Prædiken i Esajaskirken

Af N. I. Heje. Tidehverv, 1934, s.97-99.

9. Søndag efter Helligtrefoldighedsfest 1934.

Fader i himlen, lær du os selv i vantroens usalighed bestandig at høre budskabet fra dig, lær os, at du med din aand har givet os en forventning, som er ny for hver dag, for hver den som i sin vantro hører dit raab til de vantro.

En lille dreng, der gik og glædede sig til, at han skulde ud at rejse, siger en dag pludselig til sin far: Far, ved du hvad, forventningen det er det bedste, naar man først er der, er det forbi. Det er ordet om al menneskelig forventning, sagt med et barns ligefremhed og frimodighed til at se sagen som den er uden tanke paa at spille komedie, uden tanke paa at skjule noget for sig selv. Barnet levede i øjeblikket, levede i det nærværende, levede i forventningen, og var glad i forventningen, selv med tanken paa, at forventningen maatte høre op. Det kan de saakaldte voksne af vor tid ikke nøjes med. De maa lyve for at klare sig. De vil ikke leve i øjeblikkets forventning, men de vil have garanti for, at forventningen fører til noget. De vil ikke leve i livets øjeblikke, men de vil se resultater af livet eller i det mindste have vished for, at der kommer et resultat de kan hvile paa ud af det. Barnet gav udtryk for det ubevidste mod til at se tingene i øjnene. Barnet havde det paatvungne mod, og det er det eneste mod der duer. Dette paatvungne ubevidste livsmod er det sande menneskelige livsmod, der ikke svigter i det afgørende øjeblik, fordi det tager livet, som det er, uden at lyve foreløbigheden bort. Det voksne livsmod derimod, der søger garanti for et resultat, er en skjult angst for ikke at faa noget ud af livet, er en angst for ikke altid at være der, hvor det foregaar, en angst der lever af og næres af forfængeligheden, og før eller senere ender i et fællesskab om at lyve livets virkelighed fra sig, ender i en eller anden form for religiøsitet enten denne nu bliver borgerlig eller kirkelig, ender i at leve paa forventet efterbevilling. Man tør ikke leve livet i forventning fra øjeblik til øjeblik, men lever for forventningens resultater i fremtiden, det vil sige, man kender slet ikke til forventning, men lever paa antagelser eller hvad de vil kalde det, som man søger at bekræfte sig selv og hverandre i, og ved antagelsernes rod, ved sandsynlighedernes rod sidder tvivlens orm og gnaver. Man har paa fornemmelsen, at livets whisky er meget svag tiltrods for, at den stadig spædes op med stærkere og stærkere følelsespaavirkninger i form af forsikringer om, at det kommer engang, det som man tror og haaber paa. Man ender i stimulanserne. Den sidste sjus, der er skænket i kirken: oxfordbevægelsen, bydes som en stærk drik til fornyelse, men den er kun vand. Alle saakaldte troende kirkens mænd og saakaldte vantro har tidens religion. De søger alle religiøs trøst, det vil sige, af angst for fremtiden søger de trøst i en efter evne politisk, social, eller kirkelig stabiliseret forventning til de resultater fremtiden skal bringe, og livet glider dem ud af hænderne, de holder paa budene paa moralen som de siger, de marcherer frem med konservatismens fane i spidsen, men de har ingen livsmoral, det vil sige, livet i øjeblikket bærer dem ikke.

