Økologisk kult eller høstgudstjeneste

Af Jesper Langballe. Tidehverv, 1988, s.159-160.

Høstprædiken. Johannesevangeliet kap.11,19-45: Lazarus' opvækkelse.

Vi er til høstgudstjeneste i dag. Vi er kommet for at sige Gud tak for årets afgrøde og synge de kendte høstsalmer. Høstgudstjenesten hører med til årets rytme, ja den slutter for landmanden årets ring som det vekslende arbejdes fuldbyrdelse.

Det gjorde den endnu før Kristus sejrede over Nordens gamle gudeverden. Når vore hedenske forfædre havde skåret kornet fra rod og bundtet det i neg, samledes de om stenaltre, hvor menneskers og dyrs blod under blinkende knive sprøjtede på den grå granit til frugtbarhedsguden Frejs ære. Han gød sin kraft i sæden; på hvert lille korn i den høstede afgrøde sås et ansigt, som var gudens ansigt.

Og da Moses førte Israels ørkenfolk ind i Kanaans frugtbare agerland, så israelitterne de hedenske kanaanæere blote til Baal. Ligesom nordboernes Frej var Baal frugtbarhedsguden, hvis velvilje det agerdyrkende folk var afhængigt af med hele sin eksistens.

Der har aldrig været en plet på jorden, hvor mennesker levede af markens afgrøde, og hvor man ikke har holdt høstkulttjeneste. Den er så sikker som årstidernes skiften. Den var årstidernes skiften i menneskesjælen.

Død og opstandelse var altid nøgleordene i frugtbarhedskultens høstdrama. Livgiver-guden Baal måtte selv dø under sommerens brændende tørke, hvor solen afsved alt grønt. Baal opslugtes i dødsriget, hvor Mot regerede - han hvis navn betød "død". Men inden det frugtbare efterår tog Baals kvinde Anat affære og dræbte dødsguden. Baal genopstod, og så genopstod afgrøden om høsten, og verden fik liv igen.

Sådan rystedes hvert år naturens hellige balance, men altid kun for at genoprettes. Og ved høstkulten opførte præsterne dramaet om Baals død og opstandelse, så at cirklen aldrig blev brudt og menneskene prisgivet intetheden og goldheden.

Død og opstandelse var polerne i årets ring, der drejede tilbage i sig selv, og alting gentog sig bestandigt som i alnaturen. Livet var en cirkelbevægelse - årets cirkelbevægelse - hvor alnaturens balance stadig skulle opretholdes.

"Den økologiske balance" eller "det økologiske kredsløb" siger man i dag. For den hedenske religiøsitet med troen på den hellige alnatur og dens evige cirkel, som mennesker, dyr og planter må følge, den lever sandelig i bedste velgående, selvom overtroen i dag taler videnskabens sprog. Kulttjenestens drama er nu miljøaktivismens gadeteater og demonstrationstog mod det landbrug, der griber ind i naturens hellige harmoni.

*

Dagens prædiketekst handler også om død og opstandelse, men den tale, fortællingen om Lazarus' opvækkelse fører herom, er ganske anderledes, ja stik modsat. Den fortæller os noget nyt, som bryder naturlivets evige cirkel.

Her er døden ikke en overgangsfase til nyt liv, men den er menneskets definitive grænse. Døden er død. Der er ikke den mindste kim af liv tilbage i det lig, der ligger og stinker i graven efter fire dage. I evangeliet betyder "liv" ikke alnaturens liv, hvor den enkeltes død blot baner vejen for nyt liv. I evangeliet er livet det enkelte menneskes liv - dit og mit og Lazarus' liv. Der er intet andet. Derfor er døden verdens undergang. Der er menneskeligt talt ingen vej tilbage.

Følger vi fortællingen fra dens begyndelse, så hører vi, at Jesus og hans disciple efter at have forladt Judæa, hvor jøderne ville slå Jesus ihjel, får besked om, at Lazarus ligger for døden. Jesus véd, at han vil vende tilbage til Judæa, men han tøver med at gøre det. Han tøver sålænge, at Lazarus dør i mellemtiden.

