Søndag Septuagesima 1932

Af N. I. Heje. Tidehverv, 1932, s.81-82.

Fader i himlen, vi beder dig om, at vi ikke maa glemme vor foranderlighed og troløshed og bilde os ind, at vi er andet end det vi er. Vi beder dig om, at du vil tale til os om din kærlighed, din grundløse barmhjertighed, at vi maa kunne elske livet i foranderlighedens verden, og ikke i bitterhed vende os imod vort foranderlige liv og imod din tale til os.

Lignelsen om talenterne vil jeg ikke søge at forklare idag, men jeg vil forsøge at tale ud fra den, forsøge at holde mig til den tale, den fører til os. Først vil jeg da gøre opmærksom paa det, som tit er overset, skønt det ligger lige for, at talenterne ikke er talenter i den forstand, det almindelig forstaas. Talenter betyder ikke de forskellige evner, der er givet mennesker, talenter betyder ikke den begavelse mennesker har faaet, men talentet er billede paa det, mennesker fik at arbejde med af herren, hver efter sin evne, som der ogsaa staar. Jeg ved saaledes ikke, om det var den bedst begavede, der fik de fem talenter af sin herre, men jeg ved, at det ligesaa godt kan have været den bedst begavede, der fik det ene talent og i bitterhed gravede sit talent i jorden, Lignelsen om talenterne handler nemlig kun om herrens sindelag og om tjenernes lydighed overfor den opgave, der blev stillet dem. Kun saaledes forstaaet bliver den et billede paa Gud, Guds forhold til mennesker, og et billede paa, hvad der efter Jesu tale kræves af mennesker. Den tjener, der begyndte at filosofere over sit eget værd, gravede sit talent i jorden, men de tjenere, der uden at spekulere over det adlød herrens kald til arbejde, blev modtaget med ordene: Du har været tro over det lidet, jeg vil sætte dig over meget, gaa ind til din herres glæde. Nu er der det mærkelige ved det, at den mand i lignelsen, der springer os mest i øjnene er tjeneren, der gravede sit talent i jorden. Vi opirres ved tanken om, at netop denne mand, der fik mindst at arbejde med, blev sat udenfor. Vi synes paa en maade, at han var i sin ret overfor herren. Vi føler os sat udenfor med ham. Vi føler det egentlig som var hans skæbne den skæbne, der vil blive vor, ja maaske er vor.

