Tale ved Johannes Simonsens begravelse

Af Johs. Horstmann. Tidehverv, 1975, s.13-15. Rom. 5,8-11.

Enderslev kirke 14. december 1974.

I vort gamle kirkeritual fra 1685, i afsnittet om begravelse, står der, at præsten "kortelig skal udlægge en bekvem tekst af den hellige skrift", men også, at "han, før han træder til tekstens forklaring, skal læse den afdødes liv og levned for menigheden". I overensstemmelse hermed skal jeg begynde at omtale, at Johannes Simonsen var født i Brovst i Nordjylland i 1898, at han blev student fra Aalborg katedralskole i 1920, teologisk kandidat 1926, kaldskapellan i Gerlev og Dråby samme år, sognepræst i Ballum og Skast 1931, residerende kapellan ved Filipskirken i København 1939 og sognepræst i Enderslev og Vråby 1948, at han tog sin afsked i 1966 og flyttede til Frederiksberg, hvor han som emeritus havde adskillige vakancer, bl.a. på Vestre Fængsel og i Simon Peters sogn. I egenskab af sognebåndsløser var han ved sin død medlem af menighedsrådet i Østervold sogn.

Johannes Simonsen var en velbegavet og velstuderet mand, der uden tvivl også kunne have gjort god fyldest i andre livsstillinger, om han havde valgt dem, men når han valgte at blive præst, har det nok været, fordi han alligevel ikke kunne være noget andet. Han havde hørt evangeliet, og den, der har gjort det, må prædike det for andre, der påligger ham en nødvendighed. Og den, der har den naturlige udrustning dertil, han må prædike offentligt som præst, når en menighed kalder ham dertil. Udgået fra et indremissionsk hjem blev Johannes Simonsen i sin studentertid, der faldt i tyvernes første halvdel, stillet overfor den dengang herskende liberale teologi, men også - og det var det, som gjorde det stærkeste indtryk på ham - overfor Luthers teologi og forkyndelse, og han kunne ikke undgå at bemærke forskellen mellem Luthers egen tale og meget af den tale, der i den danske kirke gav sig ud for at være luthersk kristendomsforkyndelse, og dette nødte ham ud i et åndeligt opgør, der næppe har været uden smertelige omkostninger, men som dog for sandhedens skyld måtte føres igennem. Det måtte være naturligt, at han søgte kontakt med kredsen omkring tidsskriftet Tidehverv, hvor andre jævnaldrende stod i et tilsvarende opgør med deres kristelige og kirkelige udgangspunkt, og det blev til en kontakt, der varede livet ud, hvilket vel også støttedes af, at Simonsen ved sit ægteskab var blevet svoger til en af hovedskikkelserne i Tidehvervskredsen, Kristoffer Olesen Larsen. Johannes Simonsen hørte ikke til dem, der holdt sig selv fremme, og det lå vel heller ikke for ham at ville være fører for andre, men han havde helt sit eget ansigt, og han hørte til dem, man gerne lyttede til, og hans indsats i denne sammenhæng blev gennem årene til en anseelig række foredrag på Tidehvervs sommermøder. Mange af dem foreligger på tryk. Disse foredrag udmærkede sig ved at være let forståelige og velforberedte, og de var gerne forsynet med et tydeligt aktuelt sigte også der, hvor de behandlede historiske emner, ligesom de sædvanligvis var krydret med megen humor. Der stod respekt omkring Johannes Simonsen, og det er nok ikke forkert at sige, at hans anseelse indenfor denne kreds gennem årene var i stadigt tiltagende.

Foruden til Luther følte Johannes Simonsen sig draget til Thomas Kingo, og det var nok ikke bare en tilfældighed. Det, at hos dem begge en stærk og livskraftig natur var parret med dyb alvor og virkelighedstroskab, har nok været gode forudsætninger for følelsen af et åndeligt slægtskab her. Også beskæftigelsen med Kingo varede for Simonsen livet ud, og den satte sig litterært spor i en bog om Kingo, som han udsendte for få år siden, og hvori denne præst og biskop, teolog og barokdigter bliver opfattet af en ligesindet mand, der på væsentlige punkter har set det at være menneske under den samme synsvinkel. Det var ikke bare antikvarisk eller æstetisk interesse, der drev Simonsen til Kingo, men man får i bogen et tydeligt indtryk af, at han hos Kingo hentede hjælp til at forstå sig selv - herunder også at forstå sig selv i sin gerning som præst.

