1. søndag efter Trinitatis 1985

Af Jes Gynther Sørensen. Tidehverv, 1985, s.85-86. Lukas 16,19-31.

Lukas 16,19-31

Jeg havde for nogen tid siden en nybagt far - en tidligere konfirmand - siddende i mit kontor, og der var megen god snak. Han fik også meddelt mig, at han nok syntes, de gamle skabelsesberetninger var utroværdige, for hvor fik Kain sin kone fra? Nej, menneskeslægten kan ikke nedstamme fra Adam og Eva.

Er skabelsesberetningen da ikke også en meningsløs historie, en skinbarlig løgn? Jo, hvis vi hører den som en forklaring på verdens opståen, så taler den ikke sandt. Men det kunne jo være, det er os, der hører fortællingen forkert; hører noget andet i den, end den vil sige os. Der er allerede i det sproglige et problem: Det jødiske sprog skelner ikke mellem fortid, nutid og fremtid. Uden at gøre forskel, som vi gør, på fortid, nutid og fremtid står der i den jødiske skabelsesberetning: Gud skabte, Gud skaber og Gud vil skabe Adam og Eva i sit billede. Det er det, jøden hører i den fortælling: Han hører, at begyndelsen altid er Guds. Og Adam er mennesket, betyder mennesket, mens Eva formentlig betyder moder for alt levende. Skabelsesberetningen handler altså om begyndelsen, om oprindelse: At din og min begyndelse, oprindelse, er skjult i Gud. Alt begynder med Guds handlen, for Gud er levende og handlende. Gud er, hvad han gør. - Og ligesådan med mennesket: Mennesket er, hvad det gør. Og spørgsmålet er så, om begyndelsen er gjort i Gud; om mennesket lever og handler i lyset af den sandhed, der er åbenbaret i Kristus. Nu til lignelsen, som vi har hørt her i dag. Den synes at forudsætte, at der er et liv efter døden, som enhver bør holde sig for øje. Den synes at være en advarsel til den, der blot gør sig rig i dette liv uden at have det evige liv som et liv efter dette for øje. Hvis man vil bjerge sit liv, bør man ikke blot have dette liv, men også livet efter døden for øje. - Det er jo en almindelig udbredt tankegang, og det var det nok også på Jesu tid. Jamen, taler Jesus da ikke om et liv hinsides døden i denne lignelse? Jo, det gør han - i lignelsens billede.

Livet hinsides døden? Er der et liv hinsides døden? "Gået bort", siger vi om de døde, for de kan ikke bare blive borte, mener vi. På det sted vil vi have et svar. På det sted vil vi aftvinge evangeliet et svar, og her i denne lignelse synes vi at høre et svar, en tale om en himmel og et helvede hinsides døden. En himmel, forbundet med det gode på jorden, og et helvede, forbundet med det onde. Og som i eventyret er den fattige den gode og den rige den onde.
Denne lignelse synes at bekræfte os i det, vi allerhelst vil høre. Den synes at give os svar fra det land, vi ikke kender; det land, hvortil vore døde går bort for aldrig mere at vende tilbage til os.

Og dog er det netop alt dette, som denne lignelse ikke svarer på. Denne lignelse handler ikke om livet hinsides døden, om det så er der eller ikke.
Lignelsen handler nok om himmel og helvede, men ikke i et hinsides. Den handler om himmel og helvede her i dette liv. Den handler ikke om, at den rige mand blev fortabt hinsides døden, nej, den handler om, at han her i dette liv var fortabt. Han var fortabt uendeligt og uigenkaldeligt. Han ville en ny begyndelse, en anden begyndelse; derfor var han uendeligt og uigenkaldeligt fortabt her midt i dette liv, og han hverken ville eller kunne forstå det.
Den rige mand var ikke fortabt, da han døde, nej, han var fortabt allerede, mens han levede. Fortabt i sig selv og sit eget.

Derfor siger lignelsen, at den rige mand vil have sine brødre advaret, så de ikke begår den samme fejl, som han har begået. Han vil advare sine brødre mod sit eget livs fejltagelse, mod sit livs fortabelse. Han vil omgå det uigenkaldelige, men det evige og uigenkaldelige kan netop ikke omgås. Det er netop evigt og uigenkaldeligt, fordi der ikke kan tinges og handles med kærligheden.

Hvorfor er lignelsen da fortalt, når der er tale om noget evigt og uigenkaldeligt? Hvorfor er lignelsen fortalt, når det ikke er muligt for mennesket at gennemføre nogen forandring, nogen forbedring?

Fordi det på trods af os stadig påny skal siges, at alt det, vi tager til os som vor ejendom, ikke er vort, for begyndelsen er ikke vores. Der kan ikke tinges og handles. Det var netop, hvad den rige mand ville til det sidste. Han ville bruge loven og livet for sig selv og sit eget, og han mente, at hvis han blot havde vidst, at han skulle hjælpe Lazarus, så ville han have gjort det, for dermed hjalp han i sidste ende sig selv. Lazarus var blot et middel for ham selv, ikke broderen, næsten.

Derfor, når nogen siger: "Jeg elsker Gud" og hader sin bror, så er han en løgner; thi den, der ikke elsker sin bror, som han har set, han kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Hvem iblandt os kan sige sig fri? Hvem af os kan af hjertet elske sin bror, d. v. s. ubetinget det første menneske, han ser?

Amen.