1. Søndag i Advent

Af N. I. Heje. Tidehverv, 1932, s.158-160.

Fader i himlen, vi bekender for dig, at vi ikke for staar Jesu liv og død, ja at vi vel egentlig ikke bryder os om at fatte noget af Jesu tale om dig og dit rige, men vi beder dig om, at vi, naar vi er tvungne til at høre ordet, ikke maa lade os drive ind i at lyve for os selv.

Naar jeg i dag begynder med at sige, at det er første søndag i advent, første søndag i det nye kirkeaar, saa tænker jeg paa den tid, da jeg sad under en af de gamles prædikestole, og hørte ham tale alle de ord, jeg ikke kunde forbinde nogen mening med om kirkeaarets betydning fremfor det verdslige aar, om kirkens nytaarsdag som den egentlige nytaarsdag alle burde regne med. Nu forstaar jeg bedre den redelighed og fromhed, der laa bagved den iver, hvormed han søgte at gøre kirkens nytaarsdag til den egentlige nytaarsdag, men forstaar ogsaa, at det, der irriterede mig, var dette, at han ikke lod det verdslige aar, der er aaret for alle borgere i fred. Vi har ingen interesse for kirkeaaret som erstatning for det borgerlige aar. Vi vil lade det gaa sin gang uden at bekymre os om det. Det er det bedste, vi kan gøre, for det vedkommer os ikke.

Men naar vi er samlede i kirken i dag, saa maa vi dog høre, at der fra gamle Dage er sat en overskrift over dette kirkeaar. De gamle har villet, at der denne dag skulde tales om jesu komme til mennesker og modtagelse blandt mennesker. De har villet understrege dette med de tekster, der er valgt. De har villet, at der skulde tales om himmelkongen, der blev tiljublet og bagefter korsfæstet. Forstaa denne tale om himmelkongen, hvem der kan; jeg kan ikke forstaa den, og dog kan jeg heller ikke undslaa mig for at høre den, dog kan jeg ikke nægte, at naar alt døde om mig og i mig, da hørte jeg en genklang af dette budskab, som jeg egentlig ikke synes vedkommer mig det mindste, da maatte jeg stadig indrømme det en plads, indrømme at det førte en tale, der ikke virkede som alt andet mennesker søger trøst i for livet eller mod livets vanskeligheder, alt det mennesker glæder sig over, indrømme, at det talte om menneskelivets værdi paa en maade, der tvinger mennesker til at se livet i øjnene, der binder mennesket til dette ene liv, og forpligter det til ikke at give op overfor modsigelserne og vanskelighederne og søge trøst i et eller andet af tanken eller fantasien opfundet, og paa den maade flygte fra livet, maaske, hvis fortvivlelsen er over mennesket, forpligter det til ikke at gøre ende paa livet.

Det staar fast, at Jesus efter beretningerne fastholdt livet paa en maade ingen andre har fastholdt det paa: han gav afkald paa livet og holdt dog livet fast. Han trøstede sig ikke med den mening i livet, nogle maaske tankemæssigt mener at kunne finde i tilværelsens lovbundethed, i tanken om en mulig udvikling i retning af større lykke for kommende slægter eller i kølig resignation, blot man har det nogenlunde godt selv; han trøstede sig ikke med det menneskelige haab om et lykkerige før eller efter døden, trøstede sig ikke med en saakaldet evighed, hvor alt med en guds hjælp skal blive godt. Han vidste øjensynlig, at al menneskelig trøst er menneskelig illusion, er selvskuffelse, der kan bevares kortere eller længere tid, maaske holde til døden, og hvis døden er blid, bære ind i døden. Han vidste, at al menneskelig trøst kan trævles op som selvskuffelse, ja er selvskuffelse, og derfor levede han til døden i sin forkyndelse af faderen i himlen; menneskeligt talt uden trøst og dog i fortrøstning til, at mennesket ikke lever af brød alene, hverken legemets brød eller det trøstens brød som religionerne altid har villet række mennesket for den saakaldte sjæl. Derfor har Jesu forkyndelse ingen interesse hverken for det menneske, der vil klare sig selv, eller for et almindeligt religiøst menneske, ligesaalidt som for det saakaldte kristne menneske, der vil tage hans forkyndelse til sig som den bedste og højeste religion. Jesu forkyndelse maa forkastes af denne verdens vise, der lever udaf deres tanker om livets værdi, enten denne værdi groft sagt bestaar i den betydning, de føler andre tillægger deres liv, bestaar i den glæde over sig selv i smaat og stort, de paa bunden drager næring af, eller trods alt er en slags religiøs tro paa livets værdi som saadant, og Jesu forkyndelse maa bevidst eller ubevidst forkastes af alle religiøse mennesker, af alle der styrker sig i livskampen ved religionens trøst. Jesu forkyndelse maa forkastes af alle, netop fordi den ikke indgaar alliance med vor trang til ved den ene eller den anden slags trøst at faa fast bund under fødderne i livet. Den har borgerligt talt ingen værdi, fordi den ingen hjælp er, der ydes os til at holde hovedet oppe hverken borgerligt eller borgerligt religiøst.

