Af N. I. Heje. Tidehverv, 1941, s.49-50.

Kære Brudepar!

Ikke for jeres, men for de øvrige tilhøreres skyld vil jeg begynde med at bemærke, at hvad jeg har fundet paa at sige i dag, ikke skal tages som formaning eller forsøg paa vejledning. Det er ikke paa de højere magters vegne, jeg taler, og det er heller ikke som een, der har nogen særlig myndighed eller ved særlig besked, men mine ord er, selvom der skulde være lidt fornuft i dem, ligesaa tilfældige som alt det vi mennesker foretager os.

Naar vi med salmens ord for et øjeblik siden sang: Faderen tager vel barnet til naade, saa tager trælbaarne syndere du, Gud for du kender vor skabelsesgaade, støvtraadeværket du kommer i hu; og naar vi om et øjeblik skal synge: at han laaner støv sit øje og aske sine ord, saa mener vi jo ikke med dette, at vi har fundet noget at holde os til, at vi har set Guds gerning; og kender Guds veje, vi mener i den forstand intet med ordene, men medens vi synger dem lytter vi til disse ord, lytter ligesom til en røst, der taler til os om Gud, som vi hverken ved noget om eller forstaar noget af. At Gud laaner støv sit øje og aske sine ord, forstaar vi, betyder ikke, at vi, saa vi kan vide det selv, faar Guds øjne at se med og hans ord at raade over. Det betyder ikke, at nu kan vi lægge ansvaret for vort liv over paa Gud og føle os visse og trygge. Gud tager ikke ansvaret for vort liv ved at laane os sit syn og sine kræfter, vi magter ikke vort liv bedre ved Guds hjælp, som det hedder. Nej, naar vi staar overfor Gud, saa ved vi ikke, om Gud er til eller ikke. Det er for os, som blev der talt fra det tomme rum til os og bliver talt ud i det tomme rum om Gud, men den tale har maaske alligevel den karakter, at vi enten maa nægte, at vi har hørt den eller bekende, at vi hører denne tale, der intet betyder for os udover det, at vi maa høre den. At Gud tager barnet til naade, at han laaner støv sit øje og aske sine ord, betyder da dette, at det siges os, at Gud gør det, og at vi skal høre, at Gud gør det, og saa maa vi for resten, hvad dette liv angaar, klare det og leve det for livets skyld og ikke for Guds skyld, fordi han, hvis han er Gud, har givet os livet ikke for at blande sig i det, men for at mennesker skal hitte ud af at leve under ansvar overfor hinanden. Ansvaret for livet maa enhver tage selv, og det er en misforstaaelse at tro, at det ene menneske skulde kunne aflaste det andet for ansvar eller kræve det andet menneske til regnskab for livet. Det er en vildfarelse, hvis et menneske ved offer, som man siger, vil prøve paa at bære et andet menneskes ansvar for livet, ligesaafuldt som det er en misforstaaelse, at et menneske selv kan skyde ansvaret for sine nærmeste fra sig. Vi kan ligesaalidt klare os med vore egne gode gerninger, som med Guds tilgivelse, men vi vil altid gerne snyde i regnskabet ved at skabe os en eller anden sikret stilling. Vi har kun at leve livet, saadan som det møder os, og altid gaa livet i møde, indtil det er slut. Det, der siges os om Gud gennem Jesu ord, er dette, at det er det vantro ulydige barn, Gud tager til naade. Resten maa vi klare selv, der er ikke noget, der hedder, at vi skal benytte os af Guds naade.

