Af Jesper Høgenhaven. Tidehverv, 2003, s.81-82.

Det er ingen tilfældighed, at biskop Keld Holm benyttede en stort opslået "kirkehøring" i Århus til ikke kun at plædere for indførelsen af et folkevalgt "stiftsråd", men også til at slå til lyd for oprettelsen af et "centralt råd til ledelse af folkekirken på landsplan".

Det er heller ikke tilfældigt, at Århus-biskoppen ifølge pressereferaterne benyttede den samme lejlighed til at holde liv i myten om, at der skulle være noget særligt provokerende eller betænkeligt ved kirkeminister Tove Fergos embedsførelse, noget, der ligefrem bragte forholdet imellem kirke og stat i fare. 'Jeg havde ikke troet at forholdet mellem stat og kirke for alvor skulle blive anfægtet under en Venstre-minister", udtalte Keld Holm ifølge Kristeligt Dagblad. "Men sådan er det gået, og nu skal vi til at overveje, om ikke folkekirken skal til at være herre i eget hus".

Myter af denne art er taknemmelige i den forstand, at de ikke behøver nogen form for sagligt grundlag, de behøver blot at blive gentaget for at gøre deres virkning. Og myten om Tove Fergo som en minister, der "blandede sig" utilbørligt i ting, hun ikke burde blande sig i - folkekirkens "indre anliggender", som det hed med et dybt problematisk udtryk, der mere eller mindre synes lanceret til lejligheden - blev søsat omtrent fra VK-regeringens første dag. Anledningen var vistnok, at Tove Fergo havde sagt sin mening om salmebogsprojektet - siden er myten om "indblanding" i kirkens "indre anliggender" blevet gentaget monomant af Kristeligt Dagblad, der har valgt at gå i en meget markant form for opposition til kirkeministeren, og som til gengæld synes at stille sig beredvilligt til rådighed som talerør for biskopperne eller de mere højtråbende iblandt dem. Hver gang, nogle biskopper ønsker at lave ballade, har de tilsyneladende let og uhindret adgang til Kristeligt Dagblads spalter. Desværre virker det, som om en del af de øvrige medier har det med at tillægge Kristeligt Dagblad en slags autoritativ status, når det gælder det "kirkelige" stof. Bladets historier og vinkler gentages her ofte ukritisk.

På den baggrund har de ballade- og omtalelystne biskopper forholdsvis let spil. De kritiske spørgsmål stilles kun sjældent. Hukommelsen er kort. Ingen spørger f.eks., hvordan det kan være udtryk for utilbørlig indblanding, når en kirkeminister stiller spørgsmål ved det salmebogsprojekt, som en tidligere kirkeminister har sat i gang. Torben Rechendorffs stribe af initiativer som kirkeminister - som institutionaliseringen af det mellemkirkelige arbejde, et brud med en solid folkekirkelig tradition - udløste ikke noget ramaskrig fra biskopperne; men Torben Rechendorff sørgede selvfølgelig omhyggeligt for ikke at fornærme de rigtige, dvs. de toneangivende biskopper og det selvbestaltede "kirkelige" establishment, men kun de forkerte, dvs. menigheder og præster, som alligevel ikke tæller med for alvor.

Nu synes den kunstigt opretholdte myte om en særlig belastning af forholdet mellem kirke og stat altså at skulle danne springbræt for nye initiativer, der ifølge Keld Holm skal gøre "folkekirken" til "herre i eget hus".

Vi tillader os en smide mistænksomhed og spørger derfor: Hvem er det, der skal være herre over hvad her? Hvad er det for et hus, der efter biskoppens mening trænger sådan til nye eller egne herrer? Den rådende ordning giver jo ganske vide rammer for, at folkekirkens medlemmer, herunder menighedsråd, præster og såmænd også biskopper kan tage initiativer, som de lokalt måtte finde nødvendige eller relevante. Der er set med de fleste menneskers øjne ingen snærende ufrihed i de bestående forhold. Handler projektet "herre i eget hus" måske til syvende og sidst om, at der er nogle biskopper, der ikke bryder sig om at blive sagt imod? Som slet og ret finder det utåleligt og urimeligt, at de ikke kan få deres vilje ved enhver given lejlighed? Har man været vant til lydige kirkeministre, der respektfuldt lod biskopperne dyrke forestillingen om egen betydning?

Men selvfølgelig er det ufint således at gøre det hele til et spørgsmål om forfængelighed og antyde, at nogen ville sætte folkekirkens ordning på spil af sådanne grunde. Keld Holm begrunder da også i et interview i Kristeligt Dagblad (ærbødigt bragt samme dag som omtalen af "kirkehøringen", 2/4) sine visioner med henvisning til folkekirkens fremtid. "Skellet imellem kirke og folk er nok blevet for stort", siger Keld Holm. "Som teolog kan man i kraft af sin studiemæssige baggrund have svært ved at oversætte det bibelske budskab til 2003 og vise, at det, der skete dengang, stadig kommer os ved."