Jesu forkyndelse overlader os til vor skæbne eller rettere den sletter vor skæbne ud som vor egen skæbne, som den skæbne vi skal interessere os for og forkynder os ene og alene: Gud. Den giver os til gengæld for, at den tager alt fra os, vi vil eller kan eje, øren at høre med, som vi ikke vil bruge, ja endog ikke selv kan bruge, uden forsaavidt vi vil høre denne forkyndelse af Gud. Den sætter ind paa et bestemt punkt: den siger ordet sandhed paa en ny maade. Den siger: sandheden om livet er den, at Gud lever og vil, at skabningen skal leve for hans ansigt. Den siger ikke, at mennesket kan frigøre sig fra løgnen, hverken den løgn at være sig selv nok eller den løgn at kunne blive god nok ved Guds hjælp, men den rammer mennesket, der paa den ene eller anden maade, enten det nu er ved gudløshed eller ved sin egen gudstro, vil lyve for sig selv, lyve sig fra besværlighederne og vanskelighederne, lyve sig fra, at livet gik i stykker, fordi det ikke engang rent menneskeligt tør tage følgerne, lyve sig fra Gud.

Derfor lader den russiske digter Dostojewsky en mand, der er optaget af Jesu forkyndelse, sige: "Lyv fremfor alt ikke for dem selv. Den, som lyver for sig selv og lytter til sin løgn, kommer til slut saa langt, at han ikke mere kan skelne, hvad der er sandt hverken hos sig selv eller omkring sig, og følgelig taber agtelsen baade for sig selv og for andre. Men den, som ikke har agtelse for nogen, mister kærligheden; og den, som ingen kærlighed ejer, finder bare beskæftigelse og adspredelse ved at hengive sig til lidenskaber og grove nydelser og synker i sin lastefuldhed ned til at blive dyr - altsammen som følge af den ustandselige løgn baade mod andre og for sig selv. Den, som lyver for sig selv, lader sig ogsaa lettest fornærme: for fornærmelsen kan sommetider føles meget behageligt, ikke sandt? Og selv om vi ved, at der ikke er nogen, som har fornærmet os, men at det er os selv, som har fundet paa fornærmelsen, og løjet til for at pynte paa sagen, at vi selv har forstørret det hele for at lave et billede, har haget os fast i et enkelt ord og gjort en myg til en elefant, - selvom man ved dette, er man dog straks parat til at være fornærmet, fornærmet indtil velbehag, indtil det føles som en sand fornøjelse, og paa den maade arbejder man sig op til et virkeligt fjendskab."

I disse ord er menneskets selvhævdelse afsløret. Løgnen overfor sig selv er menneskets selvhævdelse, og af den kommer lysten og viljen til at leve paa sig selv og redde sig selv ved "verdslig" eller religiøs trøst; af den kommer lysten og evnen til at leve paa den selvskuffelse, som det efter Jesu forkyndelse er, ikke at høre forkyndelsen af Gud.

Rammes et menneske paa det punkt, hvor dets selvbevidsthed har fundet hvile, hvor det er blevet sig selv nok i "verdslig" eller religiøs hvile og sikkerhed overfor livet, hvor det har fundet livet, som det saa smukt hedder, ja da viser dyret tænder i smaat og stort. Mennesket maa hade Jesu forkyndelse, naar det gaar op for det, at den ikke snobber for menneskets ønske om at finde hvile i sig selv eller for sig selv, men i stedet henviser mennesket til et liv i bevidstheden om Gud.

