Paaskedag 1937

Af N. I. Heje. Tidehverv, 1953, s.65-66.

Fader i Himlen, lær os at haabe paa din opstandelse og alene sætte vor lid til den.

Et meget fremtrædende træk i menneskets historie før og nu er det, man kunde kalde flugten fra døden, og det mennesker først og fremmest forlanger er vis­heden om udødeligheden paa en eller anden maade. Det har været en af filosoffernes største opgaver at give den rette stilling i forhold til døden. Det har først og fremmest været det krav, mennesker stillede til deres religioner, at de skulde skaffe en ordentlig trøst i forholdet til døden. Man kan vanskeligt kom­me udenom, at jødefolket var et af de folk, der havde den reelleste stilling til spørgsmaalet om døden. De saa den i øjnene som et ret trøstesløst skyggerige overfor hvilket mennesker ikke kan stille noget op. Hvad man skulde opnaa af lykke, skulde opnaas i livet her. Guds velsignelse skulde vise sig i dette liv, og naar man ikke syntes, den havde gjort det, maatte man med Jacob sige: Faa og onde har mine dage væ­ret. I livet herskede Gud. I døden var det døden, der havde overtaget. Derfor tog livets modgang saa haardt paa de gamle jøder. Den var for dem eet med Guds forbandelse. Modgang i livet var en straf fra Gud over de onde. Lidelsen, det onde kunde en jøde ikke fatte som andet end en straf fra Gud. Derfor er lidelsens spørgsmaal blevet saa gribende i fremstillingen i Jobs bog. At Herren gav sine fromme kunde jøderne forstaa, men kun langsomt nærmede de sig forstaaelsen af, at ogsaa naar Herren tog kunde det siges: herrens navn været lovet. Der er noget meget stærkt og virke­lighedstro i dette aldrig at søge falsk trøst overfor døden. Det er i alt fald den højeste form for resigna­tion man kan naa til: Ikke at skjule dødens ansigt som død endda i sin værste form som en trøstesløs skyggetilværelse, men se den i øjnene som enden paa alt liv. Her var i sandhed ikke noget af den trøst, som filosoffer har begæret, og som selv de saakaldte mo­derne menneske ønsker sig. De vil maaske sige til mig, ja, men der er dog mennesker, der har talt om at dø staaende, der er dog mange, der netop har kastet sig ind i kampen trods døden. Og jeg vil svare: Ja det er sandt. Men var ikke ogsaa dette en flugt fra døden, en flugt ind i resignationen, som man neppe selv for­stod. Jeg vil nødig gøre de tapre uret, der dræber med sværdet, naar de fejge dræber med smilet, men jeg tror ogsaa, at de dræbte sig selv, begærede deres eget liv i fortvivlelse overfor livet, dræbte sig selv som mennesker i deres kamp mod døden eller for døden, den død som de ikke kunde undgaa. Hvis mennesker kunde undgaa døden, ja da vilde det være tappert at søge døden, da vilde det kræve mod, men netop fordi døden kommer før eller senere enten et menneske vil det eller ej, derfor er det modigst, at holde paa livet, derfor er det modigst ikke at søge døden, selv i kamp mod dødsfrygten. I religionernes og filosof­fernes systemer søger nogle mennesker trøst mod døden. Hvem har lov til at haane dem, der gør det? Men ogsaa ved at søge døden kan mennesker søge trøst mod døden. Hvor mange tror De ikke nu om dage ka­ster sig ud i kampen — selv med døden for øje — af fortvivlelse over ikke at kunne finde mening og spæn­ding i livet? Mennesker dræber undertiden af lyst, men hyppigere dræber mennesker i fortvivlelse over livet. Maaske ved de ikke selv, at det er fortvivlelse, der fører deres vaaben, at deres kamp mod andre, er en kamp i fortvivlelse mod deres eget liv, mod det livs meningsløshed, som de lever. Selv bag menne­skets tankeløshed ligger fortvivlelsen skjult. Ved dø­dens hjælp søger mennesket hjælp imod døden, fordi deres liv (skjult) er en død, som de ikke vil se i øjne­ne. Det er menneskets længsel at springe døden over ved at faa trøst mod døden i et eller andet godt og evigt liv, i en eller anden tro paa en fortsættelse om en opvaagnen selv til noget bedre, om ikke andet saa i en genfødelse i det gode i de næste generationer, i gode tanker, som ikke skal dø eller i værdiernes bestaaen eller agere stærke mænd over for døden og dø paa ærens mark eller staaende, som vi sagde før, men alt dette er en opgivelse af livet for dødens skyld, er en flugt fra døden og intet andet. Jesus førte jøde­folkets tanker om døden som skyggeriget helt igen­nem: Han tænkte radikalt tanken om døden igennem. Han rev enhver trøst overfor døden itu. Døden blev for ham døden, der er alt menneskeligts ende. Der blev ikke engang et trøstesløst skyggerige tilbage, men kun døden. Mennesket skal dø og vende tilbage til jorden igen, hvorfra det kom. Det skal give sit jordiske liv ganske og aldeles fra sig i døden, men det skal kæmpe for livet, fordi Gud er livets Gud og vil skabe liv af døde. Derfor hænger Langfredag, da Jesus døde paa korset, sammen med Paaskedag. Men­nesket har intet haab uden døden, men Gud kræver menneskets liv af menneskets haand i opstandelsen. Der er ingen blid overgang fra døden til livet, som mennesker gerne vil have det. Nej Gud kræver, som han krævede det af Jesus, at menneskelivet først skal føres igennem til døden, fordi han vil fordre menne­skets liv af menneskets haand. Alt hvad der hedder menneskeliv baade ondt og godt skal dø. Mennesket skal tage alt baade godt og ondt af Guds haand, ikke kun det gode, og saa skal mennesket finde sig i, at tage livet af Guds haand. Der er intet hos mennesket, der skal opstaa til liv, men Gud skænker det menne­ske, der ikke ønsker det, en opstandelse til livet, til et liv, der alene er Guds gave.

