Prædiken i Esajas kirke 27. oktober 1985

Af Johs. Horstmann. Tidehverv, 1986, s.1-5. Joh. 4,46-53. 21.

Joh. 4,46-53. 21. søndag efter Trinitatis

Vor tekst til denne søndag taler om troen, om det at blive oplært i at tro med det, som Jesus og evangeliet kalder tro, ikke med det, menneskets fornuft kalder med det samme navn. Derfor taler teksten om troen som den, der bliver til i mennesket derved, at Jesus med sit ord nøder det ind i en afgørelse, hvori det må slippe enhver anden støtte for sit liv og sine handlinger end det ord, som han taler. Men således at måtte slippe de tilvante støtter og det hidtidige grundlag for livet - eller det, som hidtil er blevet anset for at kunne være et sådant - gør ondt i og forfærder det menneske, der af naturen mener, at troen må være det at få disse støtter og dette grundlag stabiliseret og cementeret, hvor det måtte være blevet usikkert og vaklende. Og det kommer til at betyde, at troens komme til mennesket, dens tilblivelse i det eller menneskets oplæring i at tro, erfares som det, at selve troens mulighed bliver berøvet mennesket i stedet for at blive givet det, som det, at menneskets selvbestemmelsesret og den dertil hørende mulighed for velovervejet og velafbalanceret stillingtagen bliver frataget mennesket af en ubehagelig fordring om tro, en fordring om afgørelse på stedet, der ikke legitimerer sin ret til at fordre på denne ubetingede måde, som en fordring om tro, der ikke giver mennesket tid og lejlighed til at undersøge og overveje og tage stilling på grundlag af det således indhøstede resultat, men kommer til mennesket udefra og uindbudt uden at tage hensyn til, om den også kommer belejligt, og dog optræder, som om den har ubetinget ret til at blande sig i menneskets allerinderste anliggende. Og det er ikke nok med, at Jesu ord bringer mennesket derud, hvor det må stå overfor en uoverskridelig grænse, der gør det selv magtesløst, men det kommer til at stå ved denne grænse som den skyldige, der nødes til at erkende, at hans hidtidige liv er gået ud på at handle imod det, som han nu er nødt til at forstå som en sand og berettiget fordring om tro, som selve hans situation i magtesløsheden stiller til ham. Menneskets hidtidige liv er gået ud på netop at sikre sig imod at komme til at skulle stå i denne magtesløshedens situation foran sit livs grænse. Mennesket har villet bjerge sit liv i den mening at komme til således at være sit eget livs herre, at det aldrig skulle kunne nødes til at befinde sig der, hvor det for alvor fordres af det, at det skal tro - altså der, hvor det ikke at tro er intet mindre end en forbliven i livets fuldstændige undergang, fortabelsen.

Hvor mennesker hører ordet tro nævne, mener de gerne, at det har noget med barnlig umiddelbarhed og naiv livsholdning at gøre og derfor må være noget, som det livserfarne voksne menneske skulle være vokset fra, medmindre det på grundlag af netop sin egen livserfaring vælger sig selv en tro, for så er tro et udtryk for overlegen klogskab. En sådan selvvalgt tro har tilmed den fordel, at den til enhver tid kan udskiftes med en anden tro af samme art, dersom der skulle blive behov for det - så den er der aldrig nogen større risiko forbundet med at have. Denne forståelse af troen som det umiddelbare og naive eller som det selvvalgte, raffinerede og overlegent verdenskloge bliver skånselsløst slået i stykker der, hvor den virkelige oplæring i tro møder mennesket. Og at denne oplæring møder det, kendes netop på, at dets valgfrihed med hensyn til at tro eller lade være med at tro forsvinder som en illusion, og mennesket nødes til at se, at det er lænket til at være vantro i samme øjeblik, det er begyndt at forstå, at der ikke kan findes virkeligt menneskeligt liv til undtagen som et liv, der har troens skikkelse. At møde troen, den virkelige tro, er at møde denne dom over vantroen hos sig selv - også der, hvor man ellers har vænnet sig til at kalde vantro med troens navn. Ingen skal mene, at han kan komme til evangeliet uden at blive udsat for at møde denne dom. For hvert menneske er af naturen ude i sit eget mod Gud ulydige ærinde og er det naturligvis også der, hvor det kommer til evangeliet, ellers ville det ikke være dette menneske, som kommer.