Denne interesse for Luther og Kingo - og overhovedet for reformationens og ortodoksiens tid i den danske kirke - kunne måske for nogle få Simonsen til at fremtræde som den konservative kirkemand, der ikke ville følge med tiden. Men det var på ingen måde frygt for det nye, der var bestemmende for ham - han var tværtimod til stadighed meget interesseret i, hvad der foregik i nutiden, og veg ikke tilbage for i sit otium at fortsætte sit teologiske studium, endda hos en væsentlig yngre lærer. Det var derimod den ubestikkelige sans for virkeligheden, der ikke tillod ham at se noget nyt der, hvor der intet virkeligt nyt var, og sand tale om virkeligheden fandt Simonsen i den kingoske ortodoksi og salmedigtning. "Hvad er det dog alt, som verden opsminker med fager gestalt? Det er jo kun skygger og skinnende glar, det er jo kun bobler og skrattende kar, det er jo kun iseskrog, skarn og fortræd, forfængelighed". Den verden, som ligger i det onde, og som er underlagt forgængeligheden, og hvis skikkelse forgår, den kan man ikke stræbe efter at forandre og forbedre på uden at bedrage sig selv; den kan mennesket overhovedet ikke leve i undtagen i den bestandige lytten til evangeliet om syndernes forladelse. Men hvor evangeliet høres, kan der leves netop i denne verden i tro og håb til Gud, og der kan dagen fryde trods synd og død. Med en sådan forståelse af verden - som ikke har det mindste med pietistisk verdensflugt at gøre - kan der ikke blive nogen plads for en dennesidighedskristendom, hvor det at være kristen udtømmer sig i det politiske og sociale engagement; derimod bliver forventningen om det kommende, om den nye himmel og den nye jord, som Gud skal skabe, en nødvendighed for det rette forhold til livet i forfængeligheden. Det er denne forståelse, som danner baggrunden for Johannes Simonsens humor. Den kunne misforstås af dem, der ikke så og forstod denne baggrund - sådan som det skete, da han for nogle år siden på Tidehvervs sommermøde, med tydelig tilslutning til det deri berettede, fortalte historien om Peter Rørdam, der som feltpræst under treårskrigen engang sagde til en hårdt såret og døende soldat på slagmarken: "Hvad hyler du for, kammerat, du har jo dine synders forladelse". Dette blev opfattet som en lovprisning af kynismen, men for Simonsen var det alt andet. Det var for ham den eneste virkelighedstro tale, der kan føres af det ene menneske til det andet i dødens situation. Og det ligger nær at tænke sig, at det er ord, som Simonsen bestandig har været nødt til at sige til sig selv. Det er jo da heller ikke andet end den henflyen til Guds nåde, hvori den kristnes daglige omvendelse består.

Virkelighedstroskaben - eller måske snarere det, at han var fastholdt af virkeligheden - måtte nødvendigvis stille Johannes Simonsen på lige fod med alle, som han havde med at gøre. Der kunne for ham aldrig blive tale om at opfatte sig selv som en viderekommen, der havde fortrin at gøre gældende fremfor andre. Man mærkede, at det var sådan i hans forhold til børn, som var præget af megen gensidig forståelse og sympati. Han var mellem dem som en af dem, og han glædede sig sammen med dem over det samme, som de glædede sig over. Og det skal nok have været den samme virkelighedstroskab, der satte ham i stand til at tale med de indsatte i Vestre Fængsel, så at det blev til gensidig glæde. Han vidste, at overfor Gud - og det vil sige i den virkelige virkelighed - kan intet menneske have det allermindste at rose sig af overfor det andet.

Johannes Simonsen var et meget trofast menneske - overfor sin familie, overfor sine venner, overfor sine sognebørn. Han vedblev med at have forbindelse med alle de sogne, hvor han havde været præst. Men hans trofasthed var aldrig påtrængende. Selv om han havde let ved at tale med mennesker, så var han dog sjæleligt blufærdig og ønskede ikke at bebyrde andre med ting og sager, som han ikke mente, at de kunne have nogen interesse for. Men de, der kendte ham, vidste, at de kunne stole på ham.

