Af Chr. Lindskrog. Tidehverv, 1930, s.109-111. Math. 14,22-33.

Math. 14,22-33.

Apostlen Peter sagde: "Herre, dersom det er dig, da byd mig at komme til dig paa vandet." Men han sagde: Kom! Og Peter traadte ned fra skibet og vandrede paa vandet for at komme til Jesus. - Da Peter tog dette skridt fra skibet ned paa vandet, da betraadte han det, som i salmen kaldes "vor herres vej", eller vi kan kalde det for troens vej, det er det samme. Det er jo ikke godt for os at sige, hvorfor han tog dette usædvanlige skridt; for et usædvanligt skridt var det jo, og et usædvanligt og mærkeligt skridt er det altid, naar et menneske betræder troens vej. Maaske var han saa grebet af angst og tvivl, at han fremfor alt maatte have vished for, hvad dette her fænomen betød, og have afgjort, hvad der skulde blive af ham; maaske var han saadan sindet i det øjeblik, at han var saa at sige rede til at tro selv dette, at det var Jesus, der kom, saa at han blot ligesom ønskede en opfordring til at tro, for straks at være rede dertil. I hvert fald kan vi sætte os ind i, at han tog ikke dette skridt, hvis han ikke paa en eller anden maade var blevet tvunget til at tage det; og det gælder vist i det hele taget som det almindelige, at vi kun betræder troens vej, naar vi bliver tvunget dertil, ogsaa naar denne vej ikke i det ydre er saa mærkelig og risikabel, se m den vej, han betraadte.

Grunden til, at vi holder os borte fra troens vej, er ganske indlysende for den, der tænker en lille smule over det, eller for den, der bliver stillet over for det; vi har jo dog alle vort liv kært, deri kan det hele samles, og troens vej er en risikabel vej at gaa paa - derfor holder vi os helst fra den.

Troens vej, det er vor herres vej; men det vil sige: det er ikke vor egen vej. Præsten kender vejen til kirken, manden kender vejen til sit arbejde, konen kender vejen til købmanden, - men vor herres vej, hvem kender den, hvor fører den hen. Det er der ingen, der véd. Hvorfor forlade den vej, vi véd fører til de maal, vi har sat os, og til det, vi ønsker at opnaa? Vi har jo allesammen vore tanker om, hvordan livet skulde blive for os, og hvad det hele skal føre til. Vi skal da for det første have saa meget, at vi i hvert fald har et nogenlunde ordentligt udkomme, saa vi kan forsørge baade os selv og dem, vi nu engang skal sørge for; det er ganske vist alt for knapt for manges vedkommende, men vi synes, andre har meget mere, end de behøver, og nogle har meget mere, end de fortjener at have. Det var godt og ønskeligt, om det blev ændret, saa vi alle blev mere lige i saa henseende; og der maa vi gaa den vej, der bedst fører til Maalet, og den hedder sandelig ikke troens vej; her hjælper troen ikke noget, her hjælper i vore dage bedst fagforeninger og politik, og saa gaar vi altsaa den vej. Det er nu vores vej! - Og saa skal vi gerne have det, vi plejer at kalde lykke: et lykkeligt hjem, hvor vi i reglen kommer godt ud af det med hinanden, hvor vi kan se vore slægtninge og venner og have en morskab og underholdning, som vi alle synes om. Her har troen heller intet at sige, her er det bedste radioen; og derfor bruger vi den - den er vejen til vore maal og ønsker. Og hvis forholdene i hjemmet er saadan, at det kniber med den gode forstaaelse, selv om der ikke er noget værre i vejen, ja saa er der atter en udvej af dette, og det er ikke troens vej - hvis den gør noget, saa skiller den os fra det, vi her ønsker - nej, vejen hedder skilsmisse, og saa gaar vi altsaa den vej, saa er det vores vej. - Saa kan jo ogsaa den tid komme, da livet bringer os skuffelser, og da vi bliver trætte af livet, som ikke rigtig har noget godt til os, eller det gaar saadan, at vore ønsker gaar ikke i opfyldelse - saa er der endda en vej tilbage; og det atter ikke troens, vor herres vej, men det er - ja man kan kalde den vore længslers og drømmes vej, eller man kan kalde den religionens vej; ad den vej er vi visse paa, i hvert fald i livet efter dette, at faa alt det her savnede og uopnaaede, og vi synes ogsaa, at det er saa rimeligt, at tilværelsen er saadan indrettet, at vi faar alt det manglende i anden omgang. Det er vores vej, den fører til vore maal, og den gaar mange ad - ikke alle, men mange. - Saadan har vi vore veje, mange flere end disse, og meget forskellige eftersom, hvad de skal føre til: til ære, magt, at blive et godt menneske, at sprede oplysning, at føle sig bedre end andre o. s. v. - mange veje, allesammen vore egne veje til vore egne maal, og vi prøver at vandre ad dem.