"Lazarus er død", siger Jesus, og først da drager han med disciplene til vennens hjem.

I denne fortælling løber menneskelivet linen ud til døden - ja, til gravens mørke og stank. Her er livet ikke en cirkelbevægelse, men en ret linie. Thi for evangeliets Gud er et menneske ikke et stykke natur, der til stadighed går under og opstår. Mennesket har en historie - din historie og min historie og Lazarus' historie. Den begynder ved fødslen og ender ved graven, og dér er historien forbi.

Selvfølgelig gælder det, at hvis vi ikke i vores selvoptagethed går hen og tror, at vi har skabt os selv, så har vi de dødes historier med i vor egen historie som i vort fælles fædrelands historie. Men det er netop som døde, vi har dem med. Ikke som spøgelser og gengangere, der blander sig i vort liv, men som tavse forfædre, hvis replikker i historiens samtale de levende må lægge stemme til. For de døde kan ikke selv.

"Af henfarne slægter jeg arved den vang,
hvis muld jeg for udsæd nu pløjer.
Her rydded de marken for stene engang
og dyrked den siden med suk eller sang.
Nu Herre, for dig jeg mig bøjer".

Sådan handler de dødes historie om os selv, fordi deres død er vor egen død, deres afmagt og deres håb er vor afmagt og vort håb. Ligesom vi pløjede og høstede de gamle under suk og under sang, og både deres suk og deres sange skal vi gemme i erindringens skatkiste. Men vi gentager ikke deres liv i en evig cirkelbevægelse, når vi selv pløjer og sår og høster. Thi Gud lægger opgaven på hvert enkelt menneske særskilt og dermed skylden og ansvaret. Et kristent menneskes liv er ikke natur, men historie. Vi er sat til at leve vor egen historie og gå dens gang mod graven i pietetsfuld erindring om de tidligere slægters gang.

At have historie fælles, det er at have denne definitive grænse fælles.

Hvorfor er det kun kristne mennesker, der tør se døden som den absolutte grænse for alt menneskeligt? Hvorfra har kristne mennesker det mod, at de ikke behøver at trøste sig med hedensk hengivelse til den store alnatur og søge en slags evigt liv i at gå op i den? Hvorfor er det kun den kristne, der har mod til at stå helt alene overfor den altædende død?

Fordi kun Kristus er dødens overvinder. Døden er vor histories slutning, for at vi fra dette slutpunkt skal høre Gud fortælle sin historie om Kristus, der bryder ind vort liv udefra og sprænger dødens fængsel.

Han, der siger om sig selv: "Jeg er opstandelsen og livet", han træder her hen til graven og råber til det dødsmærkede, fortvivlede menneske: "Lazarus, kom herud!". Thi vi, som overfor døden intet har at stille op, er døbte til at tilhøre ham, der siger om sig selv: "Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør".

*

Da Jesus første gang hørte, at Lazarus lå syg, sagde han til disciplene: "Denne sygdom er ikke til døden, men for Guds herligheds skyld, for at Guds Søn skal herliggøres ved den".

- Denne sygdom er ikke til døden...
Og dog siger han siden: "Lazarus er død".

Ja, Lazarus er virkelig død. Det enkelte menneskes død gøres af Kristus til håndgribelig virkelighed, for at vi ved Kristi ord skal se denne virkelighed i øjnene - som overvundet.

Sådan er evangeliets ord død og opstandelse for os - ikke blot engang på den yderste dag, som Martha sagde, men nu ved mødet med ordet. At tro evangeliet, det er her og nu i dag at gå under ved dommen over vor skyld og at oprejses ved ordet om syndernes forladelse - det ord, som er opstandelsen og livet.

Hvilket frihedsbudskab er det ikke! Som en fanfare toner det ind i vort gravmørke og gør os fri - fri fra at dyrke os selv og det gode i os selv som om det rummede en kim til evigt liv. Fri for at dyrke hedenskabets hellige natur og gøre livet til et evigt, bevidstløst, kollektivt kredsløb - i stedet for den enkeltes historie om skyld og ansvar.

Fri for at ofre til Baal.

