Syndernes Forladelse - det største

Af Johannes Schepelern. Tidehverv, 1928, s.77-79. Matth. 9,1-8.

Prædiken paa 19. S. e. Trin. Matth. 9,1-8.

Og han traadte ind i Skibet og for over og korn til sin egen By. Og se, de bar til ham en værkbruden, som laa paa en Seng; og da Jesus saa deres Tro, sagde han til den værkbrudne: "Søn! vær frimodig, dine Synder er dig forladt". Og se, nogle af de skriftkloge sagde til sig selv: "Denne taler bespotteligt". Og da Jesus saa deres Tanker, sagde han: "Hvorfor tænke I ondt i eders Hjerter? Thi hvilket er lettest at sige: Dine Synder forlades dig, eller at sige: Staa op og gaa? Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt paa Jorden til at forlade Synder, da siger han til den værkbrudne: "Staa op, tag din Seng og gaa til dit Hus". Og han stod op og gik bort til sit Hus. Men da Skarerne saa det, frygtede og priste de Gud, som havde givet Menneskene en saadan Magt.

Evangeliet slutter med, at Skarerne ved Synet af den værkbrudnes Helbredelse frygtede og priste Gud, som "havde givet Menneskene en saadan Magt". Det var i Sandhed ogsaa et stort Under, her var sket. Det forstaar man især, naar man læser derom i Markus udførligere og mere levende Skildring (Kap. 2): De var fire om at bære ham - antagelig fordi hvert Lem var saa ømfindtligt som Følge af Bevægelsesnervernes Lamhed og den deraf opstaaede Muskelstivhed, at han ikke taalte at bæres paa sædvanlig Vis, men maatte bæres paa et Hynde; derfor var der heller ikke Tale om at slæbe ham gennem Mængden ind i Huset, men de maatte op paa Taget og - efterat nogle Sten var fjernet - fire ham ned lige foran hvor Jesus stod og talte til Folk. Denne værkbrudne ser de nu med eet rejse sig, tage Sengen paa Nakken og gaa bort som en rask Mand. I Sandhed et mægtigt Under! Ny Testamente - særlig Evangelierne - er fuldt af saadanne Undere. Men hver Gang er det lige forunderligt. Ogsaa vor Tid kender til de Ting, baade paa evangelisk og katholsk Grund: ved et Ord eller ved Bøn i Jesu Navn - paa katholsk Grund ved Anraabelse at en eller anden Helgen, men selvfølgelig til syvende og sidst rettet til Jesus selv - helbredes den syge, hvem Lægerne har erklæret uhelbredelig, ofte i et Nu. Vor Tid har undersøgt det menneskelige Sjæleliv mer end tidligere Tider og nøjes ikke med at udbryde "Mirakel!" men prøver at konstatere visse Sjælekræfter, som nogle Mennesker ejer - enten givende eller modtagende Kræfter; men ikke mindre forunderligt bliver det derfor, at "Gud har givet Menneskene en saadan Magt". Jesus ejede saadanne Kræfter i rigt Maal som Gave fra Gud, og særlig om denne Lejlighed siger Lukas (Kap. 5) udtrykkelig, at "Herrens Kraft var hos ham til at helbredet".

Dog sker der her i Evangeliet et Under endnu, som er lige saa stort - om ikke større. Jesus synes i hvert Fald at vakle mellem, hvilket af de to der er størst, og i Virkeligheden mener han vist, at det andet er det. Han spørger de tilstedeværende skriftkloge: "Hvilket er lettest -?" - han kunde lige saa gerne have spurgt: Hvilket er sværest? og selve Helbredelsen af den værkbrudne udfører han jo paa en Maade kun som et Vidnesbyrd om sin Magt til at give Syndernes Forladelse til den betyngede Samvittighed.

Lad os idag samle Evangeliets Tanker om dette ene Ord (som jo er Evangeliets Hovedord): "Søn, vær frimodig, dine Synder forlades dig".

I.

Der er jo noget højst ejendommeligt ved denne Fortælling: at en værkbruden - til at begynde med - faar Syndsforladelse (som han ikke har bedt om) i Stedet for Helbredelse (som han øjensynlig har ventet og bedt om). Vi maa ad en eller anden Vej søge Forklaring herpaa.

Lad os tænke os den værkbrudne blive baaret hen ad Gaden i Kapernaum; de naar omsider Huset, hvor Jesus er, han hejses op fra Taget, Tagstenene tages fra, de firer ham ned gennem det aabne flade Tag, Mængden viger forskrækket tilside; nu ligger han lige foran Jesus. Jesus standser i sin Tale. Med alle Tanker og alle Sanser rettet mod dette ene: Han hjælper mig nok! ligger han der for Mesterens Fødder og stirrer bedende op imod ham. Nu ser Jesus paa ham, deres Blikke mødes.

