Af K. Skov Thomsen. Tidehverv, 1974, s.53-54. Johs. 8,28-36.

Prædiken holdt i Thorsminde og Husby kirker

4.s.e.p.74. Johs. 8,28-36

"O, du store sejrvinder,
du, som er os altid nær,
du, hos hvem vi Himlen finder
midt i spot og trængsel her,
øv fremdeles dine domme
mod vort onde Adams-sind,
at af fængslet vi kan komme
til den rette frihed ind".
Amen.

Der er nok få ord i sproget, der må svare til så meget som ordet frihed. Det bruges om de mest forskellige ting. Det er ligefrem sådan, at det nogle kalder frihed, det samme må andre, udfra deres overbevisning, regne for det modsatte.

Og spørger vi, hvem der har ret, ja, så afhænger det jo af, hvem der svarer, for det er en trossag, det er noget, der afgøres udfra ens grundholdning.

Samfundsmæssigt f. eks. er der jo nogle, der vil kalde det frihed, som foregår på Christiania og i Frøstrup-lejren og hvor ellers det såkaldte "Nye Samfund" eksperimenterer. Andre vil mene det modsatte, at her mangler endog de mest elementære forudsætninger, for at friheden kan være.

Eller i forhold til det sexuelle, dér er det måske allertydeligst, hvad nogle kalder frihed og nærmest bekender sig til og forkynder som et evangelium, det er der andre, der lige så afgjort vil mene er lige det stik modsatte. O. s. v.

Hvad er så frihed? Ja, hvis evangeliet skal svare - og det gør evangeliet jo her idag - så er frihed noget, vi mennesker ikke har i os selv og ved os selv, men alene ved Gud og i hans ord: "Dersom Sønnen får jer frigjort, så skal I være virkelig frie".

Vi kan ligesom jøderne her i evangeliet bilde os ind, at vi er frie - i kraft af så det ene og så af det andet. Og meget kan måske også virkelig se ud til at være frihed, men er det ikke.

Tværtimod, det viser sig igen og igen, at vi er trælle især netop ved de ting, vi bildte os ind skulle gøre os frie.

"Enhver, der gør synd, er syndens træl", siger Jesus her. Og det er jo forklaringen. Vi er trælbundne af synd og selviskhed. Vi har mulighed for at ændre på det ydre - og skal jo også gøre det, vi bliver simpelthen tvungent til det af udviklingen. Men vi skal ikke lade os bedrage: Selv er vi de samme. Synden og selviskheden følger os og bestemmer os i alle former, også de højt udviklede.

Virkelig frie bliver vi kun ved evangeliet. Ved Guds dom og Guds tilgivelse.

"Når I får ophøjet Menneskesønnen, så skal I forstå, at jeg er den, jeg er", siger Jesus her til jøderne. Ophøjelsen det er korsfæstelsen; det er vores onde gerning, som det var jødernes onde gerning. Ja, men det var tillige Guds gerning. Det var Guds kærligheds sejr over alverdens synd og selviskhed, i alle dens former: De grove og hæslige, de fine og retfærdige.

Der er ikke den form for synd og selviskhed, der ikke ved Menneskesønnens ophøjelse er blevet dømt og tilgivet.

Det er, hvad evangeliet kalder den eneste sande og virkelige frihed: at se Guds Søn i hans ophøjelse, at tro på ham netop som den korsfæstede, sendt os af Gud for at dømme os og tilgive os.

"O, du store sejervinder,
du, som er os altid nær,
du, hos hvem vi Himlen finder
midt i spot og trængsler her,
øv fremdeles dine domme
mod vort onde Adams-sind,
at af fængslet vi kan komme
til den rette frihed ind".
Amen.