Davids herre

Af Christian Langballe. Tidehverv, 2003, s.211-212. Matt.22,34-46.

18. søndag efter trinitatis - Tekst: Matt. 22, 34-46.

Det er blevet meget normalt at anse kristendommen og den kristne religion som en politisk sag, der kan forhandles om. I Danmark konfronteres vi i stadig stigende grad med andre religioner. Navnlig islam gør sig mere og mere bemærket i det offentlige liv, og det på en mere og mere aggressiv måde. Her er det så, spørgsmålet rejser sig: Hvordan skal vi forholde os til det? Hvordan skal vi i folkekirken forholde os til f.eks. islam?

Svaret har næsten samlet lydt, at det skal vi gennem grænseløs tolerance og vidtfavnende dialog. Derer simpelthen ingen grænser for, hvor tolerante og vidtfavnende vi skal være. Bare vi bliver enige - bare vi bruger nogle bløde og runde formuleringer, som alle kan blive enige om, så går det nok. Når blot andre kan se, hvor søde og rare v, er, så skal verden nok med tiden blive et fredfyldt og harmonisk sted at være. Forbilledet er konsensusdemokratiet, hvor kernen er kompromiset og dialogen. Vi skal begynde der, hvor vi er enige. ja vi skal faktisk ikke tale om andet end, hvor enige vi er med alt og alle, og så i øvrigt glemme alt det, der kunne give anledning til strid.

Sådan står man i folkekirken i kø for at vise, hvor grænseløs viljen til dialog og forståelse er. Denne grænseløse forståelse og tolerance begrunder man så ud fra næstekærlighedsbudet, Budet om kærlighed til næsten er blevet en blankocheck, som giver kirkefolket lov til at forhandle og indgå forlig med andre religioner. Og måden at forhandle på er på forhånd at sige: Vi tolererer alt - vi accepterer alt. Det er så op til andre at sætte dagsordenen og spillereglerne for den videre samtale. Sådan møder man de andre religioner i dagens Danmark. Nu er kristendommen ikke noget forhandlingsoplæg eller et partsindlæg i en debat, og folkekirken er ikke nogen diskussionsklub.

Vi hører i dag Jesus fortælle om de to største bud i loven. Kærligheden til Gud og kærligheden til næsten. Bagefter spørges der så om, hvem Kristus er. Er han Davids herre eller Davids søn? Det kan virke som en kryptisk og usammenhængende diskussion, der fortoner sig i meningsløshedens tåger, men faktisk er Jesu ord så aktuelle som aldrig før. Jesus taler om Kristus, d. v. s. han taler om sig selv. Spørgsmålet går på, om han er en politisk magtfyrste, som Kong David var det. Er Jesus det, så er han Davids søn, så er han Kong Davids arvtager. Var Jesus denne nye magtfyrste, ville hans magt og herredømme være at sammenligne med kongens, fyrstens eller politikerens magt og herredømme. Sagt anderledes ville Jesu budskab være af ren politisk art.

Kristendom og politik ville være een og samme ting, men her sættes der skel! Jesus er ikke Davids søn, men han er Davids herre. Hvad betyder så det? Det betyder, at det er den almægtige Gud selv, der møder os i mennesket Jesus af Nazareth. Igennem ham stifter Gud sit kongerige, hvor undersåtterne er syndere, toldere, syge, blinde og lamme - kort sagt fortvivlede mennesker, der ikke kan hjælpe sig selv. Det er dem, som Guds rige forkyndes for, og det er til dem, budskabet om syndernes forladelse lyder. Det er det samme budskab, der lyder til os. Vi får at vide, at vi selv er syndere og toldere, og at vi alle har brug for Guds nåde og tilgivelse. Sådan lyder evangeliet som Guds tale til os gennem Jesus Kristus. Her lader han sit budskab lyde til håb og trøst for fortvivlede og hjælpeløse mennesker. Det kan vi så tage imod i taknemlighed, men vi kan ikke handle med det, og vi kan ikke indgå forlig. Det er og bliver Guds tale til os, som vi alene kan tage imod med taknemlighed og glæde. Vi er altså sat til at høre budskabet, men ikke til at forhandle med det. Kristendom er ikke samtale, men det er tiltale. Det samme gælder budene om kærlighed til Gud og næsten. Vi kan kun høre dem som Guds egen tale til os. Det er hans krav og fordring, der lyder til hver enkelt af os, men budene er ikke politik, som vi kan bruge i en forhandlingssituation. Budene skal i stedet gøre os opmærksomme på, at vi hverken elsker Gud eller næsten, som vi skulle. Vi vises i stedet hen til evangeliet og får at vide, at her møder Gud os med sin tilgivelse og nåde.

Vi får så samtidig at vide, at det rige, som Jesus forkynder, står over enhver form for politik, ideologi og magttænkning, men på en underlig og for os uvant måde. For vi får at vide, at Guds rige overhovedet ikke er af denne verden. Det kan overhovedet ikke sammenlignes med de styreformer, som vi kender til. For evangeliet er ikke nogen politisk styreform. Det er vel at mærke kristendommen selv, der sætter skel mellem det rige, som Jesus forkynder, og Kong Davids rige. Der er simpelthen forskel på kristendom og politik, og det er evangeliet selv, der sætter skellet. Evangeliet forkyndes som ånd og sandhed, mens politik har at gøre med de verdslige ting. Selv om Gud står over alt, så er det alligevel i evangeliet, at han vil kendes. Vi kender kun Gud gennem mennesket Jesus af Nazareth, for her er det eneste sted, hvor han fuldt ud giver sig til kende. Jesus giver afkald på at udøve sit herredømme gennem politisk magt og lovgivning, fordi hans herredømme netop er af en anden verden.

På den måde får vi at vide, at evangelium ikke er politik, og at politik ikke er nogen religiøs størrelse. Kun der, hvor evangeliet har lydt, kan det forstås fuldt ud. Sådan sender evangeliet os ikke ud i verden som forhandlere, men det sender os af sted med syndernes forladelse og tilsagnet om Guds nåde og barmhjertighed i Jesus Kristus. Sådan og kun sådan udøver Gud sit herredømme i evangeliet. Det er netop det budskab, som kirken skal forkynde også i mødet med andre religioner - og da særligt i mødet med islam, hvor både Kristus fornægtes og religion og politik flyder fuldstændig sammen. Her er der ingen forskel på Guds lov og kongens lov, eller på, hvad der hører kejseren til, og hvad der hører Gud til. Her gøres Allahs lov simpelthen til en politisk styreform. Heroverfor skal folkekirken gøre opmærksom på forskellen mellem det, der hører kejseren til, og det, der hører Gud til, på David og på Jesus, på evangelium og politik. Politik er ingen frelsessag, og kristendommen er ingen politisk ideologi. Dette skel kan alene sættes ved at forkynde evangeliet.

Amen.