Skat i Lerkar

Af Ivar Ammitzbøll. Tidehverv, 1927, s.83-85 (2.Kor.4,7-12).

Paulus havde i foregaaende Kap. talt om Herlighed, en Kristens Herlighed. Nu følger der et "men", vi har den i "Lerkar", i et Legeme. Et Lerkar er en skrøbelig Ting. En Kunstner, maaske en Oldtidskunstner, kan have malet skønne Malerier, som med de friske Farver i sort, gult, blaat vidner om Grækenlands bedste Kunst. Et Lerkar er dog et Lerkar, det brøstfældige i Stoffet er dets Kendemærke. Hvem bliver ikke tiltrukken af den skønne, menneskelige Form, selv i den bedste og aandeligste Kærlighed mellem Mand og Kvinde ligger der noget af den skønne Forms Tiltrækning. Men et Lerkar er selv det mest formskønne Menneske.

Og saa kan dette Lerkar eje en Skat af Herlighed, en aandelig Kraft af personlig, verdensforvandlende Energi, som bryder Lerkarret og strømmer ud. Paulus vilde have forstaaet Schillers: Lied von der Glocke:

"Wenn die Glock' soll auferstehen,
muss die Form in Stücke gehen."

Han har følt det disharmoniske mellem Aand og Legeme, mellem Herlighed og Lidelse i samme Menneskevæsen. Og han søger en Forstaaelse af Lidelsens Betydning i et kristeligt Personlighedsliv. Er der nogen Mening i Lidelsen? Skal Lidelsen staa som en uopløst Dissonans i vort Liv? Nej, mener Apostlen, det er en Guds Tilskikkelse og Hensigt. Over Lerkarrets Skaar lyser Guds Herlighed og Kraft.

Enhver af os betragter Lidelsen med et bestemt Mishag, føler det, som en Kniv skar i levende Kød. Vor Kirke er langt borte fra Selvpinslernes Vellyst. Og det er da ogsaa givet, at vor Herre Jesus paa ingen Maade attraaede Lidelse og Trængsel som saadan. Han er mærkelig sund i dette som i alt andet. Kunde han blive fri, vilde han, men kunde han ikke, saa tog han Lidelsen af Guds Haand.

Lad os da prøve paa at rulle et Kapitel op af Lidelsens Psykologie, kan man maaske kaldet det, eller se noget af Lidelsens Væsen og Hensigt.

Der er noget, man kan kalde rødmusset Kristendom. Man er vel nok en Kristen, føler Kristendommen nærmest som en Del af sit almindelige Velvære. Nærmest tilbøjelig til at istemme en Sang fra gl. Dage: "Det gaar saa herligt overalt, hvorhen man Øjet vender."

Den gamle Rationalisme kom næppe længere end til en glad Forsynstro, som de kaldte Kristendom. Lidelsen kunde de jo ikke undgaa at se og erfare. Men de skød den, saavidt jeg kan se, udenfor Guds Plan. Opdragelse til Kristus gennem Trængsel laa udenfor deres Tankegang.

Der er Mennesker saa harmonisk anlagte, at de ikke forstaa Korsets Mysterium. "De enfødte" kalder Filosoffen James dem. De hvile i deres egen Natur, og længes ikke efter nogen anden Tilværelse. Saadanne Mennesker har noget adamitisk ved sig, Adam før Syndefaldet. De er ikke gaaede igennem Omvendelsens, Lidelsens snevre Port. Kommer Lidelsen, prøver man at sætte over den som Væddeløbsrytteren over Forhindringen. Gaa uden om, sa'e Bøjgen. Saadan tager de Livet som den taalmodige Job, før han blev utaalmodig. De har en god Konstitution, en heldig Kombination af gode Egenskaber, som tilsyneladende gør dem ildfaste mod alle Anfægtelser.

Kan man blive salig uden Lidelse? Personlig tror jeg det ikke. Jeg tænker herved ikke særlig paa legemlige Lidelser, de kommer snarest i bageste Række, men de høre dog med. Jeg tror ikke, man lærer Gud at kende i døsig, aandelig Velvære - og Saligheden maa dog bestaa i at lære Gud at kende, man maa igennem Lidelsens Skolegang. Det almindelige Velvære - saadan har jeg set det udtrykt - som man godt kan begynde med, er som en luftfyldt Blære. Den svulmer og er dog tom, dens Indhold dunster bort, forgaar, naar Lidelsen aander paa den, Luften gaar ud.

Naar man derfor spørger: "Herre! hvorfor dette?" saa er der forskellige Svar at give. Nu giver jeg mit. Samfund med Gud er et Samfund gennem Lidelsen. Bare jeg nu kunde forklare det. Under legemlig, aandelig Lidelse kan al Velvære forsvinde, jeg føler mig pludselig sat udenfor den sædvanlige jævne Tilværelse. Pludselig ensom og intet glæder mig mere, Musik. Tennis. Studier. Jeg er alene, Tilværelsen har skiftet Ansigt, trukket sig tilbage fra mig. Uventet placeret overfor Gud. Man mærker da, at Gud ikke = Tilværelsen, men noget andet, usigeligt større. - Saa kan man faa Indtrykket, at han griber mig Arme gennem Lidelsen. Under Lidelsen lærer man at skelne mellem Gud og Skabningen, at alt ikke flyder sammen paa pantheistisk Maade. Lidelsen kan være den Vej, ad hvilken Gud kunde nærme sig til os. Det hedder, at i Nøden skal man kende sine Venner, det gælder i fuldeste Maal om den trofaste Gud.

