Kristelig Virkelighed

Af Hedvig Reinhard. Tidehverv, 1926, s.9-12.

Hvad menes der med kristelig Virkelighed? Og hvad vil det overhovedet sige, at noget er Virkelighed for Menneske?

Naar man kan spørge saadan, saa er det klart, at Menneskers Virkelighed maa være forskellig - at den hverken kan være den samme for alle, eller altid den samme for hver enkelt. Rent udefra set er der jo da ogsaa store Forskelle, som er til at tage og føle paa - som Forskellen paa Fattigdom og Rigdom, Ulykke og Lykke, og meget mere. Men det er noget andet end Forskel i denne rent ydre, objektive Virkelighed, der her er Tale om.

Vort Liv har en anden Slags Virkelighed, som vi forholder os helt anderledes til - for det er Virkelighed, vi kan leve i, eller lade det være. Virkelighed, vi kan være i den mest levende Kontakt med, eller være helt udenfor. Og om vi er det ene eller det andet, det er i dybeste Sammenhæng vort eget Liv - hvilken Kraft eller Trang, vi lever udaf. - Derfor er denne Virkelighed, som er vor egen paa en helt anden Maade - den, vi til hver given Tid virkelig lever i, saa uhyre forskellig og meget omskiftelig. For vort Liv - hvis vi da kun er os selv - det er ikke af én Støbning. Med vor egen Natur og Forudsætninger og i vor egen Kraft er vi baade splittede og omskiftelige. Det tør vist ingen benægte. Vi lever snart ud af én Drift, snart ud af en anden; snart ud af én Aand, snart ud af en helt anden. Og derfor skifter ogsaa vor Virkelighed.

Saadan kan det jo forresten være med rent ydre, synlige Ting. Der er ingen af os, for hvem Maane og Stjærner ikke altid er Virkelighed, ubetinget. Men bor man i en stor By, saa kender vi vist alle dette, at man en Vinteraften, et eller andet Sted mellem de elektriske Lys og Lygter faar Øje paa en underlig umotiveret, mat Lygte, som det først ved nøjere Eftersyn gaar op for én er Maanen, som tillader sig at være med. Ja, ingen tvivler i mindste Maade paa, at den ogsaa her er Maanen, den rigtige Maane - men hvor kommer den os uendelig lidt ved, ikke Spor af Brug har vi for den.

Men har De saa en anden Gang, en maanelys Septembernat, gaaet ad en tæt mørk Skovsti, og saa pludselig traadt ud paa en aaben Slette, hvor alt laa badet i Lys? Hvert Træ, hvert Straa stod tegnet med alle Skygger og Konturer, og hele Himmelrummet var fyldt af Lys. Her var der ingen Tvivl om, at den Virkelighed kom Dem ved - at det i det Øjeblik var Deres Virkelighed.

Dette var kun et Billede; men naar det kan være saadan med de Himmellys, der sanses, saa minder det ialtfald mægtigt om, hvordan det kan staa til ogsaa med vor aandelige Virkelighed. Naar der spørges om kristelig Virkelighed, saa spørges der nemlig ikke, om Gud overhovedet er til for os, er blevet os en Virkelighed. Ja, der spørges heller ikke engang, om vor Frelse i Jesus Kristus er blevet Vished for os - om vi har set og troet, at Jesus Kristus har baaret vor Skyld paa Korset og lukket det evige Livs Porte op for os. Kristelig Virkelighed, det vil sige, om Gud derefter blev Lyset og Magten i vort Liv - eller om han blev os et Lys og en Magt af nøjagtig samme Betydning og Værd, som Maanen kan være det for vor Færden paa Københavns Gader.

Vi maa prøve at se Sandheden, som den er, at netop saadan kan det blive - ja, at Faren for, at det bliver saadan for os, er stor. Og vi maa forstaa, at det er den, fordi Kristenlivets sværeste Prøve ligger her. Vor Virkelighed forenet med, optaget i Guds! Vort virkelige Liv levet efter Guds Maalestok! Mon der heller er nogen Kristen, som ikke dybest inde véd, at her møder os Kravet, der overvælder os, ja synes umuligt. Og vi véd godt, at saadan har det været, fra de første Kristne skulde tage Livet op, og at der vel heller ikke er noget, der er talt om, drøftet og grundet over som dette. Vi ser, hvordan det Spørgsmaal i vor Tid mere end nogensinde trænger sig ind paa Mennesker og kræver at blive løst, - For, trods alt har jo ingen kunnet give en Løsning; eller rettere: tankemæssigt har Menneskene villet løse det paa saa forskellige Maader, at det tydelig viser, at ingen Løsning kan have været den ene tilfredsstillende. I det virkelige Liv er det jo ogsaa endnu bestandig, som hvert Menneske maatte famle sig frem, ja selv maatte bane sig Vejen, han skal gaa ad. Der maa være en Grundfejl i vor Søgen - noget, vi aldrig trænger til Bunds i.

