En Replik til Artiklen "Missionssind" om Given og Modtagen

Af Gustav Brøndsted og Vetulus, Tidehverv, 1926, s.62-63.

Under Læsningen af Artiklens rigtige og rammende Bemærkninger til dem, der giver Gaver paa en forkert Maade (med følelig Afkrævning af Taknemlighed), forekom det mig, at ogsaa den anden Part, Modtagerne, lige saa godt trænger til Paamindelse. "At give en Gave paa rette Maade, det er en fin Kunst;" ja; Giveren maa ikke gøre det svært for Modtageren at modtage. Men sandelig, Modtagerens Kunst er ogsaa fin: han maa ikke gøre det svært for Giverne at give, nemlig "med det rette Sind" at give. Naar Giveren slet ikke fornemmer, hverken i Ord, Væsen eller Gerning, nogetsomhelst hos den anden Part, der røber en Slags Taknemlighedsfølelse, saa kan han vel vedblive at give, men ikke "med det rette Sind", thi Glæden ved at give, er ikke blot den at have kunnet afhjælpe et Savn, men ogsaa at møde den Kærligheds Varme, som med et andet Ord hedder Taknemlighed, og som er lidt mere end "udstedt Kvittering". - Men hvad siger "Missionssind"s Forfatter til den Kendsgerning, at det meget ofte (t. Eks. ved Forældres Gaver til Mørn) netop er Giverens Ret, nej, ikke Ret, men Pligt, netop at gøre Modtageren opmærksom paa, at Udeblivelsen af Taknemlighed (altsaa en af Giveren selv følt Kærligheds Varme) virkelig er Synd, og det ikke blot mod Giveren? Saa at Forfatterens Ord om, at "Forventning om Taknemlighed ikke maa følge Gaven paa Vej" virkelig maa restringeres. Hvis vi tør løfte denne Tanke fra det yderst Smaa til det uendeligt Store - tør Forfatteren saa fastholde, at Guds uendelige Velgerninger mod Mennesker ikke paa en Maade maa ledsages af "Forventning om Taknemlighed"? Af en Kærligheds Varme i Sind, i Ord, i Handling?

Det er ikke saa let, som man skulde tro, hverken at give eller at modtage retteligt. Den Ene maa vogte sig for Pukken - det er maaske endda det letteste -, men den anden maa vogte sig for Mistanke herom - det turde være sværere.

Af Vetulus.

Normalt bør en Replik sikkert staa uden Kommentar eller "redaktionelle Retledninger" af nogen Slags. Men "Vetulus"s Replik synes at vente en Art Svar, og jeg skal derfor tilføje følgende:

Ja, der syndes maaske lige saa meget under Modtagen som under Given, og der kunde godt være al god Grund til at tale ogsaa om denne Synd, og den er mig heller ikke ubekendt, vant som jeg er langt mere til at modtage end til at give.

Men i en Artikel som "Missionssind" synes jeg dog, at det netop havde været forkert at tale om Modtager-Synd. De Mennesker, den missionerende Kirke staar over for, har ikke bedt os om at komme til dem med vore Gaver. Her gjaldt det om at gribe i vor egen Barm, her gjaldt det netop at undgaa at distraheres af enhver Tanke om "de andres" mulige Synd, hvad enten saa denne var forud for eller fremkaldt ved vor Given.

Og dernæst er det vist overhovedet en meget farlig Ting at beskæftige sig for meget med Taknemmeligheds-Frembringelsens Maade - Erfaringerne paa de Omraader er gennemgaaende lidet lystelige, og det baade naar der tænkes paa Virkningerne hos Modtageren og hos Giveren.

Det er selve Given, ikke Kommentarer til denne Given, der indeholder det frugtbare. Hvad Forældre f. Eks. kan lære Børn er vel netop ikke Taknemmeligheden selv - den er Handlingens Barn - men kun Taknemmelighedens Form eller Udtryk, som et Sindets Sprog, efter Forhold og Tid. Om saa dette altid skal vente, til Formen har et virkeligt Indhold at forme, eller om det kan have sin Værdi paa Forhaand at skabe Former til at iklæde et forvente, fremtidigt Indhold - det er et andet og meget vidtrækkende Spørgsmaal, som jeg i hvert Fald ikke hidtil har kunnet tage nogen afgjort Stilling til. En endnu ufyldt Form kan i hvert Fald lige saa godt hindrende erstatte som hjælpende modtage Indholdet. Bedst om der er fuld Samtidighed.

Og dersom manglende Taknemmelighed fra Modtageren bevirker, at han maaske nok kan vedblive at give, men ikke med det rette Sind - er saa ikke netop dette, i samme Grad det er sandt, ogsaa et Memento om, at vort Haab om Taknemmelighed dog, naar alt kom til alt, mere var et selvisk Haab om Gengæld (Glæde) end et uselvisk Haab for Modtagerens Sind (Kærlighedens Vækst). Og det, som gælder om Tilgiven - "ikke syv, men halvfjerdsindstyve Gange syv Gange" - det samme gælder ogsaa Given. Kun som Skyldnere kan vi give. Først ud fra denne Tanke, synes jeg, kan man paa rette Maade nærme sig Tanken om "Guds Forventning om Taknemmelighed". Som "Vetulus" tror ogsaa jeg, at Guds Gavers Maal er vort Sinds Nyskabelse. Med "Gud lader sin Sol opgaa over retfærdige og uretfærdige." Og er der noget Steds i Tilværelsen, hvor Giveren skjuler sig saa fuldkommen som netop Gud? Og det netop mere og mere fuldkomment, jo større Gave, og jo større "Forventning" om Frugt? Er Gud skjult allerede bag sine naturlige Gaver, der dog menneskelig set kan skabe meget, som er skønt, i vort Sind - hvor meget mere er Gud da ikke skjult bag Jesu Ringhed - og hvor er Gud mere skjult end paa Korset - og hvor venter han noget større, for den tabte Slægt? Vi kan ikke give i det skjulte, som Gud; men prøver vi, gennem hans skjulteste Gave, at lade os oplære til Given i det skjulte, og forstaar vi, at den "naive" Given maa være vor Form for den skjulte Given, da først er der i Sandhed godt Haab for vor Gaves aandelige Frugtbarhed. "Lad ikke din højre Haand vide, hvad din venstre gør," sagde han, der gav og gav, og som blev Guds skjulteste Gave - den, som ikke kan naa "os selv", man som bryder igennem os selv og gives det nye Menneske, som den skaber.

Gud lærer os at tro paa den skjulte Given. Var Gud ikke skjult i sin Given, kunde vi ikke finde ham, men kun en Gud, vi skabte i vort, eget Sinds Billede. Og vi faar ikke Gud at se som den aabenbare, før han som den skjulte har skabt det ny Menneske i os. Det er hans Evighedsgerning: at aabenbares for det Sind, han selv har skabt, ovenfra, gennem sin skjulte Given.

Af G. B.