Om Johannes Simonsens embedsgerning som præst har jeg ikke talt og skal heller ikke tale her. Det tilkommer ikke mig. Men selv skrev han for 40 år siden i en artikel i Tidehverv: "Ordet skal lyde, evangeliet skal forkyndes. Det er ikke tilfældigt, at vi i vor kirkebøn siger: Herre, jeg er kommet ind i dette dit hus for at høre. Hvad hører vi der? Vi hører nogle tilfældige ord af den hellige skrift, en tilfældig prædikant, en tilfældig prædiken - men gennem alt dette tilfældige kan og vil Gud tale frelsens og opstandelsens ord til syndere". Sådan forstod Johannes Simonsen selv sin gerning som præst. Og jeg tror, at sådan vil han også stå i taknemmelig erindring hos dem, som det blev givet at have ham som deres præst - og hos os andre, som det blev givet at kende ham som medmenneske, kollega og ven.

Men dommen over et menneske tilkommer det Gud alene at afsige - vi skal alle fremstilles for Guds domstol - og det skal vi anerkende derved, at vi lytter til det evangelium, som ved at være ordet fra Gud taler til og har gyldighed for både os og vore døde.

Apostelen Paulus skriver Rom. 5,8-11: Men Gud beviser sin kærlighed over for os, ved at Kristus døde for os, medens vi endnu var syndere. Så meget mere skal vi altså, da vi nu er blevet retfærdiggjorte ved hans blod, frelses ved ham fra vreden. Thi når vi, da vi var fjender, blev forligt med Gud ved hans søns død, da skal vi meget mere, efter at vi er blevet forligt, frelses ved hans liv, ja, ikke det alene, men også således, at vi roser os af Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu har fået forligelsen.

Gud beviser sin kærlighed, ved at Kristus er død for syndere. Han beviser den altså ikke på den måde, som vi ville have foretrukket, nemlig ved at give os medgang i livet, lade vore planer lykkes, give os det herredømme over vor egen tilværelse, som vi anser for det gode, men han gør det ved at sende sin søn til syndere og lade ham dø deres død. Og Gud beviser ikke sin kærlighed på det sted, hvor vi mener os i stand til at se og erfare hans kærlighed, hvis den ellers er der, nemlig i et forandret og forbedret liv, hvor synden og dens følger er taget bort eller i hvert fald holdt indenfor bestemte grænser, så at den ikke generer os, men han gør det i Kristi død, altså der, hvor vi ikke kan se andet end et menneske, der i gudsforladthedens nød intet erfarer af den guddommelige kærlighed. En Kristus, der er blandt syndere, og som får synderes skæbne, nemlig at dø den død, som er Guds straf for synden, dette er Guds bevis for sin kærlighed. Men det vil da sige, at Gud, når han beviser sin kærlighed, ikke gør og heller ikke kan gøre dette, uden at han dermed afdækker menneskets synd. For der, hvor Kristus er den korsfæstede, der er menneskets virkelighed den, at det er en synder. Det er jo mennesket, der ved sin synd gør Kristus til den korsfæstede. Guds kærlighed kan derfor aldrig få nogen anden genstand end syndere, sådanne, der er uden værdighed og fortjeneste for ham - men derfor heller ikke nogen anden genstand end sådanne, der, hvem de så er, og hvordan de så er, kan vide sig uendelig elsket af Gud. Ingen kan stå udenfor det samfund af syndere, som Gud beviser som genstand for sin kærlighed ved at sende sin søn i syndigt køds lighed eller ved at lade ham her i verden være den korsfæstede. Noget klarere bevis for Guds kærlighed til os end det, som han har givet ved at sende sin søn derhen, hvor mennesket - fordi det er i synden - ikke kan kende Gud som kærlighed, kan derfor ikke tænkes. Gud kan ikke tydeligere, end han allerede har gjort det, sige til hvert eneste menneske: Nu er jeg din, og du er min, min bolig skal og være din, os skal ej fjenden skille.