Vi er vist aldrig trængt til Bunds i, hvordan det er, Mennesker virkelig er stedte, naar Kravet om at leve Livet her paa Jorden efter Guds Vilje møder os. Men vi er saadan stedte, at lige op til det Øjeblik har vi levet og lever endnu fuldtud i den Menneskelivets Virkelighed, som vi fødtes ind i. Den, der uafbrudt er det paagaaende nærværende for os - langt udover den kunstige Gadebelysning - og hvor alt, fra vi kom til Verden, har været urokkelig paa sin Plads i vor Bevidsthed. Og denne Virkelighed, den er fremdeles i hvert Øjeblik og i alle Situationer først paa Pletten med de Krav, der altid har været os i den Grad selvfølgelige, at det jo næsten var umuligt at faa dem blot saa meget paa Afstand, at vi overhovedet, kunde faa spurgt os selv, om de nu ogsaa ret beset var saa selvfølgelige.

Men - noget Nyt er der kommet til. Spændingen er kommen i os - den dybe, uforligelige Modstrid mellem Guds Virkelighed og vor egen, den er blevet aabenbar. Det selvfølgelige er ikke mere det selvfølgelige!

Men paa samme Tid ser det ud, som om den Spænding aldrig kunde løses; som om det aldrig, aldrig kunde lykkes at faa Guds Maalestok til at stemme med vort Menneskeliv. - Og det Liv, det presser uophørlig paa og vil leves - nu ganske som før.

Der er i Frelsen det, som er en Guds Hemmelighed. Overfor Guds egen Handlen og Virken med os staar vor Forstand stille. Den kan kun opleves, men hverken begribes eller virkelig udtrykkes i menneskelige Ord - eller, den kan i menneskelige Ord og for Menneskers Opfattelse kun lyde som lutter Modsigelser. Hvordan gennemskue eller analysere noget som dette, at den Frelse, Jesus Kristus fører os ind i, paa saa forunderlig Vis baade begynder og ender hos Gud selv. At vi er hos Faderen, ja er hos ham som hans kære Børn - men dog endnu kun paa Vej til ham. At vi kom hjem - men dog endnu har hele Vejen hjem at gaa. Og fra hvad Side, man vil nærme sig, er Adgangen spærret paa samme Maade.

Men hvad om det netop er disse Ting, nemlig Guds Part i Sagen, vi bestandig vil grunde os til? Og endnu værre! Hvad om vi atter og atter prøver selv at gøre det, som er Guds Gerning; og ikke ænser eller søger at finde ind i det, som kræves af os? Hvad om Kravet saadan, som vi bestandig vil stille det op, ikke blot synes umuligt, men er det umulige for os? Saadan, at det, vi vil, er det værste, vi kan ville - nemlig at ville gøre det, der kun er muligt for Gud! Hvis det er saadan, saa er de Veje, vi finder, kun taabelige Udveje, som intet fører til.

Vi har saaledes villet kaste selve vort Menneskeliv bort og lukke os inde med vore Tanker, vore egne forvirrede Tanker om Gud. Lockoutet os selv fra selve den Arbejdsplads, Gud havde antaget os paa! Der, hvor Guds Væv staar - den eneste hans Bryllupsklædning kan væves paa. Ikke villet leve i det Land, fuldt af Farer, hvor Herren vil have sine Faar vogtet - det eneste Sted, hvor Aandens Frugter kan modnes.

Eller, vi har nok villet blive i Livet, men saadan, at vi delte det op i én Del, hvor vi tjente Gud med Ord og andre livløse Ting - og en anden, hvor vi tjente os selv i al vor uforfalskede Menneskelighed.

