Hadet til kristenheden

Af Jesper Høgenhaven. Tidehverv, 2004, s.177-179.

Da al Qaida-terroristerne for et par år siden med fuldt overlæg havde styret deres kaprede passagerfly, fulde af tilfældige mennesker på rejse, ind i deres mål, World Trade Center i New York og forsvarsministeriet i Washington, gik der ikke ret lang tid, før meningsdannerne herhjemme og i resten af den vestlige verden begyndte at spørge, hvordan skylden eller ansvaret for terrorhandlingerne skulle placeres. Og spørgsmålet gik ikke i første række på den eller de forbryderiske organisationer eller netværk, der stod bag flykaprerne. I stedet kom spørgsmålet hurtigt til at handle om, hvad "vi" havde gjort galt, som det hed. Dette "vi" betød, forstod man, egentlig den vestlige verden, der altså i en eller anden særlig kvalificeret forstand fik tillagt skylden for den vold, der rettedes imod dens egne. Ganske vist var det nok i særlig grad USA, der havde gjort galt. Men vi andre skulle heller ikke regne med at klare frisag. På en eller anden måde havde nemlig såvel amerikanerne som det store vestlige "vi" gjort os fortjent til det åbenlyse bad, der lå bag voldshandlingerne.

Ugerningerne den 11. september 2001 var ganske vist - ligesom en stribe af modbydelige terroristiske voldshandlinger mod tilfældige mennesker - begået af muslimske terrorister med udgangspunkt i Mellemøsten. Men tanken bag ved meningsdannernes spørgsmål var tydeligvis, at skylden eller i hvert fald den altovervejende del af skylden eller det moralske ansvar for disse ugerninger måtte være at finde hos USA selv eller i den vestlige verden. De eller "vi", som man sagde, måtte på en eller anden måde selv have givet anledning til det fjendskab, der her kom til udfoldelse. Gennem vores ondskab og forsømmelighed i forhold til den islamiske verden, ved ikke i tide at have lyttet til dens berettigede krav og klagepunkter, ved at være blevet rigere og mægtigere end andre lande og kulturer, eller kort og godt ved simpelt hen at være til var den vestlige verden blevet skyldig og måtte høste, hvad den selv havde sået.

Der er noget nærmest sygeligt over denne trang til at tage ansvaret og skylden på sig for sine fjenders værste forbrydelser. Det hæmningsløse, religiøst motiverede had til kristenheden hos islamisterne skal gøres til kristenhedens eget ansvar. Der er efter alt at dømme flere faktorer, der er med til at betinge denne udtalte selvforagt - hos en del af Vestens meningsdannere er det nærmest blevet til en rygmarvsrefleks, at skylden for alt ondt i verden tillægges Vesten selv. Til drivkræfterne hører formentlig også en hang til ønsketænkning. En manglende vilje til at se i øjnene, at ens fjender rent faktisk kan være ens fjender.

Når det gælder den islamiske terror, er forholdet så ganske åbenlyst, at det ikke er til at overse. Al-Qaida-folkene og deres sympatisører - som i den islamiske verden tæller mange tusinder - er så opfyldte af had til det kristne vesten, at enhver voldshandling rettet imod os på forhånd er retfærdig og god. I deres øjne er vi utvetydigt fjenden. Alle uden undtagelse. Der findes i en al-Qaidatilhængers øjne ikke noget sådant som en uskyldig kristen. At slå så mange kristne ihjel som muligt betragtes på forhånd og i sig selv som en god gerning og en heltegerning.

Der er ikke tale om en konflikt, hvor den ene part påberåber sig en række strids- eller klagepunkter i forhold til den anden part, punkter, hvis berettigelse man eventuelt kunne diskutere og nå frem til løsninger på. Konflikten imellem islamisterne og kristenheden er heller ikke en traditionel konflikt om landområder, økonomi eller lignende jordiske interesser. Islamisterne er drevet af rent destruktivt had; og hadet retter sig mod kristenheden som sådan. Der er intet, den vestlige kristne verden kan gøre for at imødekomme islamisterne. Der er ikke den fjerneste mulighed for, at kristenheden kan stille islamisterne tilfreds ved bestemte indrømmelser. Kristenheden er i islamisternes øjne skyldig til døden, fordi den er til. Intet mindre end den kristne verdens udslettelse - eller for de enkelte kristne menneskers vedkommende deres omvendelse til islam - vil for islamisterne være en tilfredsstillende udgang på konflikten.

På den baggrund bliver den gentagne tale om, at Vesten selv har gjort sig fortjent til islamisternes fjendskab, i bedste fald til sentimental udenomssnak, i værste til det rene selvhad. Kun ved helt at forsvinde kan den vestlige verden imødekomme sine muslimske fjenders krav. Og drivkraften bag islamisternes fjendskab er selve deres had til kristenheden. Ingen nok så spektakulære indrømmelser eller demonstrationer af freds- og forhandlingsvilje vil kunne ophæve dette had.