Men denne kærlighed, som Gud beviser os, eller som han har åbenbaret os, er Guds fjenders forligelse med ham ved hans søns død. Dermed vil apostelen åbenbart sige noget endnu mere om Gud, end at han beviser sin kærlighed til syndere, eller snarere ønsker Paulus at tydeliggøre det guddommelige ved Guds kærlighed ved at sige, at den ved at være i hans søns død indebærer Guds forligelse med den verden, der står ham imod i fjendskab. Gud nøjes ikke med at åbenbare, at han elsker sine fjender, men idet han gør dette, ophører disse fjender for denne kærligheds skyld med at være hans fjender. Gud ser det menneske, der i sig selv er synder og hans fjende, som er det uden synd, rent og retfærdigt for ham, som er det just det, som han i skabelsen har bestemt mennesket til at være. Hvor Guds kærlighed til genstand har det menneske, der som synder er helt uden værdighed og fortjeneste for ham, der ser han denne genstand som fuldkommen retfærdig, som den, der er ligså ren og retfærdig som den enbårne søn, der slet intet kan gøre af sig selv, uden hvad han ser faderen gøre. At Guds kærlighed til syndere også er hans forligelse med sine fjender betyder, at Gud ikke vil have, at det skal være sådan, at han ved sin kærlighed kommer til at demonstrere sin guddommelige overlegenhed i forhold til det menneske, der som synder er udenfor kærligheden, og lader det rigtigt mærke, hvor uværdigt det er til hans kærlighed i sit ubegrundede fjendskab imod ham. Men Gud stiller synderen der, hvor alting er, som om der aldrig havde været noget misforhold mellem Gud og mennesket. At Guds kærlighed og forligelse betyder, at Gud selv i Kristi død har båret al menneskets synd og skyld bort og for evigt udslettet den og nu ser mennesket så rent og retfærdigt som på skabelsens dag. Guds kærlighed er, fordi den er forligelse med hans fjender, ikke blot en retfærdiggørelsesmulighed, som Gud giver syndere, og som de kan gribe, hvis de vil, men den er en retfærdiggørelsesvirkelighed, som de er stillet ind i. Den synd, som skiller mennesket fra dets skaber og dets livs kilde, er bortskaffet. Forligelse betyder, at der er åbnet syndere adgang til Gud, eller at Guds fjender ved hans søns død er blevet hans elskede børn.

Men - og nu slutter Paulus fra det større til det mindre, fra det usandsynliges virkelighed til det sandsynliges mulighed - når Gud har gjort det uendelig store at bevise syndere sin kærlighed, der er forligelse med dem, der er fjender, og gjort dette i Kristi død, hvor meget mere skal vi da ikke som allerede retfærdiggjorte ved hans blod frelses ved ham fra den kommende vrede? Hvor meget mere skal vi da ikke nu, da Gud for Jesu død ikke tilregner os syndens skyld, ved ham også udfri også af den syndens magt, som er Guds kommende dom - ved ham, som selv lever og sidder ved Guds højre hånd? Den kommende vrede forbliver vel som en virkelighed også der, hvor Gud beviser syndere sin kærlighed ved Kristi død. Den død, som er syndens sold, er jo ikke taget bort. Vi skal alle fremstilles for Guds domstol. Guds kærlighed forvandler ikke på synlig måde synderes tilværelse. Men hvor det uendelig store er sket, at Guds kærlighed er blevet åbenbar for syndere, der er også sket det, at det, som kommer, ikke kan andet end komme fra den Gud, som er kærlighed, og at derfor døden og den kommende vrede, Guds dom over og tilintetgørelse af alt det onde, nu ikke kan skade den synder, der er elsket af Gud, ikke kan andet end samvirke til gode for ham. Den kommende vrede og dom kan der, hvor Guds kærlighed til syndere er, ikke komme til at betyde nogetsomhelst andet end Guds fjernelse af den livsødelæggelse, som er forvoldt ved menneskets synd; den kan kun betyde skabningens genfødelse. Når det, som Gud ser som menneskets fortabelse i synden, er overvundet ved hans kærlighed til syndere i Kristi død, så er også det, som mennesket selv kan se og frygte som sit onde, den kommende vrede, døden og dommen, taget i tjeneste af Guds kærlighed. Og dette er vor frelse ved Kristus fra den kommende vrede, at der ved ham også er givet retfærdiggjorte syndere det levende håb, at det, som kommer - er det end døden og dommen - ikke kan andet end drage til Gud og derfor er noget, der ikke vil være genstand for frygt, men for håb og forventning. Han, der kommer som vor dommer, er ingen anden end den Kristus, som er kommet som vor forsoner.