Eller vi opgav faktisk al Tro - ikke blot paa, at vi selv kunde overvinde og binde Verdens overmægtige Virkelighed, men paa, at Gud kan det, og levede saa som dens Træl - men endnu med et besynderligt Haab om, at vi dog nok skulde blive frie og gode og lykkelige i Himlen. - Ja, vore Udveje har været mange; men her kan de kun antydes. Det er ikke dem, vi skulde efterspore, men søge den ene, den virkelige Vej.

Og det var jo kun i egen Indbildning, Mennesker ad alle disse Veje søgte og fandt. Bag det alt virkede Gud og hans Naade og førte Mennesker, én for én og hver for sig, ind paa Livets Vej - om de da virkelig søgte den. Gennem det altsammen handlede og fuldbragte Gud fra først til sidst. Og Vidnesbyrdene derom, har vi da manglet dem?

Menneskehjertets skjulte, bittre Nød og Kamp for at gribe og holde fast paa Guds evige Liv midt i Verdens knugende Fængsel eller rivende Strøm - vi kan kalde det, hvad vi vil - aldrig har vel nogen haft stærkere Vished om, hvad den Strid gjaldt, eller med mere brændende Iver stræbt at finde Ord derfor til Hjælp og Styrke for andre, end Paulus, først og fremmest i Romerbrevet. Og som Paulus' Ord brænder det ind i os, at det er Liv eller Død, det gælder, saa har han med overvældende Myndighed kastet Lys over, ja fundet Nøglen til hele vor Stilling.

For Paulus var Gud blevet aabenbaret paa enestaaende Maade - og dernæst havde han formaaet at se saa dybt ind i sit eget menneskelige Selv, som kun meget, meget faa. Derfor var det for ham næsten blevet umuligt at forveksle noget af Guds med sit eget, eller omvendt, og derfor kan han saa forunderlig stile lige mod Maalet.

Som det aldrig noget Øjeblik falder Paulus ind, at Hindringen for et Liv i Samfund med Gud kan ligge noget andet Sted end hos ham selv, i hans Synd, saa kommer det jo ikke i hans Tanker, at nogen Tvang udefra har Magt over ham - uden for saa vidt den er i Pagt med hans egen Synd. Og endnu mindre, at nogen optænkelig Forandring i Livet udenom ham - Verdens Liv - kan fri ham eller nogen anden fra Syndens Magt.

Paulus kendte Sandheden om den Menneskers Virkelighed, vi blev født og baaren med, og Hemmeligheden ved dens Magt over os - at den er ikke udenom os, men af den Virkelighed er vi simpelthen selv en Del! Vi er Kød af dens Kød og Blod af dens Blod - ja Synd af dens Synd. Det er Sandheden. Og derfor er det os umuligt selv at fri os ud af den; ligesaa umuligt som selv at rive Synden ud af vore Hjerter: "Jeg elendige Menneske, hvem skal fri mig fra dette Dødens Legeme? Gud ske Tak, ved Jesus Kristus, vor Herre!"

At det nye Liv, som er i Paulus, er Guds, det véd han - ikke blot, at det er fra Gud, men at det er Gud selv, som bestandig og fremdeles virker det.

Og han véd, saa han ikke kan forvirres, at selv ejer han intet. Intet kan han selv bringe, uden én eneste Ting: Troen paa Guds Naade, som kan alt.

Jeg véd bedre end nogen, hvor uantageligt alt dette kan lyde - desto mere, jo yngre man er. Ja, det oprørte at læse Pauli Ord i Romerbrevet det 7de: "Jeg véd, at i mig, det er i mit Kød, bor intet godt"; hvis det da var gaaet op for én, at med Kød mente Paulus ikke en eller anden uheldig Bestanddel af sig selv, men hele sit menneskelige Jeg. Dette var ikke Sandhed for én, maatte ikke være det. Det er underlig nok, men sandt, at det synes endnu meget sværere at komme til at tro paa dette, end paa selve Synden og dens Magt over os. Maaske det dog ikke er underligt, for er der blot Gnist af Ærlighed i et Menneske, saa er det jo umuligt at lukke Øjnene, naar Synden atter og atter slaar ud baade i Tanke og Gerning. Samvittigheden kan ikke bestandig kvæles, og den er vi født med.