Det er maaske ogsaa lignelsens mening, at det skal føles saadan. Den kommer paa den maade til at betone det misforhold, der er mellem Guds barmhjertighed, og det vi mennesker forstaar ved retfærdighed. Den kommer til at betone det misforhold, der er mellem kærlighedens taknemlighed og vor selvhævdelse ligeud i dens yderste bitterhed. Lignelsens kraft bestaar i billedets kraft, der siges ikke: dette er galt og dette er rigtigt, saa vi faar noget at holde os til, faar nogen ord at rette os efter, men lignelsen rammer lige ind i vort liv. Vi skal med andre ord ikke af lignelsen lære at blive som de tjenere, herren anerkender og stræbe at undgaa at blive som den tjener, der gravede sit talent i jorden, saa glider vi ind i selvhævdelsen overfor Herren, saa rettes vort blik mod os selv og vore mere eller mindre hæderlige præstationer, men vi skal lade lignelsen ramme, lade den tale til os om Herrens sindelag og Herrens krav, saa at dette sindelag og dette krav staar os for øje, som noget der slaas fast for os, og ikke som noget vi evner at rokke ved. Vi skal forstaa, at naar vi taler om vor stilling og vor maade at tage tingene paa, da taler vi om det foranderlige som altid vedbliver at være foranderligt, da taler vi om os selv som de uforbederlige. Vi kan overhovedet ikke tale om, at vi skal blive anderledes uden at komme ind i løgnen, men lignelsen kan i et nu afsløre for os vor stilling og Herrens stilling til os som tjenere. Vi kan ikke udnytte billedet til fordel for os selv, saa vi faar noget, vi kan komme og præsentere Herren engang, men billedet kan i et glimt afsløre for os hele vor stilling, saadan som den er og altid bliver. Det vil sige, at det egentlig slet ikke er os mennesker, lignelsen vil afsløre for at hjælpe os, nej den vil kun afsløre Herren og vort forhold til ham, den vil afsløre vor uforanderlige foranderlighed, og Herrens uforanderlige kærlighed og barmhjertighed. Den vil ikke lære os at prædike kravet for hinanden, men den vil lære os at kende vort krav til os selv, det vil sige Guds krav til os. Thi saaledes forstaaet er den herre, der tales om, Gud selv. Naar mennesker giver sig til at tro paa deres forbedring ved Guds hjælp, naar de stiller Guds krav til hinanden, da ender de i hykleri og løgn, mennesket maa lære alene at tale til sig selv, fordi det saaledes og ikke paa anden maade bliver Guds tale til ham. Mennesker maa gaa frit for hinanden i deres forvildelser, og de maa selv løbe linen ud. De maa give hinanden frit ansvar, saa lærer de først, hvad det vil sige at faa noget givet, saa lærer de først at modtage, fordi saa modtager et menneske uden at stille krav. Saa bliver et menneske ikke sur, naar noget tages fra det. Naar vi taler om mennesket, maa vi sige det saadan: mennesket maa løbe ubestandighedens risiko, mennesket slipper aldrig løs af sin vildfarelse, mennesket er overgivet til sin egen retfærdighed og bitterhed mod livet eller glæde ved livet. Mennesket er afhængigt af alle sine svagheder, men til dette menneske tales der om Guds kærlighed, og forstaas denne tale som i et glimt, da fatter mennesket, at det den drejer sig om ikke er menneskets frigørelse eller menneskets forbedring, men derimod menneskets stilling til livet, det vil sige menneskets stilling til Gud. Vejen til Gud bliver da ikke forbedringens vej, men det bliver for at bruge det udtryk taknemlighedens vej. Det er vanviddet i evangeliet, det er menneskeligt talt det oprørende, at al menneskelig retfærdighed og retfærdighedssans stryges ud, og Guds uforanderlige kærlighed prædikes midt i uretfærdighedens verden, ja prædikes saadan, at den menneskeligt talt bliver uretfærdig. Vi har ikke lov at prise Guds kærlighed, for den er grundløs og uretfærdig, den er ubevislig og urimelig prædiket af menneske for menneske. Verdens lidelser, det vil sige vore medmenneskers lidelser raaber til himlen mod Guds kærlighed, naar den forkyndes af os. Vi kan kun oprøres mod denne prædiken, vi kan kun haane og spotte den, naar vi ser, hvordan verden og vi selv er. Vi har ingen grund til at tro den, men den prædikes for os. Til hver enkelt taler evangeliet saadan: Han gravede sit talent i jorden - i bitterhed, han var ikke taknemlig for livet, han rakte sig ikke mod kærligheden, han saa ikke Herrens sindelag, kun sit eget havde han øje for. Den tjener, der gravede sit talent i jorden, vilde ikke løbe risikoen ved arbejdet ved livet, vilde ikke løbe taknemlighedens risiko, han saa paa sit eget og ikke paa Herrens gave til ham, han sammenlignede og spekulerede over retfærdighed og uretfærdighed og fandt, som han maatte finde, kun uretfærdighed, og forstod ikke, at det var sig selv han fandt, sig selv som det retfærdige menneske. For ham blev kærligheden omskabt til et krav. Han følte den som et uretfærdigt krav. Og han havde ret, thi i det øjeblik, da kærligheden bliver til et krav, der stilles, selvom det er et retfærdigt krav om kærlighed menneskeligt talt, da er kærligheden død. Vi taler atter menneskeligt. Det menneske, der elsker, er taknemlig og arbejder for sin kærlighed, men i samme øjeblik kærligheden bliver en fordring, et krav, da er den udslettet og findes ikke mere uden som kærlighed til sig selv. Naar der siges: Du skal elske, da er dette du altid et menneske selv. Gennem mennesket selv taler Gud til mennesket ved at knytte det til næsten.

Vor eneste mulighed for et forhold til Gud ligger i at høre ordet: Gud er kærlighed og lade det staa og ikke vige fra at bekende dette for sig selv. Alt, hvad vi kan sige og lære om Gud bliver vrangt i samme øjeblik, det er sagt, al forklaring om Gud fjerner os fra Gud - kun naar vi hører ordet: Gud er kærlighed og ikke skyder det fra os, er vi i troen, saasandt vi forstaar, at det ikke er os selv, der siger det, men det siges til os. Kun naar vi modtager det i taknemlighed, er vi i troen, hvordan vi saa end er, thi da er vi i arbejdet, i taknemligheden for livet uden krav, da ved vi ikke noget, om Herren vil modtage os engang eller forkaste os, men vi tænker heller ikke over det. Vi tvinges til at leve hver for sig ud af vor foranderlighed, medens Guds uforanderlige kærlighed forkyndes for os. Hvad kan et menneske vide om sin frelse, mennesket kender kun fortabelsen, men for det fortabte menneske forkyndes dette ene: Gud er uforanderlig kærlighed. Dette betyder ikke, at jeg er frelst, men det betyder, at Gud taler, taler gennem taknemligheden i mennesket, taknemligheden for det fortabte eller fordømte liv. Taknemligheden skal bevare livet. Taknemligheden giver sig hen. Ja, Gud er kærlighed.