Fornuftens fallit

Af Jesper Langballe. Tidehverv, 1986, s.45-47.

Prædiken i Thorning og Grathe kirker 3. søndag i fasten - Tekst: Joh. 8,42-51.

Folkene i Skandinavien blev rystede, da de i går vågnede op til meddelelsen om, at en morderisk terrorist om natten havde skudt Sveriges statsminister. Og rystelsen var berettiget, for enhver kan fatte det forfærdelige i, at en regeringschef på vore egne breddegrader bliver myrdet. Forfærdelsen er et sandt og rigtigt vidnesbyrd om det perspektiv, der åbner sig ved et sådant samvittighedsløst overgreb på den øvrighed, som Gud for syndens skyld har indsat. Og det ganske uanset om denne øvrighed selv anser sig for indsat af Gud - eller om den skulle være hildet i den samme tro som terroristen, nemlig at den selv er herre over sine politiske mål og handlinger udfra devisen, at "politik er at ville", og at den derfor ikke skylder Gud regnskab for noget.

Med rette blev de nordiske folkeslag og politikere rystede, men noget i de sidstnævntes reaktioner tydede på, at de ikke blev rystede nok. Der var, forekommer det mig, noget umiskendeligt forlorent ved mange af de udtalelser der faldt til pressen - også selvom man tager det, som folk officielt udtaler ved en sådan lejlighed med en vis overbærenhed. Jeg tænker især på en udtalelse fra een af den dødes danske politiker-kammerater om det urimelige i, at netop de mennesker, der går ind for fred og retfærdighed og imod vold, skal slås ihjel.

Den noget forkælet sentimentale forurettelse på skæbnen eller forsynet, eller hvad man nu vælger at kalde det, der ligger i en sådan udtalelse, vidner om et politikerslægtled, der synes ude af stand til at blive klogere, uanset hvilke rystelser det udsættes for. Man hører en fornærmethed over, at det ikke går een sådan som man selv synes, man har fortjent, når man nu så ihærdigt og demonstrativt har stillet sig på fredens og retfærdighedens side imod vold og undertrykkelse. Der spørges ikke efter, om fejlen mon skulle være, at et menneske overhovedet tror, at det eentydigt kan stille sig på fredens og retfærdighedens parti, og om det måske skulle være denne tro, der i sig selv har avlet terrorismen og det dræbende skud i Stockholm. Der er ganske åbenbart en sandhed om mennesket, som ikke vil gå op for folk, der udtaler sig som anført, lige meget hvor megen god vilje, de præsterer. Ja, det synes som om døvheden bliver des større jo mere god vilje, der mobiliseres.

Netop sådan er det også for de jøder, om hvem Jesus i dag siger, at de er hildede i løgn, fordi de har djævelen, løgnens fader, til fader. Det er ikke en samling ryggesløse gudsfornægtere og skurke, Jesus her taler til. Det er blomsten af Israels gudfrygtighed, og så er det tilmed jøder, om hvem evangelisten har fortalt, at de er kommet til at tro på Jesus.

Efter alt at dømme har de altså ærligt søgt sandheden, og det ser tilmed ud til, at de har fundet den. Ja - netop derfor kalder Jesus dem løgnere og deres tro en løgnetro. De tror, at sandheden i egentlig forstand er noget, et menneske kan stræbe efter og finde ved sin egen forstand og viljesindsats. De tror, at de selv står frit vælgende mellem sandhed og løgn. De tror, at det at tro er at ville.

Og da Jesus gør dem opmærksom på, at det forholder sig ganske modsat: at det er sandheden, der skal frigøre dem fra det løgnens fængsel, de er sat i, bliver de rasende og svarer, at de har Abraham til fader - de tilhører Guds slægt, de retfærdiges slægt og er ikke trælle, der skal frigøres af nogen eller noget.

Netop i deres pukken på, at de har sandhedens Gud til fader og derfor frit kan vælge at stille sig på sandhedens parti - og dermed på fredens og retfærdighedens parti - demonstrerer de, at de har djævelen, løgnens fader, til fader. Derfor forstår de ikke, hvad Jesus siger - han som er sandheden.