Men den anden Side af Sagen - at Synden slog ind, saa intet blev bevaret sundt og livskraftigt! Hvor kæmper vi ikke for vor Ret til at paastaa, at ved Siden af Synden maa der findes noget i os, som er vort eget, og dog har Ret til at leve - ja til at leve helt ind i Guds evige Virkelighed?!

Og saa dette med Troen. Hvor tidt det saa blev gentaget, saa var det jo som det aldrig kunde blive andet end Ord, som umulig kunde trænge ind i vor Sjæl. - Hvad vidste vi om Tro? Og dem, der staar saadan, kan intet Menneske hverken tordne eller presse til at skifte Sind. Det kan kun Gud selv. Men Gud har altid Raad til at vente - det ser vi bestandig - saa maa det vel heller ikke være vor Sag at fare frem med Hastværk og Lastværk. Selv Paulus siger jo dette: "Ikke, at vi ere Herrer over Eders Tro, men vi ere Medarbejdere paa Eders Glæde!" Og for det sidstes Skyld vidste han, at tie skal heller ingen, som Gud selv har overbevist.

Og der er en Sandhed om os selv, som kan trænge tilbunds, mens vi strider allerværst mod det, at Troen skulde være det eneste, der var os levnet overfor Gud. Det kan slaa ned i en: Ja, men ogsaa i dette Øjeblik lever Du jo af Tro! i højeste Grad, ja udelukkende - kun er det ikke Tro paa Gud, men Tro paa Dig selv! Og saa kan det være, man tvinges til i Oprigtighed at gaa ind i sig selv og virkelig lede efter det "noget", man saa fast troede paa maatte findes dér. Men det sker, at vi ingenting finder. At vi med usigelig bitter Skuffelse maa indrømme, at hver Stump af det, vi havde sat vort Haab til og værget for, det havde kun levet i Fantasier og Fremtidsdømme. - Ja. sæt vi ikke engang fandt det, vi selv brød os om at beholde i Tid og Evighed!

Og er der saa ikke andet for os end Skuffelse og Fortvivlelse?

Nej, hvis vi selv fremdeles vil blive ved at elske Mørket mere end Lyset, saa er der ikke andet. Men hvis ikke - saa vilde Gud i Sandhed noget andet: at vi "skulde blive seende og hørende og forstaa med Hjertet, at han kan helbrede os."

Derfor vidste vi endelig, at ikke alene havde vi været Syndens Tjenere i stort og smaat - ja vil alle Dage maatte bede: "Forlad os vor Skyld" -, men hele vort Liv havde vi siddet i Verdens Sinkeklasse, hvor Gud og alt hans Væsen er en lukket Bog - at Synden er ikke blot den Magt, der tvinger til at synde, men en Afmagt, en dødelig Afmagt til det gode! - men nu gik vi ind i Guds egen Skole.

Fortvivle? havde vi maaske rent glemt, at dengang Faderen selv havde aabenbaret Peter hans Frelser, da maatte det med det samme siges ham: "Vig bag mig Satan! Thi du sanser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskers er"? - Eller vidste vi slet intet om, hvorfra disse frygtelig strenge Ord sprang frem?: "Simon, Simon! Satan begærede Eder for at sigte Eder som Hvede, men jeg bad for Dig, at Din Tro ikke skal svigte!"

Nej, hvis vi ikke fremdeles elsker Mørket og kun det, saa ser vi nu, at dette var Mørket, som blev kastet ud - fuldkomment - det var Gud selv, som ryddede det sidste, der spærrede for hans ufattelig kærlige Vilje med os. Nu først gik det op, ogsaa for os, at: "Gud er Lys, og der er slet intet Mørke i ham".

Og i Guds eget Lys bliver hans Ord levende og hænger sammen - fra de mindste til de største. Ja, de største - dem kendte vi ogsaa forud, havde kendt dem i umindelig Tid; men de stod saa underlig hvert for sig, og deres Indhold var en død Skat, vi gemte paa: "Hvor jeg er, skulle I ogsaa være". - "Følg mig." - "Dette er Guds Gerning, at I skulle tro." - "Se, jeg er med Eder alle Dage."

