Tilbage til korset!

Af Chr. Langballe. Tidehverv, 2004, s.93-94.

Man kan undertiden blive helt for stemt over tidsånden og dermed også over den ånd, der hersker i folkekirken. Forleden var jeg til et af de mange møder i folkekirkeligt regi, hvor det hovedsageligt handler om, hvor mange penge præster og menighedsråd kan få lov til at spendere på alle de åh så spændende arrangementer og de helt utroligt interessante projekter. En smart managementorienteret kirkelighed forventer virkelig, at det er alle disse arrangementer og projekter, som skal frelse de arme og kirkefremmede danskere. Sådan har man forvekslet kristendommen med en sutteklud, der driver af sødladen og kælen snak, og man mener åbenbart, at det er den lette underholdning, der skal genrejse en falden kristenhed. Hertil skal man bruge kapital, megen kapital, og derfor tales der heller ikke om andet end, hvordan man får vredet penge ud af foretagendet. Alle indvendingerne om det pinlige i, at folkekirken nu er blevet en pengemaskine, som alle grådigt forsøger at malke for den sidste dråbe, bliver afvist. Man gør det jo for sagens, for kirkens og for kristendommens skyld. De kritiske røster må forstå, at det i virkeligheden er i næstekærlighedens navn, at denne selvopofrende og uendeligt godgørende kirkelighed bruger løs af folkekirkemedlemmernes kontingentbidrag. Man spørger sig selv, om arrangementerne, projekterne og pengeforbruget virkelig er resultatet af Jesu Kristi budskab. Eller om det måske snarere er tomhedens ånd, som har lagt en tung dyne over folkekirken, og som nu fylder kirkerne med ligegyldig og sødladen snak, der ikke koster noget som helst - udover penge naturligvis.

Nogen tid efter, at jeg havde for ladt denne forstemmende, åndløse diskussion om penge og dyre arrangementer, var jeg inde at se Mel Gibsons film The Passion of The Christ. Og det var virkelig godt selskab, som man var kommet i. Det stod i skærende kontrast til det selskab af hældørede, pengefikserede kirkefolk, som jeg havde taget afsked med i tiden forinden. Mel Gibson er simpelthen en virkelig dygtig teolog, som man glædede sig over at have været i selskab med. For at sige det rent ud: Det er et brag af en film! The Passion of The Christ er simpelthen et af filmhistoriens allerstørste mesterværker. Mine superlativer slår ikke til, og det skal de heller ikke, for opfordringen er ganske enkel: Gå ind og se den selv!

Der vil melde sig nogle naturlige indvendinger hver eneste gang, en filmproducent eller en instruktør bager med tanken om at lave en film om Jesus. Sådan har det også været, siden Mel Gibson første gang afslørede, hvad der var undervejs. De amerikanske jøder var hurtigt ude og erklærede, at der her var tale om en antisemitisk film. Snart efter fulgte "Det Danske Mosaiske Trossamfund" anført af Jacques Blum med lignende anklager. Også anmelderne var delte. Filmen har skiftevis vakt afsky og begejstring rundt om i blade og aviser. Vi var nogle, for hvem Johannes H. Christensens synspunkt betyder noget, og som, efter at han havde vendt tommelfingeren ned ad i Jyllandsposten, var forberedte på noget slemt. Efter at have set filmen spørger jeg mig selv, om det da aldrig skulle være kristendommen, som alle disse højligt indignerede mennesker er blevet forarge de over? Mon ikke det er evangeliet selv, d.v.s. korsets dårskab, som køen af kritikere har stødt sig på? At hævde, at filmen er antisemitisk, er og bliver et hysterisk vildskud. Man gør i virkeligheden bedst i at opfatte filmen som en lang prædiken, der forkynder korsets dårskab, og denne forkyndelse er som bekendt til tro eller forargelse. Mon ikke det også er det, der har delt anmelderne? Til alle indvendingerne om, at Jesus ikke lader sig skildre på film, vil jeg svare, at der er en måde, som man kan gøre det på, og det er ved at lave filmen som en prædiken. Det er, hvad Mel Gibson har gjort. Det er lidelsens evangelium, som det handler om - det er korsets dårskab. Filmen er stram, rå og voldelig. Her skrælles enhver kirkelig fernis af i takt med bøddelknægtenes piskeslag, der flår i Jesu kød, og skildringen af Jesu lange gang mod Golgata vil forhåbentlig gøre sit til for en tid at stoppe munden på alle de mennesker, der mener, at kristendommen kun drejer sig om gospel, rockgudstjenester og andet tant og fjas. Filmen er en modgift mod opfattelsen af kirken som et sted, hvor der skal serveres saftevand, vises lysbilleder og doceres sødsuppekristendom.

