Krise i folkekirken

Af Jesper Høgenhaven. Tidehverv, 2003, s.1-2.

Ordet "krise" fik en ny betydning for mig i året, der gik. Det skete, da jeg i begyndelsen af året kunne læse mig til i aviserne, at der var opslået en krise i folkekirken.

Det var ganske vist. Krisen drejede sig ifølge aviserne om, at der var en minister og nogle biskopper, der skulle holde et møde. Eller også skulle de ikke holde et møde. Eller også skulle de holde ikke ét men flere møder, hvor biskopperne mødte ministeren en ad gangen, en efter en. Eller også skulle de i hvert fald ikke mødes en ad gangen men alle sammen på en gang. Og i hvert fald var det altså en "krise i folkekirken", at de ikke kunne finde ud af, om og hvordan de - måske - skulle mødes og derfor førte en lang og kringlet debat om dette spændende emne i og udenfor pressens spalter.

Når jeg dengang, hvor aviserne skrev om en krise i folkekirken, gik rundt og så mig om i det sogn, hvor jeg er præst, kunne jeg ikke få øje på nogen krise. Det var, ligesom folkekirken på disse kanter lignede sig selv. Børn blev døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, ordet om Jesus Kristus blev prædiket i kirken og hvor der ellers skal holdes gudstjeneste i sognet, nadveren blev rakt til de døbte, der ønskede den. Konfirmander og andre, der havde brug for undervisning blev undervist. De døde blev båret til graven under Guds ord. Og skulle der ske at være et par, der ønskede at blive mand og kone foran Guds alter, blev der også sørget for det.

Og hvad folkekirken er, kan det vel ikke falde så vanskeligt at svare på; for folkekirken er, har vi da lært, de døbte kristne mennesker i dette sogn og i alle de andre sogne i Danmark. Vi er tilsammen den danske folkekirke. Jeg kunne som sagt ikke med min bedste vilje se, at vi befandt os i en særlig krise. Det skulle da være den krise, det altid er at være under Guds ords tiltale, at være under hans dom og hans nåde. Men det var helt tydeligt ikke det, aviserne og de øvrige medier mente. De mente, at det var en krise i folkekirken, når tolv-tretten personer, som de fleste af os ikke har det store at gøre med i daglige, diskuterede om og hvordan de skulle - eller altså ikke skulle - afholde et møde.

Jeg nåede efterhånden frem til en fornemmelse af, at aviserne nok ikke mente helt det samme med folkekirken, som jeg havde lært. De talte om "folkekirken", som om de nævnte tolv-tretten personer - en minister, nogle biskopper - var "folkekirken" i en eller anden højere eller dybere forstand end andre døbte, kristne mennesker her i landet.

"Folkekirken" er nemlig, når man taler om den på den måde her, noget helt andet, end man lige skulle tro, er det efterhånden gået op for mig. En tidligere chefredaktør på Kristeligt Dagblad fik engang for mange år siden udtrykt sig på følgende måde: 99 % af den danske befolkning havde, sagde han, et bestemt syn på Mellemøsten - men i folkekirkelige kredse ser vi anderledes på det!

Jeg har forsøgt mig med mange og lange beregninger; men jeg kunne og kan ikke forstå udsagnet på nogen anden måde end, at folkekirken her må være noget andet end de døbte, kristne mennesker, der her i landet bekender sig til den evangelisk-lutherske tro. Der må være nogen, der betragtes som væsentlig mere folkekirkelige end andre. Og de særligt folkekirkelige, de er åbenbart folkekirken sådan i en lidt finere eller folkekirkeligere forstand end andre er det.

Der var en præst, der for nogle år siden kunne lejre sit 40 års jubilæum "i folkekirken". Nu kunne man tro, det så var 40 år siden, manden blev båret til den hellige dåb. Men sådan forholdt det sig ikke. Nej, det var 40 år siden, han var blevet ansat som kirketjener. Det var 40 år i firmaet, manden fejrede. 40 år i firmaet folkekirken.

Sådan er der egentlig mange, der taler om folkekirken. Ikke som en kirke, en menighed af døbte kristne i sognene ud over landet, mennesker, der tilsammen er folkekirken her i Danmark - men som et firma med nogle professionelle medarbejdere, et firma, der så har alle de andre som kunder eller brugere. Tænk f.eks. på alle dem, der forlanger at høre "kirkens mening" om det ene eller det andet. De fleste af dem, der taler sådan, er både døbte og en god del såmænd også konfirmerede. Hvis de vil høre en mening fra "kirken", kunne de jo bare lukke munden op selv.