Hvilket Blik: gennemtrængende, ligesom gennemlysende hele ens Indre - hele ens Fortid! Saadan har jo hans Disciple skildret Eftertiden hans enestaaende Evne til at se ind i Mennesker: "Han havde ikke nødig, at man skulde fortælle ham noget om et Menneske, for han vidste selv, hvad der var i Mennesket" (Joh. 2,25). - Da svandt al Forventning, al Tillidsfuldhed hos den syge Mand - han slaar øjnene ned, vover knap at løfte Blikket op til ham igen -- dog jo, jeg maa vove det endnu engang! Og nu ser Herren noget helt nyt i Staklens Øje: en stum Bøn om, at Han dog ikke vil forkaste ham, en Bøn som Høvedsmandens i Kapernaum: "Herre, jeg er ikke værd, at du skal gaa ind under mit Tag!" Og da viger det gennemtrængende i Jesu Blik for en uendelig Mildhed.

Saadan kan to Par øjne tale med hinanden, to Mennesker komme til Forstaaelse væsentlig blot ved at Blikkene mødes, ja ofte uden et Ord. Vi kender det fra Dagliglivet, og vi møder det igen i enkelte Træk i Evangelierne. Saadan mødtes Jesu Blik og den rige Ynglings Blik (Mk. 10): "Men han sagde til ham: det har jeg holdt altsammen fra min Ungdom af! Men Jesus saa paa ham og fattede Kærlighed til ham". Saadan mødtes Jesu Blik og Disciplenes Blik (Mt. 19): "Jesus sagde til sine Disciple: Sandelig, siger jeg eder, en rig kommer vanskeligt ind i Himmerig; atter siger jeg eder: det er lettere for en Kamel at gaa igennem et Naaleøje end for en rig at gaa ind i Guds Rige! Men da Disciplene hørte dette, forfærdedes de saare og sagde: Hvem kan da blive frelst? Men Jesus saa paa dem og sagde: For Mennesker er dette umuligt, men for Gud er alle Ting mulige". Saadan mødtes Jesu Blik og Simon Peters Blik i Skæret af Svendenes Baal den kolde Paaskenat i Ypperstepræstens Gaard (Lk. 22), da Jesus blev ført fra et Forhør til et andet og Peter var lige begyndt for tredje Gang at bande og sværge paa, at han "ikke kendte dette Menneske", og Hanen galede anden Gang - "og Herren vendte sig og saa paa Peter; og Peter kom Herrens Ord ihu, hvorledes han havde sagt: Førend Hanen galer anden Gang, skal du have fornægtet mig tre Gange. Og han gik udenfor og græd bitterlig."

Den der een Gang havde mødt dette Blik, glemte det ikke let. Den der een Gang under vore Forhold har mødt Jesu Blik - Mennesker møder det atter og atter gennem hans Ord; hvad ondt man end med Rette kan sige om vore folkekirkelige Forhold, indrømmes maa det: uanet, uforklarligt i det enkelte Tilfælde sker det atter og atter, at et Menneske rammes af Jesu Blik, det gennemtrængende, gennemlysende Blik, og det af uendelig Mildhed straalende Blik - han glemmer det ikke let.

II.

Dette var nu Blikkenes stumme Samtale. Ingen hørte den uden de to: Jesus og den værkbrudne. Derfor ved heller ingen nøje, hvad de talte om.

Det ligger nær at antage, at den syge ved at møde Jesu Blik er kommet i Tanker om forbigangne, maaske længst glemte Synder, som har været den første Aarsag til hans Sygdom. Vi mindes Jesu Ord til Manden, der havde ligget ved Bethesda Dam og var blevet helbredet af Jesus, og siden mødtes de i Templet (Joh. 5); da sagde Jesus til ham: "Se, du er blevet rask; synd ikke mere, for at ikke noget værre skal times dig." Naar et Menneske først giver Mindet om det forbigangne frit Løb, bliver Samvittigheden jo snart ganske ude af sig selv og ved hverken ud eller ind for sin Synd. Er det det Blik, Jesus har mødt?

Det kan ogsaa tænkes, at Mødet med Jesus i Almindelighed har bragt den ikke ukendte, ubestemmelige Følelse af Afstanden mellem Synderen og den hellige op i ham. Hvem kan sige det nøje?

