Den ny Vin

Af Hans Dreiøe. Tidehverv, 1934, s.129-130. Mark. Ev. Kap. 2, 14-22.

Mark. Ev. Kap. 2, 14-22.

"De raske trænger ikke til Læge, men de syge. Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere."

En retfærdig og en Synder - de er begge to almindelige Mennesker, men der er altsaa en afgørende Forskel mellem dem, men hvilken? - For ogsaa den retfærdige er en Synder, og han kan tale saare alvorligt om Synden, sin egen og andres. - Jo, men han har dog sig selv i Behold, om Synderen kan man derimod med en bibelsk Vending sige, at han er solgt under Synden; han er med Hud og Haar en Synder.

Den retfærdige stoler paa Guds Naade, han lever daglig af Tilgivelse, siger han; han er, hvad man kalder en ydmyg Mand; nu kendte jeg engang een, der, som man siger, levede fra Haanden og i Munden, timelig set altsaa, men som dog, fordi han i al Beskedenhed og i Stilhed fodrede en Sparekassebog i Tidens Løb lagde en lille Sum op; overraskende nok. Saadan er netop den retfærdige. Han har en lille Konto hos Gud, som han trækker paa; thi er han ikke retfærdig? Gør han ikke meget godt? - Men Synderen er fattig. Han har ikke noget at vente sig. En fattig er een, der ikke har. Han har sin tomme Pung, sine tomme Lommer, sit tomme Spisekammer. Han er fattig, det vil sige: han fattes. Deraf Ordet, og det er med det samme Sagen; Synderen mangler alt, hvad der giver Livet Værdi; derfor regnes han ikke, derfor regner han ikke sig selv. Og skulde nogen for hans mulig pæne Ydres Skyld regne ham, regner han sig selv for endnu mindre. Hans Tanker er i Reglen hverken høje eller dybe, men han ved, at han er fattig. Det er det hele. En gældbunden Mand; ikke andet.

Den retfærdige er sig bevidst, at han staar i et Slags Samarbejde med Gud - en fornem Tanke. - Synderen ved, at han er Gud til Ulejlighed og megen Hinder. Og mens den retfærdige lever til Guds Ære - det er hans Bøn og Haab - saa ved Synderen, at han gør Guds Navn Skam. Jesus siger om ham, at han er syg. En syg kan jo have andet at tænke paa end sin Sygdom: sin Familie, sin Forretning o.s.v., men væsentlig er han syg, det er Sygdommen, han først og fremmest ruger over, den er i hans Tanke om Dagen, og han drømmer om den om Natten. "Kommer Lægen?" "Hvad siger Lægen?" "Hvad siger De, Doktor? Kan jeg komme mig?" Jo, det kender vi nok. Og saadan er Synderen. Han kan nok angre, men hvad hjælper Angeren? Vejen ind i Synden kender han, men ikke Vejen ud. - Ja, saadan er de forskellige, den retfærdige og Synderen.

Synderen er ikke uden Moral. Tro ikke det. Ogsaa Skøgen, som Jesus lejlighedsvis nævner, har sin Moral. Det er vel sjælden, at Synderen er et moralsk Menneske. Goldschmidt tegner et Sted (i "Hjemløs") en nytestamentlig Type, en grædende Kvinde. "Hvorfor hun er bedrøvet?" "Kan De da ikke høre, at nu ringer det til Kirke, nu gaar andre Folk i Kirke," sagde hun. Den spørgende "blev ganske perplex og forvirret" og sagde: "Har De da ikke en Psalmebog her?" Saa rejste hun sig og sagde med et ængsteligt, spørgende Udtryk: "Tror De, at jeg tør læse i Psalmebogen?" - Det var hende. Her er saa som Modsætning en helt anden, et arbejdsomt, hæderligt Menneske, nær ved Graven. Hun sagde stærkt og lige ud: "Vort Arbejde kan vi være bekendt." Og saa efter et lille Ophold: "Men saa er der alt det andet." Alt det andet, det væsentlige, - i det er jeg dømt af Gud. - Altsaa dog en Synder.

Men nu kommer den egentlig afgørende Forskel paa retfærdig og Synder: For Synderen forkynder Jesus Guds Kærlighed. Ikke for den retfærdige. Hos Synderen slaar Jesus sig ned, hos Synderen giver han sig god Tid, for han vil overbevise Synderen om Guds "bundløst gode Hjerte". Du er ikke fortabt; du hører Gud til. Staa op og gaa til din Fader. - Han siger det ikke til de retfærdige, for de forstaar det ikke, og de hører det ikke; de har i deres Retfærdighed bragt sig uden for Hørevidde. Synderen derimod forsikrer han om Syndernes Forladelse. De, som efter alt at dømme er uden Forudsætning for at forstaa hans Tale, skal forstaa den og vil forstaa den: "Du skal ikke fortabes, du skal frelses. Din Synd er udslettet." Det er den Nye Vin, som Evangeliet taler om. Vi smager paa den, og vi siger sagtens: ja, det kan man jo godt kalde Vin. Det er i al Fald en Tale, der nok skal faa det til at løbe rundt i Hovedet paa en arm Synder og berøve ham den sidste Rest af Balancen. - Og vist er det: for dette vil der aldrig kunne gives gode Grunde, det er netop et Spørgsmaal om Vin, som Jesus siger et Sted. Men Jesu Ord er tydelige nok: den retfærdige maa klare sig selv, det er: dø eller blive en Synder. Men Synderen skal leve, af Guds Naade til Guds Ære. Vi forstaar det ikke. Men Jesus ved det.