Bliver udvalgte!

Af Christoph Blumhardt. Tidehverv, 1926, s.22-24. Luk.18,1-8.

Luk. 18, 1-8.

Men han talte en Lignelse til dem om, at de altid skulde bede og ikke blive trætte, og sagde: "Der var i en By en Dommer, som ikke frygtede Gud og ikke undsaa sig for noget Menneske. Og der var en Enke i den By, og hun kom til ham og sagde: "Skaf mig Ret over min Modpart!" Og længe vilde han ikke. Men derefter sagde han ved sig selv: "Om jeg end ikke frygter Gud, ej heller undser mig for noget Menneske, saa vil jeg dog, fordi denne Enke volder mig Besvær, skaffe hende Ret, for at hun ikke uophørligt skal komme og plage mig." Men Herren sagde: "Hører, hvad den uretfærdige Dommer siger! Skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte Ret, de, som raaber til ham Dag og Nat? Og er han ikke langmodig, naar det gælder dem? Jeg siger eder, han skal skaffe dem Ret i Hast. Men mon Menneskesønnen, naar han kommer, vil finde Troen paa Jorden?"

At bede, men hvorledes? Det vil Frelseren lære os her. Bede, som det skal forstaas her, kan i Virkeligheden kun de udvalgte. Elendigheden paa Jorden, Bekymringerne for dette Liv, den rent legemlige Nød, Elendigheden i Familielivet og i hele Folket, det sociale Tryk, der hviler over os, alt det tvinger ganske vist mange Bønner ud af Menneskers Hjerter, og Gud er god og kærlig og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Han hører mange Menneskers Bøn efter Lovene for den Pagt, der hersker nu og allerede blev grundet paa Jorden med Noa, da Gud sagde: "Jeg vil aldrig mere udrydde Menneskeslægten, og til Tegn derpaa sætter jeg min Bue i Skyen; saalænge Jorden er til, skal Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre." Det angaar ikke alene Menneskeslægten i al Almindelighed, men der kan ogsaa pludselig komme Hjælp til et enkelt Menneske, som tilsyneladende er ved at gaa helt til Grunde, ud fra denne Forjættelse, som alle Mennesker har Ret til. - Der er naturligvis ogsaa en vis Forskel her; alt efter som et Menneske er, sidder han inde med magnetisk Kraft, og med den tiltrækker han Guds Godhed; derfor er det blevet til et Ordsprog, at en retfærdig Mand faar noget godt her i Verden. Hvis man har det rette i Hjertet, tiltrækker man det rette; men saa bliver Verden naturligvis ved at være, som den er; den har nu staaet i Tusinder af Aar, og den bliver altid ved at være den samme.

Men Frelseren - og allerede Guds Tjenere i den gamle Pagt - vil noget ganske andet, han vil give Verden en radikal Kur, og det er der ogsaa Mennesker, der beder om, og dem kalder Frelseren: udvalgte. Det er ikke alle Mennesker, der forstaar at bede paa denne Maade; Gud er for de andre overalt; de siger: "Gud er almægtig, allestedsnærværende, hvad Gud gør, er vel gjort, det kommer just altsammen i al Almindelighed fra Gud. Men de udvalgte er ganske anderledes; de siger: "Nej, Gud er ikke allestedsnærværende, han er det ganske vist i en vis Forstand, men han er det ikke uden videre, d. v. s. Gud er til Tider til Stede, og til andre Tider er han borte; i Dag har jeg ham, i Morgen har jeg ham maaske ikke." Saadan er de udvalgte, de gør en Forskel, de nøjes ikke med de af Guds gode Gaver, som endnu er tilbage fra Skabelsen, men de føler sig som en Enke; de kender vel en Gud, men de kan næsten ikke komme til ham. De er Enke paa 3 Maader:

1. De har mistet deres Mand,
2. Som Følge deraf er deres Sag blevet beslaglagt af andre Magter,
3. De kan ikke komme til deres Gud, til deres Dommer, han hører dem ikke.

Det tænker de udvalgte paa, og de overvejer: hvad er der at gøre? I mærker nok, at det er en egen Sag med de udvalgte, og at der ikke er mange af dem. For det første er der nogle faa Mennesker, som siger: "Frelseren er taget fra mig, min Mand." For det andet er der nogle faa, som siger: "Min Kraft er taget fra mig, min Evne til at udrette noget, den Helligaand," og for det tredie er der nogle faa, som siger: "Den allerstørste Ulykke er, at jeg ikke kan komme til Gud, Dommeren, og her staar jeg sølle Skrog."

