Af Jesper Høgenhaven. Tidehverv, 2005, s.93-95.

Til efteråret skal danske vælgere som bekendt - igen, igen - til folkeafstemning. Denne gang om EUs nye "forfatningstraktat", som den er blevet døbt med en sproglig nyskabelse, der i hvert fald ikke er egnet til med ét slag at lade klarhedens og gennemskuelighedens lys brede sig og forjage mørket.

I efteråret 2000 var danskerne også blevet kaldt til stemmeurnerne. Dengang var det tilslutningen til euroen, den økonomisk-monetære union med fælles mønt, som den danske regering og et folketingsflertal havde sat på dagsordenen. For så vidt var der noget ejendommeligt ved hele foretagendet, idet ingen instans udenfor Danmark, intet EU-organ eller forum af europæiske lande havde forlangt eller foreslået, at Danmark netop nu skulle tilslutte sig euroen. Der bestod ligefrem en klar underskreven aftale om, at Danmark indtil videre ikke deltog i den fælles valuta, som i EU-jargonen udgør den afsluttende "fase" i den økonomisk-monetære union. Det var helt og holdent den danske regerings projekt, at der alligevel skulle tages stilling til euroen på dette tidspunkt. Og det var i bund og grund vanskeligt at finde nogen anden begrundelse end, at det ifølge meningsmålingerne - den almægtige og allestedsnærværende ledetråd i moderne politik - så ud til, at man netop nu kunne skaffe et flertal for euroen "i hus". For at Danmark skulle tilslutte sig den fælleseuropæiske valuta, herskede der for regeringen og folketingsflertallet ikke skygge af tvivl om. Dette skridt var for længst besluttet. Det eneste, der mandede, var den lille formalitet, at et flertal af vælgerne skulle sige god for dette skridt, som Danmark utvivlsomt - før eller siden - måtte tage.

Ved folkeafstemningen i september 2000 sagde et flertal af vælgerne imidlertid nej. Reaktionen på det danske nej til euroen havde jeg dengang lejlighed til at opleve fra en lidt anden udkigspost end min sædvanlige. Dagene efter afstemningen tilbragte jeg i London; og de reaktioner, der kunne aflæses i de britiske medier, var på mange måder interessante. Den britiske presse er, når det gælder indstillingen til EU, generelt langt mere kritisk end den danske. Som dansker, opdraget til en vis national beskedenhed og til bevidstheden om egen lidenhed i forhold til det store udland, kunne man måske på forhånd have haft sine tvivl om, hvorvidt danskernes stillingtagen til euroen kunne have den store interesse set fra et britisk synspunkt; men at dømme ud fra pressens dækning anså man her den danske folkeafstemning for særdeles væsentlig. På samtlige større britiske dagblade var det danske nej til euroen simpelt hen forsidehistoden.

"Evitable" var overskriften på lederen i den konservative Daily Telegraph to dage efter den danske folkeafstemning. "Undgåelig" var lederskribentens karakteristisk af den økonomisk-monetære union, selvfølgelig formuleret i bevidst kontrast til påstanden om, at den fælles europæiske valuta euroen og Storbritanniens deltagelse heri - ligesom Danmarks - skulle være noget i sidste ende "uundgåeligt", en uafvendelig proces, dikteret af historiens nødvendighed. "Inevitable" - "uundgåelig": Det har - ifølge Telegraphs lederskribent - været den britiske regeringsleder Tony Blairs gentagne påstand om euroen. "Evitable" - 'undgåelig": Det var til gengæld den vigtigste lære af den danske folkeafstemning. Det danske nej til euroen blev altså her forstået som en enkel og klar henvisning til den virkelighed, som består i, at mennesker træffer valg. At politik handler om at blive stillet over for en række afgørelser, som der netop kan tages forskellig stilling til. Og at det er de valg, som faktisk bliver truffet, der er med til at forme og bestemme historiens videre forløb. Ikke en på forhånd fastlagt "uundgåelig' udvikling, som det er forbeholdt de særligt indsigtsfulde at gennemskue, og som alle andre er nødt til at affinde sig med og rette ind efter. Når en lille nation som Danmark kunne vælge euroen fra, stod det samme valg naturligvis en stor nation som Storbritannien lige så frit.

Påstande om, at noget bestemt i politik er "uundgåeligt", har det, som den britiske avisleder tørt og nøgternt konstaterer, med at være forkerte. Det klassiske eksempel, som der her henvises til, er den marxistiske påstand om kapitalismens uundgåelige sammenbrud. Men eksemplerne er talrige på, hvad man gennem tiderne har udnævnt til at være det "uundgåelige". I tiden, der fulgte efter Danmarks skæbnesvangre nederlag til Preussen og Østrig i 1864, huserede blandt den danske politiske elite en idé om, at en fremtid som preussisk vasalstat under det tyske forbund var det uafvendelige endepunkt på den udvikling, der nu var i gang. Også dengang blev forestillingen om Danmarks afvikling iklædt fraser om den "europæiske nødvendighed".

I trediverne var det blandt europæiske intellektuelle et moderne synspunkt, at det parlamentariske demokrati havde spillet fallit. Fremtiden tilhørte en af de totalitære ideologier - marxismen, fascismen eller nationalsocialismen. Den historie, der udspillede sig for øjnene af en, syntes at bekræfte påstanden: I den spanske borgerkrig var det - bag ved de lokale stridende kræfter - de rivaliserende totalitære bevægelser, der kæmpede om magten.
Sovjetunionen og Komintem på den ene side, Nazi-Tyskland og det fascistiske Italien og deres tilhængere på den anden. De gamle demokratiske regimer var derimod henviste til rollen som mere eller mindre passive og usikre tilskuere. De parlamentariske systemer så ud til at være distanceret - eller stærkt på vej til at blive det - af selve "udviklingen". Den totalitære retning var det "uundgåelige", den vej, tingene før eller siden måtte tage, og som det derfor gjaldt om at indstille sig på og tage til sig.