Guds opstandelse, Guds rige forkyndes for os, der skal dø, for at vi skal forstaa, at Gud kræ­ver vort liv af vor haand, at Gud kræver vor broders liv af vor haand. Det er ikke ligegyldigt, hvordan et menneske lever. Hvis et menneske flygter fra døden, ja da flygter mennesket fra livet, da flygter mennesket fra Gud. Guds fordring til men­nesket er denne, at mennesket skal staa ret overfor døden sammen med alle sine brødre, at et menneske skal finde sig i døden, ja gaa døden i møde med aabne øjne for livets skyld, holde fast ved livet for at staa sammen med alle til døden. Et menneske skal ikke frelses fra døden ikke trøstes med sin frelse, men det skal holde fast ved livet sammen med alle andre indtil døden, og erkende, at det har ansvaret for sin død og sit liv. Det menneske, der søger trøst for sig selv, vælger sig selv og glemmer — trods al snak om kær­lighed—andre for sin egen frelses skyld, men Gud sø­ger alle gennem hver og een. Det er ikke ligegyldigt, hvordan et menneske lever. Det menneske, der flygter fra døden og ikke ved, at den er død, det menneske som ikke vil dø sammen med alle, men vil trøste sig selv i døden, det menneske holder fast ved sig selv og glemmer de andre og bliver derved ikke tro i kær­lighed, men bliver grebet af egenkærligheden og ender med at kæmpe for sig selv og sin frelse, ender med at bekæmpe de andre, (bliver en morder for Gud). Der­for er det sandt som Pascal har sagt: Kristus er i veer saa længe verden staar. Han har valgt døden, ikke for sin egen frelses skyld, men for at dø sammen med alle, for at leve sit liv igennem til døden sammen med alle. Den, der trøster sig med, at han i sin død bliver salig, han har ikke brug for nogen paaskemorgen. Han har ikke brug for nogen opstandelse fra Gud. Han er frelst og reddet om saa alle andre gaar fortabt. Han har kun at sidde i Guds himmel og vente paa, at den tid skal komme, da de ugudelige skal gaa bort til den evige ild, men den der kun har døden at gaa i møde og Guds opstandelse at vente paa, han maa dele livet med de andre, han maa erkende, at han er under sam­me dom som alle de andre. Han maa lægge sit liv i Guds haand og tage ondt og godt, liv og død af Guds haand. Dette er Jesu tanke om Gud: Gud kræver men­neskelivets død helt og fuldt, Gud kræver menneskets liv paany i opstandelsen, som stadig er de vise en daarskab et delirium og de hellige en forargelse.

Paaskeblomst, men er det sandt
Har vi noget at betyde
Er vor prædiken ej tant
Kan de døde graven bryde
Stod han op, som ordet gaar
Mon hans ord igen opstaar
Springer klart af gule lagen
Livet frem med paaskedagen.