Islamisternes had til kristenheden er ikke betinget eller fremkaldt af bestemte konkrete forhold. Det er ikke sådan, at den kristne verden har tilføjet muslimerne bestemte uretfærdigheder eller aktuelt påfører dem fortrædeligheder, som gør muslimernes vrede rationel eller forståelig. Når islamisterne henviser til diverse eksempler på vestlig ondskab imod den muslimske verden, fungerer henvisningerne snarere som illustrationer, der bekræfter og understreger billedet af kristenheden som islams fjende. Hadet til denne fjende er det primære og styrende element.
Tankegangen kunne aflæses med al tydelighed, da den danske statsborger, som myndighederne havde skaffet hjem fra den amerikanske fangelejr på Cuba, gav sig til at belære den danske offentlighed om, at danske regeringsmedlemmer var "legitime" mål for angreb, eftersom Danmark førte krig "mod et muslimsk land". Helt bortset fra, hvad der ellers er at sige om udtalelsen, er den sidstnævnte påstand jo ganske enkelt forkert. Danmark fører ikke krig mod Irak, men støtter sammen med USA og andre lande en irakisk regering, der består af muslimer, bl.a. imod forskellige oprørsgrupper, hvis medlemmer også er muslimer. For en logisk betragtning er det ikke indlysende, hvorfor islam skulle være entydigt på oprørernes side. Her viser det sig imidlertid, hvordan modsætningen - hadet - til USA og Vesten bestemmer billedet, så den "muslimske" side som noget selvfølgeligt identificeres med dem, der bekæmper disse onde magter.

Det er en udbredt vrangforestilling, at der ikke kan være noget sådant som rigtige fjender til - eller at det i hvert fald gælder om så vidt muligt at benægte eller bortforklare fjendernes eksistens eller deres karakter af fjender. Virkelige fjender eksisterer efter denne opfattelse ikke - det gør kun de "fjendebilleder", som vi selv skaber. Et udtryk for denne sentimentale virkelighedsfornægtelse er slagordet: "En fremmed er en ven, du ikke har mødt".

Den islamistiske terror kan være en påmindelse om det forløjede i denne sentimentale skønsnak. En fremmed er i al enkelhed et menneske, jeg ikke kender, og som jeg derfor ikke på forhånd kan vide noget om. Hvis det skulle ske, at jeg lærer den fremmede at kende, kan det ikke udelukkes, at vedkommende - som nu ikke er fremmed længere - viser sig at være en ven; men det har jeg ingen garantier for på forhånd. Den fremmede, der står i lufthavnskøen ved siden af mig, kan være ham eller hende, der er på vej op i flyet for at sprænge det i luften med sin medbragte sprængladning. Det kan jeg ikke vide noget om; og det ville være uklogt ikke at tage sine forholdsregler i forhold til det ukendte og usikre. Hvis fremmede ikke var andet end venner, der ikke havde mødt hinanden, var der f.eks. heller ingen grund til, at alle lufthavne efterser passagerernes håndbagage for skjulte våben.

Fjenderne derude i den virkelige verden er vi selvsagt nødt til at tage vores forholdsregler imod. Og de mennesker, der har fået et særligt embede at varetage på folkets og landets vegne - regering og øvrighed - skal naturligvis tage det ansvar alvorligt, som følger med embedet, og forsvare os mod fjenderne.

Men lige så vigtigt, ja, på en måde endnu vigtigere end øvrighedens bekæmpelse af den islamiske terror, er det saglige opgør med islam. Et opgør, der kræver et teologisk perspektiv. Med andre ord er kristendommen den forudsætning, som der må tales ud fra hvis analysen af islam skal give mening. Der gives ikke et "neutralt" sted, hvorfra man kan betragte kristendom og islam, selv om megen aktuel udenomssnak søger at skjule den virkelige modsætning - imellem kristendom og islam - ved at tale floromvundet i begreber som "religiøs fanatisme" og "fundamentalisme".

Islams rige er, som vi kan lære af reformatorerne, der også havde den islamiske magtudøvelse tæt inde på livet, en mod Gud stridende magt. Tyrken og hans rige er med Luthers ord en fjende af Gud og en forfølger af Kristus og hans menighed - og dette er vel at mærke selve islams væsen og funktion, også ifølge Guds plan, hvor islam er et strafferedskab, en eksponent for Guds vrede. Muhammeds sværd er fra begyndelsen rettet mod Kristus. Islam er en magt, der grundlæggende befinder sig i et modsætningsforhold til Gud og til hans ord, det kristne evangelium.

Islamisternes had til kristenheden er ingen historisk tilfældighed, men udspringer af en dybere liggende virkelighed, som nødvendigvis må tolkes i et teologisk perspektiv. At forestille sig, at der - f.eks. ved hjælp af en vis portion god vilje og forståelse fra begge sider - kunne etableres et varigt og stabilt fredeligt forhold imellem islam og kristenheden, ville være en livsfarlig illusion.

Naturligvis kan man til hver en tid finde muslimer, der ikke vil tilslutte sig islamisternes voldsprogram men ønsker et fredeligt liv. For så vidt som denne tankegang kan vinde udbredelse og indflydelse i den muslimske verden, er der al mulig grund til at glæde sig over det. Alt for ofte præges diskussionen i Vesten dog af modvilje mod at lade sig påvirke af reelle informationer og en tilsvarende tendens til at basere vurderingen af islam på egen ønsketænkning. Så meget vigtigere bliver det teologiske opgør. Ganske vist ser det ud til, at nogle af de røster i folkekirken, der taler højest om dialog med islam, er mest indstillet på at fremme ønsketænkningen. Dermed er den teologiske opgave nødvendigvis lagt på andre.