At følge Jesus efter? Var det at prøve paa at gøre ham hans Liv efter - saadan, som vi jo tænkte os dengang, vi endnu var ene og forvirrede og bestandig troede, det var os selv, der skulde finde - ja bane og hugge vor Vej? Eller er det det, virkelig, i Aand og Sandhed, at følge ham paa den Vej, han gik? Vor Frelser selv kom ikke til Verden som den, der paa Forhaand havde lært Guds Vilje i og med hans Liv udenad. Fra Dag til Dag, ja fra Time til Time og til sin sidste Stund gik han til Faderen, spurgte om hans Vilje og hørte hans Svar. Vi, som véd, at bestandig vil det kunne siges, ja maatte siges os: "Du sanser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskers er", hvor har vi egentlig kunnet komme paa den Tanke, at vi i vort Liv skulde finde Guds Vilje ved udefra at ville betragte Jesu Ord og Gerninger og lære dem efter? "Søger først Guds Rige, saa skal alt andet gives Eder i Tilgift." Guds Rige - ja, saadan har vi kaldt det, og hvem kan sige, hvor megen Forvirring det Navn har været med til at skabe? Nu véd vi, at det skal hedde: Guds Kongeherredømme. Men hvor findes Guds Kongeherredømme uden hos ham selv, i hans egen Haand? - og hvis Konge vil han være uden de levendes?

Ikke den skrevne Lov, men Faderens Aand var det, som oplyste hver Jesu Tanke og ledede hvert af hans Skridt. Og vor Herre Jesus efterlod heller ikke os nogen Lov - vi véd det - men Guds hellige Aand. Om vi da bede om den. Ja, hvor skulde dog Jesus kunne blive vor Vej og vort Liv, uden vi er og bliver ved Kilden, hvorfra hele hans Liv strømmede ud - dérhen, han selv har baaret os gennem sin Smerte og sin Død?!

Det er Jesu Efterfølgelse - og der gives ingen anden kristelig Virkelighed.

Jeg véd, der er en anden Opfattelse - andre Tanker om, hvordan Mennesker kan og skal følge Jesus efter. Til det, jeg her har sagt, vil mange svare: Hvad Du dér forfægter er en af Kristenlivets største Farer! for hvad vil det sige andet, end at lægge Hænderne i Skødet og skulke, ja sove fra det hele - med andre Ord, fuldt bevidst at ville være Ordets Hørere og ikke dets Gørere.

Dertil vil jeg svare: Mon vi ikke med den Tale staar i Fare for at komme til at spotte Gud selv?

Er det det Menneske, som helt ud sætter sin Lid til Gud og hans Løfter, der løber forgæves? Er det Gud, der sover og glemmer at se efter Aandens Frugter? Og var det saa maaske Paulus selv, der ganske alene, havde faaet en overvældende Overbevisning om, at hvor der ingen Frugter kom - dér kunde Mennesker simpelthen ikke have Guds Aand? Eller det endnu forunderligere, var det virkelig Paulus' eget Fund, at om det lykkedes ham at faa gjort Jesu Liv og Gerninger efter paa en Prik - saa var og blev det kun tomme Fagter, hvis ikke Guds Aand indefra havde virket det altsammen, Aanden, som vi tør benævne Kærlighed, dog vel vidende, at den sprænger hvert af vore Ord ?

Eller tog Frelseren fejl, naar han sagde Ord som disse: "For Mennesker er det umuligt, men for Gud er alle Ting mulige" eller "alle Ting er mulige for den, der tror"! Ja, er Troen til syvende og sidst ikke andet, end det Slagord, det ogsaa én Gang lød af for os?

Der er her paa Jorden én eneste Ting, vi aldrig behøver at frygte, det er, at Gud sover eller lader dem falde i Søvn, som sætter alt paa ham. Det er i Sandhed heller ikke Ro og Dvale, der slaar én imøde fra Pauli Breve! - Troen? Troen er overhovedet det eneste virkelig levende i Mennesker, for det er vor eneste helt aabne Forbindelse med den levende Gud. Troen er ikke det Spring ud af os selv, som én Gang for alle fører til Gud - eller kun den én Gang vundne Forvisning om at være modtaget af Gud. Troen er den bestandig virkende og bestandig voksende Tro - ja frydefulde Forvisning om, at hvad Gud har lovet, det vil han usvigelig holde, og hvad han har begyndt, det er han evindelig mægtig at føre igennem, nemlig vor Frelse fra Synden og Syndens Liv, som aldrig var andet end en Sygnen til Død. Af Tro lever vi sandelig, den er selve Livets Ophold.