Intellektuelle har ofte haft forbløffende let ved denne form for selvbedrag, hvor kendsgerningerne tolkes, så de kommer til at passe til det billede, man én gang har bestemt sig for. Forestillingen om de totalitære retninger som den uundgåelige fremtid, og om valget imellem dem som det valg, tiden og udviklingen krævede af en, havde i en eller anden forstand noget tiltalende over sig: Den intellektuelle kunne se sig selv som den, der befandt sig midt i et grandiost drama, som den, der oplevede noget, som verden aldrig før havde set magen til. Derfor sorteredes kendsgerninger og begivenheder selvfølgelig på en måde, der lagde den foretrukne tolkning nær. Man spurgte f.eks. ikke, hvorfor netop det ulykkelige Spanien skulle udnævnes til mønster eller paradigme for den "uundgåelige" udvikling, som før eller siden måtte indhente hele Europa. Man overvejede ikke, om borgerkrigen ikke lige så godt kunne tolkes som et internt spansk opgør, som Stalin, Hitler og Mussolini kastede sig over som sultne gribbe. Man hæftede sig heller ikke ved, hvor svært det faktisk syntes at være for de totalitære idéer at skaffe sig bredere tilslutning blandt befolkningerne i det demokratiske Vesteuropa.
I nyere tid har man ihærdigt påstået, at den omfattende vandring af mennesker fra Mellemøsten og Afrika til Europa, der er i færd med at forandre Europas demografiske profil, var udtryk for en uundgåelig og uafvendelig udvikling. Indvandring til Europa var nærmest at ligne med en naturlov, noget, der ikke kunne ændres eller påvirkes nævneværdigt gennem f.eks. politiske initiativer eller ændret lovgivning.

Den påstand har man ikke hørt så meget til på det seneste. Derimod er der ikke megen tvivl om, at vi i den kommende tid vil komme til igen at høre påstanden om den "europæiske integrationsproces" som det uundgåelige, som udviklingens nødvendige og uafvendelige retning.

Vi har hørt historien mange gange efterhånden. Vi har nærmest været udsat for den samme uafbrudt kværnende påstand i en årrække. Den uomgængelige "europæiske" virkelighed, der nu - omsider, endelig - er ved at gå op selv for de noget træge danskere. Om den danske EU-debat, der nu endelig, omsider er ved at tage den afgørende drejning bort fra spørgsmålet om "for eller imod" og henimod en "realistisk" debat, hvor det er forudsat, at Danmark som noget selvfølgeligt er "en del af Europa". "Normalisering" af den europæiske debat, kalder den danske presse det, når der slås til lyd for, at det grundlæggende spørgsmål - Danmarks fremtidige overlevelse som selvstændig stat - ikke længere bør diskuteres.

Disse idelige henvisninger til det uundgåelige og uafvendelige har naturligvis den vigtige funktion at befri dem, der således kan henholde sig til udviklingens og historiens gang, fra den sædvanlige forpligtelse til at argumentere for deres synspunkter. Påstanden om det uundgåelige befrier en for det ansvar, der hører til at skulle tage stilling. Den reelle diskussion må vige for den forestilling, at verden består af de kloge, der har fattet, hvor tingene bærer hen, og de dumme eller genstridige, der ikke kan eller vil se det.

Den position, man kan anbringe sig selv i ved at have indset det uundgåelige, forekommer mange så attråværdig, at ønsketænkningen helt tager over. Dette fænomen kan opleves for fuld udblæsning i den danske EU-debat. Alt, hvad der på nogen mulig måde kan tolkes, så det synes at støtte idéen om at danskerne - omsider - er ved at indse det uafvendelige, har været ført i marken.

Ingen statistik har været for tvivlsom, intet journalistisk rygte for tyndt. "De unge" er nu ved at tage EU til sig, hedder det med jævne mellemrum - og hver gang med den samme triumferende tone - i de danske medier. Her - blandt ungdommen - er skepsis og "nationalt" snæversyn endelig på retur. Som dokumentation for det glade budskab henviser man så gerne til, at unge mennesker i stort antal tager på studierejser til udlandet, som om denne mulighed var noget, EU havde sørget for, og som om studie- og dannelsesrejser for dem, der havde chancen og lejligheden dertil, ikke havde været et begreb i Europa i hvert fald siden højmiddelalderen.

Historisk perspektiv er altid en gavnlig modvægt, der kan være med til at afbalancere de mange bastante henvisninger til det uundgåelige. Hvad var det nu lige, der var så uundgåeligt og nødvendigt denne gang? Hvor fører historiens gang og den uafvendelige udvikling hen i denne måned?

Der er i det hele taget al mulig grund til at reagere på denne barnagtige overtro på det "uundgåelige" ved at trække på smilebåndet.
Johannes Horstmann henviste gerne med fornøjelse til historien om molboen, der klatrede op i kirketårnet for derfra at beskue verdens undergang. Den historie er det på sin plads at minde om, når vi nu igen skal udsættes for overtroen på det uundgåelige.

Når det gælder Danmarks fremtidige stilling til EU-projektet, er hvert eneste af de skridt, der foreslås, selvfølgelig stadigvæk til at undgå. Det afhænger af, hvilke valg vi træffer. De "uundgåelige" projekter er altid undgåelige - forudsat, at der er nogen, der siger nej til dem.