Prædiken, holdt i Vridsløselille Fængselskirke

Af N. I. Heje. Tidehverv, 1927, s.76-78.

Søndag før Jul 1926

Johannes, der gik med Haarskjorte og spiste Græshopper, hvad er han? Ja, mange Mennesker vilde, hvis de kom til at staa overfor ham i det virkelige Liv, sige: Jeg hader dig, Johannes Døber, med al din Dømmesyge, med al din Tale om Omvendelse. Jeg vil have Lov at leve Livet friskt og ligeud uden alle disse Besværligheder med en oppustet Samvittighed. Jeg vil have Lov at tage Glædens og Sorgens Øjeblikke saadan, som de kommer.

Men saa kan det maaske slaa et Menneske, hvis han gav sig til at se paa Johannes og høre hans Ord: Er min Vrede retfærdig? Er Grunden til, at jeg er vred, ikke den, at det er mit eget Selv jeg lægger ind i ham? Jeg ønsker ikke at mindes om, hvordan mit Liv var. Maaske ønsker jeg at høre Tale om Glæden, fordi jeg vil skjule mig for mig selv; maaske blev jeg vred paa Johannes, fordi jeg mente, han var, som jeg selv er. Jeg blev ked af og led ved Livet, fordi jeg forgreb mig, forspiste mig i Kundskabstræets Frugt. Hvis jeg skulde tale til andre ud af mig selv, da vilde jeg holde Moralprædikener, og det er det, jeg mistænker Johannes for at gøre.

Jeg maa spørge mig: Er han Repræsentant for den Hverdag, der er fuld af Arbejdets Glæde, eller er han kun en modbydelig Moralprædikant. Er han et Menneske, der søger Sandheden og kan finde Hvile i Trofasthed, eller er han kun een af dem, der i Lede spytter paa alt? Er der Klang i den Tale, han fører om Omvendelse, er der Glæde og Fred fra den Gud, han prædiker Omvendelse til, eller er hans Stemme kun en, der stempler, der i Modbydelighed for sit eget foragtelige Liv og af Skræk for Helvede vender sig fra Menneskers Gerninger? Blev han slaaet ihjel, fordi han var Moralprædikant, eller blev han slaaet ihjel, fordi Mennesker ikke vilde høre Sandheden? Hørte han til dem, der i Foragt for de Synder hos andre, han foragtede hos sig selv og var bleven ækel ved, i Lede vendte sig mod alt og alle og talte paa Guds, d. v. egentlig sige paa sit eget Hovmods og sin egen Foragts Vegne, eller talte han som en, der er grebet af noget, der i ham selv kunde sejre over Ækelhedens Forbandelse, fordi det kom fra en, der var fri? Var han en Menneskerøst, der raaber i den Ørken, Livet for mange er, i den Ørken, hvor Mennesker hyklende bebrejder hinanden de Laster, de selv pines af? Var der intet bag hans Røst uden et tomt Ekko af en hyklet Foragt, eller er han en Røst af en anden, en Røst af en, for hvem Ørkenen skal forvandles?

Vi maa først svare: Han var et Menneske som en af os. Ogsaa hos ham var der menneskeligt Hykleri, men Spørgsmaalet er blot: Var der mere? Var der det, og er der det, der virkelig slaar ned som Lyn og tænder, saa man ønsker et Opgør. Var der Sandhed i hans Røst, var der noget af Ærlighedens Dam i hans Stemme og noget af Magten til at være ærlig? Vilde han blot lappe paa Livet og pynte paa sig selv med Asketens Haarskjorte? Vilde han forberede Vejen for en senere lille Flok af Mennesker, der holdt sammen, fordi de var omvendte, som var glade for hinanden, som i nogen Maade gjorde Guds Villie, og i nogen Maade var Lys i Verden, fordi de gik med Naadens Skjorte paa, eller var han er Røst af en, der raaber i Ørkenen om en Mulighed for Omvendelse, om en Kraft til virkelig Sejr og Frihed, en Omvendelse, der kommer til at præge Livet, en Omvendelse, der ikke fører til ny Glæde over sig selv og sine Venner, fører ind i ny Fordærvelse og Hovmod, men en Omvendelse, der forbliver trofast mod Omvendelsen, og trofast arbejder i dette at vende om fra sin Vejs Vildfarelse, en Omvendelse, der kommer til at betyde Sjælepleje, bliver et Sind under Omvendelsens lægende Pleje, ikke en, der har omvendt sig selv, men er bleven omvendt og forbliver omvendt. Spørg derfor, om Johannes, der var en af os, ogsaa var en Røst af en, der raaber. Bliv ikke straks optaget af dig selv, saa du bliver vred, døm ham ikke straks og sig: Han er en Hykler og en Dømmer, men spørg, om der er noget bag. Er han en Røst af en, der raaber i vor Ørken? Hos Profeten Esajas betyder Vejen, en Vej, der skal beredes til det forjættede Land, beredes ikke af Menneskehænder, men af højere Væsener, der udfører Guds Befaling, og Stemmen, der raaber, er en skjult Røst. Her siges, at Røsten er givet et Menneske, og den, der skal beredes Vej for, er den af Gud sendte. Ham skal I vende Eder til.