Men at det således bliver afdækket, at det er menneskets virkelige situation, at det vil noget andet end det, som Gud vil, at det skal ville, at dets vilje er trælbundet, for at bruge Martin Luthers kendte udtryk, trælbundet i et selvhævdende oprør imod Gud, trælbundet i fornægtelse af den ydmyghed overfor skaberen, som er menneskets bestemmelse og derfor en nødvendighed for det, dersom det skal leve sandt menneskeligt, denne afsløring betyder menneskets frigørelse til at stå i afgørelsen mellem tro og forargelse, og at måtte stå i denne afgørelse er samtidig at få friheden til at tro givet. For denne frihed er til stede der, hvor mennesket må erkende, at det ikke kan tro ved sig selv og dermed står ved den grænse, hvor troen ikke kan være en menneskelig mulighed. Netop der kan mennesket håbe på Gud, fordi der ikke er andet at håbe på. Der, hvor menneskets kraft går ud, går Guds kraft ind. Der, hvor troen forsvinder som en mulighed for mennesket selv, er den Guds mulighed i mennesket.

Hvor evangeliet forkyndes, og mennesker hører det som Guds ord, som det i sandhed er, og kirke bliver til, der går på usynlig måde det for sig, som fremstilles i tekstens beretning. Der oplærer Gud det lyttende menneske i troen, i det at tro. Der kommer et menneske til evangeliet, fordi det håber på at få hjælp af det for en eller anden vanskelighed i sit liv, som smerter og forhindrer livet i at være virkeligt liv - og som det erkender, at det ikke selv kan magte. Og det menneske, som henvender sig, får af evangeliet at vide, at det til trods for denne - skulle man mene troende - henvendelse ikke vil tro, men se tegn og undere som betingelse for at ville tro. Mennesket vil have evangeliets hjælp til at komme ovenpå igen i livskampen, hvor dets livsgrundlag er blevet vaklende. Mennesket kommer til evangeliet for at søge frelse, sådan som dets egen fornuft siger det, at frelsen må være, og det får at vide, at det, som det virkelig kommer efter, bare er at få hjælp af evangeliet til at kunne forblive i vantroen overfor Gud, forblive i troen på sin egen fornufts kraft og evne til magte livet. Netop det, som mennesket selv regner for sin tro og anser for at være det som sikrer det retfærdigheden og velbehageligheden for Gud, sikrer, at dets liv kan være i harmoni med hans vilje, netop det bliver dømt som noget, hvori mennesket søger sin egen vilje og vil have Guds hjælp til at vedblive med at kunne gøre det. Men ved dette frastød bliver mennesket nødt til at spørge evangeliet om hjælp på en anden og dybere måde. Nu kan det kun blive ved evangeliet ved at spørge om tilgivelse, ikke bare for det onde, som det har gjort, men sandelig ligeså meget for det gode, fordi dette gode nu har afsløret sig som det, der ikke er godt for Gud. Og dermed bliver menneskets forhold til det ord, som Gud taler, et andet, for selve det ord, som Gud taler, og ikke først dettes ønskede virkninger i menneskets liv, er nu det afgørende. Hvor mennesket bliver nødt til at spørge på denne måde, hører det evangeliet på en ny måde: nu ikke mere som en oplysning om, en omtale af, hvad Gud engang har gjort og med andre mennesker, men som en nutidig tiltale, der opretter et nyt forhold mellem Gud og det enkelte menneske, som et tilgivende ord, der sætter mennesket ind i samfundet med den Gud, som har åbenbaret sig som nådig, og dermed gør dets liv til et liv i Guds rige.

