Den trælbundne Vilje

Af K. Olesen Larsen. Tidehverv, 1934, s.33-35. Matt. 25,11-30.

(Matt. 25,11-30).

Det er ingen moderne og navnlig da ingen human Tankegang, vi møder i denne Tekst. Læg for Eks. Mærke til den stakkels Slave, som kaldes den onde og den lade Slave, ham, der blev kastet udenfor i det formaalsløse og uhjælpelige Mørke som ganske uduelig og unyttig; det lader jo slet ikke til, at Jesus anerkender, at han jo dog ogsaa er et Menneske og derfor i hvert Fald ogsaa maa have nogle gode Sider; og det skulde man dog netop tro, at en Mand som Jesus maatte have Øje for.

Nej, her er der overhovedet ikke Tale om Medfølelse; her er der slet ingen Tro paa Mennesket, slet ingen Tanke om at komme Manden til Hjælp og forbedre ham. Jesus gaar tværtimod ud fra, at denne Mand overhovedet intet havde gjort af det, han var pligtig at gøre, og at der derfor overhovedet intet var at stille op med ham. Jesus slaar ham helt ud, levner ham ikke det allermindste Haab, stiller aldeles ikke i Udsigt, at han ved at stræbe dog maaske kunde naa at komme med.

Men kan man tænke sig, at der nogensinde har eksisteret et saadant Menneske, eller at der nogensinde vil blive født et saadant Menneske? Kan man tænke sig, at noget Menneske nogensinde kan blive saadan ganske og aldeles uværdigt og udueligt, saa at det ganske bliver fordømt af Gud? Maa vi ikke i Medfølelse, i Tillid og Kærlighed til Mennesket og det menneskelige selv i de allerusleste og elendigste Forhold sige til Jesus: "Nej, nu gaar du for vidt; nu er du for haard; han var jo dog ogsaa et Menneske, og vi kan derfor ikke tænke os, at der ikke skulde være en lille bitte Smule tilbage hos ham af det, der kan bruges. Og det skulde du, der talte saa meget om Kærlighed, virkelig hellere tage dig af og hjælpe frem end kaste ham udenfor og opgive ham."

Og de andre, - dem, Jesus kalder de gode Tjenere, - skulde der mon ikke ogsaa være noget at udsætte paa dem? de var da vel ogsaa Mennesker, og at være Menneske er nu engang at være ufuldkommen. De maa da vel ogsaa have haft noget ugjort, noget, som ikke var, som det skulde være. Hvordan kan Jesus da lade, som om de har gjort alt det, de skulde, og ikke har gjort andet? Hvordan kan Jesus da gøre denne absolutte Forskel, saa han tager imod den Slags, som var de fuldkomne, og kaster den anden Slags udenfor, som var han ikke andet end ond? Ja, Mening vilde der være deri, om Jesus havde villet vise os "Idealets Højhed", men havde det været hans Mening, havde han dog alligevel været nødt til at indrømme, at de førstes Gerning ikke var helt fuldkommen og den sidstes ikke ganske forkastelig.

Nej, det er virkelig ikke nogen human Tankegang, der præger denne Lignelse!

Moderne og human er derimod den Fortolkning, vi plejer at give den: at Meningen er den, at vi Mennesker allesammen har noget at virke med, og selv om Natur og Evner kan være forskellige, og selv om vi ikke allesammen kommer lige vidt, saa er det dog Viljen, Vorherre ser paa, og er Viljen end svag og ussel, saa er intet Menneske dog ganske uden Vilje til det gode eller Mulighed for at faa den. Og saa faar vi den gode og opbyggelige Mening ud af Lignelsen, at vi efter Evne og med de Kræfter, vi har, skal stræbe at tjene Gud og det gode.

Saaledes er vore Tanker, - og de er saamænd humane nok. De hviler paa den Forudsætning, at vi alle har noget, eet eller flere Talenter, og at det er dette noget, disse Talenter, der gør et Menneske til Menneske. Men netop fordi ingen har det hele eller har røgtet de betroede Talenter, ganske som han skulde, maa ingen hovmode sig; og netop fordi ingen er uden i hvert Fald eet Talent og heller ikke ganske kan nægtes at have benyttet det eller ganske kan frakendes Mulighed for at kunne gøre det, saa maa ingen forkastes. Vi kender altsaa i Grunden kun een Slags Mennesker, - forskellige i Grad, men ikke i Art. Derimod kender vi forskellige Dele eller Lag i Menneskenaturen og forskellige Maader at leve paa, som vi stadig kan vælge imellem, fordi de altid er til vor Disposition.