For Keld Holm er det m.a.o. et problem, at folkekirkens præster er teologer. Et teologisk studium gør det vanskeligt at "oversætte det bibelske budskab til 2003". Det står ikke helt klart, hvor Keld Holm har denne viden fra. Det kan selvfølgelig være et indtryk, der stammer fra hans formentlig mange samtaler med præster i Århus stift, som har et teologisk studium bag sig. Eller måske er det erindringen om egne intensive hebraiskstudier, der har efterladt en særlig rædsel hos biskoppen. Det er ikke til at vide. Til gengæld er det unægtelig tankevækkende, at teologi her udnævnes til at være et problem. Teologiske studier er jo beskæftigelse med den kristne forkyndelses indhold. Og er der noget, der kendetegner tidens højtråbende fortalere for folkekirkelig "fornyelse", er det just angsten for teologi og dermed for indhold. I stedet lægges vægten på "synliggørelse" og ydre form.

Eller med Keld Holms formulering i samme interview: "Der er et behov for, at man synliggør det, kristendommen handler om. Vi har jo altid haft sakramenterne, og ingen vil undvære nadver og dåb, men det udvider sig nu i tegn og symboler. Lysglober blev diskuteret så meget, at man troede folkekirken var ved at gå neden om og hjem, men når jeg kommer rundt omkring i kirkerne, ser jeg jo, hvor meget de lysglober betyder for folk. At tænde et lys for én, man har mistet, spiller en rolle. Det er en form for synliggørelse af samhørighed, som folkekirken ikke tidligere har været god til at tage sig af'.

Det er et besynderligt paradoks, at angsten for teologi hos de mediebevidste af bispekollegiets medlemmer synes at gå hånd i hånd med den tiltagende understregning af egen betydning. Den indholdsmæssige tomhed sætter oppustningen af biskoppernes fællesskab som et udtryk for kirkens "indre anliggender" i et ejendommeligt lys. Man mindes den ynkelige håndtering af Niels Thomsen-udvalgets rapport om "kirkelig velsignelse" af registrerede partnerskaber, som biskopperne selv havde sat i gang. Man husker også den socialdemokratisk-radikale valgudtalelse, som den ene halvdel af biskopperne fandt det passende at udsende for nogle år siden, medens den anden halvdel så til fra sidelinien i larmende tavshed. Det eneste, der for tiden synes at kunne forene biskopperne i skøn samdrægtighed, er understregningen af, at uden biskopperne som garanter for folkekirkens "indre" integritet går det ikke! Antastes biskoppernes magt og værdighed, er det selve "folkekirken", det er kirkens "indre anliggender", det er forholdet imellem stat og kirke, der anfægtes.

Måske er det ligefrem en erkendelse af det papirtynde ved denne position, der har været med til at sætte skub i den aktuelle iver efter nye valgte organer på stifts- og siden hen landsplan. "Demokrati" er jo et af tidens ubestridte plusord, så hvem kan vel være imod "mere demokrati"? Problemet er selvfølgelig bare, at demokratiske ordninger i virkelighedens verden som forudsætning har et indhold og en given ramme, bestemte opgaver, der skal udføres, sager, der skal træffes beslutninger om. Uden et på forhånd givet indhold bliver en "demokratisk" ordning til en tom ydre form. Eller hvorfor er det mon, at kun halvdelen af danskerne gider stemme til Europaparlamentet?

Det er i sognene, at folkekirken er virkelig. Det er her, folkekirken findes - hvormed naturligvis ikke er @, at den aktuelt eksisterende sogneinddeling skulle være hverken evig eller urørlig, lige så lidt som de aktuelle finansieringsformer eller civilregistreringen er det. Men at biskopperne - hvis der er nogle iblandt dem, der er reelt uenige, er det vist på tide, at de lader høre fra sig - vil bruge den myte om en kirkeordning i "krise", som de selv har skabt og holdt i live, til at lade foragten for folkekirken få frit løb, det er og bliver en overordentlig led affære.

Man sidder tilbage med det spørgsmål, hvad vi egentlig skal med biskopperne i vores folkekirke. Et eller andet sted spøger lysten til at stille et forslag, der imidlertid er så bondsk, at man næppe tør sige det højt, men vi vover det alligevel: De kunne jo passe deres arbejde. Når det drejer sig om at skaffe gode vilkår for kristen forkyndelse og undervisning i stifterne, synes der ikke umiddelbart at være nogen risiko for, at de skulle blive arbejdsløse. Så måske var det en idé at give de arbejdsopgaver, der udføres uden ledsagelse af tændte mikrofoner og kameraer, en tiltrængt opprioritering.