Af K. Olesen Larsen. Tidehverv, 1948, s.61-62.

Det er en gammel Skik at give Brudeparret et Ord med paa Vejen, selv om de i Sagen mest implicerede vel nok synes, det er temmeligt overflødigt og da i hvert Fald ikke bør være for langt.

Jeg har saa valgt et Ord af Apostelen Paulus, som han har maattet høre meget ilde for og hvis Mening jeg nu heller ikke kan garantere for. Men i hvert Fald: naar man læser det i det, som jeg har læst i det, saa er det et godt Ord.

Det lyder saadan: Herefter skal baade de, der har Hustruer, være som om de ingen har, og de, der græde, som om de ikke græde, og de, der glæde sig, som om de ikke glæde sig, og de, der køber, som om de ikke besidder, og de, der bruger denne Verden, som om de ikke gør Brug af den …

Det udlægger jeg nu saadan: Vi skal være fri af denne Verden for at kunne leve i den og elske den; fri af Livet og dets Tilskikkelser for at kunne leve det og holde det fast overfor Døden; fri af Mennesker for at kunne leve sammen med dem og for dem; fri af vort Arbejdes Resultater for at kunne sætte alle Kræfter ind; fri af alt, hvad vi besidder - eller ikke besidder - for ganske at kunne give os selv ud i at leve; fri af os selv for at kunne staa ved os selv og tage Ansvaret for os selv.

Er vi ikke saaledes ganske fri, men er vi blot en lille Smule afhængige af Verden, af Skæbnen, af Mennesker, af hvordan det gaar os, og hvad vi faar ud af det, af os selv, af vore Ønsker og Forhaabninger, - blot saa meget afhængige af vort Liv, at vi maa berolige os overfor Døden, saa gaar Livet med at stille Fordringer til hinanden, med Selvforsvar, med bevidste og ubevidste Bekymringer, og det at leve bliver der i Grunden ikke noget af, men den Tid, vi har faaet at leve i, gaar med at arbejde for de Betingelser, vi synes hører til for at leve. Skal vi virkelig leve, maa vi give Afkald paa ethvert Resultat, enhver Sikkerhed, enhver Besiddelse, - først give alt fra os for saa at være til for det altsammen.

At det er saaledes, at enten er vi ganske fri af vort eget Forhold til Mennesker og til Verden, eller ogsaa er vi ikke ganske fri, og saa lever vi ikke, det opdager vi som Regel ikke, da vi har den daarlige Vane at finde paa noget midt imellem, hvad der er det allerværste, vi kan finde paa. Det er det, der menes, baade med de mere gammeldags kristelige og moralske Formaninger og de moderne livskloge Formaninger til paa den ene Side at sikre sig sit Liv, men paa den anden Side være klar til at stikke af fra det, om det skulde blive for hedt; jævnt udtrykt: til at man paa den ene Side nok skal holde af sin Kone, men dog paa den anden Side være beredt paa at trøste sig, om man skulde miste hende; til at man dels skal være glad ved hende, saadan som hun er, men dog har visse berettigede Forventninger og Fordringer til hende. Det duer ikke: som alt andet her i Verden maa en Kone tages for det, hun er, - det er ogsaa det, der er Meningen med Jesu Ord om Ægteskabet: ligesaa lidt som man i det hele taget kan leve til en vis Grad, kan man gifte sig til en vis Grad; man maa være fri af alle sine Fordringer til sin Kone for at kunne tage hende god for det, hun er. Saadan i det hele taget: vort Liv, vore Ønsker og Forventninger maa vi udlevere til Skæbnen og til Døden, saa først kan der leves, - som Besiddelse skal vi være fri af alt, for at vi kan binde os til det altsammen. Der er intet, der er vort, men vi har faaet det altsammen at leve for; vi skal knytte os ganske nøje til Livet og til Menneskene, netop derfor skal vi opgive enhver Fordring paa dem og enhver Besiddelse af dem. Det er ogsaa det, der ligger i Paulus' Ord: vi skal leve, græde og glædes, arbejde og virke som dem, der ikke skal redde den mindste Stump ud af Livets Skibbrud og derfor hele Livet igennem og Døden med ikke har andet at bestille end at leve. Paulus kunde saadan set ogsaa have sagt det saadan: herefter skal et Menneske ikke gøre andet end ubetinget at leve, ubetinget at give sig selv ud i at leve, tage Livets Glæder og Livets Sorger, Sejre og Nederlag, for Haabet og Troen gør det altsammen godt og elskeligt.

Hos Paulus finder vi rigeligt med Formaninger, og efterhaanden hører der Formaninger til ved enhver festlig Lejlighed, samtidig med at det ogsaa hører sig til, at man ikke skal tage dem højtideligt. Men det, som Paulus her siger, er ingen saadan Formaning; han siger, at saadan er det: det er Livets Fordring, Livets Betingelser, og dem er vi undergivet, enten vi vil eller ikke. Saadan er Livet, saadan er det at leve. Og under denne Sandhed skal vi leve vort Liv; og selv om den forarger os, skal vi ikke søge at komme udenom den, for i den er Evangeliet om Livets Herlighed skjult. Her er Gud vor Tro og vort Haab, og vi har ikke andet at gøre end at tage mod Livet, takke for det og være tro imod det. Som Jesus har sagt: ikke et Haar skal krummes paa vort Hovede, - men ikke den mindste Stump af det, vi besidder eller vil besidde, skal vi faa Lov at beholde.