Og når vi som fjender er blevet forligt med Gud ved hans søns død, da skal vi meget mere, efter at vi er blevet forligt, frelses ved hans liv. Kristi liv - det liv, som han som opstanden lever for Gud - er ikke et liv, som han lever for sig selv, men det lever han for os, giver han til os. Den opstandne Kristus efterlader ikke de med Gud forligte fjender i den verden, hvor synden og døden trods forligelsen fortsat udøver sin magt, men han lover at oprejse os fra de døde. Hvor syndernes forladelse er, der er også det visse håb om de dødes opstandelse. Det er umuligt, at den Kristus, der er vor forsoning med Gud, ikke også med almægtig guddomsvilje skal ville, at de forsonede skal være der, hvor han selv lever, eller det er umuligt, at han ikke fra sin højhed hos Gud, hvor han evigt er, skal drage alle til sig, til sin herlighed. Løftet om kødets opstandelse er ikke noget andet end Guds forsonende kærlighed. Men det er det, at Guds kærlighed, idet den kommer til mennesket i synden som tilgivelse, tager fat på også at feje synden og dens ødelæggelse af menneskets liv ud af den verden, som Gud har skabt, og ikke holder op med denne udfejning, før alt det onde er skaffet bort. Det, at Kristus ikke blot er den korsfæstede, men den korsfæstede, som er opstanden, betyder, at i forligelsen med Gud - altså der, hvor Gud er nådig mod syndere - er også det liv blevet åbenbaret, som Gud har skabt mennesket til evigt at leve, og som han selv danner det til at leve der, hvor det bliver i troen på den forligelse, som er sket. Der, hvor synderen ved at tro på forligelsen med Gud i Kristus "med ubedækket ansigt skuer Herrens herlighed som i et spejl", der skal han også "blive forvandlet til det samme billede, fra herlighed til herlighed".

Men apostelen siger endnu mere, end at vi efter at være blevet forligt ved Guds søns død skal frelses ved hans liv: Ikke det alene, men også således, at vi roser os af Gud ved vor herre Jesus Kristus, ved hvem vi har fået forligelse. Hvad er nu det, som Paulus her giver udtryk for? Åbenbart det, som han andetsteds benævner åndens pant, som Gud har givet i vore hjerter. Det at rose sig af Gud ved vor Herre Jesus Kristus er det samme som at kende Gud selv i ham, at leve i samfund med Gud i kendskabet til ham. Der, hvor Gud beviser sin kærlighed til syndere som sin forligelse med sine fjender - og gør det i Kristus, den korsfæstede, som er opstanden - der sender han også sin ånd med troens gave, hvori synderen roser sig ikke af sin egen gerning og værdighed, men af Gud alene, sætter al sin lid alene til hans barmhjertighed, den tro, der grundende sig på Guds tilgivende kærlighed og forventende hans kommende frelse allerede selv er frelsen, livet i samfund med Gud. Guds kærlighed er virkelig fuldkommen. Den nøjes ikke med at tale om syndernes forladelse og kødets opstandelse for så at overlade til os selv, hvad vi kan få ud af denne tale, om vi vil og kan tilegne os den. Men der, hvor den kommer til os i evangeliets forkyndelse, der gør den selv det, som den taler om Guds kærlighed, til denne kærligheds egen tale til os og giver selv øren at høre den med, høre den som Guds ord til os, hvori der er ånd og liv. Men det at høre denne tale om troen på synderes retfærdiggørelse, om forligelsen af Guds fjender ved hans søns død og om det levende håb om frelse ved hans liv, det er intet mindre end allerede nu at leve det kærlighedens evige liv, der uforandret vedbliver med at være det samme, fordi det er Guds eget liv, givet til mennesker af ham, der nu og i evigheden er den samme uforanderlige kærlighed, der aldrig ophører.