Øren at høre med

Af Søren Krarup. Tidehverv, 2007, s.25-26.

Jeg havde været på Købmagergades posthus og cyklede ned ad Valkendorffsgade, da jeg passerede en mand på fortovet, hvis ansigt jeg kendte. Jeg kunne se, at han også kendte mig, og jeg vendte cyklen og råbte ham an. Det var digteren Søren Ulrik Thomsen, og vi hilste på hinanden, og jeg fortalte ham, at jeg netop havde læst det store interview med ham i Information 23. december, hvor han i overskriften var blevet præsenteret som "digter, lutheraner og oplysningsmand".

-Du siger nogle fortræffelige ting, sagde jeg, men jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg læser andre ting i interviewet med forbavselse. Læser du Tidehverv?

-Ja, svarede han, jeg ser det på biblioteket.

-Så undrer det mig, at du kan sige om Tidehverv og mig, hvad du siger. Har du ikke selv en fornemmelse af, at du tegner lidt af en karikatur - af grunde, jeg jo ikke kender, selv om de måske har at gøre med din tale om fornuften, der for dig ikke er et redskab, men en selvstændig instans. Så vidt jeg kan se.

De ord, jeg hentydede til, var først hans tale om, at "vi lever i to etager. På den ene etage befinder sig de specifikke, samfundsmæssige vilkår, som vi kan og skal forbedre ved hjælp af politik og fornuft; og på den anden side findes de vilkår, mennesket altid har levet på og ikke kan ændre, men som vi ikke desto mindre er nødt til at forholde os til."

Dernæst hans svar på interviewerens, Karen Sybergs spørgsmål, om den vestlige civilisation hviler på et kristent grundlag. Søren Ulrik Thomsen siger: "Ligesom politikken må sætte grænser for religionens indflydelse, på samme måde skulle politikerne imidlertid gerne bruge religionen til at tugte sig selv, så de ikke fristes til at tro, at politikken kan blive fuldkommen, eller at de selv er Gud. Politikken skal pragmatisk bruges til at gøre tilværelsen bedre for så mange som muligt - i bevidstheden om, at den hverken kan gøre mennesket lykkeligt eller verden fuld­kommen."

Karen Syberg spørger: "Det er svært at genkende dit billede af politikken, sådan som den forvaltes i dagens Danmark. Fætrene Krarup og Langballe vil vel næppe skrive under på din udlægning af lutheranismen?"

Søren Ulrik Thomsen svarer: "Søren Krarup argumenterer imod menneskerettighederne, for det første, fordi de er abstrakte, og for det andet, fordi de er universelle og derfor sættes i Guds sted. Men hvorfor er begrebet om nation mere konkret end menneskerettighederne? Og for mig at se er det universelle ikke det samme som det absolutte - i guddommelig forstand. Hvis man hele tiden holder sig for øje, at man ikke selv er Gud, og at alle ens velmente bestræbelser aldrig kan skabe et paradis på jord, er denne ydmyge bevidsthed så ikke netop det bedste udgangspunkt for - f.eks. ved hjælp af menneskerettighederne - at gøre det så godt som muligt for så mange mennesker som muligt?

Uanset om man dyrker det abstrakte eller det konkrete, er der altid en fare for at sammenblande religion og politik, og det gælder også, når Tidehverv gør nationen til afgud og danser om danskhedens guldkalv."

Vores samtale på fortovet blev vanskeliggjort af min cykel, som var noget i vejen, og af mange forbipasserende, som var ude at bytte julegaver, men jeg nåede dog at spørge Søren Ulrik Thomsen, om han var ganske blind for, at det sidste udsagn var uden sammenhæng med, hvad der siges i Tidehverv, bl.a. af mig. Han tøvede en smule med svaret, måske også på grund af trængslen omkring sig, og jeg sagde farvel, idet jeg tilføjede, at han jo sagde så mange fortræffelige ting i øvrigt, at dette forekom mig at stå uformidlet og uforståeligt.

Jeg vil her, hvor de mange fodgængere ikke forstyrrer en samtale, føje yderligere til, at grunden til Søren Ulrik Thomsens udlægning af Tidehverv kan hænge sammen med hans opfattelse af fornuften eller det sækulære, idet denne opdeling i to adskilte områder jo overser, at det ene sætter det andet - at det er evangeliet, der sætter fornuften til at være fornuft og ikke andet end sækulær fornuft, hvorfor den radikale adskillelse af tro og fornuft tildeler fornuften en slags evighedsværdi, som står i modsætning til den af ham understregede forskel på religion og politik. Det forekommer mig at komme til udtryk i hans tale om ved hjælp af f.eks. menneskerettighederne "at gøre det så godt for så mange mennesker som muligt".