Men hvor forestillingen om firmaet "folkekirken" vinder indpas, breder sig en tilsvarende foragt for den konkrete folkekirke med dens virkelige medlemmer, dens sogne og kirker, menighedsråd, præster og ansatte. De enkelte sogne bliver anskuet som firmafilialer - og man må spørge, om hver filial nu også giver det overskud, firmaet må forvente. Foragten for den virkelige folkekirke blev klart og tydeligt dokumenteret - sort på hvidt - i de to rapporter fra den af Københavns biskop nedsatte "tænketank", der kom for nogle år siden. Der var ikke mange pæne ord om de enkelte sogne i Københavns stift - eller om de menighedsråd, der efter bedste evne forsøger at tage vare på sognene. De var sådan nærmest en hindring for udvikling og dynamik, der skulle sikre folkekirken "gennemslagskraft", ja, det var det ord, der blev brugt.

Og det skal såmænd nok passe. Det ville gå meget lettere med dynamikken og den centrale styring af firmaet og med firmaets gennemslagskraft i medierne, hvis det ikke var for alle de irriterende sogne med deres lokale sognekirker, som nogle irriterende mennesker i sognene værner om og ind imellem ligefrem holder af og føler sig knyttet til. Tænk f.eks. bare på alle de penge, det koster - og tænk på, hvor mange medierådgivere og konsulenter og trendanalytikere og marketingspecialister man kunne hyre for de samme penge, og tænk så lige engang på al den gennemslagskraft, det kunne give.

Foragten for folkekirkens virkelighed lyser også ud af de centralistiske indgreb, der er kommet fra såvel bispekredse som ministerium i de seneste år. Et stort forkromet og kostbart projekt som den "elektroniske kirkebog" blev dekreteret fra oven og menighedsråd over det ganske land pålagt at afholde udgifter og indkøbe en ganske bestemt slags udstyr fra en ganske bestemt producent - så meget for menighedsrådenes økonomiske råderet. Der tales mange og store ord om menighedsrådenes frihed og selvstændighed, om det ønskelige i flere initiativer og samarbejde menighedsrådene imellem. Men når det gælder, tiltror man altså alligevel ikke menighedsrådene evnen til at beslutte noget som helst på egen hånd. Og den samme foragt og den samme firmakirke-tankegang mærkes bag den efterhånden ulidelige snak om, at der er brug for mere "ledelse i folkekirken". For hvad er det, der kan og skal "ledes" her? Det er i hvert fald ikke uden videre indlysende, hvordan det, der foregår i de danske sogne, og som gør folkekirken til kirke - forkyndelse, gudstjeneste, undervisning - i højere grad kan trænge til at blive genstand for "ledelse". Til gengæld er det uden videre klart, hvordan "firmaet folkekirken" kan ledes og styres og organiseres med "gennemslagskræft" som succeskriterium, og hvordan der kan investeres nærmest ubegrænset med tid, kræfter og penge i al denne "ledelse".

Foragten for danske folkekirkelige forhold hos dem, der har udnævnt sig selv til at være "folkekirkens" repræsentanter i såkaldt "mellemkirkelige " sammenhænge, er et kapitel for sig. Her skammer man sig åbenlyst over de bondske og tilbagestående forhold, der råder i hjemlandet. Man går rundt ved de fornemme internationale og økumeniske sammenkomster og kongresser og flover sig over den danske folkekirkeordning med dens mangel på ledelse og struktur og valgte repræsentative organer, en ordning, som de i de store kirker i det store udland da heller slet ikke forstår, som de flove og skamfulde danske repræsentanter kommer hjem og tilhvisker os.

Al denne foragt for den faktiske folkekirke og dens medlemmer udgør dog ikke nogen "krise" i mediernes forstand. Det er f.eks. tankevækkende, at en tidligere kirkeminister som Margrethe Vestager kunne udtale sig uhæmmet nedsættende om de danske menighedsråd - især dem, der tillod sig den uskik at afholde fredsvalg og ikke fandt nogen grund til at brænde de tildelte midler af på en afstemning, der ikke i sognet var noget grundlag for at afholde. Det var der ingen "krise" i. Men når et par biskopper bliver fornærmede på den nuværende minister, rykker alle biskopper ud for at forsvare det eneste, de vistnok er aldeles enige om, nemlig at deres fine embeder og lønrammer ingen fornærmelser tåler - og det hedder en "krise", det står der selv i aviserne.

Men måske er det trods alt ganske heldigt, at der også er en folkekirke, der består af døbte, kristne mennesker i de danske sogne. Døbte, kristne mennesker, der har brug for at høre Guds ord, og som ikke kommer videre end til bestandig at måtte høre dette ord på ny. En folkekirke, der ikke er at ligne ved et firma, som ikke skal "slå igennem" nogen steder - og som til gengæld kan tage diverse "kriser" på de bonede gulve med forholdsvis sindsro. Og måske var det bedste, der kunne ske, at nogle flere vågnede op til erkendelsen af dette enkle forhold.