Og saa kan vi jo for den sags skyld i dag godt tale lidt om livet og dets ansvar med mere eller mindre henblik paa at leve det i nær tilknytning til hinanden. Der er en moderne norsk forfatter, der lidt frit oversat har sagt noget i retning af: at den som ikke ejer et menneske, bliver ikke et menneske, og helst skal man have købt sit forhold til det menneske saa dyrt, at det kommer til at svie til een hele livet igennem. Dette kan jo udmærket godt være noget højstemt vrøvl, men der kan ogsaa godt ligge den sandhed gemt deri, at et menneskes trofasthed overfor et andet menneske ligger i fremtiden, saadan forstaaet at trykket ligger paa, hvad der sker de to imellem fra dag til dag fremefter. Det er det, der bestandig foregaar i øjeblikket, der gælder, og det er ikke det, der er sket før, spillet drejer sig om. Den gamle fortælling om Lots hustru vil altid bevare sin gyldighed mellem mennesker. Hun blev jo, ved vi fra Skolen, til en saltstøtte i sin iver for at se, hvordan det gik de ugudelige. Og paa den maade er mange fromme blevet til verdens salt, og det er egentlig mere eftertragtet at blive det, end de fleste vil indrømme for sig selv. Man kan imidlertid roligt lade sædelighedsprædikanterne læse alle de liderlige bøger, der skrives i verden, og man kan roligt lade dem nyde den usigeligt kære udsigt over Sodomas undergang i glæden over selv at blive bevarede, men man kan ikke ustraffet sige sig løs fra livet, saadan som det møder een paa godt og ondt.

Den, der har fundet hvile og tryghed overfor livet, har ophørt med at have noget forhold til livet, har sat sig selv udenfor det fælles ansvar. Livet møder kun enhver af os fra øjeblik til øjeblik fremad i uvished og usikkerhed. Denne uvished og usikkerhed er selve livets risiko, at blive tro overfor denne er at leve under ansvar. Det betyder, at alt faar sit værd, og at et menneske har brug for at høre al tale om livet. Om det kan bevares, som vi gerne vil have bevaret, véd vi ikke, og dog maa vi være optaget fra øjeblik til øjeblik af dets bevarelse med al den styrke, vort sind har i forhold til det, men vi maa ogsaa vide, at det ikke er fortiden, som skal vogtes og bevares, det kan den ikke, men det er selve sindets optagethed af at bevare, det drejer sig om. Det at komme til at leve for fortidens opmagasinerede skatte, fører i forholdet mellem to mennesker altid med sig, at man hefter opmærksomheden ved fortidens begivenheder, at man stille glider bort fra livet med hinanden og ind i at stille fordringer til hinanden, saa at man tilsidst mener at have berettigede krav, der skulde have været opfyldt eller skal opfyldes. Man bliver optaget af hinandens fortid og den fælles fortid, og fortiden kræver sit honorar, den binder, og den skriver bestandige veksler paa vished i fremtiden, saa at man kommer til at beskæftige sig med fortid og fremtid, og der ingen evne til hver for sig at leve for dagen i dag, ingen virkelig fremtid bliver. Den eneste vej til fællesskab, nemlig selv hver for sig at tage ansvaret, leve hver for sig uden at stille krav, bliver glemt, eller kommer aldrig til virkelighed. Evnen til at leve hver for sig for arbejdets skyld, og for det i livet, der paa en eller anden maade angaar begge, kommer aldrig til udfoldelse, og evnen til livet paa godt og ondt smuldrer hen. Menneskeligt talt møder mennesket maaske aldrig troen, og dog har mennesket ikke andet at leve af end troen. Vi er nødt til at tro paa det, som skrives mellem vore løgnes linjer, vi er nødt til at tro paa det, som aldrig bliver sagt, naar det ene menneske tror det andet. Vi har kun det, at der bliver troet paa os nu i dette øjeblik at leve af, og det er jo nok værd at leve en dag eller to for. Bestandigheden i troen, rent menneskeligt talt, er bestandighed i at fastholde livet fra øjeblik til øjeblik uden fordring paa fortiden og uden vished for fremtiden. I denne spænding lever ansvaret for livet, deri bestaar ansvaret for livet. Til denne ansvarlighed kaldes vi alle, og det er den, det drejer sig om, naar det siges til os:

Lovsynger Herren hans værker i klynge,
verdener alle, thi riget er hans!
Glæd dig min Sjæl til for evig at synge
skaberens pris, hvor han troner i glans.