Teksten begynder med en omtale af, at Jesus modtager en kongelig embedsmand, som beder ham om at helbrede hans søn, som er døden nær, på den måde, at han siger til ham: Hvis I ikke får tegn og undere at se, vil I ikke tro. Hvorfor er Jesus så ukærlig, at han ikke straks følger med denne mand til hans hus og hjælper ham, når han ellers kan det? Hvorfor anklager han ham i stedet for vilje til vantro? Det er jo ikke en human måde at behandle et menneske i nød på således at møde det med en anklage i stedet for med den hjælp, det trænger til. Er det ikke desuden en meget uklog fremgangsmåde, når man er ude for at vinde menneskers tilslutning? For det må vel være det, som Jesus ønsker at opnå ved sin prædiken om Guds rige, der er kommet nær, at mennesker skal slutte op omkring ham som deres fører i arbejdet for en bedre verden? Kunne han ikke have opnået væsentlig mere, hvis han på en helt anden måde havde vist medynk ikke bare med denne mand, men også med andre mennesker i deres problem- og lidelsesfyldte tilværelse? Og kunne han ikke have undgået det skarpe sammenstød med sin samtids gudfrygtige og retfærdige mennesker, der til sidst bragte ham selv på korset og bragte forargelse og fortvivlelse over hans disciple, hvis han havde udvist noget mere næstekærlighed?

Den modtagelse, Jesus her giver den kongelige embedsmand, er den samme, hvormed evangeliet idag modtager de mennesker, der kommer til det for at få hjælp med det, som de holder for at være deres livs nød. Evangeliet møder dem med en anklage for vantro og gør således deres nød større, end den er i forvejen. Evangeliet forudsætter nemlig, at det menneske, det taler til, er en synder overfor Gud - og gør det åbenbart, at det gør denne forudsætning, netop ved at anklage mennesket for den synd, som er vantroen i dets indre, modviljen imod at skulle over alle ting frygte og elske Gud og sætte al sin lid til ham. Hvordan kan vel en sådan anklage rime sammen med, at evangeliet skal være et glædeligt budskab? Men rent bortset fra, om det er klogt eller næstekærligt, er det så ikke sandt, hvad Jesus siger til embedsmanden - og åbenbart ikke til ham alene - at han ikke vil tro uden at få tegn og undere at se? Har den Jesus, som er Guds åbenbarer og verdens frelser, ikke al grund til at regne det for vantro, når et menneske kommer til ham i den mening, at han er til for at hjælpe det til at komme til at leve det liv i denne verden, som det ønsker sig, det liv, som er uden lidelse og død, og hvor der er mulighed for, at det kan gøre, hvad det vil, uden at det får ubehagelige følger? Har det mon noget med tro at gøre at ville bruge Jesus som redskab for således at få sit liv bragt i en i denne mening god stand? Og kan det kaldes tro, at mennesker i vore dage vil bruge evangeliet til at få samfundsforholdene forandret, så at der kan blive skabt det, som fornuften kalder retfærdighed og lighed mellem mennesker i en verden, hvor det ellers er uretfærdighed og ulighed, der råder - sådan som mennesker i vid udstrækning vil det i dag i kirken? Er det ikke tværtimod vantro, når mennesker i stedet for at holde det, at Guds ord, evangeliet, lyder til dem, for at være frelsen - fordi dette jo er, at Gud selv er nær hos dem som deres nådige Gud - vil se frelsen i et fremtidigt jordisk mål, som de selv giver tegningen til og håber, at de skal nå ved en forstandig brug af evangeliet? Hvordan skulle det vel kunne være andet end vantro, når mennesker vil bruge evangeliet for at få deres egne - som de selv mener - rimelige - ønsker og planer virkeliggjort og dermed viser, at de ikke regner med, at det er frelse, at Gud selv taler til dem, og at hans rige dermed er kommet nær til dem? De vrager jo Guds frelse ved at ville bruge den til at opnå det, som er deres eget formål med deres liv, og som de finder bedre.

