind i Guds nye Tid? Ak nej - vi vil simpelt hen bare gerne tilbage til den saakaldte "Fredens Tid", i hvilken man uforstyrret kan tjene og nyde. Men hvordan skulde Guds Aand kunne tale til vor Tid om Herrens Tid, der skal bryde frem, saalænge vi endnu er meget langt fra at forvente den? Dér er den Hindring, som maa falde, om noget virkeligt nyt og andet skal bryde frem iblandt os. Først da bliver det Pinse, naar vi saa dybt mærker Elendigheden i vor Tilstand, at vi nu kun kan vende vort Blik til Gud om Hjælp. Men saa bliver det ogsaa Pinse.

Stadig er vi alt for hurtigt sikre, for hurtigt trøstede, for hurtigt beroligede. Vi forsøger paa enhver Maade at gøre det smaat og let, som trykker og plager os - vor Synd, vor Nød, den Død, som venter os. Men det er ikke smaat og let. Det er tungt og stort. I hvert enkelt Tilfælde er det saa stort og tungt, at intet hjælper uden det ene, at vort Liv faar dette nye Midtpunkt, Jesus Kristus. Naar det bliver os klart, at ikke blot for Hedningerne i de fjærne Lande, men ogsaa for os, ja, netop for os i den gamle Kristenhed, er kun den Hjælp stor nok, som hedder Jesus Kristus - saa staar vi igen foran Pinse. Thi det er Jesu Maade: han kommer, naar vore Hjærter er bedrøvede. Naar vi ikke længer véd noget Svar, først da kan den hellige Aand give os sit Svar. Hvordan skulde han vel kunne svare os, saa længe vi selv endnu er rigelig forsynede med alle Slags Svar? Intet staar i den Grad Gud i Vejen, som det vi allerede af os selv mener at vide af godt og fromt og klogt. Men naar vi ikke mere véd noget, naar vi forlængst har "tabt Vejret", da er der heller ikke længer noget, som staar ham i Vejen. Da kan han komme med Kraft. Selv vore største Synder, selv Tidens hele Nød og Vrangfærd er da kun Smaating for ham. Blot vi er rede til at høre ham. Jo dybere nede vi er, des større Glæde er det for Jesus at hjælpe. Jo større Syndere, vi er, des rigere tilgiver han. Han kalder til sig dem, der er besværede og betyngede, og han udgyder sin Aand over dem, som ingen Udvej véd. Han giver de trætte Styrke og slukker ikke den ulmende Tande.

Det er, hvad Pinsen forkynder. Den forkynder Guds Dags Frembrud. Vi staar dybt inde i Menneskehistoriens Nat. Vel har vi alleslags Lys, som oplyser os Vejen et Par Skridt frem; men at gøre Natten til Dag, det mægter de ikke. Ja, de hindrer os maaske netop i at se den gryende Dag. Men, der er jo sørget for, at vi maa erkende Utilstrækkeligheden af alle menneskelige Lys og Aander. De Tider, vi gennemleve, er tunge nok. Men maaske skal vi endnu lære at takke Gud netop for de svære Tider, fordi de maatte tjene til at aabne vore Øjne for, hvem der er Livets Midtpunkt, og at han, der er Midtpunktet, ogsaa til enhver Tid vil og kan træde frem som Midtpunktet.

Kom, Skaberaand, drag hos os ind!

Oversat af Gustav Brøndsted
fra bogen: Komm, Schöpfer Geist.