Det er den religiøse reaktion, der i en slægt af trætte mænd altid faar kortene paa haanden. Det er reaktionen, der skriver veksler paa fremtiden eller paa evigheden, der i vor gammelmandstid har menneskers øre, saalænge de kan faa udkommet nogenlunde sikkert. Manden og Kvinden af 1934 har ikke mod til kun at leve fra dag til dag i arbejdets glæde, saa forstod de mere af arbejdsløshedens forbandelse. Men den slægt, der bestaar af mere eller mindre bitre mænd, der ikke har mod til at leve livet fra dag til dag under fælles nød, men absolut skal have brev paa dagen i morgen, vil blandt andet komme til at bygge større og større fængsler og større og større sindssygehospitaler. Det raab efter kollektivisme, der gaar igennem deres rækker, der virkelig er unge, er en rodfast opstand mod den personlighedsdyrkelse, som en dekadent europæisk kultur var kommet ind i. Men reaktionen truer ogsaa denne opstand endda indefra dens egne rækker i religionens skikkelse. Man kan jo ikke sige alt i een prædiken, og jeg maa derfor holde mig indenfor visse grænser. Alle religioners fælles kendemærke er dette, at de vil bringe en særlig trøt og give et særligt mod. Religionen kommer stadig til at lægge trykket paa mennesket selv, hvor meget der saa tales om samfund og sammenhold. Det er dette, der sker i sin værste form, naar Jesu budskab fra Gud forvandles til religiøsitet. Det er den enkelte, der saa skal blive ejer af noget til fælles bedste, det er den enkelte, der skal stilles tilfreds. Men det er paa dette punkt, Jesu budskab fra Gud skiller sig fra ethvert andet budskab i verden. Det er netop et budskab fra mennesker til Gud og ikke en religiøs betroelse, selvom det - i dyrkelsen af menneskets personlighed og selv - er lavet om til en religiøs betroelse, og som saadan har mistet sin karakter af en befaling og har faaet en intim og privat karakter, som man kalder særlig personlig. (Det mest personlige er ikke det intime og private, men netop det, der er bestemt af noget "højere" af noget herskende). Jesu budskab om Gud er en befaling fra den højeste til at tro, og er ikke noget mennesker skal blive ejere af personlig svinsk, og som skal forplantes fra personlighed til personlighed som en religiøs betroelse. I saa fald bliver det slet og ret en privatsag. Netop fordi mennesker har gjort Guds budskab gennem Jesus til deres religion, er det blevet et privat budskab for den enkelte, der er afhængigt af religiøs modtagelighed, og er ikke længere et budskab, som frit kan forkyndes som befalingen til frelse for alle. Ens inderste personlige taler man ikke om uden som en betroelse under fire øjne eller som en fælles oplevelse i smaa kredse med deres særegne frimureri, hvad iøvrigt let fører til aandeligt svineri, selvom det kan virke som en stimulans for dem, der trænger til stimulanser. Men en saadan betroelse er Jesu budskab ikke. Det har fra begyndelsen, fordi det er et budskab og ingen betroelse, krævet offentlighed med adgang for alle og henvendelse til alle uden hensyn til saakaldte personlige forudsætninger (kvalifikationer). Det var først, da det blev personlig religion, og det blev det hurtigt forvandlet til, at der blev tale om et skel. Nej i Jesu budskab er det Gud, herskeren, skaberen, der taler til mennesket om livet i offentlighedens lys og Guds liv paa opstandelsens dag. Det er ikke mig og min personlighed (den er, hvis den er noget, skjult i Gud), det kommer an paa; det er ikke mit religiøse liv, det drejer sig om, men det, som det kommer an paa, er Guds budskab til enhver, som jeg den enkelte ikke selv skal garantere med mit religiøse livs styrke, min fremgang i hellighed eller andet smukt. Budskabet er ord, der siges til mig (gør mig ansvarlig), og som jeg skal bringe videre, som det Guds ord, det er, netop som Guds ord og ikke mit. Fordi Jesu budskab ikke er private intime betroelser eller frække blottelser, kan jeg tale frit ud om det, som om ethvert budskab, der har ramt mig, det vil sige har talt til mig, saa at jeg maatte lytte og bringe talen videre. Derfor lød englesangen julenat ikke: Ære være mennesket, der blev taget til naade, men den lød: Ære være Gud i det høje. Den lød saadan, for at hvert menneske, der hører den, skal forstaa, at det ikke er alene i verden, man kun lever, naar dets medmennesker lever; lød saadan for at hvert menneske skal staa ved, hvad det har gjort. Staa ved det, ikke for at blive reddet engang, ikke for at blive af sandhed, som nogen siger - et menneskes sande stilling kender kun Gud - men staa ved det simpelthen kun for at staa ved det. Thi den, der staar ved sit liv, ser sin usalighed i livet, og han kan midt i sin usalighed høre tilgivelsens ord til nyt liv. Set i ordets lys har mennesket ikke noget med tilgivelse at gøre, fordi vi ingen ret har til at dømme hinanden. Tilgivelsen skal altid være det selvfølgelige mellem mennesker. Men Gud kan tilgive, fordi han har ret til at dømme, og han taler derfor kun om tilgivelse. Denne Guds tilgivelse kan alene vække ansvaret for livet med de andre i menneskets usalige ensomhed. Det er denne tilgivelse, der skaber en forventning, der ikke hører op. Den stiller i livets usalighed mennesket overfor Gud, som den dreng staar, der siger til sin far: Forventningen er det bedste far. Naar de menneskelige haab et for et pilles ned, saa staar Gud, som den der siger: Hold alligevel fast paa livet i din vantro, for min tilgivelse har du barn, at du maa faa mod til ikke at give op, mod til at leve med dine brødre i verden enten du er oppe eller nede. Thi som regnen og sneen falder fra himlen og ikke vender tilbage, før den har vederkvæget jorden, gjort den frugtbar og fyldt den med spirer, givet sæd til at saa og brød til at spise, saa skal det gaa med mit ord, det, som udgaar af min mund: det skal ikke vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det. Enhver maa selv høre tilgivelsens ord i sin usalighed og ensomhed.