Lad os, inden vi går videre ad dette spor, stille det spørgsmål, hvad grunden kan være til, at et menneske ikke forstår det, der bliver sagt til ham. Umiddelbart kan vi se to mulige grunde: for det første, at den, der taler, ikke udtrykker sig klart nok. For det andet at den, der lytter, ikke har forstand eller intellekt til at begribe ordene. Til at forstå svarer jo det at have forstand, og hvis forstanden er for lille og for uudviklet, forstår man ingenting, siger vi. Vi er vant til at tænke om det at forstå som et intellektuelt problem, et spørgsmål om viden og begavelse parret med lidt god vilje. Der er imidlertid ingen grund til at tro, at de jøder, som Jesus her taler med, ikke skulle være rigt udstyret med alle tre ting.

Men Jesus siger, at når de trods alt det, ikke begriber en levende lyd af, hvad han siger, så er det slet ikke en intellektuel mangel, hverken ved deres opfattelsesevner eller ved hans måde at udtrykke sig på. For når det er sandheden selv, der taler, så har døvheden og dumheden ikke spor at gøre med at være ubegavet.

"Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg taler? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har djævelen til Fader, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres fader".

En fader vælger man som bekendt ikke selv. Man producerer ham heller ikke med sin vilje eller sin forstand. En fader er tværtimod til, før man selv er til. Han har jo avlet een. Det er barnet, der er produkt af sin fader, ikke omvendt. Hvem der er ens fader eller ophav, er selvfølgelig bestemmende for hele ens liv og skæbne på godt og ondt, endnu før man er rigtig begyndt på livet.

Sådan, siger Jesus, er det også med ens forhold til sandhed og løgn. Det er som et barns forhold til sin fader. Mennesket er barn af sandheden eller af løgnen - Guds barn eller djævelens barn. Det er sandheden eller løgnen, der reproducerer mennesket i sit eget billede, og ikke mennesket, der reproducerer sandhed eller løgn i sit billede.

Sin faders ord forstår man uden videre. De er umiddelbar lov.

Derfor er et løgnens barn ude af stand til at forstå sandhedens ord, ligemeget hvor meget det anstrenger sin vilje og forstand. Det kan jo ikke selv vælge en ny far. Det vil uvilkårligt slå sandheden ihjel, selvom det netop mener, at det dyrker og tilbeder sandheden. Sådan slog jøderne Kristus ihjel og mente, at de derved dyrkede og tilbad Gud. Løgnen er i grunden slet ikke til i sig selv, men er kun til, hvor sandheden er til, og som en fornægtelse af sandheden, et drab på den.

Løgnen og løgnens fader tror at forstå alting. Djævelen - for nu at bruge det navn - har læst på alle de fineste universiteter og har lært at regne hele tilværelsen videnskabeligt ud. Alligevel er han i forhold til sandheden dum som et hul i jorden og kan med sin lærdom ikke forstå andet ved sandheden end en ond ånd, der skal udryddes. Han må udrydde den eller det, som han ikke forstår.

Derfor siger Jesus til jøderne, at deres problem med at forstå hans ord er slet ikke noget intellektuelt problem. Det er et spørgsmål om tro. Når de tror, at de med deres vilje og forstand stiller sig på sandhedens side, så viser de netop, at de er børn af løgnens fader. Børn af sandhedens fader - eller af Gud - er de kun, hvor Guds sandhed, Kristus, befrier dem af løgnens fængsel; hvor de altså må høre, at de ved sig selv kun har løgnens mulighed. De må lade Kristus frigøre sig derved, at han i ordet om syndernes forladelse giver dem en ny og anden fader, den virkelige fader.

En fader vil forbarme
sig over sine egne små,
og Herren gav os arme
et fadernavn at kalde på.

Sådan bliver vi sandhedens børn - ved at høre den grundløgn afsløret hos os selv, at vi skulle kunne vælge eller reproducere sandheden udfra os selv og vore idealer. Det er ikke vores åbenlyse ufornuft, der dømmes som løgnens produkt. Det er netop vores fornuft, hvormed vi troede at kunne nå sandheden. Evangeliet afslører at fornuften intet fatter, ja at den i sin selvmyndighed altid stræber sandheden efter livet. Jo klogere fornuften bliver, des dummere bliver den i virkeligheden.

Det forekommer mig, at være dette forhold, der præger kommentarerne til det grufulde mord i Stockholm - sådan som det prægede hele det slægtled, hvis lyse forhåbninger er blevet rystede, uden at det har forstået, hvori rystelsen består.