Men nu kommer det, alle og enhver hører - nu lyder Jesu Røst: "Søn, vær frimodig, dine Synder forlades dig!" Og ligesom ingen kan tænke sig andet end, at da Han havde sagt til Enken i Nain: "Græd ikke!" saa græd hun ikke mere, uagtet hendes Søn fremdeles laa død paa sin Baare, saadan véd vi forvist, at Hans Ord i et Nu gør den værkbrudne fuldkomment frimodig. Skønt han ikke har faaet, hvad han bad om: Helbredelse for de stakkels Nerver og Muskler, saa er han dog ved frit Mod, for Jesus har skænket ham Freden med Gud.

Og da lige efter den underfulde Helbredelse gives ham, kommer den - som vi kan læse det i Evangeliet V. 6 - som en Tilgift, et Vidnesbyrd om Virkeligheden af den aandelige Helbredelse, et stadigt og dagligt Minde om det største Under: Syndernes Forladelse.

Saadan er det, naar et Menneske hører Jesu Røst. Alle hører den. Den raabes ud paa Tagene; af Tusinder og atter Tusinder raabes Døberens Ord ud: Se det Guds Lam, som bærer Verdens Synd! Af Tusinder raabes der og peges paa ham, som paa Korset har taget vor Skyld fra os; ved Døbefonten raabes det: Se, ogsaa fra dette Barn har Han taget al Synd; ved Nadverbordet raabes det: Kom til ham, som tager Skylden fra eder! Alle hører det. Og dog er der kun een, der hører Jesu Røst: den som trænger til Syndernes Forladelse.

Og den der hører Røsten, har hørt det største; og han véd, at alt det andet - hvor stort og mærkeligt det end er: at faa sin Førlighed igen, at faa sine kære tilbage fra Dødens Port, at faa sin timelige Bekymring taget bort - kun er Tilgift, kun er et Minde, et Vidnesbyrd - og dette er jo ikke at foragte, det er tværtimod noget meget uundværligt for os, aldenstund de aandelige Oplevelser, hvor mærkelige og indgribende de end monne være, saa let er udsatte for at blive os uvirkelige, komme os paa Afstand - et Vidnesbyrd om Virkeligheden af det, som var og er det største.

O glædelig Dag,
Da Jesus gik under mit syndige Tag!
Stor Salighed er vederfaret min Sjæl,
Min Jesus er blevet mit Hjerte til Del;
Ske Tak dig og Ære! nu beder jeg dig
Velkommen til mig!

Mit Hjerte er let;
Før gik jeg i Verden bedrøvet og træt,
Men nu al min Sorrig jeg har kastet af,
Mig Gud mine Synders Forladelse gav,
Og Jesus han tog mig til Naade igen;
Nu er jeg hans Ven!

Fortællingerne om Jesus giver de stærkest mulige Indtryk af ham som de lidendes Ven; derom er der ingen Tvivl. Alligevel tager ingen, der kender disse Fortællinger, fejl af, at hans Helbredelsesundere for ham selv væsentlig har staaet som "Tegn" (Johannesevangeliets stadige Udtryk om hans Undergerninger), d. v. s. de skulde pege opad mod noget endnu betydningsfuldere, enten dette saa angaar hans Person eller hans Gerning. Men dermed kommer alt det timelige i Jesu øjne paa en Maade til at staa i Parentes: Alt dette med Medgang og Modgang, som spiller en saa overordentlig Rolle for os i det daglige, saa vi ganske uvilkaarlig tænker paa det som det egentlige og virkelige i Livet - Helbred, Fremgang, Familielykke m.m. -, det er for Jesus vel betydningsfuldt nok, men altsammen dog kun noget, der af Gud er skudt ind hist og her imellem det, som er det egentlige og virkelige: Menneskets Forhold til Gud og skal tjene det; og som "Legemet er dødt uden Aand", saadan er det timelige dødt uden Gud - som et Blad, der var beskrevet med lutter Parentes.

Akkurat saadan har ogsaa Paulus opfattet Forholdet, naar han i Romerbrevets 8. Kapitel slutter med de ofte anførte (og undertiden misbrugte) Ord: "Jeg er vis paa, at hverken Død eller Liv eller Engle eller Magter eller noget nærværende eller noget tilkommende eller Kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kærlighed i Kristus Jesus vor Herre!"

Det er denne Livsanskuelse (om man vil), som er Jesu, - ingen anden. Den har et indtrængende Spørgsmaal at stille til enhver, som vil kaldes med Kristi Navn, - et Spørgsmaal, man ikke kommer udenom ved at lade alt, hvad der vedrører ens daglige Liv, indvie af Kirken (Barnedaab, Konfirmation, Bryllup, Begravelse), men som først faar sit Svar, naar Syndernes Forladelse bliver Sjælens store Hunger og Tørst.

Amen.