Jesus derimod taler ikke om forskellige Sider af Menneskenaturen, men om to helt forskellige Slags Mennesker: dem, der har gjort deres Herres Vilje helt, og dem, der slet ikke har gjort noget af den. Han taler heller ikke om to forskellige Maader at leve paa, forskellige Livsmuligheder, som vi stadig kan vælge imellem, nej, han taler om et Menneskes ene Liv, - den gode eller den onde Tjeners Liv. Tjeneren er helt med i sin Gerning, saa vel den onde som den gode. Alt er gjort i Gerningen, det onde eller det gode. Derfor slutter Jesus heller ikke med Formaninger og Opmuntringer, saadan som de fleste Evangelieforkyndere i vor Tid i hans Kirke. Nej, som han taler om to helt forskellige Slags Mennesker, taler han om deres helt forskellige Liv og deres helt forskellige Skæbne paa Regnskabets Dag. Det er det, der er Meningen med denne Lignelse, der altsaa slet ikke handler om, hvad vi har eller er, vore Evner og Kræfter og vore Anstrengelser, men om Guds Fordring paa Mennesker, om hans Opgør med Mennesker.

Om de gode Slaver hører vi ikke andet, end at de var som Slaver skal være. Naar man derfor siger om dem, at de var Slaver, har man sagt alt, hvad der er at sige om dem. Slavens Liv bestaar i at udføre sin Herres Befalinger; der var derfor ikke noget mærkeligt i, at de gjorde det; det mærkelige vilde have været, om de ikke havde gjort det. Selvfølgelig tales der derfor heller ikke om, hvad de har gjort sig fortjent til. Men der fortælles, at deres Herre var en god og barmhjertig Herre, der indbød Slaverne til sin Glæde, som havde de været hans Børn.

De var ikke andet end Slaver; de havde ikke andet Liv end Slavens; de havde ikke anden Mulighed end den at være Slaver; derfor var de Slaver; derfor levede de Slavens Liv, og derfor var det en Selvfølge, at de gjorde Slavens Gerning. De betænkte sig ikke, surmulede ikke; de traf ikke nogen Beslutning; de levede det Liv, de havde, og gjorde det eneste, der var muligt for dem at gøre. De havde ikke deres Frihed, og derfor heller ikke nogen fri Vilje; de var det, de var, og gjorde det, de gjorde, med Nødvendighed. - Herren havde jo befalet det. Selv var de intet, kunde de intet og ejede de intet; og da den Herre, som fordrede sit, var en god og barmhjertig Herre, gik de ligesaa selvfølgeligt og ligesaa nødvendigt uden anden Grund eller anden Aarsag end deres Herres Ord ind til hans Glæde. De havde levet for deres Herres Fordring, det havde været deres Liv; nu kaldtes de til Glæden, og ogsaa det blev deres Liv.

Men nu den onde og lade Slave, hvad var der i Vejen med ham? Hvori ligger Forskellen mellem ham og de andre? Jo, den er tydelig nok! Han var ikke blot Slave; han var ogsaa sin egen Herre. Han levede ikke blot Slavens Liv for sin Herre; han levede ogsaa sit eget Liv for sig selv. Han havde ikke blot den ene Mulighed, men han kunde vælge. Han havde sin Frihed og var saadan set alt andet end Slave. Det eneste hos ham, der mindede om Slaven, var Trællesindet, - det, som de andre netop ikke havde, og som han derfor maa have lagt sig til, da han tog sin Frihed. Han er derfor paa en ganske anden Maade Slave: Slave under sig selv, under sin Frihed, under sin Vilje. Slave under Frygten for sit eget Liv - hans Liv var Trældom, hvad de andres netop ikke var. Han var ikke under Nødvendighedens Tvang, derfor søgte han enten at glemme sin Herre eller at gardere sig overfor ham. I ondt og i godt var han Oprøreren, den bortløbne Træl, der levede for at vogte sig selv og sit eget Liv, passede paa sin Frihed og samlede paa sin Ret, - han var kort sagt et Menneske, som vi tænker os det, naar vi tænker mest humant.

Og mens de gode Tjenere selvfølgeligt, uselvstændigt og tillidsfuldt var i deres Herres Magt, saa var den onde Tjener ikke længer ufri, et Redskab i sin Herres Haand; nu levede han et selvstændigt Liv i godt og ondt, - Synderens selvstændige Liv. Han havde sin egen Vilje, Oprørerens trodsige og frygtsomme Vilje. Og han havde ingen Vej tilbage, - Vejen bort var jo netop hans frie Vilje; besluttede han sig derfor til at vende tilbage, vilde han atter gøre Brug af sin Frihed og gaa længere bort. Det afgørende for ham var nu blevet ham selv og hans egen Vilje, mens det afgørende for de gode Tjenere var deres Herre og deres Herres Vilje. De tjente ikke sig selv, gjorde intet for sig selv, netop derfor var de nyttige for Herren og tjente ham.

Den onde og den lade Tjener gravede Talentet ned; han sagde sig fri af Fordringen, - saa kunde Herren faa det, som hans var. Han vilde vide sig fri, sikret overfor sin Herre, - men en Slaves Frihed er ikke andet end Fornægtelse af Herren. Saa mødte han og sagde: "Du er en streng Herre, - saa frygtede jeg og nedgravede Fordringen, saa kan du da ikke sige, at jeg har forsyndet mig imod dig." Saaledes løj Tjeneren sig fra, at Fordringen var en Fordring paa ham selv; han fornægtede sin gode Herre og frygtede ham derfor som sin strenge Herre. Han gjorde sig til sin egen Herre og sin virkelige Herre til sin Fjende.