Hvorledes kommer Gud det brudte Kar til Hjælp? Ved at lade Lidelsen ophøre? Ja! det kan ske eller ikke ske. Nej! derved at Gud gaar ind i Lidelsen som en Medlidende. Jesu Liv og Død paa Korset er en Aabenbarelse af Guds Medlidenhed. Men derved, at Gud gaar ind til os i Lidelsen, bliver Lidelsen forandret, det bliver en Besøgelse, en Aabenbaring af Guds Kærlighed. At Gud saaledes besøger os, betyder Frelse og Salighed, selv om han kommer gennem Lidelse. Ikke at Lidelse er Frelsens Grund, men han er det, som kommer gennem Lidelse til os og for os. Derfor er Evangeliet et Korsets Evangelium, hvilket synes Modsætning til, at det er et glad Budskab. Og alligevel er dette det glade Budskab, at Guds Søn har lidt for os - Syndere - og midt i al Lidelse bliver en Besøgende. Derfor bliver Korset lagt paa os, ikke for at vi skulle lide, men at vi skal føres ind til Syndernes Tilgivelse, til Dom over os selv og saa til Salighed. Er det for dyrt købt! Ser man med Smerte paa Lerkarret, at dets skønne Form forstyrres, pines man af Stoffets Brøstfældighed? Lad de store og dog saa bløde Hænder gøre sin Gerning med Karret, der er en mægtig Styrelse ogsaa i Lidelsen.

Lad mig til Slutning pege paa et stærkt Incitament til at bære Lidelse; jeg mener Fuldkommenhedsdriften. Den er tilstede hos de fleste, om end slumrende. Man gemmer dog paa den som en Skat i Lerkar. Det er f. Eks. Ungdommens dyreste Eje, den, der kaster Gyldensol over Ungdomsvejene.

Men hvornaar kommer denne Drift i Bevægelse mod Gud? Derved, at Frelseren kalder paa Sjælen og siger: Staa op og følg mig. Men naar Fuldkommenhedsdriften kommer i Bevægelse, møder den en anden Drift "Selvopholdelsesdriften". Man vil ikke ud af den Sfære, hvor man er og har sit Velvære. Denne Drift holder tilbage af al magt, thi man ved ligesom forud al den Lidelse, vort naturlige Menneske maa undergaa for at blive fuldkommengjort. Det er i denne Strid, at et alvorligt Menneske ser sin Synd, som fik Apostlen Peter til at sige: "Gaa ud fra mig, Herre, thi jeg er en syndig Mand" Havde han faaet Lov til at henleve sine Dage ved Genezareth Sø, var han bleven skaanet for Martyrdøden. Men Fuldkommenhedsdriften var for stærk trods Lidelsen. En saadan Strid kan staa længe paa. Kort eller længe, en Strid vækker Jesus altid mellem de to Drifter, naar han siger: Følg mig.

Værer fuldkomne! Saadanne Ord kan skrække og ryste, men har ogsaa Klang som Hornet i Roncesvalles, som kalder Mænd.

Vi staa overfor denne tilsyneladende utilgængelige Fuldkommenhed som overfor en lodret Klippe, hvori der ikke synes at være et Trappetrin - og føler vor Svaghed, vor Bristen overfor Opgaven. Men da kommer vor Frelser til og fører os ad en Omvej, Korsets Omvej, mod Maalet. Vejen er besværlig, tornefuld, men man er i godt Selskab, i hans, som fuldkommer den gode Gerning i os. Og da bliver denne Vandring en salig Vandring med Gud og til Gud.

Hvordan Livet vil forme sig, véd ingen. Kun en Ting kan med Bestemthed siges: Det rødmussede paa Kinden og i Livet vil gaa af en. Der er Lidelser, der er almindelige for alle, andre er specielle f. Ex. for Ungdommen. Det gælder om ikke at møde Lidelsen med Trods, men at lade Disharmonien mellem Salighed og Lidelse smeltes i Troen paa den dybe Guds Hensigt, der vil bevare os til Fuldkommenhed, forstaa at tage mod Lidelser og Trængsler, saa at den overvættes Kraft maa være Guds og ikke vor, forstaa at tage mod Lidelsen, ikke blot naar den kommer til os i purpurbræmmet Kappe som en adelig, stor Sorg, men ogsaa naar den kommer under det hæsliges Maske, naar man bliver til Nar for Mennesker, mens Hjertet græder. Lad os møde Lidelsen med noget af Apostlen Paulus' Sejerssmil, med Tro paa, at Skatten, Perlen, under Lidelsen skinner med det stille Lys gennem det skrøbelige Lerkars Vægge. Bliver Væggen end brændt i Lidelsernes Ild, den bliver dog hærdet, saa man kan sige med Apostlen: Naar jeg er skrøbelig, er jeg stærk. Quand mêne! og dog! Herlighed trods Skrøbelighed!

Snart er vi hjemme og staar for Thronen,
hvad gør det da, om Solen os har brændt?
Naar Hytten falder, saa faar vi Kronen,
og al Elende er saa dermed endt!

Ivar Ammitzbøll,
Tekst: 2.Cor.4,7-12.