Men troens vej, det er ikke en af vore veje, det er vor herres vej, den fører ikke til vore maal, men til Guds maal. Paa den vej hedder det: forlad alle dine egne veje, søg du først Guds rige og Guds retfærdighed, og alt det andet skal gives dig i tilgift, alt det andet, som er dit eget, men som der ikke spørges om paa troens vej, for dér spørges der kun om Gud og hans rige.

Gud, Gud, Guds ære, Guds rige, Gud alt i alle, til dette gaar vor herres vej, troens vej. Og naar det bliver sagt, saa er der straks et stort kor: det kan ikke være rigtigt, for hvad skal der saa blive af os? Vi skal da ogsaa have plads, vi har da ogsaa nogen ret og vore berettigede krav at stille; hvad skal vi ellers med Gud? Nej, det er rigtigt, hvad skal vi i det hele taget med Gud? Det spørgsmaal er i høj grad paa sin plads for alle os, der har ret og krav og ønsker og værdier, der skal bevares og opfyldes, og hvis hele liv gaar ud paa at bevare og opfylde alt det, hvad skal vi saa med Gud? Det spørgsmaal, det bliver slet ikke besvaret paa troens vej; den fører lige til det sidste i den samme retning, lige til det sted, hvor vi ser: Og over porten til gudsstaden - med flammeskrift staar paa guldpladen - bekend din tro, fornægt dig selv! Kort og godt: Bekend din tro, fornægt dig selv: Det er den snævre port for sjælen - for det i os, som siger: jeg - hvis ære med den dybe knælen -r indlysende forliges ej. Gennem denne snævre port fører troens vej, fører altid gennem den: fornægt dig selv; ja det er sagen. Vi vil ikke fornægte os selv, vi vil ikke knæle for Gud; ja vi vil nok bøje knæ, men vore hjerter vil vi ikke ydmyge for Gud. Vi kommer oplyste til ham, med vor ret, vore krav, vort evige vel; Guds ære, Guds rige - hvem interesserer sig for det? Men over porten til gudsstaden - med flammeskrift staar paa guldpladen - bekend din tro, fornægt dig selv! Ikke andet, og der kommer aldrig til at staa andet og mere end det; det er nok! - Nej, det er ikke saa sært: Troens vej holder vi os helst borte fra; vi holder os til det synlige, til det, vi kender, til de veje, hvor vi har udsigter til at naa noget. Og det er aldrig vanskeligt at finde grunden og undskyldninger nok for, at vi holder os borte - hvis det i det hele taget behøver at undskyldes. Snarere maa vi spørge: Hvordan gaar det dog til, at et eneste menneske slaar ind paa troens vej? Ja, Gud véd det! Ganske bogstaveligt: Gud véd det, han som alene faar et menneske til at gøre det. Stod det til mig, saa gik jeg der ikke!

Fornægte sig selv, det er umuligt for os. Men om det nu blev saadan, at Gud fornægtede os, at Gud nægtede os vor ret, vore krav, vor naturlige og velbegrundede længsel, at Gud fratog os, hvad vi havde? Det er det, der i kollekten blev kaldt kors og stormfulde tider. Ved det fører Gud os ind paa troens vej. Om der er nogle, der er kommet derind paa anden maade, eller rettere er der paa anden maade, det skal jeg ikke kunne sige; det er muligt; men i dag var det altsaa meningen, at vi skulde tale om kors og stormfulde tider. Og om det altid er Gud, der lægger det paa os, eller om det ikke snarere mange gange er Guds og hans riges fjender: død og djævel, det skal jeg heller ikke kunne sige; det har i denne forbindelse mindre at sige - jeg nævner det kun, fordi vi skal ikke uden videre give Gud skyld for alt, hvad der sker, eller kalde det altsammen for hans vilje - Gud lader det i hvert fald ikke ske uden ogsaa selv at gøre, hvad han vil. - Det sker altsaa, at Gud fornægter os, skjuler sit ansigt for os, synes vi. Saa sker det, som Brorson taler om i en salme: Grib hjertet an og lad det ej - i verden nogen hvile - før vi ile - til dig paa troens vej - for korsets jammerpile. Ja, det finder vi jo ikke paa at sige - det skulde da være, naar vi ikke havde noget som helst andet at sige end det, naar vi altsaa var tvunget dertil. Og noget i den retning er det, der sker, naar Gud gør det, vi ikke selv vil: fornægte os.

