Prædiken ved indvielsen af dansk kirke i Berlin

Af Hans Olav Refshauge. Tidehverv, 1968, s.13-14 (Joh.4,46-53).

21. søndag e. trin. 1967. Johs. 4. 46-53.

Det er en besynderlig historie, men typisk for evangeliet, der i sig selv er en besynderlighed for menneskelig tankegang.

For det første henviser Jesus dogmatisk og korrekt - omend indirekte - til det første bud, idet han på mandens bøn om helbredelse for hans søn svarer: Hvis I ikke får undere og tegn at se, vil I ikke tro!

"Jeg er Herren din Gud, du skal ikke have andre guder ved siden af mig!" Er det ikke tegn og under nok, at alt dette er skabt? Har ikke skaberen ret til at gøre med det skabte, hvad han vil? Kan I ikke længere nære tillid, om han også tager igen, hvad han selv har givet?

Men i anden omgang sejrer alligevel faderens kærlighed over det dogmatiske og principielle i Jesu ord. Kærligheden er stærkere end dogmatikken og principperne.

Og se så for det tredie, hvad embedsmanden går hen og gør! Han går hjem og undersøger nøje, hvad tid det blev bedre med hans søn, og da klokkeslettet passer, kommer han og hele hans husstand til troen!!

Hvilken tro, om man må spørge?
Det kan kun blive en tro på undermanden, naturlægen, der kan gøre så store ting. Og det første bud er overtrådt: Den kgl. embedsmand havde fra nu af en anden gud end ham, der slog hans søn med sygdom.

For det vil intet menneske tro, at Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, er den, der slår os med sygdom, der lader os kaste i fængsel, der står bag ved, at muren blev bygget i Berlin, der lader mennesker lide og sulte og til sidst dø ynkeligt, - og at han har ret, når han gør det.

Det ville intet menneske dengang tro, at Gud ville evindelig lade Israel leve i trældom og fremmedherredømme. Da Kristus kom, ville de se tegn og undere, ville se Davids rige genopstå i større herlighed. De ville se Jesus stige ned af korset, og derved gøre korset, hans og vores, til løgn. De ville afskaffe Gud, som er det forhåndenværendes Gud, afskaffe det og den, der er. At fornægte det, der er forhånden, hvor utiltalende end menneskenes kår måtte være: at fornægte det, der er, som Guds værk og vilje er at fornægte Gud, som først og fremmest er den, der er, som allerede den gamle fortæller i det gamle testamente vidste, da han fortalte om Moses foran den brændende tornebusk. Moses ville vide, hvem det var, der talte til ham: "Hvad skal jeg sige til israelitterne, når de spørger mig, hvem der har sendt mig?" "Du skal svare: "Jeg er" har sendt dig!"

Med andre ord: Livet selv har sendt Moses. Kun fordi Gud er, er Moses og alt det, der i øvrigt er.
Den kgl. embedsmand elskede meget, og man kan sige, at hans kærlighed sejrede; han fik lov til at beholde sin søn. Men på den anden side: Hvad gavner det et menneske om han vinder den hele verden, men må bøde med sin sjæl?

Og det er ganske simpelt ikke sandt, sådan som historien er fortalt, at han og hans hus kom til troen. Det er ikke sandt, at han gik ind under det første bud: Du skal ikke have andre guder! Sandheden er, at han og hans hus plumpede i med begge ben - i noget de troede var større end Gud, som er den, der er, og som handler med os, som han finder for godt.

Og selv om Jesus ynkedes over ham og rørtes over hans kærlighed til sønnen, så fik han dog ret: "Hvis I ikke får undere og tegn at se, vil I ikke tro!"

Og hvis vi får tegn og undere at se og derved kommer til tro, så er det ikke troen på Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber! Hvis vi på den måde kommer til tro, da er Jesus selv blevet en afgud; vi har i hans navn vendt os til de tomme afguder.

Hvorfor blev de store katedraler bygget? Var det til Guds ære? Var det "den, der er" til ære? Ja, det sagde man altid, men kirken har altid bestået af disse kgl. embedsmænd, der ville se tegn og undere, der ikke vil blive i den hverdag, som Jesus henviser til. Stort skal det være, mystisk, religiøst.

Vi har kun bygget en hytte - fordi vi manglede midler til mere - ikke fordi vi tænker anderledes, end kirken altid har gjort.

Kirken, Jesu Kristi menighed, eksisterer ikke synligt; det er sørgeligt måske, men sandt. Alligevel må vi tro, at den er der, for hans ord bliver prædiket. Det bliver prædiket i ørkenen af håbløst overtroiske prædikanter, og det bliver hørt af håbløst overtroiske tilhørere som den kgl. embedsmand. Det er alt, og det er fattigt at se til; men det er nok.

For Kristi kærlighed er større end vort bedrag, og større end vor vilje til at lade os bedrage. Han har frelst os, ikke ud af synden og overtroen, men frelst os fra Guds vrede. Han kalder os, som er genstridige og overtroiske, de helliges samfund.

Derfor er han vort eneste håb; af os selv har vi ikke noget at håbe.