Er der noget, der i sig selv er "godt" - adskilt fra de mennesker, der ud fra deres egen interesse vil sætte målestokken for, hvad der er godt? Er fornuften i stand til at finde det gode uafhængigt af tid og sted og interesser? Kan fornuften sætte det sækulære?

Søren Ulrik Thomsens udlægning forekommer mig for nem, ja, for fingernem, og efter mit skøn er det derfor, at han kan anklage mig for at gøre nationen til afgud og danse om danskhedens guldkalv. Jeg spurgte ham i Valkendorffsgade, om han kunne nævne citater, der beviste en sådan anklage, og jeg tager hans tøven som et tiltalende udtryk for, at han alligevel ikke er så sikker i sin sag som det kan lyde i interviewet. For jeg afviser jo kategorisk hans anklage. Den danske nation er for mig ikke en afgud. Den er mit historisk givne udgangspunkt, som jeg er bundet af og vil slås for - men det er naturligvis mit. Af evangeliet er jeg netop sat til at være det enkelte, konkrete menneske i en bestemt historisk sammenhæng, og dette er mit - sækulære - udgangspunkt. Derfor danser jeg og Tidehverv ikke om danskhedens guldkalv. Vi tildeler ikke nationen nogen evighedsværdi. Det er jo netop derfor, vi i denne løbende tid slås for, at den ikke skal forsvinde - hvad en evig danskhed aldrig kan. Undergangens angst findes kun dér, hvor vi lever i forkrænkelighedens sammenhæng. Naturligvis afhænger danskheden af danskerne. Deraf frygten for en fremtid, hvor disse bliver fremmede i deres eget land, fordi andre fortrænger dem. Nej, vi har ikke fået nogen garanti af Vorherre, og i timelighedens usikrethed må vi tage den opgave op, der består i at betrygge det danske folks fremtid i Danmark.

Jeg ser ingen afstand imellem mig og Søren Ulrik Thomsen, når han andetsteds i interviewet udtrykker sit ubehag ved begrebet kristne værdier, "for der findes ingen entydig vej fra tro til værdier. Nogle mennesker deler jeg tro med, men ikke værdier - og vice versa". Men når der altså ikke findes evige "værdier", men kun mennesker, der slås for deres eksistens eller interesse, hvorfor så mistænkeliggøre dem, der slås for det danske folks og dermed deres egen eksistens?

Det forstår jeg ikke.

Og jeg har en fornemmelse af, at denne manglende sans hos Søren Ulrik Thomsen for at høre, hvad der siges, er en følge af, at han i lidt for høj grad gør sig til tilskuer: manden, der selv er udenfor og fra tilskuerens position uddeler karakterer. Så har man ikke øren at høre med, for så er man ikke selv i stridens og anfægtelsens situation. Den, der selv har noget kært, står ikke fornemt uden for striden. Han eller hun har øren at høre med. For han eller hun er selv sat på spil.

Og jeg bekræftes i denne fornemmelse af det menneske eller den bog, der blev juleferiens oplevelse for mig - Ayaan Hirsi Alis selvbiografi om sit opbrud og oprør. Det er længe siden, jeg er blevet så betaget af en bog og et menneske. Denne somaliske pige, der med et enestående mod og ukuelighed følger sin vej mod friheden fra det religiøse tyranni, hun er vokset op i og tilsyneladende var trælbundet af. For hende har intet været gratis eller nemt. Hun har måttet kæmpe for det hele og har betalt prisen fuldt ud for den frigørelse, som hendes oprør imod islam betød. En af de ting, der kan give én fortrøstning til fremtiden også i dette land, er, at hendes afslørende og gribende bog i lang tid har ligget øverst på boghandlernes salgsliste. For ingen kan læse "Ayaan" uden at forstå, hvad islam betyder, og hvad opgøret med islam indebærer. Her er intet gratis. Her er mindst af alt fingernemme forklaringer.

Men her er et menneske, en ung pige, en ubøjelig, sandhedskærlig person, som ikke lader sig knække, men står op imod tyranniet og betaler prisen for den frihed eller den menneskelighed, hun ikke vil lade sig fravriste. En anskuelsesundervisning i, hvad åndskamp er, og hvad den kan koste. Trusler, terror og forfølgelse lukker ikke munden på hende og får hende ikke til at opgive. Et moderne sandhedsvidne, som vi i dette land og i Vesten har grund til at beundre og først og fremmest pligt til at lytte til og lære af.

Hos hende er der øren at høre med. Hun lader sig ikke besnakke eller gøre ligeglad af gyldne løfter og nemme forklaringer. Hun river alle omsvøb til side og siger sandheden.

Har vi ikke øren at høre med her, er det værst for os selv.