Regnskabsdagen

Af Jesper Langballe. Tidehverv, 2005, s.22-24. Matt.25,14-30.

Prædiken til søndag septuagesima 2004. Tekst: Matthæus 25,14-30

Med Himmeriget er det som med en mand, er rejste udenlands og kaldte sine tjenere til sig ... Sådan begynder Jesu lignelse, og så hører vi, at lang tid efter kommer herren tilbage. Han, som her rejser udenlands, og som siden vil komme igen og kræve sine tjenere til regnskab, det er vor Herre Jesus Kristus selv, der nu snart skal forlade disciplene og gå til sin Fader i himmelen. Vi finder lignelsen allersidst i Matthæus' skildring af begivenhederne i Jerusalem i påskeugen. l hele dette afsnit af evangelieskriftet taler Jesus om sin genkomst ved verdens ende - og om, hvordan han da vil holde dom over menneskene. Han fortæller her tre store lignelser lige efter hinanden, der alle handler om det samme: Lignelsen om brudejomfruerne, som venter på brudgommens komme, lignelsen om de betroede talenter og lignelsen om verdensdommen, hvor Jesus som dommer vil skille bukkene fra fårene.

Lignelsen vender os altså fremad mod den yderste dag - dommedag. Thi Herrens bortrejse, hvor han betror os, sine tjenere, at holde hus med de betroede midler, til han kommer igen, det er Kristi himmelfart. Fra da af skal mennesker leve i forventning om Kristi genkomst, regnskabsdagen, hvor vi skal opstå til dom eller frelse. Sådan er vort liv - ja, hele vores historie - rammet ind: mellem Kristi himmelfart og Kristi genkomst. Og mod denne genkomst er den kristnes håb rettet. Det er altså ikke os, der skal bestemme eller definere, hvad vores historie handler om eller fører til. Vor Herre har sagt os det: den fører til verdens undergang og Kristi genkomst.

Men en sådan tale høres næsten ikke mere - end ikke i Jesu Kristi kirke. Talen om Jesu genkomst har det moderne menneske og den moderne teologi skrevet i glemmebogen. Og så bliver lignelsen om de betroede talenter meget let til noget andet, end den er fra vor Herres egen mund. Den bliver til en moralsk historie om, at man ikke bør grave sit liv ned, som den sidste tjener gjorde, men give det bort og derved lade det komme til udfoldelse i spontanitet - efter devisen fra en kendt popsang, som nogle har udnævnt til at udtrykke den reneste, pureste kristendom: "Livet er langt, lykken er kort, salig er den, som tør give det bort..."

- Eller med et andet populært stykke opstemt lyrik, der er kommet med i den nye salmebog:

"Stjernestunder,
livets under,
luft og smag og syn er nyt!
Blodet bruser,
løvet suser,
havets rum er højt og lydt!
Mærk: alt liv går udad! - Giv!
for tro er liv."

 

Sådanne henrykte lovprisninger af det pulserende livs store lykkefyldte øjeblikke har digtere skrevet i et par århundreder. Det er der i og for sig ikke noget nyt i. Det nye er, at det udgives for kristendom og synges som salmer ved gudstjenesterne. Og som man vil kunne se det i tidens mange udgivne prædikesamlinger og i de prædikenvejledninger, der skrives hver uge i Præsteforeningens Blad, vil den moderne prædikant vide, at de tjenere, der sætter livet på spil hos vekselererne og lever i øjeblikket, det er dem, som opnår at føle livets bankende puls med alle deres sanser, fordi de tør hengive sig til livets lysfyldte strømmen. O.s.v. O.s.v.

Prædikenen skal kort sagt være det, man kalder "livsbekræftende".

Men evangeliets prædiken bekræfter ikke livet - eller det, som vi kalder livet. Evangeliets prædiken forkynder en befaling nu og her og en regnskabsdag over for en herre, om hvem vi i dag får at vide, at han er en hård herre, som høster, hvor han ikke såede, og samler, hvor han ikke spredte. Sådan må i hvert fald verden se ham - og den, der har nok i at leve for verden og sit eget.

Lignelsen om de betroede talenter derimod henviser os til at leve med regnskabsdagen for øje. Den siger, at Jesu Kristi historie ikke er en parentes i historien, der kan inspirere os til at leve et bedre liv. Det er tværtimod hele vort liv og vor historie, der er en parentes mellem Kristi himmelfart og Kristi genkomst. Og dette liv skal leves i forhold til den Herre, som forlod os og gik til sin Fader, og som vender tilbage som verdens dommer.

Hvad er det da, lignelsen siger om denne Herre og dommer?
- Den siger, at han efterlod os i verden med et ansvar, en opgave - vores liv - men det underlige er, at der slet ikke følger nogen handlingsplan med om, hvordan opgaven skal forvaltes. Ingen instrukser, ingen moralsk opskrift på, hvordan talenterne skal bruges. Vi hører kun, at een fik fem, en anden to og en tredie een. Evner og anlæg og sociale omstændigheder er forskellige, men de tre tjenere er dog lige over for deres herre. Det er ikke udbyttets størrelse, det kommer an på, men at det liv, som nu engang er et menneske betroet, bliver brugt i lydighed mod Herrens vilje.

