Helliggørelse

Af N. I. Heje. Tidehverv, 1930, s.149-151.

Prædiken holdt i Sønder Omme - tekst: Johs. 15,l-17, Vintræet og Grenene.

O Fader i himlen, naar vi betænker vor ubestandighed, da forstaar vi ikke, at der nogensinde skulde kunne komme andet end ubestandighed og tilfældighed ud af vort liv. Vi forstaar ikke ordet gud. Skal vi høre, og skal vi tro, da maa du tale til os. Skal troen blive vort liv, da maa du holde os til troen med dit ord.

Under overvejelsen af den tekst, vi nu har læst, kom det tilsidst til at staa saaledes for mig, jeg overlader til den enkelte, der hører mine ord i dag, om der for ham er nogen sandhed i det: Jeg saa landet ligge for mig med landsbyer, huse og gaarde, der laa missionshusene og kirkerne ind imellem, og troende og vantro levede dør om dør. De troende holdt fast ved kirkerne, fordi det vidste man, at man indtil videre skulde. Saa meget vidste man i alt fald, at det var godt at komme i kirken, naar det var en troende præst, der førte ordet, og man vidste, at selv om præsten er vantro, skal man ikke slippe kirkens bygninger før højst nødvendigt. I kirken har man efter fædres sæd modtaget daabens gave, som ikke maa slippes, fordi den er guds ordning og hans naades tilbud, og i kirken samles man efter fædres sæd til brødets brydelse.

Men i missionshusene og samfundene finder de mennesker sammen, der vendte om fra deres vejs vildfarelse til det rene ord og til bønnen. Der var en gang sket noget i manges liv, og forsaavidt var det godt med dem, det er sikkert, og de, der samledes i samfundene og hørte med der, havde til indbyrdes betryggelse og ligesom til adgangstegn og bestyrkelse fortalt til de andre om deres oplevelser med herren, og det behøver der ikke at være noget ondt i, saasandt vi trænger til at dele saa meget i livet med hinanden, som virkelig kan deles.

De troende havde, set med jævne øjne, mange rubrikker for deres trosindhold, og mange forklaringer til, hvad der var foregaaet i deres liv, og hvad gud i fremtiden skulde gøre for dem, hvorledes de nu skulde holde fast og gaa fremad paa troens vej som et helligt samfund, og de var optaget af at finde ud af, hvorledes gud stadig bekræftede for dem, at de vandrede paa sandhedens vej, og at deres gerninger var guds gerninger, var et arbejde i guds vingaard. Jeg hørte saaledes netop nu et budskab fra landets hovedstad. Jeg hørte den gamle stiftsprovst, der i sandhed verdslig talt er et godt udrustet menneske, tale ved kirkesagens jubilæumsmøde, og hørte ham slaa fast, at de troende i kirkefondets ledelse nøje havde gransket alt, og fundet, at deres gerning var guds gerning, og han tilraabte nu menigheden, d.e.: alle hellige brødre og søstre et: fremad i Jesu navn og paa hans veje, som han mente, det har bekræftet sig, at kirkesagen, al kritik til trods, har vandret paa i de 40 aar. Der var en stor og ægte glød og et stærkt bevis i hans stemme, og der var klogskab i hans tale. Og jeg tænkte paa livet i samfundene, saaledes som det spejler sig for omgivelserne, og jeg hørte tale om megen kamp og strid, og jeg saa, hvorledes der indadtil blev stræbt mere eller mindre varmt for at holde gløden af den første oplevelse brændende, og faa fornyelse gennem ny oplevelser. Og jeg saa, hvordan man overvejede, hvorledes man skulde holde oplevelsen brændende gennem det, der kaldes helliggørelse. Jeg hørte ogsaa, at der blev prædiket over den tekst, vi har for os i dag, og den blev udlagt som et billede paa helliggørelsen. Det, det gælder om, blev der sagt, er at blive paa vintræet, saa sker guds gerning, og vi kan fornemme og se, at den sker, selvom verden ikke kan se det.