- Ja, kære Venner, hvis man vilde se paa de forskellige Kirkeafdelinger i vore Dage, saa kunde man næppe sige om een eneste af dem, at den var udvalgt. De siger netop alle: "Vi har naturligvis Frelseren! Enke?" - det falder dem ikke ind i Drømme! - "det gælder ikke os!" Hvis man saa vilde sige til dem, at de mangler Guds Aand, vilde de svare: "Hvad siger du? jeg skulde mangle Guds Aand?" - Og hvis man saa til sidst sagde: "Du kan jo ikke engang komme til Gud," saa farer de op og siger: "Aa, du er en Hedning! Vi kan alt, ethvert Menneske kan bede." Saadan søger alle netop at gøre sig store i det, som de ikke har, og dermed er naturligvis den Stilling, der kendetegner os som udvalgte, og følgelig ogsaa den rette Maade at bede paa, gjort i høj Grad tvivlsom.

Hvad er det da for Bønner, som man saadan i Almindelighed har paa Hjerte? For det første beder man Mennesker: "Kom, lad os flokkes om Frelseren!" For det andet beder man Mennesker: "Kom. vi vil studere Bibelen, vi vil lære den at kende, det er Aand, og saa kan vi opvække nye Menigheder." Og for det tredie beder man saa endelig Mennesker: "Kom, vi vil optræde i Guds Navn og sige andre vor Mening." Saaledes er de Bønner, man har, egentlig udelukkende Bønner til Mennesker: "I Mennesker, samler eder om Frelseren! I Mennesker, lad eder undervise og forny i Aanden! Tag eder sammen, saa har I Aand! I Mennesker, lad os gøre store Gerninger sammen med Gud!" - Det beder man om, mens Frelseren mangler, mens Aanden ikke er med, mens Dommeren er borte og ikke vil vide af en, og saa er det da netop ikke en saadan Bøn, som de udvalgte beder. De udvalgte, de beder ikke om saa mange forskellige Ting, de har helt andre Forudsætninger. De var allerede i gammel Tid Enker, og de er ogsaa Enker i den nye Tid. De har vel Frelseren, men de har ham dog ikke, ganske ligesom Frelseren siger om sig selv, at han er i Verden, og dog taler om sit Komme. Betænk dog, at Frelseren ligesom ikke lægger Vægt paa, at han selv er her, før end han kommer igen. Han er her ganske vist, og dog lægger han ikke Vægt paa det, før end han kommer igen. Og Apostlene gør lige saadan; der er ingen af Apostlene, der mener, at Frelseren er her, skønt han er her; alle skriger de sig halvt ihjel ved at raabe: "Aa, kom, Herre!" De gaar til sidst ind i Mørket med dette Skrig, ingen bekymrer sig for dem, vi ved ikke, hvor de er kommet hen. Men nu! Ja, det er godt, at de er borte, disse Skrighalse! Nu kan vi bære os ad, som vi vil! Nu laver man Kirker til højre og venstre og indretter sig saa godt som muligt og siger: "Vi har det jo, vi har det altsammen!" I Øst og Vest og Syd og Nord, overalt siger de: "Vi har det jo," og rundt om i Verden jubler de op om deres Kristendom og glemmer: den rette Bøn.

Saadan er det "at blive træt" - hvis I vil forstaa det; at lægge Tingene til Rette, som om alt var i Orden, mens det i Virkeligheden ikke er rigtigt, at lade det gaa tilbage og tabe sin Sag og dog bilde sig ind, at det er i Orden, at man dog har det. Hvorfor er vi dog ogsaa kommet ind i et saadant Frasemageri? Er det da nødvendigt at sige, at Frelseren er her, naar han ikke er her? Er det da nødvendigt at sige, at Guds Aand hersker over mig, naar det ikke er sandt? Er det da nødvendigt at sige, at Gud er Dommer paa Jorden, naar han ikke er det? Er det da en Fornærmelse mod Gud, naar vi endelig erkender, at det ikke staar til, som vi bilder os ind? Aa, om vi dog vilde give Agt paa det!

Men lad det nu være, som det være vil, jeg vil heller ikke tale for meget, jeg kan jo heller ikke gøre Folk til udvalgte, det er Guds Sag. Men hvis der er et Menneske, som pludselig kommer til at tænke paa, eller som maaske længe har haft den Tanke i sit Hjerte: "Ja, hvordan staar det dog egentlig til?" saa vil jeg ganske sagte sige til ham: "Vær ved godt Mod, du sukkende Menneskebarn, maaske er du en udvalgt! Hvis du mærker, at Frelseren er saa langt borte, hvis du mærker, at Guds Aand ikke hersker over dig, hvis du mærker, at Gud ikke er Dommer i dig og rundt om dig, saa hører du maaske til de udvalgte! Gaa blot videre i din Fattigdom, suk blot og hold ikke op; det vredes man ikke over i Himmelen!"