Fri til at pløje og høste markerne til vort eget og vore familiers udkomme uden at standses i hellig bæven overfor alnaturens økologiske balance og store "taboo". For alnaturen og dens frugtbarhed skylder vi intet. Men den skaber, som har skabt os og vore marker - og forresten også de kemiske fabrikker og atomkraftværkerne - for at vi dér skal gøre dagens gerning, Ham skylder vi alt, hvad vi er.

Fortællingen om Lazarus siger os, at vort liv allerede, mens det leves, lugter af død - at der intet helligt og udødeligt er i os, men kun den personlige skyld, som fastholder os i dødens jerngreb, hvis ikke livets herre selv river os ud af grebet.

Så er død og opstandelse ikke to modsat virkende principper i et kredsløb. I os selv har vi kun dødens mulighed. Opstandelsens og livets mulighed er alene Guds og kan alene rækkes os af ham.

Jøderne omkring Lazarus' grav sukkede over, at Jesus ikke var kommet i tide. Vores vantro er af samme art som deres. Vi ønsker os en Gud, der afværger døden, lader os slippe for at støde på vort livs grænse og giver vort skrantne liv en årlig saltvandsindsprøjtning af evighed. Som jøderne fristes vi af Baal.

Det er denne vantro, Kristus harmes heftigt over. Thi han opvækker først, hvor vi selv og alle vore muligheder har spillet fallit. Hans påskesejr proklameres først, hvor vores langfredags-afmagt er set i øjnene. Derfor tøver han og lader Lazarus ligge i graven, inden han kommer.

Men hvor han her ved denne høstgudstjeneste træder hen til vores grav som opstandelsen og livet, modtager vi ikke blot livet som en forlænget frist, vi selv skal tage vare på fremover for at overleve. Nej, dér er Kristus selv vort liv, og ved ham modtager vi i tilgift alt til livets opretholdelse både det daglige brød og sliddet for det.

Vor egen histories endestation er stadig graven, men vi går den ikke mere alene, for den, som er opstandelsen og livet gennemlever den med os. Og vi véd, at den, som han holder fast i tilliden til ham, skal leve, om han end dør.

Ved forårets pløjning og såning og ved efterårets høst er han med. Og vi véd, at intet af vort slid - eller frugterne af det - skaber liv. Det gør kun han, som giver os det hele ufortjent.

Vores høstgudstjeneste fratager os al ret til vort høstudbytte og sætter os til at takke Gud. For ved denne gudstjeneste dyrker vi ikke naturen og frugtbarheden, ejheller arbejdet. Her dyrker vi Kristus.

Så skal vi da ikke lytte til hedenske natur-profeter, som vil have os til at dyrke alnaturen og synke hen i dens bevidstløse økologiske kredsløb, der lever sig selv. Som døbte, kristne mennesker véd vi, at hverken markerne eller afgrøden eller arbejdet med det er helligt, men hører til det skabte. Helligt er kun Guds ord, som sætter os i gang med arbejdets opgave på jorden og befaler os at bruge naturen og at herske over den, som der står i skabelsesberetningen. Hellig er kun den lovsang, som han i dag sætter os til at synge til sin ære. Hellig er kun den frihed og frimodighed, som hans ord bringer forknytte mennesker, og som overvinder den forknythed og fortvivlelse, der er den virkelige sygdom til døden.

Vor egen krogede historie, der krummer sig ind i sig selv og cirkler om sig selv har Kristus rettet ud og gjort lige. Han har gjort den til en vandring, hvor Gud drager os igennem døden og intetheden hjemad imod sin kærlighed.

*

Lazarus' søster sendte den besked til Jesus: "Herre! Se, den, du elsker, er syg".

Og Jesus kom. Ikke fordi det nu engang var hans bestilling at gå rundt og opvække døde, eller fordi han udtrykte "livets princip". Han kom til et enkelt menneske, som han elskede. Og sådan kommer han til dig og mig, fordi han i dåben har knyttet hver enkelt af os til sig i kærlighed og lovet at vandre med os til graven som den, der er opstandelsen og livet.

Amen.