Jeg saa kort sagt mennesker, der havde oplevet meget, mennesker der kunde tale med om deres oplevelser, mennesker der vilde pege paa disse oplevelser for andre til bestyrkelse af andre, som sagt mennesker der ønskede at fastslaa, at deres gerning var guds gerning, fordi den var gjort for guds riges skyld. Mennesker der havde fundet bekræftelse for ordet, og søgte og søger bekræftelse i sig selv. Den tone, der laa bagved, var denne, det skal dog vise sig for os selv og andre, at vi var og er paa den rette vej.

Men der var en ting, jeg ikke saa, trods talen om det rene og sande ord, en ting, der synes udelukket, og det var den visdom fra gud, der er daarskab for menneskene, den visdom, der betyder, at mennesker skal leve i guds vold, i guds haand uden bekræftelse, leve af ordet ene og alene. Gud har dog talt, tænkte jeg, og gud har talt ogsaa til mange af dem, der foretrækker oplevelsens rigdom og visdom for daarskab, men hvorfor vil de saa være retfærdige, hvorfor vil de ikke nøjes med at være i guds vold. Er det mon fordi de, dengang de blev ramt af ordet og kom i guds vold forstod det som en oplevelse, og ikke blev tro mod det ord, at det er gud, der renser og gud, der borttager. Vil de være sikrede i stedet for at blive staaende og høre ordet hele deres livstid, og lade gud virke. Og jeg spurgte mig selv: Er hele vort liv i kristenheden da blevet et liv i kamp for den saakaldte helliggørelse, fordi vi selv vil se og føle, at vi er paa den rette vej, i stedet for at være i guds vold, som grenene paa vintræet er i vingaardsmandens vold. Jeg syntes, jeg saa, at vi lever i en kristenhed, der er optaget af sig selv, optaget af helliggørelse i stedet for at være i guds vold. Vi holder fast ved vore oplevelser og vore arbejder, og vi er ivrige efter at slaa fast for os selv og for verden, at vort arbejde er guds riges arbejde, at vort liv har en særlig kraft, verden ikke kan undvære. Troende mennesker nu om dage kan ikke hvile i ordet uden at skulle have bevis for dets sandhed paa en eller anden maade, og derfor kan ordet ikke komme til at virke andet i deres liv end det virkede i farisæernes liv: selvoptagethed, selvretfærdighed og fortabelse. Derfor gaar det saadan, at de skal tvinge sig til at være noget, de ikke er. Man skal være troende i stedet for at høre ordet i sin vantro. Man skal være paa helliggørelsens vej, have resultater at opvise, at pege paa, man skal være en synder, der helliggøres mere og mere, blot ikke en synder slet og ret. Man skal være en forbedret synder ved guds naade, som om guds naade er til for at forbedre. Man forstaar ikke, at guds naade er den, der siger: dine synder er dig forladne. Man har glemt, at alt, hvad jeg kan se, at jeg har naaet eller skal naa til, blot er menneskelig selvhævdelse; forfængelighed kalder vi det ogsaa. Vi kan sige, saa tit vi vil, at det, det drejer sig om, er ydmyghed overfor gud, i ydmyghed at tage mod det altsammen, som den fortabte synder, men derfor bliver det ikke anderledes. Intet af det, jeg selv kan se, er ydmyghed, det er mig selv og mig selv igen, min egen forbedring. Jeg vil være en forbedret synder, men ikke en synder slet og ret. En synder i bibelens betydning af ordet er jo det samme som en vantro, en, der ikke af nogen evne i sig selv kender gud. Alt det, vi kalder synder, udspringer jo af, at vi er vantro, at vi er uden gud. Nej vi vil være forbedrede syndere, der lever for vor forbedring, men vi vil ikke være syndere, og derfor heller ikke frelste; thi frelst er kun den, der er blevet den ensomme synder ved ordet, er bleven den vantro, der ikke udfra sit eget ser andet end sin fortabthed, sin gudløshed.

Ja, saadan kom det til at staa for mig: en kristenhed, ja, end mere: hellige samfund, der levede for helliggørelsen, levede for sig selv, og agiterede for gud mellem unge og ældre, for et liv, der ikke kunde bære dem selv, og de "vantro" synes, at denne agitation er ligegyldig, hvad man ikke kan bebrejde dem.