De gode Tjenere fulgte deres gode og barmhjertige Herres Fordring; den onde Tjener fornægtede sin gode og barmhjertige Herre og fulgte sin nye Herre, sin Friheds, sin Selvstændigheds, sit Trællesinds Fordring. Saa blev han kastet udenfor, - udenfor sin Herres Glæde, men ikke udenfor sin Herres Magt; Herren er den samme Herre, alles Herre; for den, der elsker, den gode Herre; for den, der frygter, den strenge Herre.

Se, det er de to Slags Mennesker, Jesus taler om: dem, der er Guds, der i Lydighed, i Tro og Kærlighed lever for Gud, og dem, der er deres egne, der i Tro og Kærlighed til sig selv lever for sig selv; dem, der er i Guds Haand, uden Frihed og uden Valg, og dem, der har Synderens Selvstændighed; dem, der intet er for sig selv eller i sig selv, men alt ved og i Guds Fordring, og dem, der i ondt og godt er Syndere; dem, der intet gør og intet kan gøre, uden hvad de er sat til, og derfor altid gør deres Herres Vilje, og dem, der kun gør og kun kan gøre, hvad de selv beslutter, og derfor altid gør deres egen Vilje. Og naar Regnskabet gøres op, da gaar hine ind til deres Herres Glæde, hvordan skulde de kunne gøre andet? - men disse gaar ind til deres egen Glæde, til deres eget gudsforladte Liv.

Saaledes er der to Slags Mennesker. Mennesket er enten det ene eller det andet, helt det ene eller helt det andet. Ingen er noget af hvert, - enten fornægter et Menneske sig selv ved at bekende sig til Gud som sin Skaber og Herre, sin Fader og Frelser, eller ogsaa fornægter et Menneske Gud ved at bekende sig til sig selv, sin egen Frihed, sin egen Vilje, sit eget Liv. Og det gør et Menneske i hver sin Gerning, helt i hver sin Gerning.

Dette er Lignelsen! "Men det er jo kun "Lov"!" Dette er Lignelsen! Dette er Guds Fordring. Dette er Guds Fordring: at Gud er et Menneskes Skaber, Opholder, Herre, Forløser, - og Guds Fordring er et Menneskes Frelse.

"Men det er jo Død og Fortabelse; det er at lukke Mennesker ude fra Livet, at fratage dem Haabet! Det er at give Gud hvad Guds er, saa Mennesker maa dø derved, - for det forstaar vi da nok, at vi kun er een Slags Mennesker, og hvad det er for en Slags Mennesker." Ja, det er os, der er denne ene Slags Mennesker, den onde Tjener, - og denne onde Tjener, ham selv, hans Liv, hans Frihed, hans Vilje, hans Anstrengelser, hans Frygt og Trællesind, hans Frihed for Gud, hans Gudsforladthed, ham selv og alt, hvad hans er, giver vi hen i Død og Fortabelse, saa han aldrig skal rejse sig mere, saa alt, hvad han lever og siger, er og vil og gør, ikke er mere, saa alle hans Tanker om Gud i gammel og grov eller i moderne og fin Overtro ikke skal formørke for os Guds Naades Ord, vort Haab og vor Tro til Gud, at han vil oprejse i det gamle Menneskes Sted sit nye Menneske til sin Glæde. Hvad der aldrig bliver andet end den onde Tjeners Trældom, naar vi vil gøre det, det gjorde Gud, da han ved Kristus kaldte os for gode Tjenere, kaldte os ind til sin Glæde. Nej, heller ikke denne Lignelse er "Lov", den tilintetgør den onde Tjeners Liv og Tro for i Stedet at skænke os vor Herres Jesu Kristi Tro og opstandne Liv.

Saaledes taler denne Lignelse om Menneskets trælbundne Vilje: om dets Frihed, der er Frihed for Gud, men Trældom under sig selv; om at Mennesket er bundet til sig selv, saa at det altid vælger sig selv, ogsaa naar det mener at vælge Gud; saa det søger sig selv, ogsaa naar det mener at gaa til Gud; saa det gaar sin egen Vej, ogsaa naar det mener at gaa til Gud. Om denne trælbundne Vilje taler Lignelsen for at afsløre dens inderste Væsen, fratage den dens Magt og dens Betydning for Mennesket. Hvad bliver saa tilbage? Tilbage bliver den gode Tjener, Guds Mennesket, Kristus, i den trælbundne Viljes Sted, i vort Sted. "Det gamle er forbigangent, se, det er blevet nyt." Vor Fremtid er ikke den, vi selv har beredt os, men den, Gud i sin Naade har beredt os ved Jesu Kristi Opstandelse fra de døde.