Den kongelige embedsmand kunne være blevet forarget og vred over den modtagelse, som Jesus gav ham med sin anklage for vantro. Det havde været menneskeligt nærliggende, om han var gået sin vej efter at have rettet en modanklage imod Jesus for hjerteløshed - hvem synes ikke det? Men det gør denne mand ikke. Han udholder i stedet anklagen og giver den dermed ret - og gentager så sin bøn til Jesus: Kom før mit barn dør! Igen afslår Jesus hans bøn om at følge med ham, idet han siger: Gå bort! Men nu tilføjer han: Din søn lever. På den måde - ved samtidig at afslå og opfylde bønnen - stiller Jesus manden i en afgørelse. Vil han regne det ord, som Jesus har talt til ham, for sandhed, eller vil han det ikke? Vil han vise, at han tror på dets sandhed ved nu at gå bort til sit hus, fordi Jesus har befalet ham at gøre det alene i tillid til, at hvad han har sagt om, at hans søn lever, virkelig er sandhed? Og manden troede det ord, som Jesus talte, og gik bort.

Med sin omtale af denne kongelige embedsmand vil evangelisten tegne et billede af et menneske, som virkelig tror på Jesus, d. v. s. tror på hans ords guddommelige magt og gør dette ord til grundlag for sit liv og sine handlinger. Først det er sand tro på denne måde at regne det, som Jesus siger, for et guddommeligt ord, som virker det, som det siger. Her er ikke tale om at føle eller opleve nogen tro i sit indre eller at glæde sig over, at man er kommet igennem usikkerhedens og tvivlens krise og nu har fået visheden sikret. Men her er tale om uden nogen sådan oplevelse eller følelse eller sikkerhed at lade det, som Jesus siger, være selve det grundlag, man står på og handler på - og dette alene, fordi han siger det. Embedsmanden er lydig mod det ord, som Jesus siger til ham, ikke bare i nogen måde og til en vis grad, men fuldstændig lydig ikke bare med sine ord, men med sit liv. Han går bort til sit hjem, fordi Jesus har befalet ham at gøre det, og han gør det i forventning om at se sin søn levende, når han kommer hjem.

Sådan vil evangeliet, når det møder os med en anklage for vantro, at vi ikke skal forlade det "med hovmods bitre vrede", men vedblive med at lytte til det, selv om det forarger os. For i forargelsens situation er vi på det sted, hvor det vil give os den frelse, som vi netop ved anklagen er sat i stand til at spørge alvorligt efter, nemlig give os selve det, at Gud taler til os som den, der er Gud for os, vor nådige Gud. Gå bort, og hvem du end er, dit liv er nu i orden for Gud i Jesus Kristus, siger evangelisten, idet det tilsiger mennesket under dommen og anklagen syndernes forladelse og dermed stiller enhver, der hører det, i evighedens afgørelse. Troen er det uden at kunne se eller erfare dets sandhed og lade Jesu ords, evangeliets, tiltale, være nok til at sætte livet i den rette stand, så at det nu er godt at være menneske. For den rette stand er det at være menneske for Gud ved den retfærdighed, som er Guds enbårne søns egen retfærdighed. Selv om menneskets liv i vantro og synd ikke er forandret i det synlige, så er dog alting forandret derved, at ordet om syndernes forladelse, Guds nådes ord, lyder til det og derved giver det at have retfærdighed og liv fælles med Guds søn. At evangeliet om Guds søn, Jesus Kristus, lyder er, at Gud som menneskets skaber siger til enhver, der får det at høre: Du hører mig til. Jeg er din Gud, og jeg tager nu ansvaret for dit liv, hvad det skal blive til. Derfor skal du ikke gøre andet end altid at stole på mig og således give mig ære som din Gud.

