Allehelgensdag 1955

Af N. I. Heje. Tidehverv, 1955, s.85-86.

Fader i himlen! Tal til os, der ikke kan se og høre dig, tal til os, som spørger ud i tomheden, naar vi spørger om os selv og vor stilling, os, som maa fornægte dig, tal til os gennem Jesu ord om haab og frelse, lad efterklangen af skaberordet lyde iblandt os til oprejsningens haab.

En rigsdagsmand skal forleden dag, da der var debat om præsternes forflyttelsesforhold have sagt: Hvordan mon politikerne egentlig mener de kunne klare sig, hvis de hver uge i samme sogn skulle holde en tale om deres program. Det var jo meget pænt sagt, men mere rammende, naar det gælder at prædike, var det dog alligevel, hvad en ven af mig i aftes indrømmede, efter at han drillende havde bemærket til mig, at jeg jo maatte have en masse at sige, naar jeg prædikede saa sjældent, at det var maaske det, man ikke havde. Det skulle vel nemlig være forskellen paa almindelige meningsytringer i f. eks. foredrag i forhold til det at prædike, at meninger er svære at give i ny skikkelse bestandig og paa samme sted, hvorimod en prædiken ikke skal være en meningsytring, men en forkyndelse af et budskab, som den, der skal prædike bestandig selv stilles overfor. Det er en tiltale, som skulle tvinge ham til at lytte. Det er en tiltale, der skulle fornyes fra dag til dag og derfor til stadighed leve ved samling om dens tale.

Beror præstens tale kun paa, at en mening, en anskuelse skal gives videre, da er han stillet som enhver, der skal bringe sin mening til torvs. Er det derimod en bestandig tale til ham selv om opgør, som skal bringes videre, bliver det ikke hans opfindsomhed med hensyn til fremsættelse af en mening, der bliver det afgørende og vanskelig at fremføre, men i det opgør, der kræves af talen til ham, og som han skal viderebringe, kommer til at ligge, at viderebringelsen i det bestandige arbejde bliver et arbejde af en helt anden art end meningsytringerne af agitatoren, som har sin mening, der muligt kan revideres, men saaledes som disse meninger normalt fremtræder ikke rummer et bestandigt krav om opgør. En prædiken, som ikke bæres af kravet til opgør for prædikanten selv, men kun er agitation for et standpunkt, han selv har taget, er ingen prædiken, er intet budskab, som evangeliet er det, er ikke en viderebringelse af evangeliet, som er prædikens maal. Evangeliet vil prædike, vil tale til enhver og sige noget til enhver om enhver selv, og enhver maa bære det selv, som talt til enhver alene. Enhver, der hører det alene, kommer i fællesskab med enhver anden, som har hørt det alene og vedbliver at høre det, og kun derigennem skabes fællesskab mellem mennesker, skabes gudstjeneste mellem mennesker. Ved at hver enkelt gør evangeliet til sin mening, og ved at kirken gør evangeliet til sin mening, udslettes evangeliets tale til enhver og evangeliets tale i kirken, og det er det, der sker, hvad alle burde betænke og saa lytte igen.

Jeg ved godt, i hvor stor udstrækning det anses for taabeligt at lytte til evangeliet. Snakken mand og mand imellem vidner om det. Det er mer end moderne at dække sit hul i hovedet ved at søge at vise, at man dog er saa klog, at man ikke tror paa snak om Gud, selvom man saa til gengæld som sin afgud falder paa knæ for meninger, man selv har eller tror, man har. Dettte siger jeg ikke for at lokke Dem baglæns ind i evangeliets tale, men jeg siger det, fordi der i evangeliets tale ligger et opgør, som driver til at se gudløsheden i øjnene som intet andet, ja driver ud i gudløsheden ikke som et tilfældigt valg, men som en nødvendighed, driver et menneske til at staa ansigt til ansigt med døden som død uden afkortning i form af drømme om kommende riger, som kan trøste. Evangeliets forkyndelse af gudsriget er ikke en løsladelse, men en fængsling til at taale livet til døden i ansvar og skyld i haab til Gud. Det er et stadigt opgør med bundetheden i fortvivlelse til døden med Guds tale om haabet fra Gud, som vi ikke forstaar eller kan blive herrer over. Guds riget er Guds. Maskespil vil nogen sige. Ja, hvis vi har andet end døden. Hvis vi bilder os ind, at vi har magt over Gud, enten ved at Gud ikke er til, eller ved at vi er paa den sikre side i det, nogle kalder vor salighedssag. Evangeliet alene giver nøglen, det skal være indrømmet, men heller ikke mere. Saa taler evangeliet da om mennesket, stiller sit krav til mennesket og giver sig kun i forstaaelsen heraf som sig selv. Det begynder ved en skabelse, dets gudsord er kaldet skaberordet, og dette er ogsaa kaldet en gaade for mennesket, som ikke kan se Gud, som er vantro og ikke kan blive andet, men maa lytte til talen om Gud i sin vantro, maa høre om uforstaaelig salighed i sin vantro, men dog høre. Salige er de, siger evangeliet til enhver, hvis lod er usalighed og død. De skal høre det som gudsordet her i dødsriget. Høre det og holde fast ved at høre. Det er udtrykt saaledes i en salme af Grundtvig, hvori Gud er alts giver:

Herrens røst var over støvet,
da han skabte mand af muld,
aldrig vorder overdøvet
efterklangen underfuld,
klart den toner fra vor tunge
naar som mennesker vi sjunge:
I Guds billed skabtes vi!

I de usaliges og dødsdømtes mund toner efterklangen af Guds ord klart, naar Gud lovsynges.

Vi begyndte med at tale om forskellen mellem menneskers meninger og evangeliets budskab. Forskellen kan udtrykkes, som den er udtrykt i dette vers, at der i menneskers meninger ingen efterklang er. Skal de forklares ender det hele i snusfornuft og moral, der skal styrke mennesket i hovmod og fejghed, det hovmod og den fejghed, hvori mennesket i følge evangeliets budskab vil klare sig selv og sin eksistens ved at ville klare sin eksistens selv, og dermed flygter fra evangeliets budskab om Gud. Det budskab, hvori mennesket hævdes som menneske ved at stilles ene overfor Gud og ikke ender i ensomhedens og fejghedens hovmod i flugt fra døden og livet.