Vi kender jo fra vort daglige liv, hvordan maskerne falder, naar det gensidige snobberi, for det vi ønsker at være, undlades, fordi vor styrke netop er det, vi har vundet og ejer, som vi ikke tør slippe. Vi ved, hvorledes maskerne falder, naar vi ikke respekterer hinandens selvbevidsthed, hvorledes fornærmelsens onde aander slippes løs til bestyrkelse af vor løgn for os selv, at vi trods alt besidder noget. Bestaar den borgerlige moral i andet end respekten for, hvad andre er i egne øjne? Bestaar den religiøse alvor i andet end respekten for, hvad andre har vundet af overbevisning? Den fredelige omgang bestaar i respekten for det mennesker selv kalder deres personlighed. Den tale, der skal vinde bifald i kirker og andre steder, hvor mennesker samles, maa være baaret af respekten for det mennesker har fundet sig selv i, har fundet livstrøst i paa en eller anden maade, alt til styrkelse af det enkelte menneskes tro paa dets "tro" eller dets Gud, kort sagt paa mennesket selv. Naar en prædikants kristendomsforkyndelse skal vinde bifald for menneskets jeg, maa forkyndelsen paa en eller anden maade være skaaret til efter menneskets krav, selvom den kun slaar rigtigt igennem, naar alle suggestive evner og midler tages i brug, men undladelsen af dette paa bekostning af lidt mindre succes gør ikke forkyndelsen til forkyndelse. Der er nogen, blandt andet ogsaa mellem de saakaldte Barthianere eller af dem paavirkede sjæle, der af "personlig" redelighed ikke tager deres evner i brug, naar de prædiker, fordi de paa den maade mener at undgaa menneskelig svig, holde deres eget ude fra evangeliet. Skæres forkyndelsen bevidst eller ubevidst til efter tilhørernes smag eller efter prædikantens forfængelighed, selvom denne bestaar i noget saa højstilet som godt udført arbejde, hvorigennem maaske endda successen modarbejdes, tiltrods for at prædikanten ikke kan lade være at skæve til den, da har forkyndelsen mistet forbindelsen med sandheden, hvor personlig sand end prædikanten søger at være, eller hvor stort arbejde, der end er lagt deri, da er indholdet eller rettere retningen af talen trods alt bestemt af menneskelig begavelse og kløgt, og er ikke længere forkyndelse, men prædikanten ser hen til mennesket selv, og styrker menneskets selvhævdelse gennem rammende bemærkninger og overraskende strejflys, der angaar den verden mennesket selv ejer. - Vi er baade i vort verdslige og religiøse liv bestemt af vore illusioner, af vor selvskuffelse, af vor løgn om os selv, og Jesu forkyndelse er af kirken taget i vor selvdyrkelses tjeneste, hvad ikke kan undskyldes med, at ingen af os kan undgaa at gøre det. Men vi kan lade Jesu forkyndelse staa. Fordi dette ikke sker indenfor kirken, er kirken i vore dage slaaet ud. Kirken er nemlig slaaet ud som trøster i livet, som særlig herold for de menneskelige illusioners betydning. Man har mand og mand imellem, selvom det ikke er alle bevidst, opdaget, at man kan klare "livsløgnen" uden kirkens hjælp og støtte. Kirkens trøst kan endnu i visse tilfælde indgaa som brugbar mellem saa mange andre brugbare trøstemaader i menneskets fri verden, hvad sindssygelæger af og til anerkendende indrømmer.

Værdiløs staar Jesu forkyndelse mellem mennesker, der bygger deres personlige fæstninger til værn mod livet, mellem mennesker, der vil vinde deres liv og deres trøst med eller uden Gud. Men denne værdiløse forkyndelse kan ramme, og naar den rammer, frister den til oprør. Hvis jeg nu vilde blive højtidelig, vilde jeg, hvad maaske kunde vinde menneskets bifald, sige, at den frister til oprør mod Gud, men det vilde være at skyde over maalet. Nej, det er til ligegyldighedens oprør den frister, den frister til forkastelse af, hvad der rører ved det man selv har fundet at leve paa. Her slutter denne prædiken, men vil nogen endnu spørge: Hvad betyder saa egentlig det hele? Da vil jeg svare: Jeg ved det egentlig ikke. Under overskriften: Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør, med henblik paa denne bøn, kan jeg kun gentage: Jesu forkyndelse rammer vore illusioner. Han taler om sandheden, om Gud med en betoning, vi ikke kan komme udenom. Han gjorde det uforstaaelige frivilligt at give afkald paa livet, hvad vi hverken kan eller skal gøre ham efter. Han forkyndte ikke trøst, men levede sit liv i fortrøstning til Gud. Han blev tro mod livet til døden ikke for evighedens skyld, men i haabet om en opstandelse fra Gud.