Det kan Gud gøre, naar vi mister, hvad vi ejer. Naar du har sat mange støtter op omkring dit livs bygning, og den synes at staa trygt og godt, saa bryder døden ind, og alt er forvandlet; hele" bygningen falder sammen, for alle støtterne er taget bort; hele synet paa tilværelsen, paa livet er forandret, din holdning er knækket, din vej er spærret, og du ser ingen anden vej. Det er den stilling, hjælpeløs og uden mindste evne til noget, som Paulus taler om, naar han siger, at vi véd end ikke, hvad vi skal bede om, som det sig bør - end ikke saa meget kan vi. - Gud alene véd, hvad han her har gjort, at det er troens vej, han aabner for dig og fører dig ind paa - ikke til en tro, som du har og kender og kan stole paa, men en tro, som Gud giver, en tro, som ikke du, men Gud selv har til Gud; derfor hedder det: men aanden selv kommer vor skrøbelighed til hjælp og gaar i forbøn for os med uudsigelige sukke. Ja, skrøbeligheden og nøden mærker vi, og sukket hører vi maaske komme frem fra vore læber; men det er Guds barmhjertighed, at han lader sin aand forene sig med dette og kalder det tro, gør det til tro, gør det til sin vej, skønt vi ikke har andet end magtesløshed og suk: det er i sandhed vor herres vej alene, hans vej, der kalder det, der ikke er, som om det var.

Eller det hænder for dig, at Gud tager al mod og tillid fra dig; naar din samvittighed vaagner op og forfølger dig, saadan at du ingen steder kan være i ro for den, og ingen steder kan skjule dit ansigt for den, og allermindst kan benægte dens tale; for den er jo sand. Hvad skal du svare, naar Gud i sit ord begynder at tale om din synd? Hvad vil du svare, som er rent? Og om du vil kalde det for rent, saa kalder han det for urent; hvor du finder kærlighed, dér finder han egenkærlighed; hvor du finder fromhed, dér finder han hovmod og sikkerhed, og naar du saa bliver bange og siger: ja, det maa blive anderledes, jeg vil leve saadan, at jeg kan blive frelst, saa svarer Gud: den som vil frelse sit liv, han skal miste det! Hvordan vil du flygte fra Guds vrede og dom? - Nu ja, saadan taler vor samvittighed jo meget sjældent? Hvorfor saa sjældent? Mon fordi vi er er bedre og sandere i almindelighed? Nej, men fordi vi er sløve eller blinde eller forstokkede eller selvglade, saa at vi kan tilgive os selv vore synder og glemme dem og leve videre uden Gud. Men faar vi øjnene op for dette, saa er det det allerværste! Saa er der ingen udvej, saa har vi jo ikke andet at vente end Guds dom over det altsammen. Nej, det har du ikke, ikke andet end Guds dom, ikke andet end - Guds frelse. Thi naar du er kommet dertil, at du ikke kan vente andet end Guds dom, saa har Gud spærret alle veje for dig, alle dine egne veje, og aabnet for dig vor herres vej, troens vej; for den, der tror, er Guds dom ogsaa Guds frelse, ikke det, som vor egenkærlighed kalder for frelse, men Guds riges frelse, som tilintetgør os i al vor synd og gør os ny, ny fra top til taa.

Saadan er det paa troens vej; for dér er vor herre selv, han, der blev hengiven for vore overtrædelsers skyld og oprejst for vor retfærdiggørelses skyld. Han er vor dom, han der døde, han til hvis død for vore synders skyld vi ogsaa er blevet døbt, for at vi skulde være paa den vej, hvor "altid maa det gamle dødes - før i dets sted det ny kan fødes - som frelseren af grav opstod". Og han er vor tro; vi selv har ingen tro; men vi møder vor herre Jesus paa vejen, som Guds tilgivelse, som Gud selv paa vor egen dødens vej; hvor vi staar i nød og afmagt og synd, dér krydser han vor vej og kalder os med Guds egen røst til at følge sig -til død og til opstandelse, til dom og til frelse. Vi selv har kun nød og synd - og saa har vi vor herre Jesus, som Gud har sendt os; og saa, med ham, er vor vej troens vej, vejen til Guds rige og hans retfærdighed.