Det kompetente menneske - eller skolen af Ånd

Af Majken Frost. Tidehverv, 2004, s.73-75.

"Vi troede ikke vore egne øjne" fortalte forældrene. De havde efter lange overvejelser besluttet at flytte deres barn fra den skole, barnet gik på. Hjælpeløs undervisning og en pågående og klistret pædagogik havde præget barnets skolegang, og det vantrivedes så helt tydeligt, samtidig med at det lige så tydeligt intet lærte. Nu havde de besøgt en lille privatskole, de havde hørt om, og det var det besøg, der affødte deres spontane udbrud.

For det første, der mødte dem, var billeder fra danmarkshistorien og jyske Lovs ord "Med lov skal Land bygges". Og indtrykket af en skole, hvor man lagde vægt på skolens sammenhæng med historien og således antydede en modsætning til det overalt i landet vanlige, viste sig at holde stik. Nej, man havde på denne skole ingen planer om at opløse de gammeldags klasserum eller at indføre Trin-for-trin systemet eller andet af lignende kaliber. Og nej, man hyldede ikke ansvar for egen læring, men underviste på ganske gammeldags facon. Barnet er blevet et helt andet barn efter få uger på den nye utidssvarende skole, og efter sommerferien bliver der måske plads til de andre tre i forældrenes børneflok.

En lille solstrålehistorie fra hverdagen i Danmark, hvor skole og uddannelse i disse år fylder i avisernes spalter. Fordi kundskabsmæssig og anden elendighed blandt skolebørnene ikke længere kan skjules og endog i ministerier og organisationer og på de andre magtfulde poster i undervisningssystemet har bevirket en vis eftertænksomhed.

I et halvt århundrede er enhver protest mod reformpædagogikkens skole blevet afvist. Skråsikkert blev enheds- og helhedsskolen indført, skråsikkert blev fag sammenlagt og projekt- og gruppearbejde fremhævet som vejen frem. Begreber som alsidig udvikling og socialisering og oplæring i kritisk sans blev slagord og hævdedes som skolens virkelige opgave, og der skulle internationale prøver til for at gøre den sande virkelighed, som de fleste almindelige mennesker var klar over, til et problem hos undervisningens elitetropper.

Forrige års nye skolelov var således tænkt som en afhjælpning af katastrofen i folkeskolen. Fagligheden skulle på banen. En ny gymnasiereform er netop vedtaget, og i ministerierne planlægges der med reformer af de højere uddannelser. Jo, der arbejdes på sagen. "Fremtidens uddannelser - den ny faglighed og dens forudsætninger" hedder en rapport af 16. februar, udsendt af Undervisningsministeriet, hvori det analyseres, "hvordan fagligheden kan styrkes i hele uddannelsessystemet inden for fagområderne: dansk, matematik, fremmedsprog og naturfagene".

Et andet hovedord er kompetencer - for man er virkelig blevet eftertænksom og arbejder på sagen.

Men eftertænksomhed kan føre til mange ting, og spørgsmålet er, om der afgørende bliver ændret noget. Skoleforliget af 2002 bevarede den eksisterende formålsparagraf, if. hvilken kundskaber underordnes barnets alsidige udvikling, og i rapporten om den nye faglighed fremhæver man nok, at fagene skal styrkes og læreruddannelsen skal justeres, så børnene kun undtagelsesvis bliver undervist af lærere, der ikke har liniefag i det aktuelle fag. Og det kan man kun glæde sig over. Men da rapportens udgangspunkt er det nye informationssamfund med dets "eksplosive vidensproduktion og samfundets ændrede kultur og sammensætning" kan man have sine bange anelser med hensyn til fagundervisningens karakter. Skal fagene tjene til håndtering og beherskelse af tidens påståede særlighed, eller er fagene i sig selv det afgørende? Rapportens vision om nedbrydning af klasseværelser og børn i stadig vandring til tværfaglige projekter og til virtuelle rum med alt elektronisk apparatur inden for rækkevidde forekommer ikke at tjene fordybelsen i en tekst eller koncentreret arbejde med procentregningens krav. Men, viser det sig i rapporten, det er heller ikke så væsentligt, idet "den traditionelle pensumorienterede forståelse af faglighed er utidssvarende og utilstrækkelig".

Afgørende er nemlig, igen if. rapporten, at den faglige undervisning fører til kompetencer. Som det f.eks. hedder om faget tysk: "En tyskfaglig kompetence er en vidensbaseret parathed til at handle hensigtsmæssigt i situationer, som rummer en bestemt slags tyskfaglige udfordringer". Oversat til dansk må sætningen betyde (men jeg er ikke sikker), at man skal kunne bruge, hvad man har lært, og det lyder jo fornuftigt nok. Men ikke desto mindre forekommer det mig, at det er her, det store skel er. Er det skolens opgave at stile imod at gøre børnene til herskende mennesker, der kan reagere hensigtsmæssigt, eller er opgaven at præsentere børnene for og indføre dem i et fag, d.v.s. at videregive dem en arv, som er afgørende, fordi den i sig selv rummer en tale og tiltale og fordi den er deres, de retmæssige arvingers?
Rapporten synes ikke at være i tvivl. I sin reverens for begrebet dannelse - vel at mærke den tidssvarende, hvad det så er for noget - fastslår rapporten, at 'dannelsesbegrebet har en tendens til at underbetone handlebegrebet'.
Dannelse skal altså være brugbar, ytre sig i aktivitet og resultat. Eller med rapportens ord: Kompetence er dannelse i aktion!