Men hvad er Herrens vilje? - Det hørte de tre tjenere intet om. De måtte selv finde ud af det. Og de kunne ikke få nogen vished ved at spørge ham undervejs, for han var jo rejst bort, og de var med et moderne udtryk "på Herrens mark".

Der var så dem, der satte det hele i spil og brugte livet - brugte det op og sled det ned under dagens krav i samlivet med næsten. Og der var ham, der ville bevare det uskadt for enhver pris og gravede det ned i et hul i jorden. Det kan være den gammeldags pietist, som ikke vil risikere at snavse fingrene til ved berøring med den syndige verden, så hans tro kommer noget til. Det kan være fredselskeren, som skyer al kamp og strid, som kan bringe liv og velfærd i fare. Og det kan være den moderne følsomme kristne, som lever for nuet og for at føle livets bankende puls. - Ja, det kan være dyrkelsen af den rette moral eller af det timelige velfærd eller af den rette strømmende livsfølelse. Altsammen vil det på regnskabsdagen blive mødt med ordene: - Kast den unyttige tjener ud i mørket udenfor ... !

Må vi da ikke se i øjnene, at den tredie tjener, som satte det hele til, netop i sin trang til at bevare det hele - det er os selv? - at vi i hvert fald ikke har nogen garanti for, at det ikke er os selv. Os, der klamrer os til livet som vort eget, også når vi hævder, at vi med umådelig travlhed eller inderlig hengivenhed har sat alt på spil. Vi levede dog som den uduelige tjener, som om livet tilhørte os selv. Vi levede uden regnskabsdagen for øje.

For vi savnede en handlingsplan - en moralsk eller politisk opskrift på, nøjagtigt hvordan opgaven skulle løses. Derfor forargedes vi og kunne med al vores fornuft kun se Gud som en hård herre, der høstede, hvor han ikke såede, og samlede, hvor han ikke spredte. Og derfor ville vi hellere omdigte Gud til en mild, elskværdig sjæl - eller et godhedens princip - der bekræfter os i vore egne forestillinger om, hvordan livet bør leves, og som en inspirationskilde til at opnå den rette livsfylde.

Men retter vi blikket mod ham, der fortalte os lignelsen, så ser alt anderledes ud. For så forkynder lignelsen ikke lov, men evangelium: Den Herre, der forlod disciplene og os, han er dog den, som altid bliver hos os i sit ord om syndernes forladelse. Han drog jo fra os ved at lide vores straf på korset i ensom gudsforladthed. Og derfor siger hans evangelium, at når vi føler os allermest gudsforladte, så er Kristus os nærmere, end vi er os selv.

Og sådan stillede han os i livets ansvar og opgave - som den, der selv løste opgaven for os på forhånd. Sådan lagde han ansvaret på os - som den, der selv bar det. Sådan gav han os i barnedåben den tro, som er at leve med regnskabsdagen for øje - men uden frygt for Guds strenghed, for bag hans tilsyneladende strenghed gemmer sig hans uendelige godhed, der skænker os troen i et evigt løfte om, at vi hver dag er undervejs mod hans rige.

Så er vi sat til at bruge livet - uden guddommelige instrukser, uden nogen kristelig handlingsplan. Bruge det op og slide det ned - i bevidstheden om, at Gud vil kræve sit tilbage med renter. Men i evangeliets lys er denne viden ikke skræmmende, men derimod en salig trøst og lettelse. For når livet ikke tilhører os selv, så er det heller ikke os selv, der råder for rentetilvæksten. Den er skjult for vores fornuft - skjult i Himlen med Jesus Kristus. For det er hans liv og død på jorden, der trækker renter for os i Himlen.

Så er det ikke det udbytte, vi selv opnår af vore betroede midler, der tæller, men Guds rige vinder vi ved troen på Kristus - den, han selv skaber ved sit tilgivende ord.

Og så er den fremtidige regnskabsdag ikke længere fjern og truende. Sagen er rykket os helt ind på livet her og nu i dag. For det er her og nu i dag, vi skal leve og tjene Gud i kald og stand - d.v.s. i vores daglige gerning her i Danmark - som vi nu kan. Ikke for at opnå en bestemt livsfylde eller for at føle livets bankende puls, som det hedder med vor tids krukkede sprogbrug, men for at leve i den virkelighed, som slet ikke skal bringes til veje, fordi den er givet os på forhånd.

Troen er ikke en besiddelse, vi har i os i kraft af en bestemt måde at handle på eller en bestemt måde at føle på. Men troen er et forhold. Et forhold til den Herre, som altid er i vente - ham, der skal komme igen på den yderste dag som verdens dommer, men dog bestandigt er hos os som din og min frelser. Og det forhold skal følge os i alt, hvad vi gør.

Og når Gud har lagt sit ord i vore hjerter, så ser han altid sin elskede enbårne søn i os, sine ulydige børn. Eller han ser os som den tjener, til hvem han på regnskabsdagen siger: - Gå ind til din Herres glæde!

Amen.