Jordens salt

Af Hans Erik Apelgren. Tidehverv, 2002, s.183-184. Math.5,13-16.

Alle Helgensdag - Tekst: Math.5,13-16.

I Salmernes Bog siger salmedigteren henvendt til Gud: Hvad er et menneske, at du tager dig af det, et menneskebarn, at du drager omsorg for det? Og så svarer han: Du, altså Gud har gjort mennesket kun en smule ringere end guder, og du har kronet det med ære og herlighed. Du har gjort det til hersker over dine hænders værk.

Her siges noget om, hvad et menneske er; men i modsætning til megen nutidig filosoferen over mennesket og menneskelivet, hvor man ser på mennesket, som det er i sig selv eller mennesket i sammenhæng med og i lyset af det samfund, det lever i, så ser salmedigteren mennesket i sammenhæng med Gud, i lyset af, at det er bundet til Gud som hans skabning.

Og deraf opstår to vidt forskellige syn på mennesket. I det ene syn, mennesket som det er i sig selv eller set i lyset af samfundet eller verdenssamfundet, er mennesket blot en blandt millioner eller milliarder, en tilfældig brik, hvis betydning afhænger af, hvorvidt det er i stand til at gøre sig gældende, at spille en rolle. Godt nok er det sådan, at i et velordnet samfund er det tiloversblevne og oversete menneske som oftest da beskyttet af forskellige humane samfundsinstitutioner. Og godt nok er det yderligere sådan, at for de fleste menneskers vedkommende er den enkelte omgivet af mennesker, nær familie og venner, for hvem det enkelte familiemedlem ikke er en brik i et spil og derfor ikke skal præstere noget stort og agtværdigt for at være, være elskværdig; men isen er tynd, dybet er nært.

Det fællesmenneskelige, hvad enten det er samfundet eller familien er ikke i stand til at holde stand og bære, når begærets og hadets, sygdommens og dødens menneskeforagtende kræfter sætter ind. Hvad er da et menneske?

Hvis det ikke er andet end, hvad det er i kraft af sig selv eller sine omgivelser, nære - familien - eller mindre nære - samfundet - ja så er det skæbnesvangert fortabt. Gå ud under nattehimlen og se op i dette uendelige verdensdyb og mærk dig selv og jorden som et ubetydeligt fnug i dette tavse øde eller sejl ud alene i en båd på det store hav, og du vil vide, at du er i magters vold, som dit eget menneskeværd og dine medmenneskelige relationer, selv de nære og fortrolige, intet kan stille op overfor. Her møder en umenneskelig isnende ligegyldighed dig.

Alt er her just ligegyldigt. Barnet, der dør ved en tragisk ulykke som den stikkende myg, du slår ihjel, alt har samme værd eller mangel på værd. Ingen barmhjertighed, intet fortroligt, kærligt og trøstende ord, men blot tavs, indtil marv og ben isnende ligegyldighed.

Hvad er et menneske? Et verdsligt syn på mennesket bliver svar skyldig. Det kan alene henvise til menneskelige præstationer. Se, hvad mennesket alt kan. Men det svar hjælper ikke den fortabte.

Den rige og velbjergede, den berømte er fortabt i sine præstationer. Og den fattige og tilsidesatte er fortabt i sin ensomhed. Og alle taber vi livet, og dvs. kærligheden, fortroligheden og venskabet med hinanden. Mennesket set med verdslighedens øjne er et fnug, et intet. Nihilismen er verdslighedens konsekvente livssyn. Hvad er da et menneske? Mennesket er af guddomsrod, siger salmedigteren, så tæt i familie med Gud, at han tager sig af det, som en mor eller far tager sig af deres barn. Og den kristne forfatter til Åbenbaringsbogen, som jeg læste af fra alteret, drager i kraft af Kristus den videre slutning, at nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, ja det enkelte menneske selv skal være Guds ægtefødte barn. Denne radikale erkendelse af mennesket som Guds bolig, som hans barn drager forfatteren til Åbenbaringsbogen ud fra Jesu ord i dag til nogle fattige, ukendte fiskere, toldere og andre, at de er Jordens salt og verdens lys, som udfører guddommelige gerninger på jorden.

Her er ikke tale om nogle særlige mennesker, helgener, i hvem guddommelige gerninger udføres. Denne katolske tankegang er den rene verslighed og ugudelighed. Nej jordens salt og verdens lys, disse overordentlig stærke udtryk bruges om disciplene og dermed også om os, om ethvert menneske. Det er vi, fordi Gud bor hos og i os i sit ord. Og fordi det er sådan, fører det syn til den - til det yderste - radikale og forunderlige livstro, at her er i absolut forstand intet skel, som skiller Gud fra os og derfor heller intet absolut skel, som skiller os fra hinanden. Her er ingen levende og døde, men alene mennesker, som her som hinsides er i Guds hånd. Vi er - på trods af alt - i samme fællesskab, hvor Guds And og Ord, som er Kristus, forbinder og forener os i det ene samme liv, Kristuslivet. Og derfor, når vi i trosbekendelsen siger: vi tror på de helliges fællesskab, så er dette ikke et fællesskab af særlige hellige eller fromme. Det er hedenskab, verdslighed at tro noget sådant, som om det var os og vore gerninger eller præstationer, som gav os vor menneskelighed. Det tror verdsligheden.

Nej de helliges fællesskab er just et fællesskab om det, som vi alle af guddomsrod i Kristus får givet: fællesskabet om syndernes forladelse og kødets opstandelse og det evige liv.

Dette guddommelige, kristne livssyn står i modsætning til ethvert verdsligt syn på mennesket, også det verdslige syn på mennesket, som vi møder indenfor og i den kristne kirke - ikke mindst i vore dage, hvor der nærmest sættes lighedstegn mellem kristendom og humanisme. Og dette kristne livssyn er ud over al beskrivelse livsbekræftende i den forstand, at det giver os at leve vort liv med hinanden i inderlig glæde og tak, fordi vor næste ikke længere er genstand for vores vurdering af, om han eller hun nu er god eller ond, lever et godt eller dårligt liv, men vi i grunden er fælles om det samme liv, livet af guddomsrod. Vi skal ikke længere bekræfte overfor hinanden, at vi er noget. Vi skal ikke vurdere hinanden.

For vi er, hver især er vi Guds i Kristus ægtefødte barn. Og med det syn får vi mod og dristighed til, får vi ro og hvile til at leve med hinanden i glæde og tak, glemmende alt, hvad der piner og ødelægger livet for os og livet sammen med hinanden. Og når vi går til Herrens bord og spiser og drikker sammen - og spise og drikke kan enhver jo gøre - da er vi levende og døde, vi og vore kære i samme fællesskab. For helgen her og helgen hisset er i samme menighed. Gud ske tak for, at vi i hans Ord, som er Kristus, får livet givet påny, så vi kan leve det ud af glæde og tak uden at skulle anstrenge os til døde. For nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv vil være hos os.

Amen.