Naar vi stiller os spørgende overfor Johannes og hans Dom, er der een Ting, vi lægger Mærke til: at han ikke samlede til sig selv. Han opfattede sig som et Redskab, han stillede sig selv udenfor og tog imod, og da han tvivlede, sendte han Bud til ham, for hvis Skyld han havde udsat sig for Fængsel, Dom og Død.

Dette Evangelium er sat til 4. Adventssøndag, for at vi skal spørge, og for at vi skal se. Ind under Jul gaar mange Tanker hjem. Bitterhed kommer maaske op og fylder Sindet, Sorg over Livet og dets Meningsløshed og Modgang. I alt dette dog tiest ogsaa en Lysning, et Haab, et Forsæt, som man føler Trang til at pleje. Man synes, det gode kommer op i en. Og jeg vil ikke nægte, at enhver god Tanke er noget værd, ethvert Forsæt er noget værd, selv i Sorg, ja i Bitterhed er der Kraft, fordi Ligegyldigheden ikke helt har sejret.

Men hvad skal vi med Johannes den Døber, naar vi har det gode i os selv? - Ja, vi vilde jo dømme ham, foragte ham, hvis han kun taler ud af sig selv, ud fra sit eget slagne Sind, saa maa vi vel ogsaa dømme os selv. Vi vilde jo frikende ham, hvis han havde haft en Kraft, der bar ham. I dette har vi Ret. Det har Livet lært os. Gang paa Gang gik vore Forsætter i Stykker. Hvor mange Gange mindedes vi ikke vor Barndoms Jul og fattede gode Forsætter, men kort efter var alt ved det gamle igen. Vort Forhold til det gode var netop saadan, som vi mistænkte Johannes' Forhold for at være.

Der var ikke gaaet Dom over vort Liv. Dommen var begyndt, men Fortsættelsen fulgte aldrig; derfor blev vi kolde, haarde. Men Johannes blev ikke kold og haard, ikke engang i Fængslet; han murede sig ikke inde med sin egen Tvivl, men han sendte Bud og spurgte, og han fik vel Fortrøstningen til at føre Kampen igennem, Fortrøstningen til den, han havde sat sit Haab til, da han stod og døbte i Jordan. Han var den lille, hans Liv var dømt. Han var ikke i egne Tanker en af de store, men netop, naar han saa dette, fik han Forvisning og Fortrøstning.

Og Fortrøstningen til Gud var det egentlig, jeg havde tænkt at skulle tale i Dag. Nu maa Johannes' Liv tale. Dømmerens, der dømte sig selv først. Dømte og forstod sin Ringhed, men dog fik den Styrke og den Trøst, han behøvede.

Det Kapitel hos Profeten, der taler om Røsten i ørkenen, begynder saadan: "Trøster, trøster mit Folk, siger Herren."

Vi er uden Kraft. Men "midt iblandt Eder staar den, I ikke kender, hvis Skobaand I ikke er værdige at løse."

Vi har paa de Søndage, der nu er gaaet forud for Julen, talt om, at alt, hvad vi havde Brug for, det altid var der, hvor vi stod i vort Kald, under Dommen for Gud. Vi har talt om, at det, Gud vilde skabe i os, var Forventningen, "opløft Eders Hoveder," men i alt dette rummes ogsaa Fortrøstningen. Gud vil give os denne Sikkerhed, denne Stilhed overfor Livet, der tør staa fast, men som dog kun staar i Kraft af noget andet, i Kraft af et Forhold til Gud gennem ham, Johannes siger til sine Disciple: "I ikke kende."

Vi vil gerne trøste os med os selv, med vore gode Forsætter og alt det gode i os, men det er ikke Fortrøstning. Fortrøstning er noget helt andet. Fortrøstning bygger ikke paa noget hos os selv, men den betyder, at vi ligesom Johannes gaar som de fattige, de dømte til Gud og tror ham. Saa fortrøster vi os til ham, og saa ser vi, at Modet og Fortrøstningen kommer fra ham. Fortrøstningen til Gud taaler ikke noget Snyderi, ingen Skjulthed, intet der er dækket hos mig, men er vi paa den Vej, at vi vil aabenbare alt, lade det dømme, da er ogsaa Fortrøstningen rede.

Er I fattige og arme,
Ind kun stig.
Han er rig
Og har Hjertevarme.
Fyldt med Forraad er hans Lade.
Og han huld
Skifter Guld,
Som gør Hjerter glade.

Om ham er det, Julen drejer sig. Han har Magt, hvor jeg ingen har.