På vejen hjem møder embedsmanden sine tjenere, som fortæller ham, at hans søn lever. Han skønner da, at feberen har forladt ham ved den time, da Jesus sagde: Din søn lever, og han troede med hele sit hus. Uden at han i forvejen har ventet det eller spurgt efter det, får han dermed givet en stadfæstelse af Jesus ord som en tale, der har guddommelig myndighed. Til den tro, hvormed han holder sig til Jesu blotte ord, kommer i tilgift erfaringen af dette ords sandhed og guddomsmagt. Embedsmanden har ikke ventet at få en sådan stadfæstelse. Han har ventet at få sin søn at se i live, når han kommer hjem - han troede jo det ord, som Jesus talte - men han har ikke ventet, at tjenerne skulle komme og fortælle ham allerede, mens han var på hjemvejen, at det var sandt, at hans søn levede. Før han ser, får embedsmanden således erfaring om det, som han med vished forventer at se - det er dette, som står i teksten, ikke at han mistroisk undersøger og kontrollerer, om det, som Jesus har sagt til ham, nu også stemmer med de kendsgerninger, som hans tjenere beretter. Evangelisten vil fortælle om et under, som embedsmanden er med til på hjemvejen. Og sådan er det også i dag, hvor vi lytter til evangeliet og tror det uden at kunne have nogen erfaringsvished for, at det er Guds ord til os. Vil vi have en erfaring forud for troen som betingelse for, at vi skal kunne tro, så får vi ingen erfaring, men kun en anklage for vantro. Og søger vi en erfaring bagefter troen, så at vi først tror på ordet alene - eller i hvert fald mener at gøre dette - i håb om, at vi bagefter skal få givet en erfaring, der kan spare os for fremtidig at måtte stå i troens afgørelse, så forsvinder erfaringen også - det, som er sket, vil vantroen i os da altid opfatte på en anden måde, end at det skulle være virket af Gud ved evangeliets ord. Vantroen i os vil altid kunne finde en tilfældighed eller en naturnødvendighed som den årsag, der forklarer det, hvori troen ser Guds indgriben og styrelse - ikke fordi vantroen er klog, klogere end troen, som den selv mener, så at den nok kan forstå det, som sker med mennesket i dets tilværelse, uden at skulle hente hjælp dertil fra nogen Guds styrelse, men fordi Guds ord selv med almagtens styrke hindrer enhver, der ikke vil tro ham på hans ord, i at kende det, som hører ham og hans rige til. Gud skjuler sig for alt andet end troen, han giver kun audiens for den, der i troen på hans ord anerkender og ærer hans majestæt. Og troen er kun til der, hvor Gud selv giver den. Erfaringens stadfæstelse for mennesket af evangeliets guddommelighed er i troen, ikke før og heller ikke efter troen, aldrig udenfor troen. Erfaringen hører med til troen selv, den kommer der, hvor troen er - af sig selv. Den vil ikke søges på den måde, at det først er ved den, at troen for alvor bliver til tro - det ville være at forandre troens genstand fra at være Jesu ord og til at blive menneskets egen oplevelse. Men erfaringen vil heller ikke ringeagtes på den måde, at mennesket afviser den erfaring, som evangeliet giver i tilgift, og vil nøjes med en tro, hvori der ingen erfaring er eller kan være. På den måde forandres troens genstand også fra at være Jesus ord alene til desuden at være menneskets egen afgørelse for dette ord, dets frie viljes klamren-sig til dette ord. Gå bort, din søn lever, lyder Jesu ord. Og så er troen det, at mennesket modtager alt det, som måtte komme til det på den vej, hvor det går i lydighed mod denne befaling. Troen er selve det levnedsløb, som befalingen giver mennesket at leve, og den er således fuld af erfaring. Troen er selv den rette og fuldvisse erfaring, netop når den ikke er andet end tro, når den ikke er og ikke vil være andet end det at blive ved evangeliet. Sådan er det, fordi troens erfaring er det, at helligånden vidner om den Jesus, som evangeliet forkynder som Kristus, som Guds søn og verdens frelser - når mennesket vedbliver med at lægge øret til evangeliets fattige og i verden ringeagtede ord. Og det, at helligånden vidner i mennesket om Jesus som Kristus, den levende Guds søn, er det med, at den opstandne Kristus selv usynligt fører ordet i evangeliets prædiken og deri som den, der er alles rette herre, siger til enhver, der får denne prædiken at høre: Du skal tro på mig, for det er meningen og bestemmelsen med dig, det er evigt liv og salighed for dig.