Og jeg spurgte: hvad er der i vejen, og jeg blev staaende ved svaret: I har glemt, at ordet kun gør en ting, at ordet giver eder i guds vold, at I er som grenene paa træet i gartnerens haand. I vil være frelste og sikrede, I vil leve for eders egen forbedring i stedet for at høre ordet: I er i guds vold i eders vantro. I har glemt dette: vær stille, hjerte, bi paa gud i den verden, gud har sat eder i, selvom guds budskab er døden.

Derfor ser man ud over landet en stor mængde, ja, den store mængde, der ikke hører ordet, ja, hvad værre er, ikke en gang forarges, og man ser en kristenhed, der lever for sin helliggørelse.

Og vi kunde saa spørge: Hvordan saa det ud paa Jesu tid? Hvordan kom Jesus til at staa? Ja, han stod som den, der forkyndte ordet om, at der er en levende gud, og han kom til at staa i kampstilling mod den værste form for menneskets modstand mod gud, den form fromhedslivet altid tager, hvor helliggørelsen bliver hovedsagen, naar selvhævdelsen gaar ind som led i gudsforholdet, mod farisæismen.

Dette havde Johannes forstaaet, og derfor er hans tale ikke en trøstetale til farisæerne, heller ikke til der moderne form for farisæismen, der indrømmer, at mennesker staar som benaadede syndere og stadig maa leve i ydmygelsen. Nej, Jesu tale, som den er os overgivet af Johannes, lyder paa dette: Gud renser, gud trøster, gud glæder, Jesus er vejen og sandheden og livet, men jeg er i min vantro skilt fra gud sammen med den verden, jeg lever i. Johannes' tale om livet betyder ikke, at vi skal kunne naa til at kunne se og trøste os med et resultat af vort gudsforhold. Nej, den siger kun: Det er den levende gud, der taler; vil I høre? Han er vingaardsmanden, der passer træerne i vingaarden. Vi lever alle i vor vantro uden gud og uden haab, saadan som vi er, troende og vantro; vi kan intet naa og intet gøre. Men hører vi ordet, og bliver vi staaende og lytter efter, da siger ordet os: I er i guds vold, og han vil gøre med eder, hvad ret er. Vi gentager: vi lever alle uden gud. Det er synden, det er syndens kaar, men ordet vil give os i guds vold, hvor vi intet er og intet har at skulle have sagt, hvor vi ikke kan dømme hinanden, men bliver ansvarlige for hinanden i kærlighed, og kærlighed vil her sige, at vi er paa lige fod med hinanden. Menneske, du har en gud, og du har en broder. Jesu tale og budskab er ikke de helliges privatejendom til trøst og opbyggelse og særlig helligelse her i verden, men den er guds tale til den faldne jord, den er Jesu, vor broders, tale til de vantro, til synderne. Vi forstaar ikke ordet gud, og vi lærer aldrig at forstaa det i vort menneskeliv. Men det menneske, der møder gud i Jesu ord, han bliver ensom i guds vold, og han faar et uafrysteligt ansvar for alle sine brødre, han bliver ene i verden med sin næste. Han er som grenen mellem de andre grene i guds vold.

Nu kunde man jo sige, ja, men det stærke ligger ikke for vor tid. Denne tale er for stærk. Vor trætte tid er engang karakteriseret med ordene: "Til os kommer Djævelen ikke med valget mellem de to lykker - enten at overvinde ham og føle den tilfredsstillelse, det er for alt levende at overvinde sin modstander. Eller lykken ved at besidde noget, som er mere værd end sin himmerigspart."

Men ogsaa til denne trætte slægt tales ordet, som giver den i guds vold, som stiller mennesket overfor gud, stiller den vantro overfor sin skaber og herre.

Naar vi tænker paa vor ligegyldighed og ubestandighed, da er det uforstaaeligt, hvorledes der skal komme noget ud deraf. Hvordan skal jeg lære at kende gud, hvordan skal jeg blive, som gud vil? Jeg maa give op.

Men gud har givet mennesket en evne, naar ordet møder det, og som et menneske kan bede om, og det er evnen til at høre ordet. Dertil har vi vilje og ikke til andet.

I gudløse, troende og vantro: I er alle vantro, men dette er talt til eder, forat min glæde kan være i eder, og eders glæde blive fuldkommen. Thi gud er vingaardsmanden og vingaardens herre.