Her er der skildret en Dommer, der hverken spørger om Gud eller Mennesker; dermed vil Frelseren sige: I Grunden vil Gud intet have med os at gøre, lige saa lidt som Dommeren med en fattig Enke; den gode Gud er led og ked af os; han har aldeles ikke Lyst til at tænke mere paa os, han vilde gerne sige: "Gaa eders Vej! Jeg er i en anden Verden end I! I skal da ogsaa altid ødelægge det hele for mig!" Saa langt borte er han." Nu lader saa alle Folk Sagen gaa sin Gang; om den gode Gud er vred eller ej, er ganske ligegyldigt, naar de bare har deres Læresætninger, som de kan klare sig med udadtil; saa kan de hjælpe sig selv, og hvorfor skulde de saa have Brug for den gode Gud? Men nogle er der, som ikke kan lade staa til; nogle tænker over Tingene, og saa bliver de Enker; saa ydmyger de sig og siger: "Ja, vi har Skyld! Det er intet Under, at den gode Gud trækker sig saadan tilbage fra os og til sidst siger: "Det hjælper slet ikke alt, hvad jeg sætter i Gang paa Jorden! Jeg satte ind med Noa, men hvad nyttede det? Jeg satte ind med Abraham, Isak og Jakob, men hvad nyttede det? Jeg satte ind med Moses, men hvad hjalp det? Jeg satte paa ny ind med David, men hvad nyttede det? Jeg satte saa omsider paa en helt ny Maade ind med Frelseren, men hvad nyttede det? Jeg har saa fortsat med Apostlene, men hvad har det nyttet? Jeg har i de følgende Tider haft mange forskellige Mænd, som har givet Sandheden Æren, men hvad har det nyttet? I det store og hele bliver alt, som det er: Synd, Nød og Død bliver de samme i Verden." Saa kan vel den gode Gud blive træt af det, saa kan det vel blive Alvor, at de udvalgte siger: "Nu er alt tabt, hvad skal det ende med?"

Da vil Frelseren sige: "Gud være lovet, at der endnu findes saadanne udvalgte! I maa ikke fortvivle, saa længe I er udvalgte; gaa blot videre i al Stilfærdighed og i ydmyg Tro; Gud har Langmodighed, fordi I mærker, at i denne Verden trænger man i Sandhed til Gud, ikke blot i Ord, trænger man i Sandhed til vor Herre Jesus, ikke blot til et kristeligt Klædebon, trænger man i Sandhed til Aand, ikke blot til, at din kristelige Aand foruroliges. Man trænger til Sanddruhed i de Ting, som hører Gud til, og ikke til Illusion. Den, der føler det, hører til de udvalgte, og endelig langt om længe naar de Maalet, selv om det ikke var af nogen anden Grund end den, at denne Sukken efter Sanddruhed og Retfærdighed vilde blive hørt - Jesus kommer.

Det er altsaa Maalet for al Bøn, thi Redningen hænger, som Teksten siger, sammen med Menneskesønnens Komme. Altsaa det, at Frelseren er til, er ikke engang Redningen. Det, at Frelseren er født, er død, opstanden, er ikke engang Redningen. Det er ganske vist ogsaa saadan en Sætning, der virker som et Slag i Ansigtet paa alt, hvad man sædvanligvis lærer os, men netop saadan staar der! Riv Hovedet af mig, fordi jeg siger det, men det staar der netop: Redningen er endnu ikke kommet. De raaber ganske vist ud over Verden: "Jesus frelser mig nu!" men det er et løgnagtigt Udsagn. Det sidste, som Frelsen kommer med, er det, at Frelseren er til, d. v. s., at han kommer igen. Det, der har været hidtil, er kun en Begyndelse, er Grundlaget. Den egentlige Udførelse vil først blive knyttet til det, at Frelseren kommer, d. v. s., at han kommer til Syne, at han bliver aabenbar for Verden, og at Gud kommer til Syne med ham, og de himmelske Ting bliver aabenbare, og saa er vi frelst.

Altsaa kommer denne Tid for de udvalgte. Saa vilde det nu da være godt, om hele Verden til den Tid var kommet til at tro paa Grund af de udvalgtes Raaben. Naar Frelseren siger: "Tror du, at Menneskesønnen, naar han kommer, vil finde Troen paa Jorden?" i Sammenhæng med det Ord: "Han vil høre de udvalgtes Raaben og frelse dem," saa vil han aabenbart dermed sige: "Tror du, at nogle udvalgtes Raaben vil bringe de andre Mennesker til at tro? at naar den Tid, da de raaber, er forbi, at da denne Raaben har vakt saa megen Eftertanke i Verden, at mange af dem er beredt til at modtage Jesus - tror du det?"