Filmens indledningssekvens lader ordene fra Esajas's bog kapitel 53 om Herrens lidende tjener stå med hvid skrift. Det er forkyndelse af den sagtmodige, lidende Kristus, der danner baggrund for filmens skildring af Jesus. "Mon eet menneske virkelig kan bære alverdens syndeskyld?" Et iskoldt, kridhvidt androgynt ansigt indhyllet i en sort kappe dukker frem af tusmørket i Gethsemane Have og retter dette spørgsmål til Jesus, der sidder knuget i fortvivlet bøn alene og forladt af alle. Det er djævlen, der er på spil. Nærmest fremmanet af det diabolske spørgsmål bugter en slange sig gennem græsset. Jesus rejser sig op og knuser slangens hoved med sin hæl som et svar på fristerens spørgsmål. Tempelgarden ledet af forræderen, Judas, vil i samme nu rykke frem med fakler, sværd og knipler. Lidelsens fortælling kan tage sin begyndelse. Aldrig i filmhistorien har Jesu lidelse taget sig så frastødende og afskyeligt ud. Aldrig har bøddelknægtene været så onde og grusomme. Man fyldes uundgåeligt af en væmmelse og et ubehag, som varer ved det meste af filmen, men man bliver altså også grebet på en ægte og ukunstig måde - det gjorde jeg i hvert fald. Det er lidelsens evangelium for fulde udtræk, og heri ligger også filmens pointe: Det er Guds søn, der lider for vores synders skyld, og netop derfor bliver lidelsen desto mere rædselsfuld og uudholdelig. Der er noget på én gang skræmmende virkelighedsnært og på den anden side noget nærmest apokalyptisk over al den pine og gru. Det er virkelig Jesus Kristus, Guds søn, der ved at gå lidelsens vej mod Golgata tager kampen op mod synd, død og djævel. Det er menneskenes frelse, der kæmpes om. I denne kamp står Jesus helt alene mod verden og har kun sin Far i himlen at håbe på. Af samme grund forstår jeg ikke de mange beklagelser over filmens voldelige karakter. Det er måske netop, fordi jeg opfatter filmen som en prædiken under korsets fortegn. Det er med andre ord en karsk, renfærdig og usminket prædiken, som rydder al overmæt velfærdskristendom og kirkelig tomgangssnak af bordet og viser os til bage til den rene vare, d.v.s. tilbage til korset. For mig er filmen simpelthen et gribende mesterværk. Helt ukendte skuespillere leverer den ypperste skuespillerpræstation. Hele tiden blev man mindet om, at det var vor Herre Jesus Kristus, som led og døde for mig og mine synders skyld. Som Luther ofte gentog, er Jesus ikke blot et menneske, der levede og døde for mange år siden, men det er vor Herre Jesus Kristus, der lider og dør for mig (pro me). Mel Gibson er en virkelig stor teolog. Det afslører sig i filmen som helhed og så i de hurtige tilbageblik, som med mellemrum afløser lidelseshistorien. Under den lange, lange vej mod Golgata ser man i et kort glimt Jesu indtog i Jerusalem palmesøndag, ligesom man også, da Jesus får hamret naglerne igennem hænder og fødder, bliver mindet om, hvordan Jesus skærtorsdag lader brød og vin gå rundt til disciplene med ordene: "Delte er mit legeme", og "dette er mit blod". Dermed lader instruktøren korset være fortolkningsnøglen til evangelierne som helhed. Jesu liv og forkyndelse finder sin for klaring og mening i korset på Golgata. Vi ved alle, hvordan det ender. Jesus dør og opstår. Man kan diskutere, om filmens slutning ikke er lidt mærkværdig. Det sidste, som man ser, er den opstandne Jesus, der rejser sig og går ud af graven påskemorgen. Jeg havde nok foretrukket, at filmen var sluttet med den tomme grav og med de ord, der lød tid af graven påskemorgen: "Han er ikke her; han er opstanden." Man kan også spørge, om ikke skildringen af Maria er lige ved at kamme over i en katolsk Maria-dyrkelse; skuespillerinden spiller i øvrigt fremragende. Det er dog detaljer, som ikke rokker ved, at det er en fabelagtig god film.

I en tid, da der inden for folkekirken næsten udelukkende tales penge og fjollede aktiviteter, er det velgørende og befriende for en gang skyld at blive mindet om, hvor kristendommen begynder og slutter, nemlig med korset. Skulle der sidde en læser, der ligesom jeg kan blive helt forstemt over den tomhedens og ligegyldighedens ånd, der trives i folkekirken, så er det den bedste medicin at gå ind og se Mel Gibsons film. For her vises man så sandelig tilbage til korsets dårskab og til den forkyndelse, som er selve grunden til, at vi overhovedet har en kirke. Tilbage til korset!