Amen.

Afsked

Det er i dag sidste gang, jeg har prædiket for menigheden på dette sted som dens kaldede præst, og samtidig er det afslutningen på en 42-årig præstetjeneste i den danske folkekirke…
… I øvrigt skal jeg ikke her holde nogen egentlig afskedstale - fordi dette ikke giver nogen mening for den, som har gjort tjeneste i det evige ords embede. Men jeg vil gerne bede alle, som er her til stede, om sammen med mig at lytte til nogle ord af Martin Luther:

"Men I, vore efterkommere, bed også I, gør Jer al flid med Guds ords forkyndelse, våg over dette Guds arme lille lys, at det ikke skal slukkes, og vær advarede og vel rustede som de, der hvert øjeblik kan vente, at djævelen vil Slå jeres ruder ind, bryde jeres dør op og rive taget af jeres hus for at slukke lyset for Jer. Thi han dør ikke før den yderste dag. Jeg og du må dø, men når vi er døde, så er han endnu den, han altid har været, thi han kan aldrig lade sin blæsen og stormen fare.

Ja, jeg ser allerede, hvor heftigt han puster kinderne op for at blæse og storme, så han bliver ganske rød. Men ligesom vor Herre Kristus fra begyndelsen af i egen person slog ham på hans opspilede kinder, så hans blæsen blev til idel helvedesstank, således vil han også nu og til alle tider gøre. Thi han kan ikke lyve, som siger: "Jeg er med eder alle dage indtil verdens ende, og helvedes porte skal ikke få overhånd over min kirke". Men os er det befalet at våge og, så vidt det står til os, at forsvare lyset. Det hedder: "Vær ædru og våg, thi eders modstander djævelen går omkring som en brølende løve, søgende, hvem han kan opsluge". Og således var han ikke blot i apostlenes dage, da Sct. Peter skrev dette ord, men således er han lige til verdens ende. Dette må vi nu rette os efter. Gud hjælpe os, ligesom han har hjulpet vore fædre, og ligesom han vil hjælpe vore efterkommere, sit guddommelige navn til ære og pris i al evighed. Thi selv er vi ikke de folk, som kan opretholde kirken, vore forfædre har heller ikke været det, og vore efterkommere vil heller ikke blive det. Men han har været og er og skal herefter være den, som siger: "Jeg er med eder alle dage indtil verdens ende", og om hvem det hedder i Hebræerbrevet: "Jesus Kristus er igår og idag den samme, ja, til evig tid", og i St. Johannes Åbenbaringen: "Han som er, og som var, og som kommer". Ja, således hedder han, og således hedder ingen anden mand og skal heller aldrig hedde så.

Thi for tusinde år siden var du og jeg intet, og dog er kirken blevet opretholdt af ham, som hedder Jesus Kristus igår og idag og til evig tid. Ved os bliver kirken ikke opretholdt. Vi kan ikke forhindre djævelen i at angribe den ved paven og ved kættere og ved ondskabsfulde mennesker. Vi erfarer jo dagligt, at når ikke en ganske anden mand øjensynligt bevarede kirken og os, så ville både den og vi snart gå til grunde. Og selv om vi ikke vil tro dette, så kan vi jo tage og føle på, at dette er en gerning, som vi må lade ham gøre, om hvem det hedder: "Han er igår og idag den samme, ja, til evig tid". Ligeså kan vi heller ikke gøre noget til, at kirken bliver opretholdt, når vi er døde, men det må han gøre. Og det samme, som vi nu siger om os, det har også vore fædre måttet sige om sig, hvilket salmerne og skriften noksom bevidner. Og ligeså vil også vore efterkommere erfare, at de med os og med hele kirken må synge den 124. salme: "Havde Herren ikke været med os, så siger Israel, havde Herren ikke været med os, da mennesker rejste sig imod os o. s. v.".

Idet jeg gør disse Martin Luthers ord til mine, tager jeg afsked med Østervold sogns menighed som dens kaldede præst - og befaler den Gud i vold.