Vi husker jo alle parolen fra tresserne om, hvordan uddannelse og intellektuel oplysning skulle gøre verden til et paradis, hvor freden regerede. For når folk bare blev tilstrækkeligt oplyste, så ville de forstå, hvor ufornuftigt det var at gå og slå hinanden ihjel. Samtidigt ville levefoden stige til sådanne højder, at mennesker ikke ville føle sig fristet til at begå voldelige handlinger. Man talte ligefrem om "kundskabsindustrien", der skulle, om ikke afløse så være forudsætningen for al anden erhvervsvirksomhed og bringe både moral og økonomi til at blomstre.

Jeg har netop i den engelske historiker Paul Johnsons beretning om den moderne verdens historie læst om tresserne, dette illusionernes tiår, hvor hele den vestlige verden kastede sig ud i et uddannelsesboom udfra denne tyrkertro på fornuften: antallet af studenter næsten tredobledes i USA på femten år. Man havde simpelthen ikke råd til at lade være, sagde man.

I dag ved vi, at overproduktionen af højtuddannede akademikere dels bidrog til at kaste staterne ud i økonomisk krise i halvfjerdserne og dels bevirkede, at vold og terrorisme bredte sig i et omfang, som man aldrig før har set - den terrorisme, som nu også har nået os. Den kom stik imod hensigten netop fra de oplyste kundskabsejere, der i deres utålmodighed over, at verden ikke blev så meget bedre, som det var lovet dem, satte terroren i gang. Netop i troen på fornuften mistede menneskene al dømmekraft.

Hvad Guds ord lærer os, det bekræfter den daglige erfaring. Men for fornuften selv er det stadig skjult, hvad det enfoldigste barn kan se.

Tro er at ville! - sagde jøderne, og troede dermed, at de selv kunne vælge at stille sig på Guds eller sandhedens parti.

Politik er at ville! - sagde en ny slægt, der havde gjort sig færdig med Gud og derfor havde glemt, at politik ikke er et gode, men i synderes verden et nødvendigt onde. I grunden sagde den ny slægt det samme som den gamle: at mennesket ved sin vilje og forstand reproducerer eller vælger sandheden. Dermed var det løgnens fader, der triumferede uhæmmet - netop i menneskenes allerædleste og mest idealistiske bestræbelser. Man ville fred, men avlede vold og terror. Man ville retfærdighed og afskaffelse af al undertrykkelse, men fremmede en hidtil uhørt undertrykkelse.

Man havde ganske enkelt glemt at tage synden i betragtning - eller man havde bagatelliseret den til nogle menneskelige unoder og sociale fejltagelser, som højere oplysning kunne få bugt med. Man havde set bort fra synden som den "faderlige" magt, i hvis vold mennesket er prisgivet, medmindre Kristus vil gøre mennesket frit og give det et andet fadernavn at kalde på.

Trøsten i denne fortvivlelse ligger derfor ikke i højere oplysning eller i en anden politik, men den ligger i det evangelium og den barnedåb, hvor hvert enkelt lille menneske - helt uafhængigt af, om den ganske klode regeres af løgnen - er blevet gjort til Guds barn og har fået magt og myndighed til i Jesu navn at træde løgnen under fode. Så viser det sig, at hvor intet væsentligt kommer an på vores forstand, dér er der slet ingen dybsindige forståelsesproblemer, men alt jordisk er enkelt og ligetil. Det er jo slet ikke svært at forstå, at verden må høste som den sår.

Trøsten er, at der er et sted, hvor vi og vor fornuft aldrig bliver selvmyndige, hvor vi altid må kende os selv som dømte, der må bede om tilgivelse - som dem, der ikke har sandheden, men bestandigt må frigøres af den og til den. Eet sted, hvor vi har børnekår, fordi Kristus trods al vor synd og løgn lader det gælde, som vi nu skal synge:

En fader vil forbarme
sig over sine arme små,
og Herren gav os arme
et fadernavn at kalde på;
vor skabning kender han og ved,
at al vor herlighed
er græsset lig på ager,
i morgen er det hø,
en rose fin og fager,
der dufter for at dø,
et løv, som vinden jager,
så er vor lod på verdens ø.

Guds miskundhed alene
grundfæstet står i evighed.

Amen.