Nej, der er dybest set intet ændret, for den hidtidige hønsestrik- og udviklingsskole skiftes blot ud med managementskolen. Faget som tiltale, som, kan vi sige, levende og virkende, er fortsat i foragt. Rousseau som ideal er skiftet ud med den effektive erhvervsmand, men bøf på en anden måde er og bliver det.

Allerede i 1971 gjorde Eigil Hjørnholm i sin store artikel "Om skolen" opmærksom på, at dette, under dække af at undervise, at skulle noget andet og mere med barnet altid er en knægtelse af både barnets og lærerens frihed. At det er et samvær på skrømt. Og Monica Papazu fremhævede 25 år senere (i essayet "Dannelse og uddannelse - krisen i den danske skole.) at dannelse ikke kan adskilles fra kundskaber, fra bøgernes verden, fra kontinuiteten med fortiden, fra tilegnelsen af værdier, som altid stammer fra fortiden. Og trods sin tale om videnbaseret parathed forekommer Undervisningsministeriets rapport at være milevidt fra Monica Papazus forståelse, fordi den lægger vægten på resultatet, på håndteringen af kundskaberne. På aktionen - det kompetente menneske. Hvad der i øvrigt også afsløres af dens forslag til nye eksamensformer - eller evalueringsformer - hvor netop kompetencen skal måles. Kundskab som redskab i stedet for kundskab som dannende og dannelse.

"For det første betyder skole dette seriøst og ordentligt at indvies i en intellektuel, fantasifuld, moralsk og bevægende arv. En indvielse for børn, der er klar til det". Sådan skriver den engelske lærer og filosof Michael Oakeshott i essayet "Education: The engagement and its frustration". Han opstiller her fem punkter for, hvad skole er (the idea "School"). "For det andet betyder skole en forpligtelse til at lære ved at studere. Dette vanskelige foretagende, som kræver indsats, hvorimod legens beskæftigelse kan afbrydes, så snart den ophører med at være øjeblikkelig tilfredsstillelse. At lære er en pligt til at være udholdende og betyder, at det lærte skal både forstås og huskes. … I en righoldig og kompliceret civilisation som vor må f.eks. arven af menneskelig forståelse, tænkemåde, følelse og forestillinger fornemmes, for det meste gennem bøger eller menneskelige ytringer. … Men at lære at læse eller at lytte er en langsom og krævende bestilling, som intet eller kun lidt har at gøre med erhvervede informationer.

For det tredje: Skole betyder, at i afsondringen fra den lærendes øjeblikkelige, lokale verden gives skolens gyldige anliggende til elevens opmærksomhed. ... Skolen er et afsondret sted, hvor arvingen kan møde sin intellektuelle og moralske arv. Ikke i termer, som er vanlige i den almindelige optagethed og beskæftigelse hos verden udenfor (hvor meget er glemt, fornægtet, vulgariseret eller begrænset, og hvor arven kun optræder i småstykker og som investeringer i øjeblikkelige foretagender), men som et fuldstændigt, ubetinget og gældfrit gods.

I skolen kan den lærende møde - ikke svar på ladede spørgsmål - men på spørgsmål, som aldrig før har forstyrret ham. Her kan han erhverve nye interesser og forfølge dem ufordærvet af nødvendigheden af omgående resultater. Her kan han lære at søge en tilfredsstillelse, han aldrig havde forestillet sig eller ønsket.
Videre betyder skole en personlig overenskomst mellem lærer og elev. Det eneste indiskutable tilbehør til skolen er læreren. Den almindelige vægtlæggen på apparatur af enhver slags er stort set ganske ødelæggende for skolen. En lærer er person, hos hvem noget af arvens udseende og passager er i live. ... Læreren er i sin person en vogter af den praksis, hvori en arv af menneskelig indsigt overlever og løbende fornyes ved at blive bibragt de nyankomne.

Og slutteligt: Skole betyder et historisk fællesskab mellem lærer og elev ... med sine egne traditioner, fremkaldende loyalitet, pietet og hengivenhed. Den er viet til indførelse af de løbende generationer af nyankomne på den menneskelige scene. Til storheden og slaveriet ved at være menneske. .... Den skænker sine elever gaven at mindes en barndom ' ikke som et forløb af tid hastet igennem til mere profitable foretagender, men ... som en glædefuld indførelse i de menneskelige vilkårs mysterier.

Derfor kan denne korrespondance mellem generationerne ikke siges at have nogen udefra kommende slutning eller hensigt. ... Den udruster ikke den nyankomne til at gøre noget specielt. Den giver ham ingen speciel færdighed, den lover ikke materiel fordel i forhold til andre mennesker, og den peger ikke på den sluttelige perfekte menneskelige karakter. Enhver, som tager del i transaktionen, tager i forvaring en lille eller stor del af en arv af menneskelig forståelse".

Jeg har citeret så udførligt fra Oakeshotts essay, fordi det forekommer at være en af de mest vægtige og åndfulde beskrivelser af det at holde skole, jeg har mødt. En sans for skolen som historiens både vogter og videregiver, som en sand disciplinering af menneskesindet og menneskeviljen, - som et fristed i den verden både lærer og elev dog tilhører, idet den er optaget af at give det ypperste videre. Hvor milevidt er der dog ikke fra en sådan skole til vor tids oplæring af det kompetente menneske midt i alskens elektronisk isenkram i det videnprocucerende samfund.
Skolen, der er af Ånd, og skolen, der er flad som et stykke avispapir.
Den indledende solstrålehistorie fortæller, at der åbenbart endnu findes skoler af Ånd i Danmark. De undervisningsministerielle planer og visioner synes dog at kunne gøre dette til et spørgsmål om tid.