Jeg kunde næsten have Lyst til at sige: "Ja, hvis der bare var rigtig mange udvalgte!" - I skaber ingen Tro ved at sige til Folk: "Vær bare ved godt Mod! Frelseren lever, du skal bare tro, saa er alt i Orden!" eller: "Hvad siger du? Helligaanden skulde ikke være her? Kirken kan jo ikke eksistere uden Helligaanden!" eller: "Hvad siger du? Gud skulde ikke sørge for alt paa Jorden? Han skulde ikke være Dommer? Han siger jo: "Alle eders Hovedhaar er talte."" - Ja, bliv bare ved at prædike saadan, saa løber alle Mennesker bort fra eder! De tror det nemlig ikke, fordi det ikke er sandt, simpelthen. - Bliv udvalgte, saa tror de! Suk efter Frelseren, saa siger de: "Aa, Gudskelov, han mærker da ogsaa, at Frelseren ikke er her, han mærker ogsaa, hvor elendig jeg er," og saa tror de. Og naar en prædiker: "Ja, med Helligaanden er det nu en anden Sag, den har vi fordrevet, den har vi saa ofte bedrøvet, vi har levet alt for meget efter Kødet, og det er intet Under, at vi nu saa ofte staar raadvilde og ikke ved, hvad der er Guds Vilje i vort Liv" - saa aander Menneskene op og siger: "Aa, Gudskelov, at han ogsaa mærker ligesom jeg, at Guds Aand er borte; thi hvis han sagde: "Han er her," saa maatte jeg næsten tvivle om, at der er en Guds Aand." Og naar man prædiker: "Ja, der er virkelig ingen Dommer, gode og onde lider samme Skæbne, alle bliver ramt lige haardt, det gaar efter den fælles Skæbne, Gud har trukket sig tilbage med sin særlige Virken, han griber ikke mere ind" - saa siger Folk: "Aa, Gudskelov, at han ogsaa ser og mærker det! Jeg har allerede længe tænkt mig, at der maatte mangle noget, at alt ikke var i Orden, ikke efter Bibelen, Forjættelserne var ikke alle gaaet i Opfyldelse paa os. Gud er ganske vist sanddru, men mod os kan han ikke være det; Frelseren er ganske vist nærværende, men til os kan han ikke komme; Guds Aand er ganske vist kommet, men os kan han ikke give Vidnesbyrd om sig - Gudskelov, at han ogsaa ser det!" Kort sagt, de udvalgte virker Tro; de andre vækker Tvivl, fremkalder Kritik, bringer Modstand, skaber Kamp. De er ikke ydmyge, ikke i Sandhed fattige og ringe, de paaberaaber sig noget, som ikke er, i Stedet for beskedent at sige: "Det har Gud i Sinde, men det er endnu ikke saadan, og derfor sukker vi efter det." De vil have alt forud for at være store i Menneskers Øjne, og saa kommer der Strid og Klammeri og Hævnlyst og Begærlighed. Man siger altid, at Begærligheden, Roden til alt ondt, egentlig kun sætter sig fast i det jordiske. Aa nej, den værste Begærlighed bor i Kirkerne. Hvem er mere begærlig over for andre end disse ene saliggørende Kirker, der har saa høje Tanker om sig selv, saadan som de i Tidens Løb har udviklet sig? Tro ikke, at det er mig let, at lade saadanne Bemærkninger falde, men det tvinges ud af en, hvordan man end betragter denne Lignelse.

Bliv udvalgte, hvis I kan, eller bliv ved at være det, hvis I allerede er det, og kæmp det ikke ud af eders Hjerter, hvis I dybest inde synes, at I er fattige Mennesker, at I er Enker, at vi er jordiske og ikke iført det guddommelige. Tro det og tak Gud, fordi I kan se det, hold ud i Fattigdommen, ikke i Rigdom, lad Gud finde eder sanddru i eders Svaghed, i eders forladte Tilstand, i eders udplyndrede Tilstand, lad det blive aabenbart for Gud, bliv ved at være tro! Gud er sanddru. Frelseren er sanddru, Guds Aand er sanddru! Fattigdommen skal ikke vare evigt, hvis I virkelig er fattige. Men til evig Tid skal eders Fattigdom vare, hvis I ikke vil være virkeligt fattige og gør lutter Skin til eders Rigdom. Gud give, at vi maa forstaa dette, altsaa at vi maa tragte efter Guds Rige!

Amen.